Af Klaus Riis, Arbejderpartiet Kommunisterne, redaktør af Kommunistisk Politik, tdl. formand for DKP/ML
Aldrig har en dømt kriminel fået så megen velvillig mediehype som Blekingegade-bandemedlemmet, nuværende IT-direktør Bo Weimann, hvis rørende og sørgmodige angerfuldhed på et pressemøde i forbindelse med præsentationen af Anders Riis-Hansens dokumentarfilm 'Blekingegadebanden' blev direkte TV-transmitteret den 18. marts – på 6-års dagen for Fogh-flertallets grundlovsstridige beslutning om at lade Danmark deltage i den ulovlige krig mod Irak.
Bo Weymann stod også frem og viste sig at være ’stremmen’ i Peter Øvig Knudsens bestsellere om de politiske røvere, der skjulte sig som almindelige kriminelle, men i dag skal bruges til at stemple den revolutionære venstrefløj som voldsfanatikere og potentielle terrorister.
Et særligt angrende solointerview på en halv time med Weymann, nu ven af sagens efterforskningsleder, kriminalinspektør Jørn Moos, blev samme aften vist på DR2. Her kunne det angrende bandemedlem give ’venstrefløjen’ en moralsk opsang. Han mente, at den dyrkede vold og ’væbnet kamp’ og ville lade ’målet hellige midlerne’ – altså nærmest står i fare for at begå de samme fejl og forbrydelser, som hans gruppe i sin tid.
Øvigs bøger og medierne forlener Weymann med en særlig autoritet som fremtrædende medlem af den danske venstrefløj. MetroXpress beskriver ham således: ”Bo Weymann, dengang kendt som Bo Weimann, er et af den ekstremistiske venstrefløjs mest aktive personer. Han var medlem af Blekingegadebanden i seks år.”
Men hverken Bo eller de øvrige Blekingegadefolk var bredt kendte udenfor deres egne snævre og sekteriske gruppesammenhæng. De var et marginaliseret fænomen, både som gruppen omkring Gotfred Appel, og som Manifest-gruppen, der en kort tid drev en café på Islands Brygge. På grund af deres tøjindamlinger blev de nærmest betragtet som et klunserkollektiv.
Det er totalt grotesk, at de i dag fremstilles som centralt placerede på venstrefløjen, eller som personer eller gruppering, der tegnede den revolutionære bevægelse fra engang i 60erne og op i 80erne.
Intet er længere fra virkeligheden. Deres beskedne, anonyme politiske aktivitet viste sig jo at skulle tjene som dække for hvad de reelt havde gang i: en særlig form for ’solidaritetsarbejde’ - indsamling af kontant støtte til en palæstinensisk befrielsesbevægelse gennem røverier og kidnapninger. En ’politisk aktivitet’ skjult som forbrydelse, fordi den var det. Det var så langt ude at ikke bare PET blev ført bag lyset gennem lang tid; heller ikke den revolutionære venstrefløj drømte om, at nogen ville optræde så forbryderisk idiotisk og antimarxistisk.
Hvordan bandemedlemmerne kom så langt ud, kan være et rimeligt selvransagelsesspørgsmål og en opgave for psykiatere. Det er et spørgsmål om samvittighed over for ofrene osv. Men det er milevidt fra den danske venstrefløj og dens historie. PET, Øvig Knudsen og de borgerlige medier prøver imidlertid (med bistand fra HELE gruppen) at pådutte den Blekingegadebanden som nærmest dens hemmelige udtryk og ideal.
Det er ubestridt, at Blekingegadefolkene var tilhængere af Gotfred Appels ’snylterstatsteori’. I korthed går den ud på at arbejderklassen i Danmark og de øvrige imperialistiske lande som helhed er forvandlet til et af imperialismen bestukket arbejderaristokrati, der ikke har objektiv interesse i revolution eller socialisme. Derfor var kampen for et socialistisk Danmark forkert!
Appels anti-marxistiske og kontrarevolutionære ’teori’ blev massivt forkastet af den revolutionære venstrefløj, herunder af den nye marxistisk-leninistiske, kommunistiske bevægelse, der voksede frem fra 60erne til 80erne – bl.a. KFML og senere KAP og DKP/ML. Den var helt uden betrydning og havde ingen opslutning fra andet end en håndfuld fra 1966-67 – og nogle få senere proselytter, som førte den ud i det absurde.
Blekingegadebanden er et særtilfælde –ikke bare i dansk, men også i europæisk og international målestok. Den skjulte simpelthen dens formål. I 70erne var der mange revolutionsteorier i omløb, også sorsvar for ’individuel terror’, terroristiske aktioner mod den herskende klasse, så som bortførelser af reaktionære politikere og fremtrædende kapitalister. Rote Armé Fraktion og andre mente, at repressionen ville blive så massiv, at det ville føre til opstand og revolution.
Disse gruppers erklærede mål var revolution og socialisme i deres egne lande – selvom virkeligheden beviste, at deres vej ikke var den rigtige. De skjulte ikke deres egentlige mål – som den indtil afsløringen ikke-eksisterende Blekingegadebande gjorde det. Dens mål var aldrig socialisme i Danmark, mens den anvendte, hvad der kunne se ud som tilsvarende metoder som RAF – men uden at aktionerne var 'politiske' og med den væsentlige forskel, at Blekingegadefolkenes ’politik’ var omhyggeligt skjult.
Den revolutionære venstrefløj i Danmark afviste og bekæmpede RAF-terroristiske ideer som en vildvej – og den type terror blev aldrig iværksat her.
Blekingegadebandens politik, midler og gerninger har lidt komplet fiasko, og de har voldt den revolutionære venstrefløj i Danmark enorm skade. Deres kriminelle handlinger er straffet af det borgerlige samfund, men gruppen kan stadig bruges i dettes kamp mod de revolutionære. Denne marginaliserede gruppe er selve beviset på både rigtigheden og nødvendigheden af PETs overvågning – indbefattet den ulovlige overvågning - af den revolutionære venstrefløj. Blekingegadefolkene har været nyttige idioter, og den nyttigste af alle PETs idioter, Bo Weymann, gøres tilmed til en slags moralsk guru.
De øvrige skylder den revolutionære venstrefløj en seriøs selvkritik for deres politiske fejltagelser og disses konsekvenser. De kunne få lidt bistand hertil af Marx og Engels og Det kommunistiske Manifest:
”Kommunisterne forsmår at skjule deres anskuelser og deres hensigter. De erklærer åbent, at deres mål kun kan nås ved, at hele den bestående samfundsordning styrtes med magt. Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution.
Ved den har proletarerne kun deres lænker at tabe. De har en verden at vinde.”
I 10 år har vi ventet på PET-kommissionens igen og igen udsatte rapport om ulovlig overvågning, registrering og infiltration af venstrefløjen og dens organisationers lovlige politiske virksomhed.Den ventes stort set at hvidvaske efterretningstjenesterne. Men for en sikkerheds skyld er rapporten blevet tilbageholdt indtil slaget om den offentlige mening var vundet. Det er det, som er formålet med at sætte fokus på Blekingegadebanden igen og fyre esset og ’stemmen’ Bo Weymann af.
Det er dygtig manipulation.
Se også
International solidaritet: Forkert teori = katastrofal praksis
Kommunistisk Politik 7, 2009
Tillæg
Herunder vedføjes som tillæg følgende forespørgsel fra Folketingets retsudvalg i 1998 til daværende justitsminister Frank Jensen, der nedsatte PET-kommissionen
Folketingets Retsudvalg
Christiansborg, den 4. december 1998
Udvalget udbeder sig - i 80 eksemplarer - ministerens besvarelse af følgende spørgsmål:
Ad L 65 Forslag til lov om undersøgelse af Politiets Efterretningstjeneste. Af justitsministeren (Frank Jensen).
310. Ministeren bedes uddybe, hvad der menes med sætningen: "Det er således ikke blevet anset som værende i strid med rege- ringserklæringen, at PET har efterforsket mod f.eks. SAP, KAP og DKP/ML" (PET redegørelsen side 39). Samtidig bedes ministeren oplyse, hvem der har foretaget vurderingen af DKP/ML, på hvilket grundlag det er sket, samt om sagen har været forelagt den ansvarlige minister og i givet fald hvornår.
311. Ministeren bedes oplyse, om PET har infiltreret DKP/ML. I bekræftende fald ønskes oplyst, i hvilke perioder og hvem der har givet tilladelsen. Samtidig ønskes oplyst, om in- filtreringen har været forelagt den ansvarlige minister og
i givet fald hvornår.
312. Ministeren bedes oplyse, om PET har ransaget eller foretaget indbrud i DKP/MLs partikontor. I bekræftende fald ønskes oplyst hvornår.
313. Ministeren bedes oplyse, i hvilket omfang PET har foretaget rumaflytning af partiets kontorer og kontrolleret post sendt til partiet.
314. Ministeren bedes oplyse, om PET har overvåget eller infiltreret DKP/MLs årlige sommerlejre. I bekræftende fald øn- skes oplyst, hvorvidt der er sket en registrering af lejrdeltagerne.
315. Ministeren bedes oplyse, om PET på noget tidspunkt har modtaget oplysninger på grundlag af de anmelderblanketter, som gjorde DKP/ML opstillingsberettiget til folketingsvalgene i 1984 og 1987 under navnet Marxistisk Leninistisk Parti. I bekræftende fald ønskes oplyst, om der er sket registrerin- ger på grundlag af disse oplysninger.
316. Ministeren bedes oplyse, i hvilket omfang PET har aflyttet telefoner tilhørende DKP/ML og Dagbladet Arbejderen.
317. Ministeren bedes oplyse, om PET på noget tidspunkt har foretaget en registrering af abonnenterne på Dagbladet Arbejderen. Samtidig bedes ministeren oplyse, om det er korrekt, at PET gennem postvæsenet har indhentet oplysninger om Dagbladet Arbejderens abonnenter, samt på hvilket juridisk grundlag dette fandt sted.
318. Ministeren bedes oplyse, i hvilket omfang PET har foretaget telefonaflytninger, rumaflytninger og kontrolleret privat post hos ledende medlemmer af DKP/ML.
319. Ministeren bedes oplyse, om medlemmer af DKP/ML er blevet registreret af PET alene på grundlag af rejser til Albanien, Nordkorea eller Cuba. I bekræftende fald bedes oplyst hvem og hvornår.
320. Ministeren bedes oplyse, om PET har benyttet kontaktnet til at registrere DKP/MLs medlemmer og/eller aktiviteter.
321. Ministeren bedes oplyse, om PET foretager registrering af medlemmer af DKP/ML alene på grundlag af deres partitilhørsforhold.
322. Ministeren bedes oplyse, om PET har videregivet oplysninger om DKP/ML - herunder oplysninger om lovlige politiske aktiviteter - til andre landes efterretningstjenester.
323. Ministeren bedes oplyse, om PET ved hjælp af sin overvågning, registrering og mulige infiltration af DKP/ML på noget tidspunkt har afsløret ulovligheder?
P.u.v.
Lissa Mathiasen,
formand.
For min egen del vil jeg gerne have oplyst, hvilken rolle PET spillede ved splittelsen af det revolutionære DKP/ML i 1997
Klaus Riis
Se også
PET-skandalen: Ejendomsrettens spioner
Kommunistisk Politik 5, 1998
Netavisen 19. marts 2009