Den herskende elite i EU har besluttet at kaste et helt slægtled af europæere ud i fattigdom for at redde spekulanter, banker og det fra starten forfejlede euro-projekt. Under de sidste seneste års tumult er masken for alvor blevet revet af denne elite – det vil sige det herskende finans- og monopolborgerskab, ikke mindst det tyske, og dets politiske repræsentanter og embedsværk i EU-apparatet og i de enkelte medlemsstater.
I al korthed går EU og europrojektet ud på at skabe et monopolernes ’Forenede Europa’, med et gigantisk kapitalistisk hjemmemarked og en billig arbejdsstyrke, der kan sikre unionen plads som en førende global (imperialistisk) supermagt.
Det giver ikke plads til velfærd eller sociale fremskridt. Det opbygges på ruinerne af de kapitalistiske velfærdsstater, der blev skabt i kølvandet på 2. verdenskrig og fascismens nederlag under indtryk af ’truslen’ fra en styrket socialisme. Med dennes forsvinden er der ingen ydre kræfter for fremskridt, der kan presse den herskende klasse.
Den har frie tøjler til at skabe en union efter egen smag. En eurostat, hvor det store flertal pukler for kapitalen nærmest fra vugge til grav, med en pensionsalder et godt stykke over de 70, længere arbejdstid, lavere løn og stærkt barberede sociale ydelser. Hvor en høj arbejdsløshed skaber en forbitret konkurrence om jobs’ene, og hvor arbejderne sættes op imod hinanden, og ikke mindst imod ’de fremmede’.
Den eneste kraft, der sætter sig op imod monopolkapitalens gale projekt er arbejderne og de unge, der også inspireres af de progressive og revolutionære bevægelser uden for EU, som i Latinamerika eller ’det arabiske forår’.
Hverken den nuværende økonomiske krise, der for alvor brød igennem i 2007-08, eller europrojektets åbenlyse svagheder, har betydet en kursændring. Tværtimod: Det får de herskende til at fremrykke den endelige udformning af den økonomiske og politiske union, det fuldt udbyggede ’Euroens Forende Stater’.
Nu nedsættes et ’forfatningskonvent’, og tidsrammen står fast: År 2020 er det magiske år.
Det er i hele denne komplicerede og dystre sammenhæng, at SRSF-regeringens politik og dens forslag til finanslov for 2013 skal ses. Danmark er en del af EU og de skiftende EU-regeringer har bundet den danske valuta til kronen og landet til en nyliberal politik, dikteret og kontrolleret fra Bruxelles.
Finansloven har været forelagt den højere myndighed, i al fald i dens hovedtræk; den holder sig inden for de fastlagte sparerammer og den fastlagte nedskæringspolitik. Og det betyder at dens reaktionære karakter bliver endnu mere udtalt:
Finanslov 2013 er et EU-nedskæringsbudget, som cementerer de nyliberale reformer og omfordelingen fra det store flertal til den danske afdeling af den europæiske storkapital - og de multinationale spillere i øvrigt.
Det er en finanslov for fortsat lavvækst, langtrukken depression og nye sociale nedskæringer. Det modsatte af en kickstart. Danmark befinder sig ligesom det øvrige EU i en fornyet akut økonomisk krise med tilbagegang i produktionen og bruttonationalproduktet over flere kvartaler. Regeringens egne forventninger taler om beskeden vækst og lidt færre arbejdsløse, men arbejdsløsheden vil tværtimod vokse, mens stadig flere langtidsledige måned for måned vil falde ud af dagpengesystemet.
EU og euro-projektet har ingen bred folkelig støtte hos danskerne; det samme gælder den nyliberale økonomiske politik, som finanslov 2013 er en del af. Støtten til finansloven findes hos EU- og europartierne.
VK har taget særdeles pænt imod forslaget. Det kunne være deres eget, og de stiller op til forhandling. Ikke mindst fordi regeringens støtteparti Enhedslisten ikke kan støtte finansloven eller politikken bag den. Johanne Schmidt-Nielsen vil til gengæld hellere end gerne medvirke til et forlig, for hele partiets politik består nu i et løfte om at ’trække regeringen til venstre’. Og det skal testes på finansloven.
Derfor lægges der op til brag og bulder og masser af medietorden. Næsten som i VK-perioden med den nu afgående Pia Kjærsgård i rampelyset. Til gengæld kan man ikke sammenligne på indholdet: VK kunne give DF ’noget’ på ’værdierne’, på fremmedhadet og udlændingepolitikken.
SRSF hverken kan eller vil give køb på eller ændre den nyliberale reformkurs, hvad der ikke udelukker, at liste Ø får nogle krummer til truede dagpengemodtagere.
Men hovedtrækkene i EU's finanslov for Danmark i 2013 vil stå fast, med støtte fra enten de blå eller fra liste Ø. Med mindre slagkraftige protester fra arbejdere, arbejdsløse og unge sætter alle stolen for døren.