Skandaler på skinner

Kommunistisk Politik 17, 2005

Tog til tiden: Engang fungerede de danske statsbaner.
Nu er skandalerne sat på skinner.

Togdriften i Danmark er blevet et folkeproblem. Harmen retter sig mod DSB, for de endeløse forsinkelser rammer alle, der er tvunget til at benytte sig af denne afgørende gren af de offentlige transportmidler.
Men ansvaret for den rullende misere ligger ikke først og fremmest hos DSB eller for den sags skyld hos det udskilte og udskældte Banedanmark, der står for vedligeholdelse af det nedslidte skinnenet.

De seneste forsinkelser har fået politikere fra de nuværende og tidligere regeringspartier op af stolene for at love forbedringer og flere penge til jernbanedriften.
Det er rent skuespil. For ansvaret for hele miseren er i første række politisk. Det ligger hos både den forrige socialdemokratiske regering og ikke mindst hos den nuværende, der systematisk har undergravet den kollektive trafik gennem privatiseringer, prisforhøjelser og manglende vedligeholdelse.

Resultatet: et nedslidt skinnenet, som det kan tage årtier at genoprette, stadige driftsforstyrrelser
og konstante gener for passagererne. Da arbejderne i mange virksomheder nu kommer for sent, er det nu ved at udvikle sig til et samfundsproblem.

Systematisk nedprioritering af jernbaner og kollektiv trafik

Dansk trafikpolitik har systematisk tilgodeset bilismen og foretaget gigantinvesteringer i motorveje og broer, mens den kollektive trafik med jernbanerne som et nøgleelement systematisk er blevet udsultet. Opdelingen af DSB og udliciteringen af driften på forskellige strækninger (efter EU’s regler) har yderlige bidraget til elendigheden.

Behovet for investeringer i vedligeholdelse og fornyelse af jernbanenettet har været kendt i årevis – og DSB har udgivet talrige rapporter herom op gennem 90’erne.
I 2001 udgav Akademiet for de Tekniske Videnskaber en hvidborg med titlen "Infrastruktur i forfald?" Den konkluderede, at baneområdet i årevis "har fået tilført for få midler til at opretholde jernbanenettets kvalitet”. Og den er ikke bare gal med skinnerne. Der er sikrings- og kørestrømsanlæg, der er op til 70 år gamle.

Hvidbogen konstaterede, at de politiske prioriteringer i forhold til banenettet var hovedløse: Den er "de senere år foregået som reparation frem for ved en forebyggende indsats".

Broer og motorveje
Den nuværende trafikminister Flemming Hansen er med en rammende betegnelse blevet kaldt ’minister for nedsat hastighed’. I hans ministertid er der indgået en stribe trafikforlig, som har tilgodeset asfalt og nye broer, mens de nye tog tvinges til at nedsætte hastigheden til noget, der ligner for et lille århundrede siden.

Det store betonmonument, han selv ønsker at efterlade sig, er den overflødige Fehmarn-bro, som er et ønske fra EU’s mægtige lobbygruppe for dens store monopoler som European Round Table – og alt andet end et folkekrav.

På trods af de øjeblikkelige stigninger i benzinpriserne er det igennem mange år blevet relativt billigere at køre bil end at bruge bus eller tog. I perioden 1998-2004 er prisen på kollektiv transport steget med mellem en tredjedel og 40 pct.
Det er den fattigste del af befolkningen, der ikke har råd til bil, som er blevet straffet med dårligere transport til en langt højere pris.

Alderdomssvækkelse
Det store privatiseringsshow ender mange steder i det rent groteske: I 1996 vedtog folketinget enstemmigt, at det nuværende Banedanmark skulle sende vedligeholdelse af skinnenettet og nybygning i licitation. Det er bekræftet i det ene senere forlig efter det andet. En konsekvens var, at Banedanmark fyrede 230 tjenestemænd, landets bedste specialister m.h.t. vedligeholdelse og drift af infrastrukturen for banerne.

De fleste af dem er blevet genansat i private firmaer, som får reparationsopgaverne i licitation – og mange af dem får nu i en periode på grund af afskedigelsesreglerne for tjenestemænd dobbeltløn for at lave deres gamle arbejde. Endnu en ny privatiseringsjoke.
På Christiansborg og i medierne falder politikerne over hinanden for at dække over deres andel i skandalerne og sende aben videre.

Imens vokser kravet om at sikre den grundlæggende renovering og fornyelse af jernbanenettet, som så indlysende er nødvendig, og som kapitalistiske ideologiske hensyn og snævre profithensyn indtil videre har forhindret. Det vil koste et tocifret milliardbeløb og kunne måske være med til at skrotte syge og dyre projekter som den planlagte Fehmarn-bro.

Vi kan samtidig konkludere, at den alderdomssvækkede danske kapitalisme dårligt er i stand til at løse en så simpel opgave som at opbygge og vedligeholde en velfungerende jernbanedrift.

Det kunne den for 100 år siden – og var stolt af det.

Netavisen 31. august 05