Rusland og Kina:

Politistater med imperialistiske ambitioner

Kommunistisk Politik 15, 2004
Tema: Kapitalisme - Kina og Rusland

Rusland og Kina: De to lande var engang arbejdernes og menneskehedens håb, da den første tændte det og socialismen blev en realitet for første gang i historien efter Oktoberrevolutionen - og da den anden førte faklen videre og et socialistisk verdenssystem omfattende mere end halvdelen af menneskeheden kunne øjnes.

I dag er de begge kapitalistiske til marven. Rusland er i gangsterkapitalismens kløer, efter en vestlig dikteret 'reformproces', som afløste den langvarige revisionistiske kontrarevolution, som fandt sted efter Stalins død med Hrustjov og Bresjnev, og under Gorbatjov bragtes til sin afslutning.

Satire op til det russiske valg
Forside på magasinet
North Star Compass

De kapitalistiske reformer i Kina har udviklet sig i hastigt tempo over mere end 20 år. Ruslands kapitalistiske gangstere har tilegnet sig, plyndret og eksporteret dets værdier - og efterladt en ruin omkring en forarmet og udpint arbejderklasse. De kinesiske revisionister har endnu ikke kastet masken - den brutale kapitalistiske udbytning skjulet sig under 'socialistiske' skilte. Men de har gennemført et globalt brandudsalg af landets vigtigste ressource: den menneskelige arbejdskraft. De kinesiske arbejdere er kulier for nye herrer - det kinesiske bourgeoisi og den internationale kapital.

De socialistiske revolutioner blev begge steder bremset, deres videre fremgang og nye sejre blev stoppet, kursen blev lagt om i retning af kapitalisme: den revisionistiske kontrarevolution viste sig at være den internationale reaktions vigtigste våben til omstødelse af folkerevolutionerne og socialismen.

Stillet over for den globale amerikanske aggression har de herskende klasser i både Rusland og Kina nærmet sig hinanden: De har netop meddelt, at de næste år vil afholde fælles militærmanøvrer inden for rammerne af SCO (Shanghai Cooperation Organization). De taler begge om 'et strategisk partnerskab' - til gavn for sikkerheden, verdensfreden og den regionale stabilitet.

Kommunisterne og arbejderne verden over må gøre sig klart, hvilken karakter dette 'strategiske partnerskab' har. Det er ikke en antiimperialistisk alliance, men en forbrødring mellem to af verdens mest reaktionære stormagter, to undertrykkende politistater, med deres egne imperialistiske ambitioner. Der er intet progressivt ved dette geopolitiske forbund, der er intet at have forhåbninger i - så lidt som opbygningen af Den europæiske Union som kapitalistisk superstat og imperialistisk supermagt byder på et ægte alternativ til den amerikanske imperialisme.
Forhåbningerne må alene rettes til de russiske (sovjetiske) og kinesiske folk, til deres revolutionære ånd og genoplivningen af deres store revolutionære traditioner.

Alligevel ser vi, at mange erklærede kommunistiske partier forsvarer Kina som et socialistisk land. Det er mange af de samme partier og kræfter, som støttede den revisionistiske kontrarevolution i Sovjetunionen fra Hrustjov og til den bitre ende med Gorbatjov, eller næsten til enden. Fidel Castros Cuba og Kim Jong-Ils Nordkorea deltager også i dette bedrag af folkene - med så meget større negative konsekvenser, fordi disse to lande nyder godt af en global sympati hos de arbejdende, fordi de er mål for den amerikanske imperialismes aggression og hævntørst.

Det ændrer ikke ved hverken kendsgerningerne eller kommunisternes forpligtelser: at afsløre og bekæmpe det revisionistiske bedrag - eller blive en del af det.

Se også:
Kapitalisme med 'kinesiske karakteristika'
Af Proletarskaya Gazeta, Kommunistisk Politik 15, 2004

'Samlingskommunisterne' og Kina
Kommunistisk Politik 15, 2004

Netavisen 28. juli 2004