USA på lerfødder i Korea

Folket i Sydkorea tilkendegiver i voksende omfang modstand mod USA's militære tilstedeværelse i landet og mod den imperialistiske pression over for hele det ufrivilligt delte Korea. USA på sin side er fanget i sin egen magtpolitiks edderkoppespind og har heldigvis svært ved at kunne leve op til sine ultraimperialistiske trusler om at føre flere krige samtidig rundt om på kloden.

I de seneste uger har massemedierne fået et nyt problem oven i de øvrige problemer med at agitere for folkelig støtte til den længe forberedte amerikanske krig mod Irak: Korea. Efter at USA's primitive metoder til imperialistisk pression mod den nordlige og suveræne del af landet af flere årsager er slået fejl, er Bush-administrationens terrorkrigs-politik blevet klædt grundigt af.

"Det viser hulheden i præsident Bushs udenrigspolitik. Bush farer frem mod Irak, et land, som han kan klare, og som har olie, men han trækker piben ind over for Nordkorea, der er meget stærkere," sagde en repræsentant for det konkurrerende magtparti, Demokraterne, efter at Bush-staben prøvede at finde en grimasse, der kunne passe, oven på Nordkoreas udtræden af ikke-spredningsaftalen om atomteknologi i denne måned.

Pyongyang bøjer sig ikke for vinden

Efter først at have gennemprøvet en aggressiv kampagne imod Nordkorea med udgangspunkt i landets absurd påståede "trussel mod verdensfreden" og en løgn om, at koreanerne skulle have indrømmet at ønske atomvåben, måtte USA omkring nytår erkende sit nederlag med den taktik. Det nationalistiske styre i Pyongyang holdt i denne periode ryggen rank og afviste klart pressionskampagnen og krigstruslerne.

Hidtil havde forholdet mellem USA og Nordkorea været formelt reguleret af en aftale af 11. juni 1993. Den blev indgået, efter at daværende amerikanske præsident Clinton først havde forsøgt at vælte Nordkorea med pression og krigstrusler i kølvandet på "murens fald" et par år før, heriblandt med trusler om anvendelse af 'små' taktiske kernevåben (!). Ifølge aftalen skulle Nordkorea lukke nogle atomreaktorer ned, som muligvis kunne fremstille materiale til atombomber, til gengæld for kompenserende amerikanske olieforsyninger og hjælp til bygning af en ny reaktortype.

Som reaktion på USA's brud på 11. juni-aftalen, bl.a. stoppet for de aftalte olieforsyninger til Nordkorea lige op til vintersæsonen, meddelte Nordkorea 10. januar, at landet trak sig ud af ikke-spredningsaftalen om atomteknologi og ikke længere ønskede inspektørerne fra det internationale atomenergiagentur IAEA inden for sine grænser. Dagen efter pointerede koreanerne over for USA, at det desuden er landets eget anliggende, om det ønsker at udvikle denne eller hin teknologi for at sikre energiforsyningen og forsvare moderlandet, og at ingen udefra har ret til blande sig i dette. Man var dog til hver en tid parat til at tale med USA, men så skulle de også tale pænt til koreanerne.
Det var, hvad USA fik ud af sin pression i denne omgang.

Amerikanerne fik i starten af januar travlt med at sadle om til en anden retorik. Præsident Bush begyndte at tale om, at diplomatiet nu er vejen frem i forholdet til koreanerne. Guvernøren for delstaten New Mexico, USA's FN-ambassadør i Clinton-tiden Bill Richardson, holdt hastemøder med nordkoreanske udsendinge og meddelte derefter en tilsyneladende overraskende amerikansk kovending: Ifølge Richardson burde USA positivt overveje det forslag om en nordkoreansk-amerikansk ikke-aggressionspagt, som nordkoreanerne i lang tid har plæderet for som fredsskabende foranstaltning. Richardson havde dog intet som helst mandat fra Washington.

13. januar gik den amerikanske viceudenrigsminister James Kelly ligefrem på banen med et tilbud til Nordkorea om at genoptage olieleverancerne, hvis de lukker deres atomreaktorer ned igen. De amerikanske olieleverancer har imidlertid været kronisk langt bagud i de otte år, der er gået siden 11. juni-aftalen. Den lovede hjælp til mere avancerede letvandsreaktorer er også udeblevet, og fundamenterne til disse har i otte år stået og grinet i den fri luft. Det er derfor ikke vildt overraskende, hvis Pyongyang ikke ser nogen grund til at tage Kellys løfter alvorligt og i stedet satser på at skabe noget energiforsyning til de frysende nordkoreanere i en fart.

En del af forklaringen på de nye diplomatiske salmesange fra USA, der ellers under Bush har udråbt Nordkorea som en del af "Ondskabens Akse", er, at den nordkoreanske vrangvillighed mod at rette numsen ind efter den amerikanske imperialisme kolliderer med planerne om en invasion af Irak. I forhold til USA-imperialismens egen propaganda er dette et problem, fordi det udstiller amerikanernes tørst efter olie og dertil strategisk fodfæste i hele Vest- og Centralasien som eneste reelle bevæggrund til at invadere Irak.

Det Store Olierøveri er totalt afsløret, og USA må derfor sætte en kulisse af handling op i forhold til Korea. Amerikanerne ved, at en invasion af Nordkorea vil være selvmord, så derfor serverer man et skin af diplomatisk aktivitet.

En anden, meget væsentlig og interessant del af forklaringen på amerikanernes akutte anfald af verbal mildhed mod Nordkorea skal søges i USA's vaklende fodfæste på den sydlige del af den Koreanske Halvø. Amerikanerne har okkuperet Sydkorea med tropper og masseødelæggelsesvåben i et halvt århundrede. Fascistiske diktaturer har afløst hinanden med USA's varme billigelse. Der er ingen grund til just nu at give de stadig mere antiimperialistiske sydkoreanere mere ammunition til deres protester mod USA, synes amerikanerne at tænke.

Sydkorea koger

Opinionsinstituttet Gallup, som næppe kan beskyldes for at være nordkoreansk finansieret, foretog i slutningen af det forgangne år en meningsmåling blandt sydkoreanerne om deres holdning til USA; den var negativ for mellem halvdelens og tre fjerdedeles vedkommende - afhængigt af aldersgruppen, med ungdommen som de mest USA-fjendtlige. Et andet amerikansk institut, Pew Research Center, har i Sydkorea undersøgt holdningen til USA's såkaldte krig mod terror og fundet, at 72 pct. er imod terrorkrigen, 24 pct. støtter den. Det tal bekræftes af, at 73 pct. i undersøgelsen mener, at USA ikke tager nogen hensyn til andre landes interesser overhovedet. Flertallet erklærer i gentagne meningsmålinger, at de frygter USA, ikke landsmændene i nord, som de tværtom agter at blive genforenet med - uden USA's indblanding.

Demonstrationer med deltagelse af titusinder og sågar hundredetusinder af sydkoreanere, der protesterer mod USA's militære tilstedeværelse, hører til hverdagen (selvom det naturligvis er de meget mindre og færre proamerikanske demonstrationer, som vi får at se i tv). Bristepunktet er ved at være nået, hvad angår sydkoreanernes tålmodighed med besættelsesmagten, dens krigeriske kurs over for det uafhængige Nordkorea og i almindelighed dikterende politik over for Sydkorea. Især ungdommen er aktivt på gaderne til støtte for Koreas genforening og ret til en uafhængig udvikling og imod den amerikanske imperialisme. Kampen foregår på alle tilgængelige fronter.

Sydkorea fik ved indgangen til det nye år en ny præsident, Roh Mu-Hyun, som i december vandt vælgernes gunst frem for USA's kandidat ved at love til højre og venstre at følge sin forgænger Kim Dae-Jungs såkaldte solskinspolitik over for Nordkorea, dvs. en satsning på reelle diplomatiske gensidige følere bakket op af et begyndende økonomisk samarbejde mellem de to Korea'er. Imidlertid måtte præsident Kim sande, at de nationale ambitioner kun har fået lov til at strække sig så langt, som storebror USA har givet snor til. Efter Bushs tiltræden i Washington har den genforeningsvenlige del af Sydkoreas borgerskab og administration haft endnu sværere ved at gennemføre de ønskede samarbejdsprojekter med Nordkorea.

Præsident Roh sidder kort sagt ved sin tiltræden på låget af en kedel fyldt med folkelig vrede vendt mod USA, en kedel, som er ved at koge. Det har fået ham til at udstede løfter til befolkningen om at arbejde på en langsigtet fjernelse af de titusinder af amerikanske soldater, der er udstationeret i klientstaten. Måske om ti år, piber Roh forsigtigt, for ikke at tirre Bush for meget. Men at den sydkoreanske præsident overhovedet siger den slags, er historisk.

Nordkoreas situation

Set i lyset af det meget negative billede, Nordkoreas nuværende økonomiske situation fremstår som, er det svært at forestille sig, at den suveræne del af Korea indtil omkring 1980 faktisk havde en stærkere økonomi end det af USA-kapital oppumpede Sydkorea. Men det er ikke desto mindre rigtigt, at de seriøse problemer begyndte med Østblokkens kollaps omkring 1990, hvorved de særlige fordelagtige samhandelsforhold med ét forsvandt, fuldbyrdet med naboen Kinas samtidige fuldstændige overgang til markedsprincipper i handelspolitikken.

I 1995 og '96 oplevede Koreas nordlige del de værste oversvømmelser i et århundrede. I 1997 oplevede Nordkorea en usædvanlig tørke, og senere samme år en kæde af orkaner, tyfoner og digebrud. I 2001 blev Korea ramt af den længste tørke i landets nedskrevne historie. Var det måske Nordkoreas fejl, eller evt. den svinske vestlige industrialismes?

Hvorom alt er, så betød disse naturkatastrofer, at den i forvejen store økonomiske tilbagegang og problemerne med at etablere sig i en ny økonomisk situation blev forstærket tifold med omfattende raseringer af de beskedne landbrugsarealer samt af infrastrukturen. USA's embargo mod landet forhindrede endvidere lån og indkøb af de for genopbygningen nødvendige remedier. Nordkorea måtte stort set klare sig selv gennem katastroferne, og det har landet gjort.

Ofre har dog ikke kunnet undgås, trods en ligelig fordeling af de alt for sparsomme rationeringer. Det førhen relativt velstående og stolt selvforsynende Nordkorea har måttet meddele omverdenen, at mange af landets borgere er faldet som ofre for hungersnød, og at landet behøver fødevarehjælp. FN's fødevareprogram WFP har imidlertid kronisk savnet donationer fra de rige lande - f.eks. USA - til de sultne nordkoreanere, og medarbejdere ved organisationen anklager USA for som et politisk instrument at nedjustere fødevarehjælpen. WFP's folk meddeler, at de faktisk stoler på Nordkoreas fordeling af nødhjælpen og har et fungerende samarbejde i forbindelse hermed. FN anslår, at godt 13 mio. ud af Nordkoreas 25 mio. store befolkning er fejl- eller underernærede.

Nordkorea har også i det forløbne årti befundet sig i en slem, slem energikrise. Det har igennem disse år ført til en dramatisk af-mekanisering af det mekaniserede landbrug og industrien, så det, som kan, nu foregår ved håndkraft eller med husdyr, hvilket filmes af udenlandske tv-hold og vises på vore skærme som eksempler på Nordkoreas angivelige udviklingsmæssige tilbageståenhed.

Fra og med 1995 har Nordkorea fulgt en doktrin, som hedder "Hæren Først". Og det er, hvad doktrinen indebærer: Hærens størrelse (1,2 mio.) og beredskab prioriteres højt, og det er ofte soldater, som ses i det nordkoreanske landskab i forbindelse med nyttigt, men hårdt og disciplinkrævende ikke-militært arbejde. Doktrinen forklares med den åbenlyse trussel fra USA-imperialismen syd for demarkationslinjen og må siges at være blevet forsvaret med det bedst tænkelige advokatur i form af Bush-dynastiets aktuelle opførsel på verdensscenen. Det nordkoreanske militærbudget tårner sig op på 14,5 pct. af det samlede statsbudget.

USA's meritter ift. den Koreanske Halvø kan give en forståelse for så vel Nordkoreas høje militærbudget som den ophobede folkelige vrede vendt mod USA i Sydkorea.

Den amerikanske besættelse af den sydlige del af Korea efter Japans kapitulation i 2. verdenskrig fortsattes i 1950 i en angrebskrig vendt mod Nordkorea med det formål at indordne hele Korea under den amerikanske imperialisme. Nordkoreanere fik heldigvis banket amerikanerne på plads, med hjælp fra Maos nationaldemokratiske Kina og fra den sydkoreanske befolkning, og forhindret deres forehavende i en grad, så i det mindste en væsentlig del af nationen i den forløbne periode siden våbenhvilen i 1953 har bevaret sin suverænitet. I Sydkorea har USA bl.a. udbredt the american way of life ved at give arbejde til de p.t. 18.000 unge kvinder fra fattige familier, der ifølge hærens egne oplysninger er officielt registrerede som prostituerede til specielt at servicere de udstationerede amerikanske tropper.

USA's nykolonialistiske krigseventyr i Korea kostede op mod fire millioner mennesker livet, et halvt hundrede tusinde amerikanere, resten koreanere og kinesere. Billederne fra det krigshærgede Nordkorea i 1953 er en bogstavelig illustration af de amerikanske imperialist-høges udtryk om, at et genstridigt land kan blive "flattened", lagt flad af USA's krigsmaskine.

Ganske som Vietnam

På det seneste har de nordkoreanske kommunikéer anvendt sig af en sprogbrug, der klinger mere rød, end det ellers har været tilfældet det seneste årti. Nu er Pyongyang igen begyndt at understrege bekendelsen til socialismen, og agitationen imod USA minder igen meget om venstrefløjens begrebsverden.
Det kan måske umiddelbart irritere verdenskommunismen, at dette forlorent socialistiske land gør sit til at forvirre opinionen ved i ord at prøve at leve op til den borgerlige propagandas udpegning af Nordkorea som den skinbarlige "stalinisme".

Der er imidlertid en anden og mere positiv vinkel: Pyongyang signalerer med sit ordvalg, at man står fast på principper, der konfronterer hårdt mod imperialismens dagsorden. Sprogbrugen herfra kan tyde på, at nordkoreanerne vurderer, at bunden er passeret i den globale antiimperialistiske kamp, og at der nu igen øjner sig muligheder for at appellere til solidaritet både fra folkemasserne i den imperialistiske verden og i ulandene samt fra nye lande på scenen, som frigør sig fra imperialismens greb. Man er stadigvæk på det rigtige hold. Især situationen på den anden side af Stillehavet i Latinamerika må ses som et lovende perspektiv for Nordkoreas muligheder for at skabe fremtidige alliancer og komme på fode igen - og dermed for et fremtidigt genforenet Koreas muligheder for at stå på antiimperialistiske positioner.

På længere sigt er det den potente kinesiske imperialisme, der truer uafhængighedskursen. Pyongyang lader til at have forstået dette off the record, selvom man lader sig inspirere af den kinesiske kapitalismes eksperimenter og påkalder sig den gamle broderalliance. I alt fald har nordkoreanerne sørget for også at knytte bånd til Putins Rusland for at danne en modvægt og spille på disse stormagters gensidige modsætninger.

Det skal slås fast, at Nordkorea ikke ud fra en videnskabelig, kommunistisk synsvinkel kan kaldes for et socialistisk land. Styret har ophav i en antikolonialistisk og nationalistisk kamp for selvstændighed, som sejrede ved japanernes kapitulation. Som følge af de konkrete styrkeforhold i befrielsesbevægelsen, der havde et erklæret kommunistisk partis dominans, samt alliancen med den socialistiske Sovjetunion og Maos erklæret socialistiske Kina antog Nordkorea mange socialistiske ideer - i særdeleshed selve ideen om retfærdig fordeling af velstanden - og landet fik efterhånden en speciel udformning, som naturligvis ikke kan forstås uden denne baggrundshistorie. Ikke desto mindre er det ikke Nordkoreas arbejderklasse, der er den ledende samfundsklasse, men det gamle og nye nationalistiske borgerskab, som befinder sig på en naturlig god talefod med klassefællerne i syd. Landet styres af den koreanske nationalistiske ideologi kaldet Juche-ideen, og det er denne uvidenskabelige, men historisk relativt hensigtsmæssige ideologi, indbyggerne indoktrineres. Marxismen-leninismen holdes ukendt for de brede masser af nordkoreanere.

Sammenfattende må man definere Kim Jong-Ils styre i Pyongyang som simpelthen hele den koreanske nations legitime repræsentant i verdenssamfundet. Det uafhængige, suveræne Korea. Solidariteten fra verden til det koreanske folk må bygge på den kendsgerning, at Nordkorea er den part, der forsvarer nationens suverænitet.
Situationen på den Koreanske Halvø i dag svarer historisk præcis til situationen i Vietnam for nogle årtier siden. Ganske som den progressive, folkelige verdensoffentlighed rykkede på gaden til støtte for Nordvietnams kamp mod amerikansk aggression, er det den selv samme offentligheds opgave i dag at støtte Nordkorea. Der findes ingen begrundelser for at skelne principielt mellem disse kampe.

Støtter man nationernes, landenes ret til en selvstændig udvikling fri for imperialistisk overherredømme og undertrykkelse, skal man støtte Nordkoreas og det sydkoreanske folks antiimperialistiske kamp i dag. Især venstrefløjen - og endnu mere især den unge, oprørske og radikale venstrefløj - bør kende sin besøgelsestid, høre op med at være et ekko af den fantasifulde imperialistiske hetzpropaganda mod Nordkorea og i stedet mobilisere indsatsen for Koreas uafhængighed:
Fuld opbakning til Pyongyang! Fuld støtte til den antiimperialistiske folkebevægelse i Sydkorea!

jpc
Kommunistisk Politik 2, 2003
Netavisen 15. februar 2003