Kommunistisk Politik 19, 2003
Fire dage før den svenske folkeafstemning om euro'en blev landets socialdemokratiske udenrigsminister stukket ned i et varehus midt i Stockholm. Anna Lindh døde næste morgen af sine kvæstelser. Politiets optræden op til folkeafstemningen var bemærkelsesværdig: Det undlod bl.a. at inddrage offentligheden. Derefter arresterede man en 35-årig mand uden beviser, og løslod ham igen efter en uge. En ny mistænkt er anholdt. Mystikken har bredt sig ...
Jo,
det foregår i Palme-land. Endnu en socialdemokratisk toppolitiker, ja-sidens
trumfkort op til euro-afstemningen, måske den mest populære kvindelige
politiker i Sverige, bliver stukket ned under tøj-indkøb før
en afsluttende partilederdebat. Anna Lindh kommer fra Oluf Palme-skolen - hun
er ikke bare en begejstret tilhænger af unionsprojektet, hun er også
åbenlyst kritisk over for den ulovlige amerikanske krig mod Irak.
Ifølge
et vidne siger morderen, da han stikker kniven i hende:
- Här får
du din djävel!
Han vrider kniven om, så hendes liv ikke står
til redde, og forlader sit blødende og døende offer med ordene:
-
Du fik hvad du fortjente!
Morderen vidste, hvem han slog ihjel. Her
starter mystikken. For hvem var klar over, at Anna Lindh ville handle i varehuset
NK i det centrale Stockholm - uden sikkerhedsvagter eller overvågning? Var
mordet en utrolig tilfældighed: En mand bevæbnet med kniv og motiv
fik pludselig lejlighed til at stikke offeret ned, da de besøgte samme
varehus? Eller har manden fulgt hende? Eller er han blevet informeret om, hvor
hun ville være?
Politi og presse antydede straks, at Anna Lindh var
offer for en enlig anti-europæisk reaktionær galning, der tilfældigt
har genkendt hende efter i ugevis at havde set hendes ansigt på de mange
gigant Ja-plakater. Og på en eller anden måde har angrebet hende som
symbol for den "antiamerikanske" supereuropæiske linie. En perverteret
EU-modstander, altså.
Det eneste, der halter i denne simple tese, er,
at motivet ikke hænger sammen med svaret på spørgsmålet
om, hvem der drager fordel af forbrydelsen.
Det er oplagt og kendt, at udenrigsministeren var ved at tabe afstemningen. Hun ville komme til at stå som Uffe Ellemann i 1992, hans sidste år som udenrigsminister - slået på egen bane. Nu da hun er død står sagen om afstemningen pludselig i sympativælgernes tegn, valget blev også et symbolsk valg: for eller imod demokrati og fred. Hendes regeringskolleger fra hele euroland stod på nakken af hinanden for at hylde den afdøde som en stor europæer.
Det lange forspring
Efter forbrydelsen har politiets metode givet
gerningsmanden et meget langt forspring. Det er tankevækkende, at ingen
var pågrebet og at politiet holdt billeder af gerningsmanden fra varehuset
tilbage, da valget om euro'en blev afholdt.
Er der tale om en enlig pro-amerikansk
reaktionær sekterisk galning, må man i så fald sige, at ugerningen
har fået den modsatte effekt end den, man må formode lå til
grund for hans handling. Hans optræden på gerningsstedet og efterfølgende
flugt tyder ikke på, at manden var sindsforvirret. Han bar kasket (hvad
der slører vidnernes beskrivelse), ingen fingeraftryk. Den bestialske udførelse
af overfaldet og valget af gerningssted kan nemmere ses som et signal end en galnings
afsindige raseri.
Derfor er et ligeså godt gæt på motiv
og morder en desperat EU-tilhænger betalt af Svensk Industri - hvis forhold
til den lyserøde socialdemokrat i alle andre henseender end netop den forestående
folkeafstemning, var anstrengt.
Udenrigsministeren var ubeskyttet af sikkerhedsfolk.
Varehusets egne sikkerhedsfolk er usynlige. Politiet var 10 min. om at komme frem
til gerningsstedet: Vi taler om det centrale Stockholm! Politiet sikrede ikke
en øjeblikkelig afspærring af trafikken fra mordstedet.
Politiet
var desuden meget længe om at få stykket et signalement sammen af
gerningsmanden og endnu længere om at udsende en generel efterlysning til
patruljer. Man har holdt fast i, at manden løb fra stedet, men om han sætter
sig ind i bil eller der måske oven i købet holder nogen og venter
- det er lukket land - for der er allerede fra starten udelukkende blevet arbejdet
efter ideen om den enlige galning.
Politiet har brugt flere dage på
at finde ud af om der var noget brugbart på overvågningskameraer,
og da der endelig findes videoclips, så vælger man kun at rundsende
stilbilleder og vælger at lade være med at sende billederne til pressen
direkte.
Billederne "lækkes" i stedet, hvilket giver en
bedre historie i pressen og samtidig betyder, at de føler sig nødsaget
til at sløre mandens ansigt. Offentligheden holdes altså ude af jagten
på morderen. Og politiets begrundelser bliver end ikke anfægtet på
pressekonferencer - den meget finurlige forklaring på, at de ikke vil udlevere
filmen, går på noget i retning af, at det vil kompromittere vidneudsagnene.
Mage til bavl!
Har man video af en mand, der matcher signalement, som omkring
gerningstidspunktet er gået rundt i storcenteret, og denne herre ikke er
dukket op hos politiet for at fortælle, hvad han har set - så er der
ikke en eneste ting, der efterforskningsfagligt kan forsvare at holde billedet
af manden tilbage - andet end at man er bange for, at han bliver genkendt og fundet!
Forløbet
tyder både på uduelighed hos politiet i de kritiske minutter lige
efter forbrydelsen samt - mere alvorligt - at man har villet sikre at forbrydelsen
for blev uafklaret til tidligst mandag, fem dage efter attentatet og dagen efter
folkeafstemningen.
'Sympatieffekten' for Anna Lindh flyttede stemmer ved
afstemningen, viser senere undersøgelser. Bare ikke nok til et ja.
En
35-årig anholdes
Først på folkeafstemningsdagen frigav politiet billeder af den formodede attentatmand, og dermed for alvor inddrage offentligheden. Dagen efter beslutter politiet at udstede arrestordre mod en 35-årig mand. Politiet har meddelt, at man har fundet DNA fra gerningsmanden på mordvåbnet.
Da manden begæres varetægtsfængslet - og bliver det for kun en uge - lægges DNA-analysen ikke frem. Man må gå ud fra, at den ikke kan forbindes med den sigtede. Eller at analysen ikke er tilstrækkelig (det kan tage op til fire uger for at gennemføre den endelige DNA-analyse).
Pressen eksploderer med skriverier om den anholdte: En mange gange straffet vaneforbryder, der holder til blandt Stockholms jetset og bl.a. er god bekendt med en kongedatter, psykisk syg, psykopat, misbruger og desuden fodboldhooligan, en mand med et dobbeltliv. Filosofisk interesseret, nazist eller nazisympatisør.
Samtidig begynder en tvivl at melde sig: Den
anholdte mand er ikke den samme som manden på billederne fra varehuset,
erklærer mange af hans bekendte. I dagene efter mordet optrådte han
helt normalt, og ikke som en person under mistanke.
Jan Guilleau konstaterer:
"Hvis den 35-årige skulle vise sig at være uskyldig, slår
det alle rekorder i bagvaskelse."
Den svenske højrefløj
er notorisk voldelig. Nazisterne har dræbt og terroriseret fagforeningsfolk
og venstrefløjsmodstandere. På en nazistisk hjemmeside prises mordet
på Anna Lindh: Hun fik, hvad hun havde fortjent.
Politiske mord
er reaktionens metode.
Sverige frygter en ny Palme-sag
I
Danmark søger pressen og statsministeren at sidestille venstrefløjsaktivisme
med politisk attentatvirksomhed.
(Se Anders
Fogh er ikke Anna Lindh)
Hvad sker der i Sverige?
Man frygter
en ny Palme-sag. Her fik man dømt en mand, som senere blev erklæret
uskyldig.
Sandheden om dette mord er ikke kommet frem. Det er fortsat uopklaret.
Dengang var det den svenske statsminister, som blev dræbt. Nu var det udenrigsministeren,
den mest oplagte kandidat som landets første kvindelige statsminister.
Netavisen
25. september 2003