Quebecs gode eksempel: Den vigtigste civile ulydighedsaktion i canadisk historie

Af Peter Hallward

Kommunistisk Politik 13, 2012

Den helt usædvanlige mobilisering af studenterne i Quebec og deres undervisningsboykot mod studiebetaling har allerede gjort den til den længste og største studenterstrejke i nordamerikansk historie. Den har allerede indskrevet sig som den største civile ulydighedsaktion i Canadas historie, og den er hurtigt ved at blive en af de mest effektfulde og opfindsomme antinedskærings-kampagner noget sted i verden, skriver den britiske filosofiprofessor Peter Hallward

Natteprotest: Studenterprotesterne har udviklet sig til en folkelig bevægelse
Her afbrændes anti-demonstrationsloven Bill 78
Se scotmontreals photostream flickr

Alle situationer er forskellige, naturligvis, og Quebecs studenter trækker på en stærk historie for social og politisk kamp, grundlagt med 1960’ernes ’Quiet  Revolution’ og adskillige senere, øjenåbnende kampagner for gratis eller meget billig uddannelse. Støtten til regeringen i Quebec-provinsen, som er imod studenterne, er blevet udhulet af de sidste års anklager om korruption og bestikkelse.

Hvorom alting er: Alle os, som kæmper mod nedskæringer og afgifter i andre dele af verden, kan lære meget af den måde, kampagnen er blevet organiseret og holdt kørende på. Det er på høje tid, at studenteraktivister, specielt i England, begynder at vise Quebec’erne det størst mulige kompliment: Er du i tvivl, så efterlign dem!

Den første grund til de studerendes succes ligger i både i det klare umiddelbare mål og dets forbindelse til en bred vifte af tæt forbundne mål. Studerende af alle politiske afskygninger støtter det nuværende ’minimumsprogram’ for at bremse den liberale regerings planer om at forøge studieafgifterne med 82 % over en årrække.

De fleste studerende og deres familier er ligeledes imod de mange lignende tiltag, der er gennemført af den føderale regering og provinsregeringerne  i Canada de seneste år, der samlet set udgør et nyliberalt angreb uden fortilfælde på den sociale velfærd (nye brugerafgifter på sundhed, eliminering af offentlig service og offentlige job, fabrikslukninger, hensynsløs udnyttelse af naturressourcer, højere pensionsalder, restriktioner mod fagforeninger og så videre). Og med undtagelse af bankerne og nogle arbejdsgivere beklager de fleste i hele Canada allerede det faktum, at gennemsnitsgælden for universitetsuddannede ligger på godt 27.000 dollars (150,000+ kr.).

Fremvæksten af  CLASSE

Et stigende antal studerende støtter i dag desuden det grundlæggende princip om gratis uddannelse, som længe har været fremført af de mere militante grupper af studerende (løst koordineret i den bemærkelsesværdige nye koalition CLASSE), og støtter deres krav om betingelsesløs afskaffelse af studieafgifterne, som kræves udfaset over en årrække og erstattet af en beskeden og fuldt ud mulig bankskat, i en tid med rekordstore bankprofitter.

”Denne benhårde holdning”, bemærker The Guardians journalist, ”har løftet CLASSE fra at være en relativt ukendt organisation med 40.000 medlemmer til et vildtvoksende fænomen, som i dag tæller 100.000 og hævder at repræsentere 70 % af de strejkende studerende.”

Stadig flere kan se, hvordan et sådan krav kan bidrage til at kompensere for den helt åbenlyse socialøkonomiske udvikling i Canada de sidste 30 år, den dramatisk voksende ulighed i indkomster, der er cementeret af en hel stribe tiltag (skattelettelser, handelsaftaler og markedsgørelsesplaner), som de rige og superrige har profiteret på på alle andres bekostning.

I Quebec har de studerendes modstand mod disse indgreb ikke bare skabt en’ mindste fællesnævner’ på tværs af ellers vidt forskellige krav. Den har medvirket til at skabe et praktisk, militant interessefællesskab over for det systematiske nyliberale angreb.
”Det er mere end en studenterstrejke”, udtalte en talsmand for CLASSE i april måned: ”Vi vil have den til at blive en folkelig kamp”.

Studenterprotesterne gearer nu om for at fortsætte sommeren igennem til starten på nyt semester
Se mere her

Efter først hånligt at blive afvist i de borgerlige medier har denne særlige indsats for at gøre studenterbevægelsen til en social bevægelse de seneste uger båret frugt, og det ville være mere end svært at beskrive den generelle tone i reportagerne fra de natlige protestmarcher, som nu finder sted over en stor del af Montreal, med andre ord end kollektiv eufori.

Der er som bekendt endnu ikke sket noget tilsvarende i England, selvom den britiske variant af samme nyliberale angreb – fjernelsen af studiestøtteordningen EMA, umiddelbar tredobling af studiegebyrerne, systematisk markedsgørelse af underhold – har været langt mere brutal. Men hovedårsagen til dette ligger mindre i nogle specielle fransktalendes hang til at forsvare en bestemt social arv end i de tre basale elementer i enhver folkelig kampagne, der er særdeles lette at overføre: strategi, organisation og styrkelse.

Som mange studerende godt vidste, før de startede deres antigebyr-kampagne sidste sommer, er den bedste måde at vinde den slags kampe at iværksætte en strategi, som ingen stats-tvang kan overvinde: en generel, altomfattende og ’ubegrænset’ undervisningsboykot. Endags-aktioner og symbolske protestmarcher kan være med til at opbygge et momentum, men kun en ”tidsubegrænset generalstrejke kan give de studerende maksimal styrke til at få ørenlyd for deres krav”, forklarer CLASSE’s  avis Ultimatum.

Montreal 21. maj 2012: 'Ulovlig' demonstration mod Bill 78

Indtil videre har den varet i 108 dage (siden 13. februar 2012, KP) og bliver bare ved. ’On ne lâche pas’ (Vi stopper ikke) er blevet et velkendt slogan i hele provinsen. Så længe der er  nok studerende, som  er parate til at opretholde den, anbringer deres strejke dem i en næsten uovervindelig forhandlingsposition.

At sikre en sådan aktionsforberedelse er nøglen for CLASSE som organisation. Det har åbnet nye muligheder for de studerende, der tidligere blev repræsenteret af forsigtige og konventionelle studenterforeninger, til at forene sig med det mere militante ASSÉ med dets traditioner for direkte aktion og deltagerdemokrati. Aktivister brugte måneder på at forberede grundlaget for strejken, talte med de studerende én af gangen, organiserede fag efter fag og derpå fakultet efter fakultet, og de begyndte med de mere modtagelige og bevægede sig langsomt over mod de mere skeptiske.

På alle relevante niveauer har de dannet fællesmøder, der har givet sig selv magt til at drøfte tingene igennem og derpå træffe vigtige beslutninger hurtigt og kollektivt. Aktioner besluttes ved offentlig håndsoprækning snarere end gennem en opsplittende udveksling af private synspunkter. Jo mere magtfulde og effektive disse fællesmøder er blevet, jo mere entusiastisk og aktiv er deltagelsen.

Delegerede fra fællesmøderne deltager så i mere omfattende kongresser, og uden en formel ledelse eller bureaukrati er den ’almindelige vilje’, der er vokset frem på disse kongresser, så klar, at CLASSE nu er den vigtigste organiserende kraft i kampagnen, som er i stand til at lægge et solidt pres på de mere kompromissøgende studenterforeninger.

Fællesmøder og kollektiv styrke

Uge efter uge har fællesmøderne besluttet at fortsætte strejken. Oftest har det samtidig betydet en beslutning om at vedblive med at tage de nødvendige skridt til at sikre dens vellykkede fortsættelse ved at forhindre et mindretal af uenige studerende i  at bryde den.

Strejkeveteranen Jamie Burnett, der kan trække på egne erfaringer fra McGill Universitet, har nogle gode råd til de mange studenteraktivister, som nu vurderer, hvordan kampagnen bedst udvides til andre dele af Canada: Det er ikke at forfalde til ’bløde blokader’, som tillader undervisning at finde sted trods et strejkemandat, da det tillader universitetspersonalet at isolere de strejkende studerende og dumpe dem.

’Effektive strejker er svære at lave, i alt fald i starten”, siger han, ”men det er meget mindre vanskeligt end at miste et semester. Og folk finder efterhånden ud af at opbygge en kultur med solidaritet og konfrontationspolitik under processen”.

Det vigtigste resultat af denne proces har indtil videre været udviklingen af en vidtrækkende kollektiv styrke. Fra starten har de studerende gjort sig stærkere end deres modstandere, ved at være opsat på at besejre snarere end at lystre de mere skeptiske dele af medierne og den offentlige opinion.

I sidste uge erklærede Gabriel Nadeau Dubois, talsmand for CLASSE: ”Vi har kollektivt lært, at hvis vi mobiliserer og forsøger at blokere noget, kan det også lykkes  at gøre det”.

Kasseroller i Villeray: Sådan ser demokrati ud

Fra protestdemonstrationer og boykot af undervisningen blev strejken i april udvidet også at omfatte mere konfrontationssøgende demonstrationer og forstyrrende nattemarcher gennem byens centrum. Kort tid efter startede grupper som ’Mères en colère et solidaires’  (’Vrede og solidariske mødre’, KP) solidaritetsprotester i arbejderkvartererne i Montreal.   
       
I et desperat forsøg på at genvinde initiativet ved at fremstille konflikten som kriminel snarere end som en politisk sag hastede den panikslagne provinsregering sin drakoniske Bill 78 igennem for at begrænse marcherne, svække strejkekraften og (forud for det snart kommende valg) konsolidere sine akkreditiver som et lov og orden-styre.

Imidlertid var det regeringen, der i den følgende eskalering blev tvunget til at blinke. Den 23. maj – dagen efter en historisk march gennem Montreal med  300.000 mennesker til støtte for de studerende – omringede politiet og arresterede mere end 700 mennesker, et utroligt højt antal efter historisk målestok. Men mobiliseringen er blevet for stærk til at kunne holdes i ave, og efter at den nye lov er blevet mødt af nærmest universel fordømmelse, er den allerede umulig at håndhæve.

Siden den 22. maj er støttedemonstrationer for de studerende mangedoblet på mange måder og i et antal, som politiet ikke kan kontrollere, og med inspiration fra latinamerikanske (og endnu ældre charivari-) traditioner er potteraslende marcher skudt frem som svampe over hele Quebec-provinsen. Tirsdag aften brød anspændte forhandlinger med regeringen atter sammen uden beslutninger, og forretnings- og turistsektoren er bekymret over udsigten til en ny bølge af gadeprotester, der fortsætter i Montreals sommerfestival-sæson.

Der er nu en meget reel chance for, at lignende mobiliseringer kan sprede sig. Nye meningsmålinger antyder, at de fleste studenter i Canada vil støtte en strejke mod højere studiegebyrer, og et momentum for stærkere aktioner kan opbygges i Ottawa og tværs over Ontario. I Quebec selv peger målingerne i retning af, at en i starten tøvende offentlighed begynder at svinge over bag de studerendes krav og mod regeringens undertrykkelse.

Occupy Wall Street 30. maj 2012:
Kasserolleaften i solidaritet med de studerende i Quebec

Den 30. maj på det rituelle tidspunkt kl. 20.00 var der snesevis af solidaritetsdemonstrationer overalt i Canada og verden over. I London klingrende omkring 150 casserolistas (folk bevæbnet med kasseroller) sig vej fra Canada House til den canadiske ambassade på Grosvenor Square,

Hvis tilstrækkeligt mange af os er villige til at lære et par ting af vore venner fra steder som Quebec og Chile, kan dette antal  ændre sig til ukendelighed  i de kommende år.

Efter megen tøven besluttede National Union of Students i England (NUS) for nylig, at undervisning bør være ’gratis for alle og på alle niveauer’, og aktivister er ved at forberede en massiv TUC-demonstration (den engelske fagbevægelse, KP) den 20. oktober. Efter nogle mindeværdige forår er det tiden at forberede et skelsættende efterår.  

Peter Hallward underviser ved Center for Forskning i Moderne Europæisk Filosofi ved Kingston Universitet, London

Originalartikel på Global Research her