Kommunistisk Politik 5, 2003
Hvordan gik det egentlig til, at den 15. februar blev til en global aktionsdag mod Irak-krig - en dag, som forbløffede verden? Den var indirekte forberedt længe - af antiglobaliseringsdemonstrationerne siden Seattle, af den ny internationale antikrigsbevægelse siden 11. september, af den stadig voksende sociale protest. Men den blev konkret besluttet i København, under EU-topmødet.
Den globale aktionsdag den 15. februar skrev historie. Den var en nødvendighed for krigsmodstanden - og byen København i forbindelse med EU-topmødet i december kom til at spille en vigtig rolle i det. Den den konkrete beslutning om at forsøge at gøre den 15. februar til en verdensomspændende aktionsdag blev faktisk truffet i København. Efter protesterne i gaderne mod EU's supermagtsdrømme, mod den globale udbytning og den planlagte Irak-krig: Nærmere bestemt på et møde mellem de europæiske antikrigsbevægelser på Holmen den 15. december.
I begyndelsen af november af holdt de
sociale bevægelser i Europa (ESF) en kontinental konference i Firenze. Under
denne afvikledes den første milliondemonstration mod Irak-krigen. Repræsentanter
for antikrigsbevægelserne i en række europæiske lande besluttede
her at gøre den 15.
februar til fælleseuropæisk aktionsdag: De europæiske hovedstæder
skulle alle demonstrere på den dag.
Den danske koalition 'INGEN KRIG
MOD IRAK', som var blevet dannet op til demonstrationen og fredskoncerten den
26. oktober, blev bedt om at være vært for et nyt koordineringsmøde
i forbindelse med EU-topmødet.
På mødet på Holmen
kritiseredes beslutningen om kun at gøre det til en europæisk aktionsdag
kritiseret for at være 'eurocentreret'- blandt andet af en repræsentant
fra det danske 'Ingen krig mod Irak' . En repræsentant fra Filippinerne
erklærede: 'Manila er også med!' - og mødets sluterklæring
konkluderede:
"Det synes åbenbart, at der er et flertal mod
krig i de fleste europæiske lande og verden over. Det er derfor, at denne
krig ikke kan udkæmpes i vores navne. Det er også derfor, vi tror,
at det er afgørende at opbygge den bredest mulige globale anti-krigs alliance
til at fremføre kravet: Ingen krig mod Irak.
Vores møde viste,
at vores bevægelses styrke er voksende. I alle repræsenterede nationer
er der indkaldt til demonstration den 15. februar 2003.
Vi vil arbejde for
koordinering af antikrigsblokkene såvel i som uden for Europa og afholde
endnu et koordineringsmøde efter demonstrationerne den 15. februar. Vi
fortsætter denne kampagne, indtil krigstruslerne/krigen er ophørt.
Vi
opfordrer bevægelser i lande, der ikke var repræsenteret på
dette møde, til at tilslutte sig initiativet."
Bolden var
givet op. De amerikanske antikrigskoalitioner Int. ANSWER og United for Peace
tilsluttede sig initiativet. På en konference
i Cairo nogle dage senere tilsluttede en række mellemøstlige
og asiatiske lande sig. I Porto Alegre ved det 3. sociale topmøde understregedes
den
globale karakter af aktionsdagen, og Latinamerika blev stærkere repræsenteret.
Den 12. februar kunne VERDENSKOALITIONEN (KOORDINATIONEN) MOD KRIG udsende en
fælles pressemeddelelse om den virkelig verdensomspændende aktionsdag.
Den
største antikrigsbevægelse, verden har set siden Vietnamkrigen, var
skabt - og den blev til sammen med den største samlede aktionsdag på
globalt plan nogensinde - endnu før aggressionskrigen er begyndt ...
Det
skete ubemærket af de borgerlige medier og de krigsglade politikere, som
blev panikslagne over dette gigantiske udtryk for den globale folkelige modstand
mod krigen.
Som det hedder i pressemeddelelsen:
"Den
15. februar vil vi sende den besked til Bush og hans allierede, at der ikke kan
føres krig mod Irak i noget folks navn, i hele verden."
Det var, hvad der skete. I København foran den amerikanske ambassade og med marchen til Christiansborg. Og samtidig overalt i verden.
Se
også:
15. februar 2003: Hilsen fra
København, Danmark
Netavisen 4. marts 2003