NATO's militarisering af Europa

Slut med den nordiske neutralitet

Af Rick Rozoff

Der var en eventyrlig, om end naiv forventning om, at der med den effektive opløsning af den sovjetisk ledede Warszawapagt i 1989 – og i endnu højere grad efter den formelle demontering og Sovjetunionens sammenbrud i 15 nye stater to år senere – var oprundet en æra af fred i verden og med demilitarisering af det europæiske kontinent.

Freden skulle ikke blive en retfærdig fred, for den bragte de store vestlige lande og deres militær og økonomier frem i ledelsen af planeten, men fred af en slags, i enhver form, syntes at være at foretrække frem for et fortsat stadium med væbnet – dvs. atomar – konfrontation, var der en hel del, som mente.

Der var håb og snak til overmål om en verdensfredsdividende med hundredvis af milliarder dollars, pund, mark, frank og rubler, der hidtil var anvendt på produktionen af våben, vedligeholdelsen af hære og krigsførelse, nu ville blive overført til civil produktion og til at dække basale menneskelige behov i Europa, Nordamerika og over hele verden, ikke mindst i de mest underudviklede og desperat trængende lande.

De seneste 20 år, ja, selv året 1989, det allerførste i det dobbelte årti, beviste, at dette perspektiv var forkert, tragisk forkert, forkert i enhver henseende.

’Den ny verdensorden’

Med en reduceret og skindød Warszawapagt og et internt svækket og umådeligt føjeligt Sovjetunionen i 1989 følte USA sig fri til at invadere Panama i slutningen af december samme år. DDR, Den Tyske Demokratiske Republik (Østtyskland), blev indlemmet i Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland) og året efter i NATO, og i januar 1991 gennemførte USA ’Operation Ørkenstorm’ på basis af den såkaldte Carter-doktrin, en serie ødelæggende angreb på irakiske styrker i Kuwait og på Irak selv med assistance fra lokale klientstater og NATO-allierede: Storbritannien, Frankrig, Italien, Spanien, Tyskland, Tyrkiet, Portugal, Canada, Belgien, Danmark, Grækenland, Holland og Norge. De to eneste NATO-lande, der ikke deltog, var lilleputlandene Island og Luxembourg.

I marts 1991, seks dage efter krigen var slut, beskrev den daværende præsident H.W. Bush resultatet af Operation Ørkenstorm og den kommende periode efter den kolde krig sådan: ”Nu kan vi se en ny verden komme til syne. En verden med en særdeles reel udsigt til en ny verdensorden.”
Den nye verdensorden havde hverken plads til fred eller nedrustning.

Havde det forenede Tyskland i 1990 kundgjort sin udtræden af både NATO og af den på dette tidspunkt temmelig fiktive Warszawapagt og erklæret opløsning af dets overflødige væbnede styrker – og dermed havde skabt præcedens og en model for en ægte ny international orden – ville tingene have udviklet sig anderledes.

Warszawapagten blev oprettet seks år efter NATO og endda kun som svar på, at Vesttyskland blev optaget i NATO-blokken tidligere på året i 1955 sammen med det meste af dets militærindustrielle potentiale, som var arvet fra det nazistiske Tredje Rige, der var blevet besejret kun ti år forinden.

”Europa - Udelt og frit”

Europa helt og frit, var titlen på en tale holdt af Bush i den vesttyske by Mainz den 31. maj 1989, og dette slagord bruges stadig rutinemæssigt i dag af ledende amerikanske regeringsmedlemmer, senest af den nuværende præsident Obama på hans første rejse til NATO-hovedkvarteret. Men dette ’udelte og frie Europa’, som Washington og de vesteuropæiske hovedstæder ser for sig, omfatter ikke et demilitariseret Tyskland og Europa eller en fredelig verden. Det vil heller ikke acceptere neutralitet eller alliancefrihed.

I de sidste 20 år er ikke kun det tidligere Østtyskland, men samtlige af Warszawapagtens medlemmer uden for Sovjetunionen blevet optaget i NATO: Tjekkiet, Ungarn og Polen i 1999 og Bulgarien, Rumænien og Slovakiet fem år senere. (Albanien, der forlod Warszawapagten i 1968, er næsten lige blevet optaget i NATO). Derudover er de tre tidligere sovjetrepublikker Estland, Letland og Litauen blevet indlemmet i 2004, og samme år blev begyndelsen til den fulde integration af eks-jugoslaviske republikker markeret med tilknytningen af Slovenien.

Det var langtfra, at Warszawapagtens og Sovjetunionens forsvinden førte til nedlæggelse eller blot indskrænkning af NATO. De påståede gamle fjenders endeligt, som i årtier begrundede NATO’s eksistens, frigjorde i stedet alliancen til at blive en ekspanderende og efterhånden global militærmagt.

NATO’s nye strategi

NATO har ekspanderet fra oprindeligt 12 medlemmer og 16 ved afslutningen af den kolde krig til i dag 28 medlemslande. Gennem kollektive eller individuelle partnerskabsaftaler har det formelle militære arrangementer med og forpligtelser over for 60 lande, en tredjedel af verdens nationer. Det har medlemmer og partnere på fem ud af verdens syv kontinenter. Kun det ubeboede Antarktis og Latinamerika er endnu ikke fanget ind i blokkens verdensomspændende netværk.

I 2005 gennemførte NATO otte ”samtidige operationer på fire kontinenter med hjælp fra 20 partnere i Eurasien, syv i Middelhavsregionen og fire i Den Persiske Golf samt en håndfuld egnede medvirkende i vores periferi”. (Kurt Volker, første viceminister for europæiske og eurasiske anliggender, 4. maj 2006.  I dag er han amerikansk NATO-ambassadør).

Den uden historisk sidestykke og indtil for nylig utænkelige udvidelse af verdens eneste eksisterende militærblok til alle dele af kloden nævnes slet ikke af de fleste kommentatorer, både NATO-støtter og kritikere, som enten begræder eller latterliggør blokken som en papirtiger.

Familiemedlemmer til de dræbte og lemlæstede serbere, afghanere og senest pakistanere – såvel som unge mænd og kvinder fra den række af nationer, der deltager i NATO-kommandoer i krig eller i besættelseszoner efter krige på tre kontinenter, er ikke enige.

Skeptikere af alle slags ser NATO’s stjerne som falmende. Men alliancens strateger ser det som starten på dens opstigning mod et tilsigtet højdepunkt.
Efter det nylige 60 års-topmøde er NATO ved at udforme en opdateret strategisk koncept, der vil uddybe og udvide listen af ’selvvalgte missioner’ og eventuelle ’oplagte sager’, som NATO’s generalsekretær og andre har talt om de seneste mange år.

Listen inkluderer nok af emner til at lade blokken gribe ind overalt på jorden i forhold til talrige situationer, der ofte ikke er forbundne og endog gensidigt modstridende. Den omfatter, men er på ingen måde begrænset til:

1. beskyttelse af national suverænitet, hvis det passer i NATO’s interesser i et givet område, eller tilsidesættelse og nedtrampen af samme, hvis det blot sker i menneskerettighedernes navn eller med lignende påskud,
   
   
2. garanti for energisikkerhed, som man selv definerer den, især mod sabotage, og set i forhold til bredere geopolitiske mål,
   
   
3. cybersikkerhed og beskyttelse mod sabotage af computersystemer, der på World Wide Web korresponderer globalt og er en udflydende natur, tilstrækkelig tåget og elastisk, og som kan fremmanes, hvor og hvornår det er bekvemt.

Naturkatastrofer, krisestyring og nødhjælpsforanstaltninger kan forsyne NATO med værdifulde rekognosceringsmuligheder, som f. eks. i Pakistan i 2005-2006. Det gælder også i forhold til verdens søfarts- og skibsruter og for eskortering, boring og konfiskation af fartøjer og deres last efter behag, som det er foregået i Middelhavet siden 2001 og ud for kysten ved Somalia og i Adenbugten siden efteråret 2008 – og med Afrikas vestkyst som næste sandsynlige operationsområde.
Man tager nu fat på effekten af klimaændringerne, især i det arktiske område, der er en olie- og gasguldgrube, hvor man selv er til stede, og hvor Rusland skal holdes uden for kapløbet.

1. Den endeløse krig mod terrorisme, smugling af uran (de såkaldt løse atombomber) og atomar spionage, pirateri, ulovligt fiskeri, illegale indvandrere og menneskehandel, narkodyrkning og udvinding, smugling af gods og våben, ressourcekonflikter – samt uroligheder i byområderne forårsaget af den økonomiske verdenskrise.

Næsten alt kan og vil forsyne NATO med ammunition til dets ekspanderende og interventionistiske forehavender.

Europa som fast NATO-blok

I 45 år med kold krig var kun få europæiske stater ikke medlem af nogen af Europas to blokke. Den lille håndfuld undtagelser var Østrig, Finland, Irland, Sverige, Schweiz og Jugoslavien på kontinentet selv, og Malta og Cypern i Middelhavet.

Den 4. april 2009 slog Kroatien følge med Slovenien og opnåede fuldt NATO-medlemskab. De øvrige fire tidligere jugoslaviske føderale republikker – Bosnien, Makedonien, Montenegro og Serbien – er medlemmer af Partnerskab for Freds mesterlæreprogram. De to førstnævnte har tropper under NATO i Afghanistan. Kosovo, som Serbiens tidligere statsminister Vojislav Kostunica sidste år henviste til som ”den første NATO-stat”, har siden juni 1999 været prototypen på alliancens ideelle koloni.

Om Malta: ”NATO er en ubrydeligt låst militærblok. Et land forlader aldrig NATO, når det først er kommet ind. Siden NATO blev dannet for 60 år siden, er intet medlem gået ud. Af 23 medlemmer af NATO’s overgangsprogram Partnerskab for Fred er ti tidligere deltagere nu tilsluttet NATO og to mere inviteret til at blive medlemmer. Kun Malta forlod programmet i 1996, men blev hentet tilbage for et stykke tid siden. (Boris Jeltsins Rusland var medlem indtil 1999, men trak sig ud i protest mod NATO’s angreb på Jugoslavien).

Cypern er den eneste europæiske nation (mindre nationer som Andorra, Liechtenstein, Monaco og San Marino er udelukket af åbenlyse årsager), som aldrig har været medlem af NATO eller dets Partnerskab for Fred-Program og er for tiden sammen med Rusland (der er mere i Asien end i Europa) stadig ikke tilknyttet. For nogle måneder siden sikrede provestlige medlemmer af Cyperns parlament sig en flertalsafgørelse for at ansøge om indslusning i Partnerskab for Fred (PFF).

Østrig og Schweiz er medlemmer af Partnerskab for Fred, er med i NATO’s luftovervågningssystem og har sendt en lille indsatsstyrke af sikkerhedspersonel til at tjene sammen med den NATO-ledede Internationale Sikkerheds- og Bistandsstyrke i Afghanistan.

Europas mest berømte neutrale lande er Finland og Sverige, ikke mindst sidstnævnte. I de sidste 15 måneder eller deromkring har der været stærkt pres både internt og eksternt på de to lande for at få integreret dem i NATO. Kampagnen skrider fremad med en fart, der gør én forpustet.

Af de otte europæiske lande, der grænser op til Rusland, både til dets centralland og enklaven ved Kaliningrad, er de fem nu medlemmer af NATO: Norge, Polen, Estland, Letland og Litauen. Polen blev optaget for ti år siden og de baltiske lande fem år senere.

Af de øvrige tre er Ukraine hastigt på vej til fuld integration og har modtaget et specielt udformet Årligt Nationalt Program som erstatning for den traditionelle medlemskabshandlingsplan, den næstsidste fase inden fuldt NATO-medlemskab.

Hviderusland, Ruslands nærmeste allierede med hensyn til næsten alt – geografisk, kulturelt, historisk – er blevet vænnet fra det mangeårige projekt med fælles union med Rusland gennem mekanismerne i EU’s østpartnerskabsprogram. Det Østlige Partnerskab blev lanceret af Sverige og Polen. Sandsynligvis følger en opgradering af Hvideruslands Partnerskab for Fred-status og truslen om ophævelse af det fælles luftovervågnings- og forsvarssystem, der vil efterlade hele Ruslands vestlige flanke sårbar over for opbygningen af NATO’s militære infrastruktur og uden en buffer mod luft- og missilangreb.

Sverige, Finland og Rusland

Sverige og Finlands fulde integration udgør en analog og på sin vis endnu større trussel mod Rusland, som i stigende omfang omringes af en vestlig afspærring med amerikanske og NATO-luftvåben, flåde, overvågning, missiler og infanteri udstationeret fra Barentshavet til Baltikum og Sortehavet.
Rusland og Finland deler en grænse på 1200 km, og Finland og ligger nær tre nordiske have – Østersøen, Barentshavet og Norskehavet – som i dag overvåges af permanente NATO-luftpatruljer.  EU’s NATO-tilknyttede Nordiske Kampgrupper og andre nye og udvidende militære formationer står over for Rusland mod øst og den nye globale krigsskueplads på verdens top, det arktiske område mod nord.

I efteråret 2007 var den finske forsvarsminister Jyri Hakamies i Washington, hvor han erklærede, at Finlands største sikkerhedsmæssige udfordring var trefoldig: ”Rusland, Rusland, Rusland! Og ikke kun for Finland, men for os alle.”

Et år før var daværende chef for de russiske væbnede styrkers generalstab, general Jurij Balujevskij, i den finske hovedstad og advarede sine værter om risikoen ved et NATO-medlemskab i forhold til deres nabo mod øst, og også om to andre ting: Ligesom det er sket for Polen, løber Finland risiko for at miste adskillige fordele ved national suverænitet såsom beslutninger om udenrigspolitik og militære forpligtelser, og det vil som de tre baltiske lande blive forvandlet til et ”gråt udkantsområde” af de konventionelle styrker i Europa ifølge den europæiske traktat. Den siger, at vestlige konventionelle kampstyrker og måske andre ting kan opstilles uden at give nogen underretning til Rusland og uden at tildele det inspektionsrettigheder.

Finland og Sverige er begge PFF-medlemmer med tropper i Afghanistan og gennes ind i NATO direkte og via mekanismer som Nordisk Råd, den foreslåede Nordiske Forsvarsalliance, European Union Nordic Battlegroups, og via den øgede fusionering af NATO’s og EU’s militære roller.

Integrationen i NATO

For et illustrere graden, hvori de europæiske områder, almindeligvis hemmeligt, er integreret med og effektivt underordnet NATO, giver to rapporter, en fra i år og en fra forrige år, et stærkt vidnesbyrd:

I januar i år anbefalede EU-parlamentets komite for udenrigsforbindelser at styrke sit samarbejde med NATO og udstedte et dokument med følgende konklusion, at hvad ”EU-Parlamentet anser for at være fremtidens kollektive forsvar af EU, kan realiseres i samarbejde med NATO” og ”trods det faktum, at enkelte EU-lande som Finland, Irland, Malta og Sverige ikke er med i NATO, mener EU-Parlamentet at alle EU-lande skal deltage i EU-NATO-møderne”.

I januar 2008 skrev Jan-Erik Enestam, generalsekretæren for Nordisk Råd – et samarbejde, der opstod efter 2. verdenskrig, bestående af Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige – en kronik i en finsk avis, der sagde, at ”NATO er den eneste vigtige internationale organisation, Finland ikke er medlem af. Det forekommer, at tiden er moden for medlemskab. I mellemtiden vil det være fornuftigt at gå ind i et tættere samarbejde med Sverige og Norge. Norge er trods alt et NATO-land”.

Fra dette tidspunkt er der fulgt uafbrudt række af den slags erklæringer og initiativer til at følge dem op fra ledende finske og svenske regeringsmedlemmer og partiledere, der er blevet støttet af NATO- funktionærer og amerikanske regeringsembedsmænd.

Afslutningen på den nordiske neutralitet

Afslutningen på den skandinaviske halvøs militære neutralitet er i sig selv af stor verdenspolitisk og historisk betydning, men endnu mere vigtigt er, hvad det viser. NATO’s integration af Finland og Sverige er den endelige detalje i et stort landskabsmaleri, hvis sammensatte billede viser, at hver eneste europæisk nation – stor eller lille, beliggende vest eller øst, kontinental eller ø – er inkorporeret i og underordnet en globalt ekspanderende militærblok kontrolleret af en magt fra en anden halvkugle. Det er et projekt, der i størrelsesorden i de seneste to århundreder overgår Napoleons og Hitlers bestræbelser på at opnå tilsvarende mål.

I november 2008 advarede Pekka Visuru, seniorforsker ved Det finske Nationale Forsvarskollegium, om, at Finlands tilslutning til NATO kan skade sikkerheden i det nordlige Europa, og ”at øget militær magt via en alliance med en fjern supermagt kan underminere stabiliteten i regionen”.

I en rapport bestilt af det finske udenrigsministerium, Juridiske konsekvenser af NATO-medlemskab, blev disse reservationer beskrevet som: ”Finland vil forpligte sig til at modtage og sende styrker og deltage i den avancerede planlægning af sådanne situationer” og ”at acceptere en sådan mekanisme af gensidigt forvar kan ikke anses for uden konsekvenser for suveræniteten”.

Næsten samtidig skrev 44 prominente svenske politiske og kulturelle skikkelser deres navn under på en appel i Svenska Dagbladet, der advarede mod den samlede og i al væsentlighed hemmelige drift for at trække Sverige ind i NATO, med følgende advarsel:
”Bag folkets ryg har der været en skjult tilpasning til NATO.  Processen er nu gået så vidt, at NATO-tilhængere kan udtale, at Sverige allerede er 90 pct. medlem … Så vi kan lige så godt tage det sidste skridt: fuldt medlemskab.”

Ovennævnte protester var dog til ingen nytte, da forsvarsministerierne i de to lande har været så totalt infiltreret og undergravet af NATO, at den svenske forsvarsminister Svend Tolgfors i perioden mellem de sidste to rapporter sagde, at ”Sverige er parat til at forsvare deres nordiske naboer sammen med EU-lande mod ethvert angreb. Sidste uge underskrev de nordiske lande – Island, Norge, Sverige, Danmark og Finland – en aftale om øget forsvarssamarbejde. Pegende på de russiske patruljer mod nord udtalte ministeren, at den arktiske region har en ny strategisk betydning”.(Sveriges radio, 20. november 2008)

Nyhedsrapporten, hvorfra dette er citeret, tilføjer, at ”Sverige er nu effektivt lænket til NATO gennem militært samarbejde med Norge og ligeledes med deltagelse i EU’s militær”, og at ”dette står i stærk kontrast til Sveriges forsvarspolitik gennem de sidste 200 år og specielt under den kolde krig, som var at undgå at binde sig til nogen militær alliance”.

Også i november blev den årlige flernationale militærøvelse Viking afholdt i Letland og blev beskrevet i den lokale presse som ”et svensk-amerikansk initiativ med det formål at bringe NATO og Partnerskab for Fred-landene sammen”.

For yderligere at styrke Skandinavien-Baltikum-NATO-båndet blev det i december rapporteret, at ”de baltiske stater er interesseret i at gå ind i detaljerede samtaler med nordiske lande om grundlaget for en regional forsvarsstrategi under det såkaldte Nordisk-Baltiske 8 format”, og at ”de baltiske regeringer arbejder for en fælles luftforsvarsløsning med NATO”.

2008 endte med, at Sverige afskrev to århundreders militære neutralitet og sammen med nabolandet Finland styrede mod komplet og uigenkaldelig integration i NATO’s transkontinentale og globale militærstruktur.

Afghanistan som prøvesten

Det nye år har kun intensiveret processen.
I starten af januar forpligtede Finland sig til at fordoble sit troppeengagement i NATO’s afghanske krig. Man annoncerede samtidig, at man skrottede sine russiske luftforsvarsmissiler, skønt de var købt blot et årti tidligere, til fordel for de modsvarende amerikanske for at sikre NATO’s samarbejdsduelighed. Ifølge en rapport ”var det nødvendigt at erstatte russisk stål med NATO-stål”.

En senere status på samme beslutning fastslog: ”Det finske forsvarsministerium ser på veje til at opgradere dets eksisterende missilforsvarssystem fra det nuværende arsenal af russiske Gadflies (som er ved at være halvvejs gennem deres forventede levetid) til noget mere kompatibelt med NATO’s system. Om skridtet er designet for at tilfredsstille de NATO-allierede eller for at fjerne russisk hardware fra finsk forsvar, kan man kun gætte på.” (Ice News (Island), 2. februar 2009)

Den finske vicestatsminister Markus Lyra mødtes med NATO’s vicegeneralsekretær Martin Erdmann i Helsingfors tidligt i februar og redegjorde for de nye skridt ind i NATO’s rækker for hans alliancefrie nation: ”Finland videreudvikler og uddyber sit partnerskab med NATO. For eksempel øger vi jævnligt vore bidrag til frivillige kapitalfonde, og Finland har fem eksperter i NATO’s sekretariat.”

Det var Lyras ord, da han opsummerede resultaterne af Finlands seneste årlige sikkerheds- og forsvarspolitiske rapport, som statsminister Matti Vanhanen udlagde således:
”NATO’s mål, opgaver og forpligtelser korresponderer med Finlands og EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske mål. Det er og vil fortsat være en stærk sag at overveje Finlands medlemskab af NATO i fremtiden. Finland anser NATO for at den mest betydningsfulde militære sikkerhedssamarbejdsorganisation.”

Udenrigsminister Alexander Stubb, som spillede en lige så svigefuld rolle som hans landsmand Ahtisaari i forhold til Serbien og Kosovo, anså rapporten for at give ”stærke argumenter” til gunst for NATO-medlemskab og fastsatte faktisk et tidsperspektiv for NATO-medlemskabet: 2011, to år fra nu af.
Som for de østeuropæiske lande, der er indsluset i NATO i de sidste ti år, og for de resterende Partnerskab for Fred-lande, som endnu ikke har opnået fuld medlemskabsstatus, er slagmarken i Afghanistan prøvestenen for den ny underkastelse under NATO.

I februar var udsendingen Patrick Moon fra det amerikanske udenrigsministerium i Helsingfors for at rose Finland for dets løfte om at fordoble troppeantallet og formodentlig for at presse på for mere:
”Finland yder et meget vigtigt bidrag til vore bestræbelser i Afghanistan. Vi hilser helt sikkert en finsk beslutning om at sende yderligere tropper velkommen …”

Lidt tidligere aflagde den svenske statsminister Fredrik Reinfeldt et uannonceret besøg i Afghanistan. Associated Press’ reportage om rejsen fastslog:
”Det svenske kontingent tjener under NATO’s kommando som del af den Internationale Sikkerheds- og Bistandsstyrke. Sverige besluttede i november at opruste dens størrelse fra 390 til 500 mand …”

Imidlertid er USA’s og NATOs ekspanderende krig i Sydasien, Afghanistan og Pakistan ikke den eneste prøvesten for aspiranter til NATO-medlemskab. Midt i marts gennemførte NATO et stort krigsspil med 7000 soldater, Koldt Svar, i det nordlige Norge, der fingerede en militær intervention fra Alliancens styrker for at imødegå en invasion fra det fiktive Northland i Midland, i et scenario, hvis beskrivelse antyder, at Midland enten er Estland og Letland. Northland er naturligvis Rusland. NATO-landene, der deltog i øvelserne, omfattede USA, Frankrig, Tyskland og Spanien, og to ikke NATO-medlemmer gjorde dem selskab: Finland og Sverige.

Tidligt i februar var den norske udenrigsminister Thorvald Stoltenberg fortaler for, at ”de nordiske regeringer bør udstede en gensidig solidaritetserklæring, hvori de forpligter sig til at præcisere, hvordan de vil svare, hvis et nordisk land blev genstand for et ydre angreb eller utilbørligt pres”.
Det er mere end temperaturen, der til stadighed bliver varmere på verdens top. NATO rekrutterer Nordens tidligere neutrale lande Finland og Sverige til at være i centrum af det.

Oversat, forsynet med mellemoverskrifter og forkortet af Kommunistisk Politik.

Den fuldstændige artikel med omfattende noter kan læses på Global Research:

End of Scandinavian Neutrality: NATO's Militarization Of Europe
4. april 2009

Netavisen 30. juli 2009