Samtidig med, at EU planlægger et skift i indvandringspolitikken, der
tager sigte på at opsuge den bedst uddannede del af arbejdskraften fra
landene i den 3. verden, skal mobiliteten på det europæiske arbejdsmark
øges kraftigt. Danske arbejdere skal være parat til hele tiden
at rykke teltpælene op og tage arbejde i andre EU-lande. Arbejdskraften
skal til enhver tid være dér, hvor kapitalen har brug for den.
På topmødet til marts i Stockholm vil EU-kommissionen lægge
pres på politikerne for at få fjernet hindringerne for arbejdskraftens
fri bevægelighed. Samtidig skal der nedsættes en gruppe af
erhvervsfolk til at undersøge de problemer, folk støder på,
når de forsøger at få job i et andet land end det, de kommer
fra.
De konkrete planer om det mobile arbejdsmarked er en opfølgning af topmødet
i Lissabon i foråret 2000, hvor den industrielle lobbyorganisation European
Round Tables (ERTs) strategi for udviklingen af den europæiske økonomi
til gavn for monopolerne blev antaget.
Arbejdere uden grænser
I Lissabon fremlagde EU-toppen en strategisk vision, der skal gøre
den Europæiske Union til en konkurrencedygtig og omfattende vidensøkonomi
i verdensklasse, som Unionens beskæftigelseskommissær Anna
Diamantopoulou og kommissæren for det indre marked Frits Bolkestein skriver
i et indlæg i Financial Times (29.1). At opnå dette mål
kræver stærk og koncentreret handling på europæisk plan
for at fremme færdigheder og mobilitet, siger de.
Genklangen af denne strategiske vision er slået ud i den danske
regerings fremtidsplaner om at gøre Danmark til nr. 1 i verden, hvad
angår ny teknologi, og i statsministerens inspirerende møde
med Bill Gates.
EU-kommissærerne har færre omsvøb end den danske statsminister
om nogle af konsekvenserne for de arbejdende i EU. De kalder det Arbejdere
uden grænser, som deres indlæg i den britiske avis hedder.
Her siger de direkte:
I den ny økonomi er folk stadig mere mobile. Selskaberne ser sig
omkring internationalt for at få opfyldt deres behov for færdigheder
og for at bestyre deres menneskelige resurser. Men i Europa støder de
på barrierer såsom mangel på information og mangler i den
gensidige anerkendelse af kvalifikationer i forskellige lande.
Stockholm-topmødet i slutningen af marts skal følge Lissabon-mødet
op, og mødet skal ifølge kommissærerne lægge hovedvægt
på at fremme og støtte, hvad de kalder disse nye europæiske
arbejdsmarkeder , som skal være effektive, moderne
og tilgængelige for alle EU-borgere. De eksisterende bestræbelser
for at harmonisere og forny de nationale arbejdsmarkeder skal derigennem forstærkes.
Det amerikanske arbejdsmarked som model
Lissabon-topmødet var et signal om, at den Europæiske Union har
kastet sig ind i en global konkurrence, først og fremmest med USA. Og
det er da også det amerikanske arbejdsmarked, kommissærerne ser
som en model. I USA flytter årligt to-tre procent af befolkningen rundt
mellem staterne for at få arbejde. I Europa udgør sprog, forskellig
kultur og nationale regler barrierer, som skal nedbrydes. Kun 0,5
pct. af den europæiske arbejdsstyrke flytter hvert år
rundt mellem unionslandene for at arbejde. Mindre end 2 pct. af EUs indbyggere
bor i et andet EU-land end det, de kommer fra. I USA er procentdelen af folk,
som bor i en anden stat, end hvor de er vokset op, langt højere.
Blandt de øvrige barrierer i EU anfører kommissærerne
mangel på information om rettigheder og muligheder; mangel på
markedsgennemsigtighed; problemer med anerkendelse af kvalifikationer; vanskeligheder
med at overføre løn med forskellige skatte- og sociale systemer;
vanskeligheder med virksomhedslønninger og arbejdsforhold; samt en række
legale og administrative problemer, som rækker helt til bilers indregistrering.
Disse barrierer berører ikke kun de arbejdende selv, men også deres
partnere og familier.
Kommissærerne siger, at det for længe er blevet antaget, at
mobiliteten på det europæiske arbejdsmarked ikke kan matche den
amerikanske. Det kan den godt, mener de, på trods af sproglige og
kulturelle forhindringer, og påpeger, at mobiliteten er voksende
allerede nu.
De ønsker fromt en tosidet mobilitet - at hvert land importerer
og eksporterer lige mange arbejdere. Men det bestemmes af monopolerne, efter
hvor virksomhederne placerer sig, og hvor de har brug for arbejdskraft - det
afgøres ikke af nationale udviklingshensyn.
Til rådighed når som helst og hvor som helst
Arbejdskraftens fri bevægelighed - det fælles arbejdsmarked
- er en af hovedsøjlerne i Unionens indre marked og en af de væsentligste
pådrivere for integrationen. ERTs krav om øget mobilitet
skal altså påskynde harmoniseringen af en lang række felter.
Den forvandler danskerne og unionsborgerne til potentielle fremmedarbejdere,
der med tiden skal kunne tvinges til at tage job hvor som helst i EU. Lige nu
sælges det som udvidede jobmuligheder for den enkelte unionsborger.
Den økonomiske nødvendighed er et incitament, som vil gøre
sin virkning - men den vil med tiden blive fulgt op af regler, krav og pligter
til arbejderne.
Ud over at arbejdsmarkedet bliver mere og mere fleksibelt - og arbejderne
skal stå til rådighed når som helst, virksomhederne har brug
for deres arbejdskraft for at skaffe profit - skal det nu også være
totalt mobilt. De skal nu også stå til rådighed
hvor som helst, monopolerne kræver det.
Det er forståeligt, at Nyrup og de øvrige Unionspolitikere og den
Unionsglade fagtop ikke er meget for at snakke om disse perspektiver, der nu
massivt skal realiseres.
Konkurrence på arbejdskraft - konkurrence på løn - med forringede
arbejdsforhold og lavere løn til følge er den pris, arbejderne
skal betale for Unionens globale konkurrencedygtighed.
-lv
KP3, 2001