Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 15,
2004
På
en og samme tid er forholdet mellem USA's og EU's kapital præget af samarbejde
og konkurrence. Kapitaleksporten betyder, at virksomhedernes forankringer og interesser
spreder sig på tværs af landegrænser og kontinenter. Amerikansk
og europæisk kapital har den samme interesse i udbytning af arbejdskraften,
uanset hvor den befinder sig.
Samtidig står USA og EU i et indbyrdes
konkurrenceforhold, idet begge på sigt ønsker at opnå større
global magt på den andens bekostning. Her spiller andre stormagter som blandt
andre Rusland, Kina og Japan også med på bordet.
Der er flere forhold,
der afgør imperialisternes indbyrdes rivalisering og magtfordeling, hvoraf
et af dem er udbytningsgraden af egen arbejdskraft. På det felt har USA
i dag den "gule førertrøje" på.
Lønmodtagerne
i USA har kun få lovfæstede rettigheder. Der er ingen lovhjemmel for
barselsorlov, ferie eller sygedagpenge. Offentlig tillægspension gælder
kun folk, der har haft arbejde, og der gælder ingen regler om mindstepension.
Arbejdsløshedsunderstøttelsen, som er meget lav, varer kun i seks
måneder, hvorefter man overgår til en ekstrem lav "social
welfare".
Til gengæld er mindstelønnen lovbestemt til
31 kr. i timen.
Der er lokale lønforhandlinger på hver enkelt
virksomhed i stedet for brancheoverenskomster og en stor lavtlønssektor
med usikkert deltidsarbejde.
Lavtlønnede i USA har det relativt set
langt værre end lavtlønnede i andre OECD-lande. Problemet med de
lave lønninger er, at de er så lave, at mange slet ikke kan leve
af den, og mange må have dobbelt arbejde.
De såkaldte sociale goder
er kun for dem, der er i arbejde.
- USA er det eneste land i den industrialiserede
verden uden en offentlig sygeforsikringsordning, siger arbejdslivsforsker
og præsident for Economic Policy Institute, EPI, Larry Michel. Han tilføjer,
at 44 millioner amerikanere derfor står uden velfærdsydelser. EPI
er et amerikansk fagforeningsforskningsinstitut, som netop har analyseret forskellen
på den amerikanske og den europæiske model, hvis resultater er udgivet
i bogen med titlen: Be aware of the US model.
Amerikansk velfærd
er privat. Den er kun for dem, som har råd til at købe den privat,
noget man som regel gør via sit arbejde.
Den lave organisationsgrad
er en af årsagerne til den ekstreme udbytning. I Sverige og Danmark ligger
den på 80 pct., mens den i Norge "kun" er på 52 pct. I USA
er organisationsgraden på 13 pct. Allerlavest er organisationsgraden i den
amerikanske private sektor, nemlig kun 8,5 pct.
Fagforeningerne står
stærkest i nordstaterne og svagest i sydstaterne. Under forhandlinger kan
en virksomhed i nordstaterne true med at flage ud til sydstaterne, hvis lønkravet
bliver for højt.
I sydstaterne truer arbejdsgiverne takket være
frihandelsaftalen inden for NAFTA med at flytte til Mexico eller bruge mexicanere
som billig arbejdskraft. Truslen om udflagning er i allerhøjeste grad også
kendt inden for Danmarks og EU's grænser.
Denne kommentar skal ikke tjene til at afdække årsagerne til forskellene mellem den amerikanske og europæiske udbytningsgrad, hvor den lave organisationsgrad kun er en spinkel årsag. Den relativt høje grad af organisering i eksempelvis i Skandinavien styrker også den korrumperede fagbevægelsestop og monopolerne gensidigt på arbejdernes bekostning.
Det centrale er, at EU's monopolkapital
fører en politik, som tilnærmer sig The US-model. Det har
vi i Danmark oplevet blandt andet i form af angreb på understøttelsens
størrelse og varighed, efterlønnen, den offentligt sikrede pension,
nedskæringer i stort set alle former for offentlige ydelser, privatisering
og indførsel af brugerbetaling og mange, mange andre forhold.
Når
der tales om nyliberalisering og minimalstat, så forstås The US-model!
Da
Nyrup prædikede "velfærd", angreb han samme.
Det danske
velfærdssamfund er en saga blot. Det sociale sikkerhedsnet er så gennemhullet,
at det er de færreste, der "hænger på". Politikere,
erhvervsledere og fagbosser bevæger sig yderligere væk fra datidens
velfærdssamfund og i konkurrencens navn på vej til den åbenlyse
udbytning.
Det er kun arbejderklassen på tværs af lande og
kontinentale grænser, der kan sætte en stopper for denne udvikling,
der i den yderste konsekvens kan medføre en tredje verdenskrig.
Netavisen 29. juli 2004