Nationalt komplot

Love og pression svinebandt arbejdere til at betale

Da tyske tropper den 9.april 1940 besatte Danmark og en del af Norge, kom det ikke uventet, således som det senere er blevet hævdet. Der var fra mange sider givet advarsler, endog med angivelse af datoen for overfaldet. I modsætning til andre lande, som det tysk-nazistiske voldsregime angreb og besatte, var den danske regering rede til at fortsætte, og den gik straks i gang med at organisere både udplyndring og indordning under den tyske angrebskrigs interesser. Danmark blev et fremragende spisekammer for Værnemagten, og store dele af dansk industri arbejdede for tyskerne og fik overpriser. Dette var med til at forarme landets arbejdende befolkning, mens nogle kredse gramsede til sig!

Da Danmark mistede sin frihed den 9.april, fik det i stedet en national samlingsregering. Alle var klar over, at den tyske besættelse ville blive en kostbar affære og at der ville opstå mange kriser. Samarbejdsfolkene var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var arbejderklassen, som skulle bære de nye forudsigelige byrder. Det var et ubedrageligt tegn på den herskende holdning, at »arbejdsgiverne« nægtede at udbetale den dyrtidsportion, som ifølge den gældende lov skulle komme til udbetaling den 1.maj. Arbejdernes internationale kamp- og solidaritetsdag blev således markeret ved et lovbrud, som vel under »normale« omstændigheder ville have været utænkeligt.(?)

Regeringen, der faktisk havde begået statskup ved at blive siddende som regering i et »hærtaget« land, fortsatte linjen i slutningen af maj måned. Så den havde travlt.

Den fremlagde et kriselovskompleks, som helt entydigt var et hidtil uset og brutalt angreb på arbejderne. Partiet venstre, som også dengang yndede at fremhæve sig selv som et »liberalt« parti, fremsatte ublu krav, og socialdemokratiet sluttede op og støttede venstre. Socialdemokratiet tog dette skridt til højre under påberåbelse af, at der eksisterede en fare fra højre. Derfor skulle man åbenbart komme højrekræfterne i forkøbet!

Ligesom i andre lande var der blandt bønderne en pronazistisk bevægelse, nemlig Landbrugernes Sammenslutning (LS). Det er i øvrigt en kendsgerning, at landbrugerne var udsat for store økonomiske og andre vanskeligheder. Da der kun blev gjort lidt eller slet intet for at løse problemerne og da den verdensomspændende krise t 30erne i øvrigt spillede en betydelig rolle for de politiske strømninger og partier, blev der skabt grobund for nazismen og dens råb om en »stærk mand« i stedet for »pladderdemokratiet« plus racismen og alt andet nazistisk populisme.

Den 31. maj 1940 blev kriselovene vedtaget. De fleste mennesker var endnu i en vis choktilstand på grund af det tyske overfald, og tilliden til det store og stærke socialdemokrati var usvækket. Meget lå endnu skjult i mørket.

Lovkomplekset, som i virkeligheden indførte det nazistiske begreb om klassefred gennem korporativt samvirke mellem »arbejdsgivere« og »arbejdstagere«, var fyldt op med nye formuleringer for at skjule virkningerne. Det var vel tænkt som en slags kompensation for manglende lønforhøjelse, at arbejderen nu blev adlet som arbejdstager!

Det barberede pristal blev forlænget uændret i samfulde 14 måneder. Den hidtidige automatiske dyrtidsregulering blev ophævet, og lønningerne blev skruet tilbage til januar-pristallet. Det betød virkelig meget, idet der var streng kulde, som krævede mere brændsel, og priserne var slået over i galop, bl.a. for kartofler, som frøs i kulerne.

Lovene omfattede også direkte sociale nedskæringer. I landkommunerne blev der nedsat særlige udvalg, som skulle bekæmpe arbejdsløsheden, især blandt de unge. Det lød jo meget ædelt og smukt, men sandheden var, at landarbejderne fik forbud mod at søge arbejde i andre kommuner. I sin virkning betød denne lov, at landarbejderne var stavnsbundet til bopælskommunen. Ved at fifle med overenskomsterne blev landarbejderne tvunget til at arbejde til lønninger, som lå langt under den almindelige tarif.

Man bør her erindre, at hele samfundet var skruet anderledes sammen dengang og at en meget stor del af befolkningen levede på landet.

En speciel lov om arbejdsfordeling skulle dele arbejdet -eller arbejdsløsheden om man vil – og det betød for mange alvorligt indhug i lønningsposen. Det, der blev propaganderet som et vidundermiddel til at bekæmpe arbejdsløsheden, blev i virkelighedens verden til et direkte angreb på og forringelse af arbejdernes løn- og arbejdsvilkår.

For at give folk på arbejdsfordeling nogen lønkompensation, blev der pålagt alle arbejdende uden for landbruget en særlig lønskat. Af disse penge fik arbejdsfordelingsarbejderne derefter en lille slant. Men der var slet ikke tale om dækning for lønnedgangen.

Der havde været optræk til en omfattende konflikt i storlandbruget. Men dette problem blev løst på elegant vis ved at indføre tvungen voldgift. Også i dette tilfælde var der tale om et lovindgreb, som var rettet direkte imod arbejderne.

Socialdemokratiet fulgte ikke venstre helt gratis. Der blev vedtaget at yde tilskud til arbejdsløshedskasserne og oprettet en kreditfond til beskæftigelsesarbejder.

Hurtigt efter lovkompleksets vedtagelse fik landarbejderne og andre lov til frit at forlade deres hjemkommune. Da havde de ivrige samarbejdsfolk sammen med tyskerne lagt planer for at eksportere danske arbejdere til Tyskland. Det skete bl.a. på den måde, at regeringen via arbejds- og socialministeriet (de to ministerier var slået sammen dengang) kundgjorde, at arbejdere, og da især unge, som nægtede at drage afsted til fjendens land og arbejde for ham, kunne nægtes, offentlig hjælp.

I løbet af krigsårene blev godt 120.000 danske arbejdere ekspederet til Tysktand, men her skal man huske på, at nogle var dernede- i flere omgange; således at det reelle tal er noget mindre. En del af. tysklandsarbejderne rejste frivilligt. Især for unge var der en vis tillokkelse ved at komme ud af dagligdagens monotone tilværelse og opsøge – måske – spændende oplevelser og eventyr. På den tid var det ret almindeligt, at folk kun i meget sjældne tilfælde kom uden for sognet. Det var faktisk kun til barnedåb, bryllupper begravelser og lignende. Udlandsrejser hørte til sjældenhederne, måske lige med undtagelse af kunstnere, der drog til Paris, og de rejsende håndværkere, naverne. Det nu ret almindelige rejseri tog først fart mange år efter anden verdenskrig.

Mange af tysklandsarbejderne blev lokket ved annoncer i bladene, ved skønmalende foredrag om de paradisiske tilstande, de høje lønninger og det spændende arbejde. Virkeligheden i Hitlers rige var knap så hyggelig som påstået. Omkring 500 danskere omkom ved arbejdsulykker eller ved bombeangreb, som de allierede rettede imod tysk rustningsindustri og tyske byer. Mange af arbejderne var for øvrigt beskæftiget i rustningsindustrien.

Blandt tysklandsarbejderne var der også folk, som gik til modstand imod bl.a. det djævelske arbejdstempo, den lange arbejdstid på 10 timer daglig plus meget overarbejde, imod de dårlige sikkerhedsforanstaltninger, den elendige hundeæde og meget mere.

Omkring 350 mænd og kvinder blev arresteret af Gestapo. 83 eller over en fjerdedel mistede livet under forhør eller i fangenskabet. Sådanne oplysninger omhyggeligt holdt hemmelige. Efter krigens ophør blev tysklandsarbejderne udsat for en vis bagtalelse eller hetz. Berygtet er således en udtalelse af den senere statsminister jens Otto Krag. Under en debat i 1947 udtalte han bl.a.: »Det var jo ikke de bedste, der rejste…« Det var det måske ikke i alle tilfælde, men det var samarbejds- medløbere af typen som nævnte cand.polit. – socialdemokratiets nye generation af hel- og halvstuderede røvere – der sendte dem afsted og hyldede dem før afrejsen og før samarbejdssammenbruddet den 29. august 1943.

For at skaffe arbejdskraft til Hitler var visse faglige ledere meget aktive. Til lokkemidlerne hørte bl.a., at tysklandsarbejdere kunne blive fritaget for at betale kontingent til både fagforening og arbejdsløshedskasse. Hvis en udsendt vendte hjem i utide, måske på grund af utilfredshed med de arbejdsmæssige forhold eller det tvungne arbejde i rustningsindustrien, blev han nægtet understøttelse. Det smudsige kapitel i danmarkshistorien, som samarbejdsfolkene skrev dengang, er desværre for størstedelens vedkommende undertrykt og lidet kendt.

 

Artiklen er fra det antifascistiske tidsskrift Håndslag 1/1993. Håndslag har en hjemmeside, hvor man bl.a. kan læse bladet eller rettere tidligere numre af bladet i pdf-format. Se her: https://haandslag.wordpress.com/

Læs også

9. april 1940: De tre »glemte« mord


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater