Lad os sige meget mere NEJ – interview med sygeplejerske Katrine Louise Vilien

Hospitalsvæsenet slider sit personale op og bevæger sig mod katastrofe, og som tidligere regeringer afviser den nuværende at lytte til dem der har fingeren på pulsen. Katrine Vilien kommer langt omkring i dette interview om sygeplejerskernes kamp for ligeløn og om kvindekamp på mange fronter. Om de penge, der SKAL findes til løn, så de sygeplejersker der er forsvundet ud af det offentlige sundhedsvæsen kan hentes tilbage. Og at vi som kvinder må øve os i, at sige meget mere NEJ.

KPnet har talt med sygeplejerske Katrine Louise Vilien. Katrine er medstifter og forperson i foreningen af Danske sygeplejersker, medlem af kredsbestyrelsen i DSR i Københan og medinitiativtager til ”8. marts – kvindeoprør”.

KPnet: Hvad er pulsen på det offentlige sundhedsvæsen og sygeplejerskernes situation lige nu?

Katrine Vilien har sammen med en række andre kvinder taget initiativ til 8. marts – Kvindeoprør. Her ses Katrine på scenen 8. marts 2022

– Min umiddelbare oplevelse er, at det går mod katastrofe. Der skal skaffes penge til at lokke sygeplejerskerne tilbage for at redde stumperne. Arbejdsmiljøet er sådan, at kan man finde andet, så gør man det. Jobbet er benhårdt. Det er hospitalssygeplejerskerne, der er dårligst lønnet, dem der bløder mest. Det er den almene sygepleje på de medicinske afdelinger, der kræver de tungeste ressourcer, der er dårligst lønnet.

Vi kan ikke vente på undersøgelser, komitéer og kommissioner, vi ved godt hvordan det er. Men ingen lytter rigtigt.

Der er mange dage hvor jeg bliver træt helt ind i sjælen, af at føle jeg ikke kan udføre den pleje og den kvalitet af sygepleje som jeg gerne ville levere. Det slider en op at skulle gå på kompromis dag ud og dag ind. Der er en ny bevægelse, der siger: Gør det du skal, ikke en krumme mere. Hvis man ikke bliver taget alvorligt og bare får at vide du bare skal give den en skalle så bliver man desillusioneret. Det vi ser på, er konsekvenserne af årevis med besparelser, dårlige normeringer og mangel på kvalificeret personale. Samt en demografisk udvikling som jo i virkeligheden ikke kan komme bag på nogen, heller ikke politikkerne. I min optik har de ladet stå til.

Man taler om ventelister på operationer og siger de skal bringes ned. Men hvad med den store skare af medicinske patienter? Dem taler vi ikke om, kun om ventelister. Og det er kun en brøkdel af problemet. Det er dejligt håndgribeligt, at så og så mange skal opereres. Men gud ved hvad der sker med dem der har KOL, diabetes, kredsløbsforstyrrelser, astma eller får lungebetændelse. Man lader de medicinske patienter hænge. Vi behandler vores ældre og syge rigtig dårligt.

Jeg arbejder for nuværende blandt andet med indkaldelse af patienter til kræftudredning, det er som oftest noget der skal ske rimeligt hurtigt efter et fund eller en mistanke udledt af blodprøver. De kan sige ting som:


-Jeg kan ikke overskue at komme ind igen, de havde ikke plads til mig mere så jeg er kommet hjem i går kl. 18.00

Jeg har ikke noget mad eller rent tøj at tage afsted i

Jeg sidder her og har ikke fået skiftet min ble

De skal selv finde ud af at skaffe kørsel, vide hvor man skal hen og hvornår, de skal gennem it og platforme. De ressourcestærke klarer det, men de svageste har tendens til at give op. Nogle gange kan vi få hjemmeplejen til at hjælpe, men mange gange har de ikke tid. Så bliver der brug for at de pårørende hjælper til. Og jo mere vi skal trække de pårørende ind, jo flere fraværsdage har vi i arbejdsstyrken.


Som plejepersonale kan man ikke flekse, så at få sine pårørende gennem sygehusvæsnet kræver mange fraværsdage, og så undrer de sig over vi er på 32 timer. I et treholds skift kan man ikke flekse. Tandlæger, bøjletandlæger, specialister, praktiserende læger, fodterapeuter og psykologer, det tager timer ud af arbejdsstyrken. Mange er på 32 timer, for i systemet kan man ikke flekse. I det private er det muligt at flekse, gå til tandlæge, læge. Men vi sygeplejersker kan ikke. Og rigtig mange ting kan man ikke efter kl. 15.

Rigtig mange af os i sundhedsvæsenet skal selv have behandling, vi er også brugere. Men systemet er helt rigidt, sådan som vi har bygget det op. Du må indfinde dig og tage den tid du har fået, ellers kommer du bag i køen.

Så er det gode spørgsmål, skal jeg fortælle min arbejdsgiver hvad jeg skal, eller skal jeg gå ned i tid, så jeg bare kan gøre det?

KPnet: Så forestillingen om at alle bare kan gå op på fuld tid holder ikke?

– Nej, det er helt urealistisk hvis man skal drive en almindelig familie i dag. Vi skal ned i tid, vi skal have tempoet ned. Der er noget omkring det at have et dårligt samfundssystem, at der er opbygget et samfund, der laver stress og jag og panik, men samtidig ikke har et system der kan rydde op. De der skulle hjælpe  med at rydde op, de går jo også i opløsning. Jeg vil vove at påstå, at vi er så langt nede i personel, at på de afdelinger hvor man f.eks. skulle have haft 70 senge, kun er 28 åbne. Så ved jeg da godt hvem der ligger i de senge. Det er kun de aller sygeste. Resten er derhjemme. På godt og på ondt.

KPnet: Fordi der ikke er et system, så der bliver taget hånd om folk der hjemme?

-Så skulle de jo have hjemmeplejen, men hjemmeplejen de mangler ligeså mange mennesker.
Og er hjemmeplejen kompetent til at varetage kronisk syge nyrepatienter eller patienter i
kemoterapi, som har pumper med hjem, eller komplekse multimorbide patienter, som kræver specialiserede sygepleje? For ikke at tale om det ansvar sygeplejersker efterhånden har.

Læger redder liv, men da kun hvis sygeplejersken har peget dem derhen hvor de skal redde det. Så i bund og grund er det jo vores ansvar at sikre at patienterne kommer det rette sted hen. Det ansvar er stort og hviler tungt på ens skuldre hvis man kastes ud i specialer man ikke selv mener man er kompetent til.

Hvis man vil have at hjemmeplejen skal løse mere komplicerede opgaver, så må man jo også have et system for det. Og lige nu har man det ikke. Jeg synes at de idéer, som man kommer med fra regioner, kommuner og fra regeringens side, på tegnebrættet lyder det rigtig fint, ment det er ikke realistisk at gennemføre det. For der er ikke de mennesker der skal være.

Og man lytter ikke til os der er derude. Og det er i virkeligheden det værste. For når man ikke bliver lyttet til så holder man op. På et eller andet tidspunkt, så får man jo nok.

KPnet: Al den snak om ’nærhed’ dækker vel over en eller anden form for privatisering?

– Privatisering kan ikke redde os. Det er fordi vi ikke snakker om det medicinske. Vi snakker udelukkende kirurgi. Og det er rigtig, at der er rigtig mange der venter på operationer. Men mange af dem er også syge på andre måder og så kan de ikke være ude i det private. Hvis det er komplekst. Så mangler de hele det store apparat det offentlige er. Som har kompleksiteten. Vi er simpelthen ikke mennesker nok i Danmark til at vi på forsikringsbasis kan drive et sundhedssystem. Vi ser også, at det der bliver lavet på privathospitalet ikke er godt nok. Er det så nogen hjælp?

De har ikke noget uddannelsesansvar, de har ikke nogen i træning. Det offentlige skal uddanne, vi skal træne, vedligeholde, vi skal forebygge, behandle og vi skal også pleje. Det skal de ikke ude i det private. Det er en maskinfabrik.

Det der bekymrer mig som det næststørste, det er at vi ikke uddanner godt nok. For vi er der jo ikke til at uddanne dem vi skal uddanne. Mange føler de bliver kastet ud i for store opgaver og for meget ansvar for hurtigt. Jeg ville ønske at vi måske kunne arbejde med introstillinger lige som lægerne.
Give folk tid og plads til at dygtiggøre sig.


Om fem minutter, så har vi ikke den faggruppe mere.

Så jeg synes det er dybt bekymrende. Jeg kan slet ikke forstå, at man tier så vigtig en faggruppe ihjel på den måde. Hvis vi ikke passer på så har vi om m fem minutter ikke den faggruppe mere. Og så kan de få social og sundhedsassistenter og vi kan godt diskutere, hvad vi kan der er fælles, men det er to forskellige uddannelser med to forskellige retninger og to forskellige fokus. Vi skal hver især være stolte af det vi kan i hver vores retning. Men vi skal lade være med at tro det er den samme uddannelse. For det er det ikke.

I virkeligheden danner vi det bedste team hvis vi arbejder sammen, fordi vi kan to forskellige ting. Som sygeplejersker uddannes vi klinisk i lederskab, det er her vi forberedes på selvstændighed, ansvarstagning og ledelse af sygeplejen. Vi uddannes i den
koordinerende rolle og i at skabe sammenhænge, derfor er vi så vigtig en faggruppe for
sundhedsvæsnet.

KPnet: Det der skal til for at vende udviklingen, er det flere penge?

– De skal finde nogen penge til løn. Så de kan lokke nogen af de dygtige, kompetente kolleger, som har forladt os tilbage i faget. Og så må man lokke med, at man ikke skal gå ned i løn hvis man vil uddanne sig. Hvis man f.eks er assistent er der jo ingen der gider uddanne sig hvis de skal gå ned i løn og der ingen lønudvikling er i sygeplejefaget. Det kan være op til 10.000 kr. om måneden de går ned i løn ved at blive uddannet til sygeplejersker.
Det er der da ingen der siger ja til at uddanne sig til. Og så skulle starte forfra i lønhirakiet.

Så vil der komme nogen og sige, det er ikke rigtigt. Vi giver dem anciennitetstillæg tilsvarende det de mangler. Men i det øjeblik de tilegner sig kompetencerne i afdelingen, så bliver det udlignet. Så efter 57 år stiger de ikke i løn. Deres lønudvikling går også i stå selvom de har videreuddannet sig.


Jeg fik lige at vide, at man på en afdeling har haft lønforhandling på lokalt plan. I den forhandling havde man givet nogle læger 18.000 kr. fast i lønforhøjelse om året. Mens man havde spist sekretærgruppen af med 8.000 kr som engangsforhøjelse. Sygeplejersker fik slet ikke noget.


Hvorfor virker udbud og efterspørgsel ikke for sygeplejersker? Det er mig en gåde. Klattillæg og akuttillæg som ikke er pensionsgivende og som jeg skal evt. betale topskat af nej tak. Ordentlig løn med ordentlig pension, for mine kompetencer og uddannelsesniveau ja tak. Ulempetillæg skal gives til dem som arbejder aften, nat, weekend helligdage osv. Og de skal være i et leje hvor man tænker det er værd at gå fra sin familie for at gøre det.

Og jeg siger til hele min familie og alle jeg kender, lad være med at blive syg. Jeg er bange for at få dem i systemet, jeg er selv bange for at blive bruger af systemet, da det er person afhængigt af hvem du møder om kompetencerne er til stede og om du lander på en god dag med tid. Man skal være sin egen advokat i systemet og det har skabt den største sociale ulighed i væsnet jeg har oplevet i min tid.

KPnet: Hvad gør de aktive sygeplejersker nu?

Hvis vi skal noget er vi nødt til at holde sammen. Vi i mine øjne blive ved med at holde fast i fagforening. Så kan man mene om sin fagforening hvad man vil, men jeg tror ikke på man kan stå udenfor, så har man meldt sig udenfor fællesskabet. Så kan man blive aktiv, som jeg, sige man vil gerne gå ind og gøre en forskel. Det er ikke alle der har overskud eller energi og kræfter til det. Det er noget af et utaknemmeligt job. Men jeg tror ikke på man kan lade være med at gøre det. Det er der kampen står. Man har ingen forhandlingsret udenfor. Ikke fordi jeg ikke forstår man kan blive rasende på sin fagforening og synes de skulle gøre noget andet end det de gjorde. At de skulle have skaffet en noget mere i løn og nogle bedre arbejdsforhold, men det er nu engang arbejdsgiver som siger nej og ikke fagforeningen som ikke presser på. Jeg tror bare ikke at melde sig ud er vejen frem. Tværtimod. Så hellere lægge pres på sin fagforening, siger: Vi vil gerne have I går i denne her
retning. Og det synes jeg jo faktisk, hvis jeg skal tillade mig at sige noget at det har Danske Sygeplejersker været nødt til at gøre. Og jeg synes jeg har set en ændring i fagforeningen.

Men det spil vi kender, er måske et forældet spil. Måske vi skal begynde at sætte nogen nye
rammer. Og det vil jeg blandt andet gerne være med til.

KPnet: Og hvad kunne det være?

– At sygeplejerskerne ved overenskomsten sidste gang sagde nej tror jeg har haft kæmpe betydning.
Jeg tror fuldt og fast på, at ligelønsdebatten og sygeplejersker og deres løn aldrig var blevet en del af en valgkamp, hvis ikke vi havde sagt nej. Jeg mener vi har gjort en forskel. Og jeg mener vi har gjort en stor forskel i ligelønsdebatten. Jeg mener at sygeplejersker har påtaget os ansvaret i langt højere grad i at sige fra på patienternes vegne end nogen andre faggrupper har gjort, men det har også kostet os dyrt.


Jeg er overbevist om det er prisen værd og jeg vil gerne have mere af det og meget gerne på tværs af fag. Jeg håber at mange flere vil turde at være med i forreste linje og jeg vil gerne fremhæve den tværfaglige gruppe Slut med 1969 som jeg virkelig mener har være med til at sætte ligeløn på dagsordenen.


Mere i løn vi vil gerne trække nogen ind vi ikke har

Når vi siger løn, så er det fordi vi gerne vil trække nogen ind vi ikke har. Hvis du mangler
arbejdskraft og ikke kan få noget, og du kan se der er nogen derude der kan det du gerne vil have, så plejer man og hæve lønnen og sige “kom hen til mig”.

For alle andre på arbejdsmarkedet gælder den strategi, men åbenbart ikke for sygeplejerskerne. Der står vi og kigger på hinanden og siger: Det var godt nok mærkeligt. Hvorfor?

Når du arbejder med døde ting, så kan du godt eksperimentere med ting og sige, nå, det virkede ikke så godt. Så kan det være vi skal gøre noget andet. Når du arbejder med mennesker, så er du altså nødt til at afprøve tingene med integritet og respekt for de mennesker du arbejder med. Det tager tid og er ofte dyre lærepenge, samtidig skal man være lydhør overfor de mennesker man skal hjælpe, ellers hjælper man dem ikke. Hvis du er slidt på omsorgskontoen og energi så du ikke har noget at give af når du skal hjælpe dem, hvis ikke du selv er på toppen og har overskud, så kan du ikke give dem noget. Så vi hænger i bremsen med både tid og overskud til forandring.

Hvis du har en psykolog, som er super stresset og kommer flyvende ind af døren og sætter sig ned og siger: Fortæl mig om hvordan du har det. Så tænker du nej, dig skal jeg ikke fortælle noget som helst, du har da slet ikke overskud til mig.

vi er helt ude i hampen, jeg er dybt, dybt bekymret for sundhedsvæsenet

Og det er jo det vi gør. Vi kommer flyvende ind og siger tag lige tøjet af og læg dig lige om på den anden side. Imens man så har taget tøjet af, så åbner vi lige døren og siger til en anden: Jeg skal lige fortælle dig… Hvis det ikke var fordi man var skide syg, så ville man have sagt ’Hvad fanden bilder I jer ind?

Vi er simpelthen … vi er helt ude i hampen. Og hvis de tror de kan erstatte det med folk udefra, der ikke taler sproget, så tror jeg ikke det løser noget nu og her. Vil du gerne have, at nogen som du ikke kan kommunikere med skal undersøge dig, en som ikke ved hvad du siger. Det gælder jo også
den anden vej. Du kan jo godt pege på noget og sige av. Men du vil måske godt have en forklaring på hvorfor det gør av.

Jeg er dybt, dybt, dybt bekymret for det her sundhedsvæsen. Og specielt for hospitalsvæsenet. Ikke at de andre ikke bløder, for det gør de. Men hospitalsvæsenet især bekymrer mig. For det hjælper jo ikke, at de bare lukker senge og det så ser ud som om de har de folk de skal hav

Akutmodtagelserne kan ikke komme af med patienterne, for der er ingen stader at afleverer dem til. Så jeg ved simpelthen ikke hvad de forstiller sig på Christiansborg eller i region og kommuner. Jeg oplever at når politikere jeg selv har talt med gengiver hvad vi har fortalt dem, så tænker jeg: Jeg kan slet ikke genkende det du siger der. Når man har stået med andres liv i sine hænder, så skal man huske på at de ikke kun handler om at redde livet, men også om at redde det til et liv man kan leve.

Man er altid en helt, når man har reddet liv. Men hvad har jeg reddet? En grøntsag der sidder i en stol? Eller har jeg reddet en der nu går rundt og har det rigtig godt, der går rundt og kan være noget for sine børn og familie. Vi snakker slet ikke om den del, og det er i mine øjne helt forkert. Hvad er det vi redder liv til? Den snak skal vi turde tage. Det kan være en del af redningen i mine øjne.

NEJ’et fra mig bliver et principielt Nej

KPnet: Hvad tænker du og andre sygeplejersker om den nye regering og det man forventer derfra?

– Jeg tror ikke vi har ret mange forventninger. Vi føler os taget ved næsen som vi desværre har oplevet mere end en gang. De kommer os ikke i møde. De er i gang med at afskaffe en helligdag og så har jeg ikke hørt så meget andet fra dem, end at de kun vil bruge det halve beløb på sundhedsvæsnet end hvad de gik til valg på.

Helligdagen kan jeg mærke bliver en principiel sag. Da vi sagde, I er nødt til at gøre noget andet, tænke ud af boksen. Så sagde de ’den danske model’ 76 gange fra talerstolen under behandlingen af det første borgerforslag vi i Slut med 1969 ,var med til at stille, men i det øjeblik hvor det passer i regeringens kram så må vi gerne pille ved den danske
model, så det NEJ fra mig, det bliver et principielt nej.

Jeg er bare træt. Helt træt ned i sokkeholderne. Jeg passer mit arbejde. Men jeg er træt.
Jeg kunne komme på mange idéer om hvordan man kunne redde det her samfund. 50% af os lever alene. Hvorfor siger man ikke, man skal betale det halve i husleje. Eller det halve for bilforsikringen. Så ville vores levestandard stige og vi ville have mere købekraft, vi ville måske have råd til at gå ned i tid, så vi kunne være noget for de børn, som jo reelt set ikke kan holde ud at være i det her samfund.

Ned i arbejdstid. Hvis halvdelen af befolkningen lever for sig selv, så skal man jo gøre samfundet klart til det. Alt er jo betinget af at man har to indtægter og er to der kan hente og bringe. Det er det kun halvdelen af os der kan. Og for at sige det ligeud, jeg synes der er nogen kæmpestore samfundsmæssige problemstillinger og nogle kæmpestore problemstillinger i velfærden, man kan blive helt deprimeret over at tænke på.

Vi må også finde nogen andre måder at kæmpe på end vi har gjort før. Det kan godt være de kan se os dernede når vi står og svinger med fanen. Jeg er ikke sikker på det hjælper. Vi skal på en eller anden måde have adgang til magten på en anden måde end vi har nu.

Eller også skal vi turde mere. Som sygeplejerskerne f.eks. gjorde, da vi sagde Nej.
Nogen gange tænker jeg, måske vi bare skal sige NEJ. Når de kommer og siger, I skal gøre sådan.
NEJ…

Det gør vi sjældent. Vi prøver altid at finde en vej, vi prøver at løse det. Det ligger i hele naturen for sygeplejersker. Nå, men så lad os se om vi kan løse det. Vi er handlingsorienterede. Uddannet til at handle, hele tiden. Vi siger sjældent Nej. Det kunne godt være vi kunne øve os i det.

Vi gør det jo faktisk ikke for vores egen skyld. Der er mange der siger I er grådige i vil bare have mere. Vi gør det faktisk for patienternes skyld, fordi vi kan se at patienterne lider inde i systemet. Det er dem der bliver taberne.

KPnet: De der arbejder lider jo også under systemet

– Ja, sygeplejersker lider også under systemet. Vi bliver slidt op og så holder vi op. Og nogen af os, som er gamle i gårde, og dette fænomen er kendt og veldokumenteret, når vi bliver slidt op, så kommer vi ikke igen. Så er de blevet ved så længe, så de har slidt sig derud hvor de aldrig kommer tilbage. Hvorimod de unge, der har man dog en mulighed, hvis man kan stoppe dem i tide og sige:
Du er i gang med at slide dig selv op, ven. Hold lige en pause.

KPnet: Du er en af dem der har taget initiativ til at starte ”8. marts kvindeoprør”. Hvor kommer det så ind ifht sygeplejerskernes kamp?

– Jeg tror kvinder skal gøre noget andet end de har gjort. Jeg tror vi skal sige mere NEJ, men det skal være smarte og velovervejede nej Jeg diskuterer tit med folk, som udfordrer og spøger: hvor står det?

Når jeg siger, det står her i en rapport oplever jeg sjældent at blive mødt med ønsket om at de selv læser det eller de kommer med en modrapport.


Men hvorfor det er, at kvinder altid skal bevise det vi siger, det er mig en gåde. Ikke fordi man ikke skal undersøge tingene, men jeg kunne godt tænke mig, at vi arbejdede for, at når jeg siger det er sådan her, fordi jeg har studeret det og ved det, så er det rigtigt. Og jeg behøver ikke have bøger og rapporter med på en ladvogn. Respekt for hinanden som køn.

Sådan en som Emma Holten, hun har i al fald for mig sat det i perspektiv. Dem der har lavet regnemodellerne har jo aldrig haft adgang til omsorgslivet, er en de ting som jeg særligt har bidt mærke i. Så hvis vi sygeplejersker skal hæve vores løn, så skal vi måske se på regnemodellerne og ikke på at skulle bevise hvad vi kan, det har vi tykke rapporter og diplomer til at gøre. Men vi har heller ikke lavet nogen nye regnemodeller som inkluderer det. Så hvordan skal man regne det ud, hvis man skal kigge på det rent økonomisk.

Den kapitalistiske verden siger: Vi vil ikke ansætte en kvinde der skal på barsel

Hvad skal der til for at den økonomiske kurve ikke brækker, når kvinder får børn? Og hvorfor er det, at man i den kapitalistiske verden siger: Vi vil ikke ansætte en kvinde, der skal gå på barsel?

Vi er i gang med at levere din næste medarbejder. Hvorfor vil du ikke betale til det?
Hvis alle kvinder lukkede benene og sagde: jeg gider sgu ikke det med at føde, hold op med det. Så er der jo ikke nogen at ansætte. Det er en snak vi må have.

Jeg vil godt levere din næste medarbejder. Du vil godt ansætte en Per, en Poul og en Jens. Men du vil ikke ansætte mig, der har leveret dem. Og hvis jeg nu uddanner dem rigtigt dårligt, hvis jeg nu ikke passer ordentligt på dem, så kommer de måske aldrig ud og bliver attraktive for dig, så bliver de en del af det etablerede ungdomssystem, som du jo også betaler til.

Måske vi skal tænke lidt anderledes om det, og se kvinder som en meget produktiv del af verden, som leverer varerne. De kan ikke klare sig uden os, de kan faktisk ikke gro et barn.
Vi skal turde tage snakken. Det vi skal bruge 8. marts til er at vi skal turde åbne for ballet og tage snakken.

Ifht 8. marts tror jeg også vi som kvinder skal blive bedre til at mærke inde i os selv: Er det her noget vi vil.
Jeg har en mor der tit siger: Du kan ikke hjælpe nogen der ikke vil hjælpes. Jeg tror vi skal tænke lidt anderledes om det. Altså, hvis ikke vi har hjulpet os selv som kvinder, så kan vi ikke hjælpe nogen. Så når vi hele tiden passer på familien og samfundet, så glemmer vi at passe på os selv. Jeg tror, hvis vi passer bedre på os selv og der tænker jeg i den forstand, at man siger NEJ når man ikke har lyst.

At man siger Nej tak til jobbet der Ikke er ordentligt lønnet. Man siger Nej tak til at læse en
uddannelse man ikke har lyst til. Man siger Nej tak til at få 4 børn, fordi ens mand synes det er evigt fantastisk, men det er dig der tisser i bukserne resten af livet.

Forstå mig ret, at man går mere ind på præmissen om at man har en stemme. Man skal tro på man har en stemme og bruge den aktivt. Det kunne jeg godt tænke mig at vi blev bedre til. Vi taler jo ikke ret meget om hvilke konsekvenser det har for kvinder at få børn. Der er masser af kvinder der ikke kan hoppe, masser af kvinder der ikke kan holde på deres urin og deres afføring. Der er masser af kvinder der har huller i tænderne, har proteser, der har fået lavet tænder for tusindvis af kroner, fordi børnene åd kalken og masser af kvinder der får osteoporose på grund af at kalken er væk efter de har fået en masse børn. Der har rigtig, rigtig mange smerter som vi ikke taler om, og det er primært kvinder, der har det. For det er primært kvinder, der når de gør noget der går dem imod, hvilket de gør meget så spænder op i deres kroppe.

Der er alle de her skjulte sygdomme og ting der hører med til at være kvinde og føde børn og alt muligt andet. Det taler vi jo ikke om. Og det er slet ikke noget der bliver taget hensyn til.

Og samtidigt skal vi så være dårligst lønnet. Så jeg føler nogle gange man bliver sparket lidt.

Levér varen, men du skal helst gøre det gratis og med et smil på læben.
Så spørg jeg mig selv, ved mændene overhovedet, at de er i en anden verden. Har vi været gode nok til at opdrage vores drengebørn til at forstå der også er en anden verden. Lader vi dem få del i den verden. Sådan så de kan finde ud af at gøre det på en anden måde. Vi skal blive meget bedre til at inddrage mænd og børn i det følelsesliv, som de jo aldrig tidligere har haft adgang til. Vi skal jo også afgive noget. Så hvis vi beholder omsorgslivet på kvindehænder, så ændrer vi ikke på noget.


Hele samfundsnormen siger det, der er aldrig noget der er lavet om. Jeg synes jo slet ikke det handler om, om det er kvinder der er gift med kvinder eller mænd der er gift med mænd. De er lige så stereotype. Det handler om, at vi skal tage del i hinandens liv en anden måde i fremtiden. Vi skal nedbryde forestillingen om hvad man tror det andet køn tænker, tror og synes. Spørge meget mere.

8. marts har vi krav om ligeløn, nej til krig mm og vi håber kravene favner bredt.
Og jeg synes jo at hvis man taler ligeløn, i hvert fald for mit vedkommende, så taler vi også meget ind i denne her problematik omkring, at vi er nødt til at få talt med hinanden på en anden måde.

Kvinder tager helt utrolig mange hensyn, men uden at manden nogensinde opdager hun tager dem. Fordi hun deler dem jo ikke. Jeg tror vi er meget gode til at skjule vores indre liv. Vi deler ikke ud af det. Hvis ikke man deler ud af det, så kan andre ikke forstå det eller forholde sig til det. Så jeg tror vi skal blive mere bevidste om hvad vi vil og hvad vi ikke vil. Og så stille det op til debat.

KPnet: Den traditionelle venten på at der kommer en prins på en hvid hest?

– Ja, men der kommer ikke nogen på en hvid hest, Når man tænker på hvor godt vi egentlig har det. Når jeg tænker, her sidder jeg i min egen bil, skal ind og hygge mig med mine naboer, jeg har gode venner, god familie, jeg er ikke truet på min eksistens, der falder ikke en bombe ned i hovedet på mig om 5 minutter. Jeg ved jeg får mad i morgen, jeg får et knus hvis jeg er ked af det. Jeg og mange andre har det rigtig, rigtig godt. Så hvorfor er det vi har opbygget et samfund så stresset og ude af trit med menneskelige følelser, behov og hensyntagen er mig en gåde. Måske fordi for få kvinder har fået lov at være med til at sætte retning?

Hvis de har bedre fat i følelseslivet så skal de måske være modpolen til det samfund som kun er baseret på vækst og mere vækst, og hvor penge har større betydning end mennesker.
På kvindesiden må jeg nive mig i armen når jeg tænker på at vi stadig ikke har opnået ligeløn og ligestilling.


Jeg synes jeg oplever en spirende tendens til at kvinder kommer frem med flere krav og holdninger og gerne vil være med til at ændre på tingene og gerne vil tænke i nye baner. Jeg håber vi kan invitere til at andre går med, og jeg håber at alle kvinder uanset hvor de kommer fra, socialt, uddannelsesmæssigt eller geografisk kan få mulighed for at deltage i debatten.

8. Marts er sådan en dag og jeg håber rigtig mange har lyst at være med og vise deres ”stemme”
.

Læs mere

Foreningen af Danske sygeplejersker

8. marts – kvindeoprør

#slut med 69 – ophæv tjenestemandsreformen


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater