Kampen om historien

På Oktober Forlag er der for nylig udkommet et lille 40 siders hæfte – Kampen om historien – Med undertitlen: Lad dem ikke forfalske vores kollektive erfaringer om kampen mod fascismen og nazismen. Bogen videregiver vigtige historiske erfaringer, der i disse år bevidst forfalskes og fordrejes.
Det er udgivet i samarbejde mellem Kommunistisk Plattform (ML), Norge, og Arbejderpartiet Kommunisterne (APK), Danmark. Den omhandler magthavernes omskrivning af Anden Verdenskrigs historie, deres dæmonisering af kommunismen og forsøg på »rehabiliteringen« af fascismen. Med eksempler fra Norge og Danmark.

Artikel fra det antifascistiske tidsskrift Håndslag

Kampen om historien

Hæftet er topaktuelt i en tid hvor kapitalismens dybe krise og faren for en ny verdensomspændende krig skaber et kæmpe behov for at kunne gennemskue udviklingen og de kræfter der opererer i verden. Herunder fascisme, nazisme og antikommunisme.

»Kampen om historien« påviser bl.a. hvordan de herskende klasser i Vesten i dag har fundet tiden moden til at ned­tone nazismens og fascismens kriminelle karakter og handlinger. Og hvor­dan de samtidig forsøger at kriminalisere kommunismen og kommunisterne – fascismens evige hovedfjende.

Hæftet er et vigtig indslag og analyse til forståelsen for den politik der i dag er fremherskende. Et modstykke til det forfalskede og forvrængede informationsbillede mediemonopolerne skaber.

– Et hæfte som dette ville have været helt overflødigt at lave lige efter An­den Verdenskrigs afslutning, skriver forfatterne i forordet. Dengang vidste alle, hvordan tingene hang sammen. I dag er vi desværre nødt til at gentage, hvad der var indlysende for tidligere generationer.

Det er altid magthaverne, der skriver – eller rettere omskriver – historiske begivenheder i deres eget billede. Sådan gør de deres version til officiel sandhed.

Og sandt er det, at omskrivningen af historien – kampen om historien – raser på fulde omdrejninger. Når EU-parlamentet i to omgange i 2009 og 2019 vedtog resolutioner, der lod Hitlers Tyskland sammen med Sovjetunionen have ansvaret for Anden Verdenskrig og dens menneskelige katastrofer på baggrund af den midlertidige ikke-angrebspagt mellem Tyskland og Sovjetunionen. En aftale der blev indgået i foråret 39 efter at Storbritannien og de andre vestlige lande havde afslået Sovjetunionens tilbud om fælles militærfront mod Nazityskland.

Sammen med München-aftalen indgik Chamberlain og Hitler i 1938 en særaftale. Det var denne aftale, Chamberlain henrykt viftede med, da han vendte hjem fra Tyskland. Heri hedder det: Vi, den tyske fører og rigskansler og Storbritanniens premier­minister, har i dag haft en ny samtale, i hvil­ken vi enedes om at fastslå, at Storbritanniens og Tysklands indbyrdes forhold er af overordentlig stor betydning for de to lande og for Europa. Vi betragter den i nat underskrevne overenskomst og den en­gelsk-tyske flådeaftale som symbolsk for vore to folks ønsker om aldrig at føre krig med hinanden igen. …

Chamberlain: Fred i vor tid

Et helt kapitel er efterhånden udeladt i eftertidens historiebøger – det drejer sig om de vestlige stormagters underdanige knæfald for diktatoren Hitler.

I september 1938 fremsatte Hitler krav om, at det tyske mindretal i Tjekkoslovakiet – de såkaldte sudetertyskere – skulle indrømmes selvstyre. De vestlige stormagter med Storbritannien i førertrøjen, der mente, at de kunne styre Hitler ved at fodre ham med småbidder, gik så vidt, at de gik i alliance med intrigemageren og faktisk blev hans medsammensvorne.

Vestlige toppolitikere – Storbritannien (Chamberlain), Frankrig (Daladier) og de fascistiske stater Italien (Mussolini) og Tyskland (Hitler) – valfartede til Berlin og indgik en hemmelig, skammelig pagt, hvorefter de amputerede den selvstændige stat Tjekkoslovakiet og afstod hele Sudeterområdet til Tysk­land.

De drog i tur og orden til Berlin for at indsmigre sig hos den tyske »Führer« og fulgte hans mindste vink. I dagene 29.-30. september 1938 faldt de sidste brikker på plads i München. Verdenshistoriens måske største og mest kyniske forræderi i nyere tid imod et suverænt land blev højtideligt undertegnet af intrigemagerne. Sovjetunionen, der var garantimagt for Tjekkoslovakiet, blev slet ikke inddraget, og det invaliderede land måtte afslå tilbuddet om militær bistand.

I sin konsekvens havde vestmagterne givet Hitler fri bane til at iværksætte Anden Verdenskrig i forvisning om, at han ville drage mod øst. I den vestlige propagandas trommeild blev forræderiet i München udråbt som en glorværdig sejr for demokratiet og freden. I Danmark førte det dengang »radikale« Politiken an i den opsvulmede hyldest til Chamberlain som »fredens redningsmand«. Ikke engang et halvt år senere brød Hitler aftalen med vestmagternes ledere og besatte den 15. marts 1939 hele Tjekkoslovakiet.

Efter besættelsen lukkede de danske politikere straks for adgangen til arkiverne og udnævnte en lille klike af historikere – historiefrisørerne, som Carl Madsen kaldte dem – til at skrive samarbejdspolitikernes udgave af historien. De fik som de eneste fuld adgang til arkiverne. Naturligvis havde de et problem med de dengang levende og aktive deltagere i modstandskampen, med øjenvidnerne.

Den berømte kampvogn V3 – symbolet for friheds kampen, der har brændt sig fast på nethinden af flere generationer af skolebørn. Den er der ikke fundet plads til foran det nye frihedsmuseum.

Frihedsmuseet – ændret grundlag

Situationen er anderledes i dag af naturlige grunde, så det er nu beklageligvis lykkes at revidere modstandskampens museum – Frihedsmuseet grundsyn – hvor det officielle Danmarks tilpasning til Nazityskland fremhæves som det centrale udtryk for demokratiets overlevelsesstrategi!

Udviskes skal historiens dom over samarbejdspolitikken som blev afsagt den 29. august 1943, da folkestrejker og protester tvang regeringen til at gå af.

For nogle få år siden fik Socialdemokratiet hængt syv billeder op i det socialdemokratiske gruppeværelse. Et af billederne skildrer den tidligere statsminister Vilhelm Buhl – ham, der den 2. september 1942 i radioen op­fordrede folk til at angive sabotører og modstandsfolk – som styrmanden, der førte danskerne sikkert gennem de fem forbandede år og som jødernes redningsmand. Han står støt som skip­per på fiskekutteren Henny – en af de kendte kuttere, der sejlede jøder til Sverige – i stormfulde vande. Her skal samarbejdspolitikken hvidvaskes. Buhl portrætteres som værende en aktiv del af modstandskampen. Hvor grotesk!

Og man kan blive ved. Folketingets præsidium tog til Finland for et par år siden og opsatte en mindesten for de danske frivillige, som faldt i Vinterkrigen 1939-40 mod Sovjetunionen.

Den danske bataljon kom aldrig i kamp. Fire danskere – heraf tre piloter – blev dræbt under krigen. Det danske korps af Finlandsfrivillige var under stærk nazistisk indflydelse. Om­kring 225-235 gik mere eller mindre direkte over i tysk krigstjeneste.

En del af dem døde på østfronten i den tyske angrebskrig mod Sovjetunionen.

Det havde været mere berettiget, hvis Folketinget havde valgt at tage til Volgograd og sætte en mindesten i an­ledning af Den Røde Hærs sejr ved Stalingrad den 2. februar 1943.

Skandaløs stemmeafgivning i FN

Da FN’s Generalforsamling den 4. no­vember i år skulle tage stilling til resolutionsforslaget om »Bekæmpelse af glorificeringen af nazisme, nynazisme og andre handlinger, der bidrager til at give næring til nutidens former for racisme, racediskrimination, fremmed­had og relateret intolerance«, var Dan­mark at finde blandt de 52 lande, der stemte imod.

Ved tidligere lejligheder har Danmark og de nordiske lande undladt at stemme. Det er sigende nok. Nu går de et skridt videre og lægger en beskyttende hånd over nazismen.

Et overvældende flertal på 102 lande stemte for resolutionen. Teksten op­fordrer medlemslandene til at »tage aktive foranstaltninger for at sikre, at uddannelsessystemet indholdsmæssigt udvikles til at give præcise historiske skildringer, samt til at fremme toleran­ce og andre internationale menneskerettighedsprincipper«.

For første gang stemte også Tyskland, Østrig og Italien – som bærer en tung historisk byrde som fascistiske aksemagter under anden verdenskrig – imod resolutionen i overensstemmelse med EU og NATO. Ved tidligere af­stemninger har kun USA og Ukraine stemt imod tilsvarende resolutionsforslag.

Denne gang har USA taget sine vestlige alliancepartnere med, som gemmer sig bag, at resolutionsforslaget oprindeligt blev fremsat af Rusland, som nu fører krig i Ukraine. EU har udsendt en særlig stemmeforklaring, som sidestiller nazisme med »andre totalitære regimer«.

Historieforfalskende forklaringer

At Rusland fører krig har intet at gøre med resolutionens indhold, ligesom Is­raels umenneskelige krig mod palæstinenserne ikke mindsker vigtigheden af at bekæmpe nazisme og jødehad.

Næsten nøjagtig den samme resolutionstekst fremsættes regelmæssigt i FN med støtte fra stort set hele Afrika, Asien og Latinamerika.

Netop den del af verden, som EU’s udenrigschef Josep Borrell for nylig kaldte en »jungle«, der truede Europas blomstrende »have«!

Borrell måtte kravle til korset, da en række lande stemplede udtalelsen som udtryk for europæisk racisme.

Det er i dette rådne selskab, Danmark og de nordiske lande befinder sig i.

Den 8. september 1971 ratificerede Danmark FN’s konvention om afskaffel­se af alle former for racediskrimination, men undlader at gennemføre konventionens påbud om at forbyde racistiske organisationer. Er modstander af »Bekæmpelse af glorificeringen af na­zisme, nynazisme og andre handlinger, der bidrager til at give næring til nutidens former for racisme, racediskrimination, fremmed­had og relateret intolerance«

Utroligt at Danmark – et land, der har oplevet fem års nazistisk besættelse afviser internationale krav om at be­kæmpe nazismen og dens glorificering.

Som det hedder i bogens forord: Det er altid magthaverne der skriver – eller rettere omskriver – historiske begivenheder i deres eget billede. Sådan gør de deres version til officiel sandhed. Det er nogle gange en krævende øvelse, da menneskeheden gennem flere generationer har samlet sine egne historiske erfaringer. Det er særligt krævende, når der stadig er levende vidner til sandheden eller deres nære efterkommere, som kan fortælle, hvor­dan tingene var. Når denne generation er væk, er det lettere at fordreje historiske kendsgerninger.

Artikel fra det antifascistiske tidsskrift Håndslag

Det 40 sider lange hæfte er et samarbejdsprojekt mellem Kommunistisk Platform (KPml) i Norge og Arbejderpartiet Kommunisterne (APK) i Danmark. Pris 58,- kr. Det kan købes i Oktober Bogbutikkerne. Eller i Enhed og Kamps netbutik


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne