Inflation skal kompenseres 100 procent

Priserne på almindelige og nødvendige produkter som fødevarer, transport, og beklædning er ifølge Danmarks Statistik steget med 8,2 procent det seneste år. Faktisk er mange helt basale vare er nærmere steget med 20 – 50 procent. Det har sendt de laveste indkomster, der i forvejen knap havde råd til dagen og vejen, ud over afgrunden i levestandard. Fuld kompensation for inflation er derfor et beskedent krav, det handler i praksis om at ingen skal gå ned i indkomst. Men landets politikere nægter at kompensere for de stigende leveomkostninger, inflation er nemlig en metode til øge profitter og sende regningen for krise og oprustning til befolkningen.

I juni viste Nationalbanken sig endnu en gang som et koldt ekkokammer for borgerskabets økonomer. Her forklarede man i en kronik i Politiken at regeringen skal huske at holde balance i regnskabet, så hvis der gives flere penge i varmestøtte til pensionister og andre der er ramt af en fordobling af energipriserne, skal der spares på den offentlige service et andet sted.

De forklarede også at lønstigninger ville skabe en uheldig negativ spiral og man i stedet skulle have tillid til at Nationalbanken og EU nok – med tiden – skulle få styr på inflationen. ”Hvis lønstigningerne kun tiltager moderat, så vil inflationen med tiden falde tilbage af sig selv, når råvarepriserne stabiliserer sig på deres nye niveau. Omkostningen er, at vi må indstille os på et lidt lavere forbrug, end vi ellers havde kunnet se frem til…”

Altså ”lidt” lavere forbrug, eller en grad mindre og varme strømper og kolde bade, som Enhedslisten forklarede var løsningen på gaspriserne. Hvad pokker tror de at fattige mennesker har gjort hele tiden?

Der er en afgrundsdyb forskel på den levestandard som magthaverne har, og så folk i almindelighed, også i Danmark. Er man på bistand bevæger man sig knap nok ud af sit kvarter, der er ingen fattige der kan spare op til at tage på charterferie eller købe kvalitetsmad. Man overlever i forvejen på bedste beskub af discount og ugens tilbud, og mangel på ordentlig ernæring er udbredt. Det er de helt basale elementer som folk sparer på, for at få tingene til at hænge sammen.

En opinionsundersøgelse Gallup i juni har foretaget for BL – Danmarks Almene Boliger viste at knap 43 procent er bekymret for, om de kan spare op til uforudsete udgifter. 32 procent udtrykker bekymringer for, om de fremadrettet får råd til helt almindelige dagligvarer som mad, hygiejnevarer med mere.

Først spares ferien væk, så andre fornøjelser – herunder også børnenes fritidsaktiviteter. Er det ikke nok, er man måske nødt til at misligholde eventuelle gældsposter. Indtil videre er det først og fremmest forsørgere, som er på kontanthjælp eller integrationsydelse, der er hårdt ramt. Men også folk i arbejde, er begyndt at søge rådgivning i forhold til, hvordan de får enderne til at hænge sammen. Folk med beskedne lønninger er også begyndt at blive presset. Derfor sker det i stigende grad, at personer, som endda har fuldtidsarbejde, søger ekstra job i deres fritid. Fortæller boligsociale medarbejdere til Fagbladet Boligen.

Hovedårsagen til prisstigninger er at pengene i sig selv er blevet mindre værd, det er inflationens nøgne sandhed, uanset klimaforandringer, krige og oliekriser, eller hvad der eller spiller med. Derfor er eneste løsning at gøre det modsatte af det Nationalbanken påstår. Alle, ikke mindst de laveste indkomster, må kompenseres for den tabte købekraft ved at det beløb de modstager skal vokse i samme takt som inflationen.

For alle på kontanthjælp, pension, SU eller anden overførselsydelse er sagen at de i årevis  systematisk har fået udhulet deres indkomst. Overførselsindkomster reguleres kun med en brøkdel af lønudviklingen på arbejdsmarkedet, og reguleres 2 år forsinket. Nu hvor inflationen brager kan man virkelig se hvordan denne ordning i praksis hele tiden har sikret en voksende ulighed og fattigdom.

Socialismen har løsningen på prisstigninger

Skal man nærmere ned i prisstigningerne konkret, så er priserne på dansk producerede mejeri produkter et godt sted at starte, her er priserne på mystisk vis nærmest fordoblet de senere år, samtidig er der en voksende afstand fra den verdensmarkedspris som landmanden får til den pris som vi betaler i køledisken.

I Danmark sidder Coop, Salling Group, og Arla tungt på markedet for mejeriprodukter. Men der er ingen myndigheds kontrol, eller krav til at de skal offentliggøre hvordan de deler profitten i porten. EUs statistikkontor angiver i maj 2022 at rå-mælk i vægtet gennemsnit koster 47,6 euro pr. 100 kg, hvilket ca. svare til 3,57 kr. pr. liter. I supermarkedet er prisen for en liter arla letmælk 14,50 kr. De 11 kr. ekstra, udgøres af forarbejdning, indpakning, transport og opbevaring, samt moms og afgifter. For hver eneste øre som rå-mælken stiger opad på verdensmarkedet, så hæver mejerier og supermarkeder prisen tilsvarende eller mere, mens den sjældent går ned i samme tempo.

Det er nøjagtig samme mekanik der genfindes i alle typer af produkter. Verdensmarkedet fastsætter priserne på råstoffer, og energi, og til dels priserne på de forarbejdede vare. Forbrugerpriser hænger derfor sammen med 3 ting: udsving verdensmarkedspriser, og inflation altså udhuling af pengenes værdi, og ikke mindst monopolernes magt til at hæve profitterne.

For en socialistisk økonomi ville alle disse faktorer være løst. Prisen på verdensmarkedet ville ikke have direkte indflydelse på produkter de enkelte lande selv producere. Det ville betyde at ting som mejeri produkter som Danmark selv producere kan bestemmes på en videnskabelig og demokratisk måde, som et udtryk for den mængde samfundsmæssigt arbejde der går til at opfylde menneskers behov. Intet i produktionen ville være på private hænder, som ingen hemmelige monopoler kan tager ekstra profitter. Og pengenes købekraft ville kunne holdes stabil, fordi pengemængden ikke også skulle håndterer udsving i kapitalismens rådne spekulation i aktier og ejendomme og råstoffer.

Kræv højere løn og ydelser NU!

Når landets politikere i dag nægter at kompensere for de stigende leveomkostninger, er det fordi de ikke vil bremse monopolernes profiter. Inflation er nemlig en metode til reducere arbejderklassen andel og øge profitterne, og det er statens løsning på at sende regningen for krise og oprustning til befolkningen.

Fuld kompensation for inflation er derfor et beskedent krav, det handler i praksis om at fastholde købekraft, eller sagt på en anden måde, at ingen skal gå ned i indkomst. Kampen for bedre løn og ligeløn er intet værd i sig selv, hvis de forhandlede beløb ikke ses i forhold til købekraft i praksis, og sikres mod inflationstab.

Et samlende krav må være at det skal være slut med to år forsinkelse for overførselsydelser. Ydelserne skal hæves så efterslæbet indhentes. Fattigdomsydelser skal afskaffes for alle, ikke kun udvalgte børnefamilier. De enkeltbeløb og lappeløsninger der er givet ud rækker som en skrædder i helvede.

Læs også: Hårde tider kræver en hård kamp! – Inflation og høje leveomkostninger

(Teksten er redigeret den 11. juli 2022)

Kilder:

Fagbladet Boligen

Nationalbanken Kronik 11. juni 2022

Forbruger- og nettoprisindeks juni 2022


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater