Strømoprøret – Et råb om planøkonomi

El-prisernes himmelflugt har i Norge ført til store protester med krav om national kontrol og politisk styring af el-prisen, nærmere bestemt i form af en maksimalpris. I flere årtier har planøkonomi været et fyord og propagandaen for ’den frie markedsøkonomi’ enerådende. El- og strømpriskrisen åbner for ny erkendelse og folk vil gerne tilbage til den gang elektricitetsværket, kommunen eller Pristilsynet fastsatte, hvad der var en rimeligt tillægsafgift på kostprisen, så folk kunne holde varmen uden at ende på socialen.

Strømoprøret – Et råb om planøkonomi

Af Jan R. Steinholt

Forudsigelige priser på livsfornødenheder forudsætter et socialistisk samfund med planøkonomisk styring.

Samfundets livsfornødenheder skal være et offentligt anliggende. Man behøver ikke være socialist for at forstå så meget. Alene omfattende investeringsbehov og beredskabshensyn indikerer, at infrastruktur som vand, veje, strøm/el, kloakker eller jernbaner skal være under offentligt kontrol. På disse områder kræves langsigtede planlægnings- og vedligeholdelsesprogrammer, som er noget helt andet end udbudsperioder på fem eller ti år.

I flere årtier har planøkonomi været et fyord og propagandaen for ’den frie markedsøkonomi’ enerådende. El- og strømpriskrisen åbner for ny erkendelse. Nu bliver selv Fremskrittspartiet beskyldt for at flirte med ’kommunisme’, når partiet kræver en maksimumspris i form af tilskud.

“Folk vil gerne tilbage til den gang elektricitetsværket, kommunen eller Pristilsynet fastsatte, hvad der var en rimeligt tillægsafgift på kostprisen,
så folk kunne holde varmen uden at ende på socialen”

Spørger man folk, der er rasende over el-priserne, om de vil have planøkonomi, svarer de fleste sandsynligvis nej. Vi er grundigt indoktrineret til at tro, at planøkonomisk styring er skræmmende, bureaukratisk og uproduktiv. Men samtidig kræver folk national kontrol og politisk styring af el-prisen, nærmere bestemt i form af en maksimalpris. Folk vil gerne tilbage til den gang elektricitetsværket, kommunen eller Pristilsynet fastsatte, hvad der var en rimeligt tillægsafgift på kostprisen, så folk kunne holde varmen uden at ende på socialen.

Dette er et eksempel på den såkaldte blandingsøkonomi i årtierne efter krigen, hvor Arbeiderpartiet – som stadig brugte ordet socialisme – var nødt til at skele til Sovjetunionen og Østeuropa, hvor billig el/strøm, kollektiv trafik og prisgaranti på madvarer var en selvfølgelige. Skulle den norske arbejderklasse fortsætte med at samle sig bag Arbeiderpartiets faner på trods af klassesamarbejde, kommunistjagt og NATO-medlemskab, måtte den ikke have synligt dårligere materielle kår end sine klassefæller i øst.

At el/strøm og offentlige ydelser blev holdt langt væk fra markedet, var en form for begrænset planøkonomi. Og det virkede, både økonomisk og politisk. Ikke mindst fordi dette også var til fordel for det norske industriborgerskab. Billig energi gav dem en konkurrencefordel. Socialdemokratiet kunne forvalte klassesamarbejdet og synge ’Seieren følger våre faner’ et stykke tid endnu.

Da dæmningen bristede

Efter kriseperioden i 1970’erne kom den ’nyliberale’ markedslogik igen på mode. Friedrich Hayek og Milton Friedman fik en renæssance som guruer som erstatning for Keynes. Det første blodige forsøgslaboratorium for disse ’nye’ ideer var det fascistiske diktatur i Chile. I 1973 lagde general Pinochet befolkningen i lænker og frigav markedet. Milton Friedmans chilenske ’Chicago-drenge’ blev blodige forbilleder for økonomer og politikere i Europa.

På det tidspunkt var socialismen i øst allerede falmet, selv om den endnu holdt stand i Kina og Albanien. I slutningen af 1980’erne anså det internationale borgerskab truslen om revolution og socialisme som lille i Europa. En meget stor offentlig sektor, som var opbygget i Vesteuropa efter krigen, stod klar til slagtning for private kapitalister og finanskapital, der kæmpede med at finde profitable investeringsområder for deres akkumulerede værdier. Pengekapital, der ikke er aktiv i udplyndring af merværdi, er død kapital. Sammenbruddet af de statskapitalistiske revisionistiske regimer i Sovjetunionen og Østeuropa i 1989-92, var det klare signal om at udvide det kapitalistiske marked fra det, der havde været den statslig og offentlig sektor. Der skete en stor privat ophobning af offentlige værdier. I vest som i øst.

Privatisering og deregulering

Parteringen af af offentlige virksomheder og tjenester har været i gang i Europa med lidt forskellig hastighed i forskellige lande. Margaret Thatcher i Storbritannien var den førende i Europa. Statsejede virksomheder blev omdannet til helt eller delvist privatiserede aktieselskaber eller solgt. Det samme skete i Norge, først under Kåre Willoch, men endnu meget mere under den tidligere statsminister Jens Stoltenberg. Grundlæggende infrastruktur som teletjenester, posttjenester og el/strøm blev til statsejede virksomheder, der skulle drives efter selskabslovens principper, altså ’at skabe aktionærværdi’. Nogle af dem blev delvist privatiseret. Televerket blev til Telenor. Posten blev et AS med Norden som marked. NSB er delt op og spredt ud i en række selskaber. Og Statnett og Statkraft blev statsejede virksomheder , hvor maksimal profit snart blev et udtrykt mål.

Konsekvenserne er kommet gradvist. Man kan ikke længere stille uret efter postbuddet. Posten leverer posttjenester den dag, det passer. Hvis toget ikke kører, er der ingen, som ved, om det er Bane Nor, Vy, SJ, Spordrift, Mantena eller Norske Tog, der har skylden. De statsejede virksomheder Statnett og Statkraft har i årevis gjort deres med ’rentable virksomheder på markederne’ som strategi.

Først nu, efter endnu tættere integration med el-markedet i EU, er det store chok kommet. Hvis du først modtager din avis, når der er gået tre dage, er det irriterende. Men en elregning, som spiser en tredjedel af månedslønnen, er ikke til at leve med.

Den nye virkelighedsforståelse kommer brat. Folk begynder at forstå, hvad der er overgået dem og kræver løsning og handling her og nu.

Frygt i borgerskabets lejr

Kapitalen, politikerne og de systemloyale mediehuse frygter, hvad der nu rører sig i folkedybet. De overøser os med forklaringer om, at ’markedet er en god tjener i det lange løb’, at vi skal ofre velstand for den grønne omstilling, at dræning af vandkraft ud af landet er ’rentabelt for Norge’, at vi skal ’vise solidaritet’ med et EU, som afvikler kul- og kernekraft, at fuld underordning af EU’s energiunion er afgørende for ’forsyningssikkerheden’.

Når denne systematiske misinformation preller af på en stadig mere rasende og frysende befolkning, tilbyder de nogle almisser for at skærme de mest sårbare. Når heller ikke det er nok til at dæmpe stemningen, tyr de til hysteriske advarsler om, at kommunister og Nei til EU prøver at kuppe folkebevægelsen, som kræver politisk styring af el-prisen. Det sidste er mest tydeligt udtrykt af redaktør Gunnar Stavrum i Nettavisen den 28. januar under overskriften Kommunisterne bruger strømprotesterne for at sælge inn helt urealistiske løsninger’.

’Kommunisterne’ er en reference til Rødt, der har haft stor fremgang i meningsmålingerne. De ’urealistiske løsninger’ er en maksimalpris, der griber ind i el-salget på børsen og dermed direkte udfordrer EØS-aftalen og norsk lydighed over for ACER og EU.

“Indgreb i det ’frie elmarked’ kan være første skridt på vejen
for at tage al vigtig infrastruktur ud af markedssfæren”

Stavrum giver utilsløret udtryk for borgerskabets frygt. Et indgreb i el-markedet vil skabe et jordskælv, som ikke kun kan ryste EØS-aftalen, men hele den privatiserings- og liberaliseringspolitik, som har hærget land og folk i flere årtier. Indgreb i det ’frie elmarked’ kan være første skridt på vejen for at tage al vigtig infrastruktur ud af markedssfæren. Hvis det sker som følge af et massivt folkeligt pres, er det en falliterklæring og en alvorlig trussel for kapitalismens administratorer.

Socialisme er svaret

’Blandingsøkonomi’ med stærke elementer af statskapitalisme kan fungere et stykke tid, som den gjorde i efterkrigstiden. Dengang var forudsætningerne imidlertid anderledes både nationalt og internationalt. Borgerskabet havde selv en interesse i statsligt industrielt byggeri for senere at lægge fundamentet for imperialistisk ekspansion. Kun staten kunne stille den nødvendige kapital til rådighed for de store investeringer. Og politisk var dette en nødvendighed, hvis Arbeiderpartiet skulle bevare sin dobbeltrolle som arbejdernes ven og kapitalens garant. De indre og ydre omstændigheder er andre i dag.

Ikke desto mindre vil arbejderklassen og befolkningen over tid ikke acceptere, at et dysfunktionelt marked styrer boligbyggeri, strømforsyning, bredbånd, bankvæsen og pensionskasser. Kravet om, at infrastruktur og grundlæggende menneskelige behov skal ud af markedssfæren tvinger sig frem. På enkeltområder kan det også lade sig gøre. Men i fuld skala vil noget sådant, som Stavrum siger, være fuldstændig urealistiske løsninger. Under kapitalistiske forhold vel at mærke!

En socialistisk planøkonomi er det eneste økonomiske system, der tjener arbejderklassens og folkets interesser. Kun den giver værdierne tilbage til dem, der skaber dem. Al infrastruktur og alle nøgleindustrier vil være i hænderne på den socialistiske arbejderstat. Vi taler altså om en helt anden stat end den, vi har i dag, som er borgerskabets fælles kapitalist og magtorgan.

Klasseforskellene er blevet synlige i takt med reallønsnedgangen og voksende fattigdom. Elektricitetschokket og pandemi-foranstaltningerne har fået arbejderne til at huske, hvilken klasse de tilhører, efter generationers sløvhed og myter om ’lighedens land Norge’. Grundlæggende infrastruktur og naturressourcer skal og må være befolkningens fælleseje. Den erkendelse skal modnes gennem teori og handling til revolutionær vilje til at kæmpe for et andet samfundssystem. Det er på tide, at revolution og socialisme igen bliver et tema på arbejdspladserne.

Artiklen er fra tidsskriftet Revolusjon nr. 60, marts 2022


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater