Gå ikke i NATO-fælden

Norske Revolusjon skriver her om det pres krigskræfterne lægger på NATO-modstandere som en del af hele krigsoprustningen og propagandaen for at få alle til at rette ind og acceptere krigen og den imperialistiske krigsalliance NATO. Krigsmodstanden skal for alt i verden afvæbnes. Vi har set processen her hjemme, hvor presset på Enhedslisten har fået partiets talspersoner til at udtale, at NATO forsvarer os og er nødvendig “lige nu” – og fået SF til at gå offensivt frem som jublende NATO- og oprustnings tilhængere.


Gå ikke i NATO-fælden

Af Revolusjon Norge

Den politiske hukommelse er kort. Især på dele af venstrefløjen. Nu raser en ny NATO-debat i SV, et parti der siden 1961 (dengang som Sosialistisk Folkeparti) har haft modstand mod NATO som sit egentlige eksistensgrundlag.

Oslo SV åbner for at ændre partiets holdning.

Baggrunden for partiets flirt med NATO er naturligvis Ruslands krig mod Ukraine og en ’ny sikkerhedspolitisk situation’. Men det eneste nye ved NATO siden 1961 er, at alliancen har været involveret i flere krige, den er blevet meget større, og den er mere udtalt aggressiv end nogensinde før.

I modsætning til SV har Rødt holdt sig på benene under vindstødene fra sine amerikanske venner og NATO-tilbederne. Men presset vil stige, også mod Rødt.

Vi har kun set begyndelsen på det politiske efterskælv fra Ukraine-krigen. Det kan blive slemt, om end ikke lige så slemt som selve krigen. Den generelle fordømmelse af Putins uretfærdige krig har gjort den folkelige opinion til et let offer for hele arsenalet af vestlig propaganda og dobbeltmoral.

Sidste gang Norge officielt leverede våben til brug i igangværende kampe var til diktatoren Batista på Cuba i 1958. Våbnene faldt imidlertid i hænderne på Fidel Castros nye revolutionære regering. Så fik Gerhardsen i en fart indført en lov mod en sådan eksport. Våbenleverancer til lande i krig (uden for NATO) har derfor været officielt forbudt i mere end 60 år. Nu er en sådan eksport pludselig fuldstændig uproblematisk, selvom våbnene kan havne i hænderne på militærenheder i Ukraine, der kæmper under Højre Sektors og Azov-bataljonens banner.

Med ét er det i skønneste orden, at femårige hjælper til med at lave molotovcocktails, og at NRK præsenterer opskriften på TV-skærmen, eller at fremmedkrigere melder sig til kamp for en anden stat. Og at russiske børn udelukkes fra Norway Cup, mens russiske musikere eller forskere får at vide, at de er uønskede, uanset hvad de måtte mene om den krig, som pågår.

Mundkurv og bogbrænding bliver det næste

Heldigvis har nordlændinge og især folk fra Finnmark en mere jordnær indstilling end kommentariatet og politikerne i syd. I nord er folk i stand til at værdsætte det langvarige kulturelle og sportslige folk-til-fok-samarbejde på begge sider af Pasvik-elven. I Kirkenes har mange vejnavne skilte på både russisk og norsk af hensyn til de mange russere på indkøbsture og weekendbesøg. Ingen føler sig besat af den grund.

De, der bor ved grænsen til Rusland, deler ikke frygten for russere i syd. Det, der skræmmer dem, er, at USA og NATO har fyldt Finnmark med det der kan blive oplagte bombemål i en konflikt, som f.eks. Vardø radaren. Måske husker de, at NATO i 1970’erne planlagde at placere atomminer fra Alta til Vestfjorden. I tilfælde af en denotation kunne de vende op og ned på det nordnorske landskab og gøre terrænet ufremkommeligt for sovjetiske panserdivisioner. At det samme landskab ville blive ubeboeligt for mennesker i Finmark og Troms i overskuelig fremtid var af mindre betydning. Planerne siger alt om USA og NATO som vores ’beskyttere’. Ingen ved, om disse planer er skrinlagt.

Det ville næppe falde universitetet i Nordnorge ind at aflyse forelæsninger om Dostojevskij eller Tolstoj, som universiteter i Italien har gjort. For universitetet i Milano spillede det ingen rolle, at Dostojevskij blev arresteret for at have kritiseret den brutale tsarisme. Heller ikke symfoniorkestre i nord stopper med at spille Tjajkovskij eller fyrer russiske dirigenter, som filharmonien i München og andre europæiske byer har gjort. Må vi da håbe. I disse dage vender stemningen hurtigt.

Længere sydpå i Norge kan vi ikke se bort fra, at de ultrareaktionære snart tænder bogbål for at lade flammerne fortære russiske værker, især bøger og musik fra det 20. århundrede. På denne måde kan ’demokratiets vogtere’ genoplive traditionen fra 1930’ernes Tyskland, hvor værker af jødiske eller marxistiske forfattere og anden ’utysk’ kultur blev lagt i aske. I vor tid vil det nok hedde ’anti-vestlig’ kultur, selvom mange af de verdenskendte russiske klassikere var meget inspireret af vestlige lande som Frankrig. Bolsjevikkerne var som bekendt særligt inspireret af tyskerne Marx og Engels.

NATO er en trussel, ikke et forsvar

Tilbage til vores hjemlige venstrereformister. SV og Rødt har klaret sig sensationelt godt i meningsmålingerne efter regeringsskiftet. Tilsammen er de blevet næsten lige så store som Arbeiderpartiet takket være Støre-regeringens løftebrud og handlingslammelse.

Den tid kan være forbi. Offensiven fra højre forlanger ’selvransagelse’ fra partier, der ikke varmt omfavner NATO og EU som garanter for ’vores værdier’.

SV ser ud til at på limpinden. Hvad Rødt gør, når trykket øges, er endnu uvist.

Den falske fortælling er, at NATO er et værn mod russiske planer om okkupation. Den logik skulle have som konsekvens, at ikke-medlemmer som Finland og Sverige skulle have været invaderet for længe siden. Sagen er, at eksistensen af mere eller mindre neutrale bufferstater har bidraget til at dæmpe spændingerne mellem øst og vest helt siden sidste verdenskrig sluttede. Det er ikke fraværet af ukrainsk NATO-medlemskab, der har udløst russisk aggression, men NATO’s ønsker om at udvide alliancen endnu længere østpå og placere mellemdistanceraketter på ukrainsk jord. Intet af dette retfærdiggør det militære overfald på Ukraine. Alligevel er det en politisk realitet.

Kravet om politisk ensretning og kollektiv tilbedelse af NATO er lige så absurd, som det er virkningsfuldt. Realiteten er, at et aggressivt Rusland praktiserer NATO’s brutale opskrift fra Jugoslavien, Irak og Libyen. De har bombet tv-stationen i Kiev som reprise på NATOs smadring af tv-huset i Beograd. Putin følger NATO- manuskriptet fra Jugoslavien, Irak og Libyen i sin offensiv i Ukraine. Det giver ikke Kreml mindre ansvar for en forbryderisk angrebskrig. Men skulle det faktum, at Rusland gør præcis som NATO være årsagen til, at NATO-modstanden er blevet forældet? Det giver ingen mening.

Ekspansion giver konfrontation

Den multipolære verden af i dag har lighedstræk med situationen før første verdenskrig. Stormagterne omgrupperede sig derefter i nye blokke og alliancer, en omgruppering, der fremprovokerede ultimative krav, som måtte føre til fuld konfrontation. Efter Balkan-krigene prøvede Østrig-Ungarn flere gange at stille et ultimatum til Serbien, der rykkede sine stillinger frem, og overvejede at gå i forebyggende krig. Skuddene i Sarajevo blev det påskud, det svækkede det habsburgske monarki havde brug for for at gå i krig. En krig, der snart involverede Østrig-Ungarns forbundsfælle Tyskland, og som Tyskland hurtigt tog kontrol over.

Et imperialistisk Rusland føler sig endnu mere i defensiven, end det vaklende dobbeltmonarki i Østrig gjorde. Morgenbladet (04.03.2022) gengiver den anerkendte historiker Odd-Arne Westad, som siger: – Putin er antikommunist. I krigstalen gav han for eksempel Lenin skylden for det meste, der var gået galt. Når han taler om opløsningen af Sovjetunionen som en tragedie, er det hans egen definition af det russiske imperium, han har i tankerne, et imperium, han mener, kommunisterne saboterede indefra.

Putins had til Lenins og Stalins ’sabotage’ af det gamle russiske imperium skyldes, at det nye Sovjetsamfund, som i år ville være fyldt hundrede år, gav de mange nationer og nationaliteter den frihed, de havde længtes efter under tsarstyret. En af de mange selvstændige republikker, der frivilligt sluttede sig til Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, var Sovjetrepublikken Ukraine. Den russiske storebror var ikke længere et ’herrefolk’. Alt dette ændrede sig med revisionisternes magtovertagelse og russificeringspolitik, der varede indtil Sovjetunionens opløsning i 1991. Det er en lang og trist historie.

Hetz og tankekontrol i vente

NATO- og EU-propagandaen vokser nu enormt i styrke. NATO-modstandernes ytringsfrihed er allerede blevet indskrænket. Hetzen vil øges mod den og dem, der ikke tilslutter sig den amerikanske doktrin om ’verdensherredømme over hele spekteret’ (Full Spectrum Dominance).

NATO og USA kæmper lige så lidt som Rusland for ’vores værdier’. Den herskende klasse i alle lande kæmper for sine egne imperialistiske interesser med arbejderklassen og folkene som offerbrikker.

Desto vigtigere er det at styrke modstanden mod medlemskab i aggressive imperialistiske alliancer. Tiden er ikke inde til at styrke og udvide NATO, men til at komme ud af NATO’s krigsklør. Tiden er inde til at afskaffe de militære og økonomiske blokke og dermed give freden en chance. Folket ønsker fred, kun de imperialistiske herskende klasser har en interesse i krig for nyopdeling af verden, vel vidende om risikoen for, at det kan blive en atomar udslettelseskrig.

Vores modstand mod russisk, amerikansk og al anden imperialisme og aggression går hånd i hånd med folkeforbrødring og klassesolidaritet over grænserne. Arbejdere over hele verden ønsker ikke mere had og krig. Vi kræver fred!

Oversat fra Revolusjon


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne