“Vi kan tale om andet end en pensionsprocenter og lønkroner”

“8. Marts – Kvindeoprør” er et skridt mod at blive flere faggrupper der går sammen, at udbrede kampen for den offentlige sektor og samle flere brugere af den offentlige sektor til at forsvare og udbygge den”, siger Cathrine fra APK bl.a. om initiativet “8. Marts  – Kvindeoprør”. Cathrine arbejder som socialpædagog og er aktiv i forberedelsen af 8. marts.

KPnet har snakket med Cathrine om initiativet “8. Marts – Kvindeoprør”

KPnet: I grundlaget for initiativet står der at “Nu gør vi op med årtiers lavtløn og uligeløn, foragt og diskrimination af kvinder.” Hvad er anderledes nu end for et år siden?

Cathrine: Meget er det samme som sidste år, og året før. Det er jo netop problemet. Men tingene ændrer sig også hele tiden. En af de helt store ændringer jeg har oplevet er, at vi kan tale om andet end pensionsprocenter og lønkroner. Vi kan sige fra overfor mangel på kollegaer. Vi kan sige fra overfor en hverdag hvor patienter ikke får den behandling de behøver, hvor børn ikke får den nødvendige omsorg og hvor ældre bliver overladt til sig selv.

Når man ser det store billede er det tydeligt at hele den offentlige sektor er presset, dagtilbud, skoler og sundhed. Men i det daglige ser man kun sin egen situation, man mærker at der mangler kollegaer, at der skal løbes stærkt, at det ikke hænger sammen. Det store billede drukner let i det daglige. Når så sygeplejerskerne får vist at arbejdsforholdene også er horrible hos dem, at de også bliver syge fordi forholdene er for dårlige, så bliver det tydeligt at det er hele vejen rundt den er gal.

Så en af de ting der er anderledes i dag er, at sygeplejerskernes strejkekamp har været en stor inspiration for mange til at sige: nu skal der ske noget.

KPnet: Et af af hovedkravene fra sygeplejerskerne til overenskomsten var mere i løn, og da det eneste de fik var en lønkommission fortsatte strejken udenom fagforeningen. Hvordan ser du muligheden for en reel lønstigning gennem OK-forhandlinger?

Cathrine: Når det kommer til løn, så går det faglige system i stå på spørgsmålet om hvor pengene skal komme fra. Det bliver til et spørgsmål om hvem pengene skal tages fra, så faggrupperne bliver spillet ud mod hinanden og ingen får noget med hjem. Under sygeplejerskernes strejkekamp er der sket et skred. Flere og flere har indset, at det ikke drejer sig om at fordele penge bedre mellem fagene, men om at sprænge rammen. Samtidigt er det også blevet tydeligt for mange at rammen er politisk bestemt og at den kan sprænges. Hvis minkavlere kan få milliarder i erstatning, og hvis private firmaer kan lave milliardoverskud på coronatests, og Mette Frederiksen stadigvæk kan sige at “Dansk økonomi er bomstærk”, så må der også være milliarder til at løfte lønnen for kvindefagene.

KPnet: Hvad er perspektivet for initiativet? 8. marts er en mærkedag, men hvad så bagefter?

Cathrine: Perspektivet er at det ikke er en kamp der begynder eller slutter 8. marts 2022. Det er et skridt mod at blive flere faggrupper, at udbrede kampen for den offentlige sektor og samle flere brugere af den offentlige sektor til at forsvare og udbygge den. I forhold til kampen for den offentlige sektor, så bidrager 8. marts og kvindekamp med et vigtig perspektiv. Selvom dele af den offentlige sektor har været bedre end den er i dag, så er der ikke nogle “gode gamle dage” at vende tilbage til. Kvindeløn har altid været dårlig. Så vi skal ikke længes tilbage, men kigge fremad.

Skiftende regeringer har udsultet den offentlige sektor så der bliver åbnet for privatiseringer. Når den offentlige løsning bliver tilpas dårlig vælger dem der kan, at betale for private løsninger. Men langt de fleste folk i Danmark har brug en offentlig sektor der fungerer og er til at stole på. Og et af de store ryk er at folk er parate til at forsvare det offentlige system.

Vi ved at man kun får noget ved at lægge pres. Man får ikke noget ved at være søde og rare og forhandle. Vi skal blive ved at gå på gaden. Blive ved med at samles. Og vi skal samle kravene, mod alle nedskæringer, mod alle privatiseringer. Og vi skal sige fra hver eneste gang.

Samtidigt skal man ikke glemme at vi lever i et kapitalistisk system, hvor profithensyn hele tiden vil være den drivende kraft for udviklingen. Vi kommer ikke til at få den offentlige sektor vi har brug for under kapitalismen. Vi kan stoppe nedskæringer, vi kan skabe forbedringer. Men det kræver et revolutionært brud med kapitalismen før vi kan sikre alle et værdigt liv, med mulighed for uddannelse og arbejde, og med den omsorg der er behov for.


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne