Antinazistisk modstand i koncentrationslejr Buchenwald

En kunstner blandt fangerne i Buchenwald blev inspireret til denne tegning af befrielsen.

D. 27. januar er udnævnt til Auschwitz-dag, en international mindedag for Holocaust og andre folkedrab. D. 27. januar befriede styrker fra Sovjetunionens Røde hær fangerne i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau i det tysk besatte Polen. Vi bringer i den anledning modstandsmanden Frede Klitgårds artikel om det nazistiske styres koncentrationslejre, her med fokus på Buchenwald og den antinazistiske modstand der.

Befriede Buchenwald

En af Hitler-Tysklands mest kendte koncentrationslejre – Buchenwald – lå ved den store kulturby Weimar i Sydtyskland. Det var hertil, danske politibetjente blev deporteret i september 1944, indtil de fik status som krigsfanger.

Lejren husede fanger fra ikke mindre end 32 nationer. Der skabtes en illegal, international lejrledelse og en militær organisation, som forberedte fangernes væbnede oprør. Befrielsen blev organiseret ud fra konkret viden om ordren til, at ingen fanger måtte falde i “fjendens hånd”. Da fangerne i Buchenwald befriede sig selv i Anden Verdenskrigs sidste fase, var alle danske fanger for længst borte. To døgn efter oprørets start kunne fangerne overdrage lejren til amerikanske tropper.

I begyndelsen af april 1945 var Hitler-Tyskland skrumpet ind til en lille enklave, hvor fanatiske nazister kæmpede en despe­rat kamp for at redde sig, mens deres land faldt sammen om ørerne på dem. De drog titusinder af mennesker i døden, heriblandt ganske unge drenge og gamle mænd.

De hundredtusinder af fanger i de tyske kon­centrations- og tilintetgørelseslejre måtte ikke “falde i fjendens hånd” og blev i ende­løse kolonner drevet ud på vejene på mar­cher, hvor dem, der ikke kunne følge med og brød sammen af udmattelse, sult og kul­de blev skaffet af vejen med et nakkeskud og smidt i grøften.

Den store koncentrationslejr Buchenwald, der var smukt placeret på et højdedrag ved den gamle kulturby (!) Weimar i Thuringen, Sydtyskland, var også i opbrud. De sovjet­iske befrielsesstyrker trængte uimodståeligt frem mod Tysklands hjerte – Berlin – og fra Vest kom de amerikanske, britiske og andre kampfæller af blandet nationalitet.

Da SS-kommandaten over højttaleren beor­drede 46 kendte fanger til at møde “ved porten”, holdt alle fanger vejret i spænding. Alle vidste, at det betød disse kammeraters og lidelsesfællers død. SS-folkene ville i tide skaffe sig af med potentielle vidner, der efter Tysklands forventede nederlag kunne af­lægge belastende vidnesbyrd imod dem.

De 46 gik “under fjorden”, forsvandt som dug for Solen og blev holdt skjult mange forskellige steder, mens der blev sørget for mad og drikke, varme tæpper m.v.

Trods stor eftersøgning blev flygtningene ikke fundet, men alle vidste, at det kun var et spørgsmål om tid.

Kort tid efter Hitlers kup i 1933 faldt Ernst Thälmann i nazisternes hænder. Trods mange års indespærring i enecelle og andre former for tortur var det ikke lykkedes at knække den stoute og vellidte arbejderleder fra Hamborg. Som formand for Tysklands Kommunistiske Parti havde han utrætteligt arbejdet for at smede en enhedsfront imod nazismen, og han havde udført et stort arbejde for at afsløre Hitler-nazismen og dens bagmænd som bærere af krigens fane. Hitler & Co. vovede aldrig at føre “retssag” imod ham, men bragte ham i august 1944 til koncentrationslejren Buchenwald, hvor han i lejrens krematorium blev myrdet den 18. august 1944. Mindetavlen, der vises under portrættet, er opsat på muren til krematoriet.
Ernst Thälmann

Allerede i et par år havde der eksisteret en yderst hemmelig International Lejrkomité, som på enhver måde søgte at hæmme de nazistiske udskejelser og lette vilkårene for fangerne så vidt det lod sig gøre samt – og det var det vigtigste – stimulere og sam­mensvejse den politiske forståelse, udvikling og fælles modstandsvilje, der var så betyd­ningsfuld for at overleve midt i selve det nazistiske Helvede.

Initiativet til oprettelsen af komitéen udgik fra tyske kommunister, der til fulde erkendte betydningen af det internationale samvirke. De deltog også i oprettelse af illegale ledel­ser inden for de enkelte nationer.

Den internationale komité repræsenterede alle de kampberedte fangers fælles vilje til at modvirke den nazistiske SS-terror, til at skærme mod stikkere og provokatører og til at iværksætte sabotage i alle dens former imod produktion af våben. Også ønsket og håbet om opstand og befrielse levede. Lige­som ungdommen og mange andre i alle besatte lande var fangerne indstillet på et yde en indsats for et nedkæmpe nazismen.

Her må det erindres, at alle koncentrations­lejrene havde i snese og nogle gange i hundredvis af “udekommandoer”, dvs. mindre filialer i direkte tilknytning til f.eks. fly- og våbenfabrikker. SS udlejede fangerne for 0,30 op til 1,50 mark pr. dag til tyske kon­cerner. Alene i 1944 kunne SS i Buchenwald på denne slaveudlejning notere en fortjene­ste på over 60 millioner mark. Fanger, der brød sammen af udmattelse og sult, blev bragt tilbage til lejren og gik den eneste vej ud af lejren – op som røg i krematorieskor- stenene.

I mange tilfælde var det lykkedes at få place­ret erfarne og pålidelige modstandsfolk på udslagsgivende poster i den interne forvalt­ning, hvis ledelse i vidt omfang lå i hænder­ne på et system af særligt udvalgte fanger. De måtte spille et yderst farligt dobbeltspil med livet som indsats.

Den Internationale Lejrkomité havde orga­niseret en militær ledelse, som forberedte forsvar og opstand. Repræsentanter fra en halv snes lande udgjorde denne ledelse, der arbejdede under største livsfare. Det stillede enorme krav til den enkelte at arbejde ille­galt, og så med våben, i en koncentrations­lejr. For nutidens mennesker er det sikkert vanskeligt helt ud at forstå kampens vilkår. Det vil være vanskeligt at forstå fjendens, dvs. Gestapos, udstrakte anvendelse af spio­ner og stikkere m.v.

Mange steder i lejren og også udekomman­doerne blev der udført et målbevidst og modigt arbejde for at organisere og udvikle de illegale forehavender.

I lejrens revir, dvs. sygehus, blev der skaffet mulighed for, at ledelserne kunne mødes og forhandle uforstyrret. Samme sted blev der bi.a. sikret forråd af forbindinger m.v. I værksteder og kældre kunne der bl.a. hol­des møder med betroede ledere fra ude­kommandoerne.

Lejrens køkken var en ganske betydnings­fuld bastion. Det kunne f.eks. lykkes at frem­skaffe ekstra forplejning, f.eks. stjålet fra SS- mandskabets forsyninger, til fanger, der af en eller anden grund skulle pines i særlige “straffekommandoer”, f.eks. ved at slæbe tunge sten eller grave dybe huller og bag­efter fylde dem igen.

Mange steder var det fanger, der udførte bogholderi- og lignende arbejde. Det gav mange muligheder for at lave forfalskninger og bringe alvorlige forstyrrelser i hele det minutiøse, bureaukratiske kontrolapparatet. I rustningsvirksomhederne blev der ofte ret­tet i tegninger, anvendt fejlagtige målein­strumenter, legeringer osv.

Efterhånden som nazisternes område i Tysk­land snøredes sammen, forstærkedes alle forberedelserne i Buchenwald til det endeli­ge opgør og befrielsen.

I værksteder, garager og hvor det ellers var muligt, blev der “organiseret”, dvs. stjålet, telefonledninger, elektriske kabler, brand­slukkere, lamper, boltsakse og alt muligt andet værktøj. Svære bjælker blev holdt parat. De var tænkt anvendt ved stormen på porten og det strømførende hegn. Der blev truffet forberedelser til at afbryde den elektriske strøm.

Det vakte skjult, men udelt begejstring, da det på en ligvogn lykkedes at bringe et ma­skingevær i sikkerhed.

Ved radioaflytning havde den internationale komité den 8. april 1945 fået vished for, at amerikanske styrker var på hurtig frem­march i Thüringen, syd for Buchenwald.

Da koncentrationslejrens kommandant, SS-Oberführer Pister gav ordre til hele lejren om at stille op til afmarch, besluttede fangernes illegale militærledelse at skride til handling. Den selvkonstruerede og -byggede radio­sender og -modtager, der kunne sende på 35 m-båndet, blev taget i brug.

På engelsk, tysk og russisk udsendtes der­efter denne depeche i morsesignaler: “Til De Allierede. Til general Pattons hær. Her er koncentrationslejren Buchenwald. SOS. Anmoder om hjælp. Man vil evaku­ere os. SS vil ombringe os!”.

Der kom ikke umiddelbart svar. Efter at have sendt depechen igen, gik der to-tre minut­ter i total tavshed. Men så knitrede morse-tegnene i æteren (på engelsk): “KZ BU. Hold ud. Vi iler jer til hjælp. Staben, 3. hærgruppe.” En fange ved navn Damazyn, der havde forestået bygningen af apparatet og også udsendelserne, blev så overvældet af bevægelse ved glædesbud­skabet, at han besvimede …

De stadig tilbageværende ca. 21.000 fanger, der havde nægtet at forlade lejren, jublede og græd af glæde, da en sværm amerikanske jagerbombere som en hilsen kom strygende lavt hen over lejren. SS-folkene havde fået udleveret gasmasker, og straks forlød det, at lejrkom­mandanten agtede at gasse fangerne og at han havde bestilt en eskadrille fly til at ud­føre dette desperate skridt. Endnu en ameri­kansk fly-demonstration fandt sted.

Alt blev gjort klart til det, der måtte komme. Men tiden gik. Men ved middagstid skete det så som i en glidende eksplosion. Pludse­lig lød alle sirener med signalet: Fjenden kommer! Alle SS-erne fik ordre til at forlade lejren og omringe den.

I samme øjeblik gik de væbnede fangegrupper til angreb. I løbet af få minutter var det solide hegn gennembrudt flere steder, og med de næsten 200 væbnede grupper, ca. 900 mand, i spidsen strømmede fangerne ud i terrænet, overmandede og afvæbnede SS-ere i hobetal og bragte dem tilbage til den nu befriede lejr.

Kl.14.50 blev lejrporten stormet, og mindre end en halv time efter vajede den røde fri­hedsfane over lejren. 21.000 fanger var frie, var reddet.

To døgn senere overtog ameri­kanske tropper Buchenwald.

Efter krigen holdt ca. 20.000 overlevende Buchenwald-fanger et afslutningsmøde, hvor de vedtog den berømte “Buchenwald-ed”, som enkelt og klart gav udtryk for fangernes ønsker og drømme om en bedre fremtid.

Udryddelse af fascismen og dens rødder er vores løsen …
Opbygning af en verden i fred og frihed er vores mål…
Det skylder vi de myrdede…

Artiklen er skrevet af Frede Klitgård, modstandsmand og mangeårig redaktør af det antifascistiske tidsskrift Håndslag.

Læs også:

Ved 75 året for befrielsen: Buchenwald-fangernes løfte – Udryddelse af fascismen og dens rødder er vores løsen …


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne