Al forandring kommer nedefra

Solidaritet og sammenhold, beslutsomhed og kamp – tværs igennem lov til sejr – har altid været den nødvendige vej til gennemgående forandringer i den herskende orden. For at frihedskampen mod den tyske besættelse og den danske medløber-regering kunne udfolde sig måtte man stole på egne kræfter. Man kunne bestemt ikke vente på politikere og eksperter. I opbygningen af modstandsbevægelsen måtte nødvendighedens lov blive den usynlige lede­tråd. Hvis man ønsker forandring, må man selv være med og føje sine kræfter til alle de andre, til sidemandens, til kollegaens. Har man taget det første skridt ad en anden vej end den påbudte, er man allerede nået et godt stykke hen imod målet.

Selvom man naturligvis skal passe på at drage direkte paralleller, så må vi konstatere at også sygeplejerskernes nu langvarige og modige kamp deler erfaringer med modstandskampen. Sygeplejerskerne har sat gang i en solidarisk bevægelse for ligeløn, mod lavtløn og for velfærd. En protest og kamp startet nedefra – der har formået at udvikle sig på trods af en modarbejdende fagtop, regeringsindgreb og vrangvillig presse – og omfatter reelt set hele den offentlige sektor – fælles kamp på tværs af fag – lyder parolen.

Det burde undre at fagbevægelsen generelt ikke højlydt slutter op ud fra en forståelse af at hvis sygeplejerskerne bryder lønpuljen så følger andre efter. Sådan er det ikke. Tværtimod. De forskellige forbunds topledelser handler efter filosofien om, at hvis de andre får noget bliver der mindre til mig. De ønsker fredspligt og plejer egne interesser. Og de modarbejder sygeplejerskernes kamp. En for alle – alle for en – filosofien er gemt langt væk. Solidariteten med de lavtlønnede, med kvindefagene er langt væk. Som det gjaldt under modstandskampen er det gældende i dag  – tværs igennem lov til sejr, når love, regler og politikere er stopklods for kampen.

Leder
Håndslag 4-2021

Al forandring kommer nedefra

Det er ganske symptomatisk, at det officielle Danmark ved de skiftende danske regeringer aldrig har sat en slutstreg under anden verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark. Der er aldrig blevet gjort op med den fejlagtige og fejlslagne politik, der på mange måder blev en støtte til Hitler-nazismen og dens målsætning og førte Danmark i armene på Nazityskland. Gjorde Danmark til et tysk lydland, trampede på grundloven med kommunistlov, forfølgelser, deportation og tilintetgørelse af danske statsborgere.

Her skal blot nævnes, at besættelsen aldeles ikke kom så uventet, som det senere er blevet påstået – og at der ikke blev protesteret imod tysk oprustning. Nazi-Tysklands barbariske torpederinger af neutrale danske skibe og mordene på næsten 400 danskere i Nordsøen i tiden fra krigens udløsning 1. september 1939 og frem til besættelsen den 9. april 1940 blev end ikke påtalt – og heller ikke omtalt. Samarbejdspolitikerne valgte kapitulanternes svigefulde vej og bragte mange danske, tyske og andre modstandsfolk i det nazistiske regimes klør, sendte dem i armene på terrororganisationen Gestapo.

I Danmark fandt besættelsesmagten store råstoflagre og et velforsynet spisekammer med et lækkert ta-selv-bord. I hvert af de fem besættelsesår forsynedes 8-10 millioner tyskere med levnedsmidler, der var røvet i Danmark.

Den arbejdende del af den danske befolkning kom til at betale allerede under krigen, da de sammenrottede partier i stor enighed gennemførte en politik og lovgivning, som satte love og regler og pristalsregulering ud af kraft, dikterede lønninger eller beskar hævdvundne rettigheder som f.eks. strejkeret. Samtidig var der erhvervsfolk, spekulanter og såkaldte værnemagere, som hæmningsløst udnyttede situation til at berige sig. Således smeltede tyske og visse danske interesser sammen.

Men det vil for altid blive stående som en historisk og uafviselig kendsgerning, at det var den danske ungdoms indsats som selvlærte og søgende amatørsoldater i modstandskampen, at Danmark ved befrielsen stod som anerkendt medlem af de forenede, allierede nationer, der tvang nazismen i knæ og tilkæmpede fred og frihed. Måske mest betydningsfuldt af alt: I befrielseskrigen kørte Danmark ikke på fribillet, men ydede selv et måske lille, men dog solidarisk og nødvendigt bidrag.

Det var via de danske søfolk, der gik i allieret tjeneste, via modstandskampen med den illegale presse, den direkte sabotage og de store folkestrejker som skelsættende højdepunkter, at menigmand greb fat i historiens store hjul og gennemtvang en ny kurs. Derved sluttede Danmark krigen på den rigtige side og blev medlem af det FN, som millioner af mennesker dengang satte deres lid til som garant for freden. Desværre nok lidt naivt for krigens kræfter har tydeligvis beholdt sine positioner.

I alle årene siden 1945 har det officielle Danmark undladt at anerkende ungdommens indsats, men har i højere grad koncentreret sig om og har fremhævet ofrene. Dermed søger politikerne og andre at sløre den lære, der kan drages af det store sammenstød, nemlig dette, at et folk kan udrette vidundere, hvis det lykkes at forene de folkelige kræfter og smede alliancer på et bredt grundlag til forsvar for fred og selvbestemmelse.

Dengang ventede ingen på politikere og eksperter. Nye kræfter skabtes og lærte forbløffende hurtigt at udfolde modstandskampen i alle dens aspekter. Nødvendighedens lov blev den usynlige lede­tråd. Hvis man ønsker forandring, må man selv være med og føje sine kræfter til alle de andre, til sidemandens, til kollegaens. Har man taget det første skridt ad en anden vej end den påbudte, er man allerede nået et godt stykke hen imod målet. Den linje vandt sejr trods alle åbne og skjulte forsøg på at spænde ben for den.

I dag står verden og Danmark i en noget forstemmende situation, der på en række områder minder forbløffende meget om tiden dengang, hvor stærke kræfter skærper deres konkurrencekamp om at eje verden og dens ressourcer. Hvor Danmark villigt følger den store og stærkeste imperialist magt og dens krigspolitik og følgelig den enorme oprustning på bekostning af velfærd.

Frihedskampen, freden og friheden var ikke en afslutning, men et memento om, at kampen går på tværs af alle folk, at den aldrig indstilles og at det nu som før gælder om at oplyse og organisere dem, der vil en anden og bedre vej.

Vær med. Aldrig mere nazisme.


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne