Til Spaniens bjerge og retur til Danmark

Den 17. oktober 1936 blev De Internationale Brigader oprettet i Albacete i Spanien. Det er 85 år siden, så i den anledning bringer vi her en artikel om den spanske borgerkrig, der blev et præludium til den Anden Verdenskrig.

Her th. ses en gruppe overlevede danskere, fotograferet i en opsamlingslejr i Nordspanien umiddelbart før de blev hjemsendt ved årsskiftet 1938-39.

Omkring 500 danskere deltog i de internationale brigader, fortrinsvis i enheder med navne som Hans Beimler (en flygtet tysk kz-fange), Tjapajev, 12. Februar, Thälmann, Martin Andersen Nexø-Kompagniet.
De helt nøjagtige tal kendes ikke, men det samlede tab ligger på ca. 150 danskere, der hørte kampråbet fra Madrid og stred for frihed og lykke.
Efter hjemkomsten blev mange af de overlevende frivillige udsat for chikanerier, fængselsstraf for »ulovlig udrejse« og andre forfølgelser.
Mange spanienskæmpere var fra første færd med i den danske nationale modstandskamp. Mange blev arresteret og kastet i kz-lejr eller udleveret til de tyske nazister og deres bødler.

I anledningen af 85 års-dagen har Horserød-Stutthoff-foreningen m.fl. arrangeret en lille mindehøjtidelighed ved med blomsternedlæggelse, tale og spanienssange med Røde Horn. Det foregår søndag den 17. oktober kl. 12.00 Ved Spaniensmonumentet på Esplanaden. Se mere her.

Artiklen er fra det antifascistiske tidsskrift Håndslag

Den fascistiske angrebskrig i Spanien vakte både afsky og begejstring. Afsky for fascismen og solidaritet og hjælp til det nyfødte og kæmpende spanske demokrati, der trods mange problemer og modsætninger forenedes i Folkefronten. Italienske og tyske fly foretog grufulde luftangreb på åbne byer som f.eks. Guernica. Det er også titlen på Picassos berømte, beundrede og inspirerende billede af fascismens djævelskab.

Til Spaniens bjerge og retur til Danmark

Det er en fatal og farlig misforståelse at tro, at det nazistiske Hitler-Tysklands udløsning af den anden verdenskrig og besættelsen af Danmark og andre lande først tog sin begyndelse, da krigen var en kendsgerning med bomber og granater – af det fascistiske Italiens, det nazistiske Tysklands og det militaristiske Japans planer om at realisere de imperialistiske drømme om at underlægge sig den øvrige verden og reducere de undertrykte nationers indbyggere til retsløse og lydige slaver.

Krigen havde sin egen meget konkrete forhistorie, som den dag i dag ikke er helt klarlagt. Japan havde af de vestlige stormagter, som selv var imperialistiske kolonilande, de facto fået grønt lys til at besætte og undertrykke Kina. Italien havde på samme måde fået frie hænder til at angribe det da­værende Abessinien (nu Etiopien) og gjorde det på særdeles barbarisk vis med bl.a. anvendelse af giftgas. Italiens og Tysklands diktatorer – Benito Mussolini og Adolf Hitler – var bagmænd for den fascistiske spanske general Franco, som i juli 1936 iværksatte militært oprør imod den demokratiske, lovligt valgte regering og fik omfattende støtte fra fascistvennerne.

● »Himlen over Spanien er helt skyfri«. Således lød det i ud i æteren i en nyhedsudsendelse fra radiostationen i Ceuta, en spansk havneby i Marokko, ved daggry den 18. juli 1936. Meddelelsen blev senere udsendt flere gange. Den såre uskyldige og tilforladeligt lydende vejrudsigt skulle blive meget uheldsvanger for den spanske befolkning. Den »skyfri himmel« var i virkeligheden det aftalte kodesignal for de fascistiske, militaristiske, højreradikale ekstremisters og klerikale kredses militære op­stand og kupforsøg i Spanien.
Et par dage i forvejen havde talrige militære chefer i selve Spanien og i Spansk Marokko, dengang en spansk koloni, modtaget telegrammer, der for udenforstående kunne synes gådefuld, men som for de indviede var fuldt forståelige. Det enslydende telegram lød: »Den 17 klokken 17. Direktøren«. Der var tale om en ordre.
Den følgende dag kl.17 startede dele af den spanske fremmedlegion og ma­rokkanske garnisoner en opstand, der bl.a. omfattede byerne Ceuta og Te­touan. General Fransisco Franco, der var udset til at skulle være leder af oprørstyrkerne, havde held til at tage magten i Las Palmas på De Canariske Øer.
Efter at have udsendt en proklamation til befolkningen om at deltage i op­rø­ret, fløj han til Tetoura. Samme dag slog en militær oprørsstyrke under ge­neral Emilio Mola til i Nordspanien. I Barcelona, Sevilla og Saragossa iværksatte militærstyrkerne opstande. Ligesom i alle andre tidligere og senere til­fælde, hvor fascistiske og militaristiske styrker gjorde oprør, blev der gjort kort proces med alle, der kom i vejen for kupmagerne. Krigen i Spanien startede som et blodigt slag, der skulle komme til at vare 32 måneder.

I megen litteratur kaldes krigen »Den spanske borgerkrig«, og denne be­teg­nelse anvendes også ofte ganske ukritisk af folk, der burde vide bedre. I de første timer kunne betegnelsen måske have sin berettigelse, men det er en kendsgerning, at oprørerne havde sikret sig solid støtte i det fascistiske Italien ved krigsmager og diktator Mussolini og i Tyskland ved nazi-diktator og massemorder Adolf Hitler. Både Hitler og Mussolini sendte øjeblikkelig militær hjælp til oprørerne. Med mere end 30 tyske og italienske fly oprettedes en luftbro, som pr. uge kunne overføre omkring 14.000 soldater fra Ma­rokko til Spanien.
General Franco var chef for de spanske styrker i Spansk Marokko. De bestod hovedsageligt at marokkanske indkaldte, der blev kaldt maurere, og af en spansk fremmedlegion med mange eventyrere og lejesoldater.

Lige fra første færd var der tale om udenlandsk, fascistisk intervention. Den blev i hastigt tempo udvidet og om­fattede også direkte indsættelse af italienske og tyske tropper.
Fascistvennerne i Rom og Berlin sendte en hel armada af krigsskibe foruden store mængder militærudstyr, kamp­vogne, artilleri og fly.

De fire første danske frivillige i Spanien var 3 X Nielsen og Hans Petersen. Herses til venstre Hans Petersen, som i 1942 blev offer for en stikker, arresteret af dansk politi, udleveret til Gestgpo, som den første dansker i tysk fangenskab idømt dødsstraf, men benådet og sendt til livsvarigt tugthus i Dreibergen, ca. 40 km sydvest for Rostock. Som nr. 2 (stående) ses Harald Nielsen derefter (ved bordet) Kaj og Åge Nielsen. Åge blev I Vestre Fængsel underkastet grov tortur og var den første dansker, der blev myrdet på denne barbariske og udspekulerede fascistiske manér. De to andre spanienfrivillige og navnkundige sabotører slap forholdsvis uskadte gennem alle krigens belastninger.

Som et særligt kuriosum med tilknytning til Danmark kan det nævnes, at skibene bl.a. også omfattede den ty­ske krydser »Nürnberg«, som i slutningen af anden verdenskrig var stationeret i København. Her blev den udsat for den forsmædelse at blive gjort til genstand for en delvis vellykket sabotage. Det havde været virkelig flot, hvis dette sabotageangreb var blevet foretaget af tidligere danske spaniensfrivillige, men de var desværre blevet sat næsten helt ud af spillet af dansk politis og det tyske Gestapos fælles anstrengelser. Men det sætter alligevel en lille prik over i’ét, at de angribende sabotører havde haft bl.a. en spaniensfrivillig som instruktør eller »lærer«.

Tilbage til Spanien. I mange garnisonsbyer lykkedes det ikke de republik­fjendtlige generaler at gennemføre op­røret. Næsten alle styrker i luftvåbnet og marinen gik i stedet ind for at forsvare republikken.
Det lykkedes f.eks. demokratisk sindede marinere at overmande deres officerer og forhindre deres plan om at lade hele orlogsflåden sejle til Marokko og tilslutte sig oprøret.

I årevis havde der i Spanien hersket ret kaotiske politiske forhold. Spanien var et stærkt klassedelt og feudalt samfund, hvor især de jordløse bønder befandt sig i en tilstand nær slaveri. Og her skal man huske på, at landet i industriel henseende var meget un­derudviklet og at langt de fleste mennesker levede på landet, hvor de var undergivet godsejernes og de eventyrligt rige klostres og kirkers strenge disciplin og vilkårligheder. Mange men­ne­sker var analfabeter, og også på en del andre områder var landet ikke hævet ret meget over det middelalderlige stade.

Folkefrontsregering

Kun få måneder før fascisternes kup­forsøg havde en bredtfavnende valg­alliance, kaldet Folkefronten, vundet en meget overbevisende sejr ved valg til parlamentet, Cortes. De højreorienterede partier kunne indkassere 134 mandater, mens de mere demokratisk indstillede midterpartier fik 55. Partierne i Folkefronten derimod vandt 278 mandater.
De var gået til valg på et program, der havde opstillet vejene til en forbedring af de økonomiske og sociale forhold, herunder, men af største be­tyd­ning, en jordreform, der ville be­ty­de, at store landområder, der ejedes af kirkerne, ville blive overdraget til dem, der dyrkede den, til de fattige og på enhver måde undertrykte bønder.
I Folkefrontens gruppe af deputerede i Cortes indgik Socialisterne (socialdemokrater) med 99 mandater, Republikanske Venstre med 87, Republikanske Union med 39 Catalanske Venstre (fra landsdelen Catalonien i det nordøstlige Spanien) med 36 og Spaniens Kommunistiske Parti med 17 mandater.

Efter enhver krig optræder der altid folk, som forsøger at finde frem til og forklare krigens årsager. Det kan ofte være en vanskelig opgave, fordi så meget altid er skjult og fordi der er så mange mægtige, men ofte ret usynlige kræfter i bevægelse i den hemmelige krig om magt og indflydelse, be­sid­delse af inden- eller udenlandske rå­stoffer, måske i hel- eller halvkolonier, produktionsanlæg, afsætning og af­sæt­ningsmarkeder, handel og transport osv.
I Spanien var sammenhængene ganske klare fra første færd. Reaktionære kredse med fascisterne som stormtropper ville på samme måde og med samme midler som fascisterne i Italien og nazisterne i Tyskland forhindre en­hver demokratisk udvikling og gøre brug af ethvert middel for at holde folket nede.
Franco-oprørernes bagmænd i Rom og Berlin blev grebet af noget nær pa­nik, da den tyske ambassadør i Ma­drid den 25. juli meddelte Hitler, at hvis der ikke indtraf noget uforudset, ville det i den øjeblikkelige situation være »lidet sandsynligt, at de militære oprørere kan sejre«.

Straks efter oprørets start strømmede folk til kaserner og depoter og be­mægtigede sig våben. I løbet af ganske få dage var en hær på mere end 60.000 mand sat ind imod oprørerne. De nøjedes ikke med at forsvare sig selv og republikken, men var også i stand til at gå til modangreb. Ved Cua­dalajara nord for hovedstaden slog de således oprørsstyrkerne i et slag den 23. juli.

Franco var overbevist om, at han og hans bagmænd ville sejre. I en erklæring til udenlandske journalister sagde han bl.a.: »Vores kamp er ikke blot et spansk, men et internationalt anliggende. Jeg er overbevist om, at Tyskland og Italien nærer sympati for vores mål.«
Hitler sendte straks militær hjælp i form af fly, der dannede en luftbro fra Marokko til Spanien. Mussolini fulgte trop og sendte ligeledes fly. De to lande leverede militærhjælp til Franco til et beløb på omkring én milliard dollar.
Efter at have anerkendt Franco som Spa­niens regeringsleder den 18. no­vember blev den militære intervention forstærket. Indsættelse af regulære mi­li­tære styrker fra Italien og Tyskland var indtil da foregået i hemmelighed, men nu blev den fascistiske intervention åbenlys og kom til at omfatte mere end 300.000 soldater og officerer.
Også fra anden side blev der interveneret, men på en måde, som trods al­le tidligere erfaringer alligevel kom til at virke som en overraskelse, for ikke at sige en bombe.

Forræderi og præludium til anden verdenskrig

Lige så stille blev der. i hemmelighed lagt en løkke om halsen på det nyfødte spanske demokrati og dets forkæmpere. Som en efterrationaliseret kommentar til dette: Forræderiet blev fortsat med de vestlige stormagters eftergivenhedspolitik over for den tyske op­rustning og krigstrusler med udlevering af Tjekkoslovakiet til Hitler-Tysk­land som en finale – eller et præ­lu­dium til anden verdenskrig.

Den 25. juli, altså samme dag som Hitler be­sluttede at yde hjælp til de spanske, fascistiske oprørere, besluttede den franske regering med den so­ci­aldemokratiske premierminister Léon Blum i spidsen, at Frankrig ville holde sig ude af den spanske konflikt og ikke ville sælge våben og militært udstyr til den lovlige spanske republikanske og de­mokratiske regering.
Det skal her un­derstreges, at Spanien allerede havde bestilt, underskrevet kontrakter og be­talt kontant 13 millioner franc for le­verancer af fransk militært udstyr.
Dette bagholdsangreb på den spanske republik og dens folk var resultatet af en hemmelig rådslagning i London, der allerede på det tidspunkt havde låst sig fast til en politik, der i praksis gav Hitler og hans krigsplaner frit slag.

Frankrig satte sig i spidsen for en aktion, der blev betegnet som »ikke-intervention«. Officielt besluttedes det at rette henvendelse til Italien og England og derefter til alle andre europæiske lande om at forpligte sig til ikke at blande sig i krigen i Spanien og ikke levere f.eks. våben til hverken regeringen eller oprørerne.
På denne måde blev den spanske re­gering og oprørerne stillet fuldstændig lige, lød argumentationen.
Efterhånden tilsluttede 25 lande sig »Ikke-interventionen«, herunder også Danmark, som allerede dengang i po­li­tisk henseende var solidt fast lænket til Nazityskland og frivilligt holdt kramp­agtigt godt fast i det slæbetov, Hitler havde kastet ud.

Mange politikere og historikere har senere givet udtryk for, at det var Storbritannien, som ved hjælp af åbne trusler tvang den franske regering til at indtage rollen som forræder og formummet snigmorder, der dræbte den spanske republik. Og, kan man tilføje, var aktivt med til at berede vejen for den anden verdenskrig.

Folkeforbundet, der kan betegnes som en forløber for tankerne om internationalt samarbejde imod krig, og som senere blev virkeliggjort ved oprettelsen af de Forenede Nationer (FN), svigtede ligeledes totalt, således som det også var tilfældet, da Italien i 1935 overfaldt Abessinien (senere /Etiopien) og underlagde sig dette afrikanske land som en koloni.
Folkeforbundet foreslog Spaniens re­ge­ring vedtagelse af en resolution, hvorefter medlemslandene skulle forpligte sig til at gennemføre kollektive aktioner som diplomatiske og handelsmæssige sanktioner og boykot af ag­gressorer, der ville anvende krig til løsning af internationale konflikter og foretage indblanding i suveræne staters indre anliggender.
Både Storbritannien og Frankrig stemte nej til forslaget. De udleverede i virkeligheden det spanske folk og dets demokratiske republik til angriberstaterne og til de spanske fascister.
Sovjetunionens regering havde tilsluttet sig aftalen om ikke-intervention i håb om, at Italiens og Tysklands militære indblanding i Spanien kunne standses og at der kunne skabes enighed om at dæmme op for den truende verdenskrig.
Ikke-interventionskomiteen begyndte sit arbejde den 9. september 1936. Alle­rede den 7. oktober fremlagde den sovjetiske delegerede, Samuil Kagan, en lang række oplysninger og eksemp­ler på de to fasciststaters hjælp til Franco & Co. Sovjetunionen adviserede, at hvis krænkelserne af de internationale forpligtelser ikke ophørte, ville den anse sig som løst fra den indgåede aftale.
Krænkelserne blev ikke standset, hvorfor Sovjetunionen begyndte at sende hjælp til republikken. Der blev bl.a. sendt 650 fly, 350 kampvogne, 1200 ka­no­ner, især antiluftskyts, godt 20.000 maskingeværer, ca. 500.000 geværer samt ammunition, levnedsmidler, medicinalvarer m.v. Dertil kom et lån på 85 mio. dollar samt omkring 3000 frivillige, der hovedsageligt virkede som instruktører.

Fra 54 lande strømmede frivillige til Spanien for at forsøge at besejre fascisterne. Et af de største kontingenter udgjordes af tyskere, der var undsluppet nazi-diktaturets koncentrationslejre og tugthuse eller bøddelens økse. Mange dødsdømte tyskere blev dengang henrettet med håndøkse og måtte som i middelalderen »lægge hovedet på blokken«. Nogle af de tyske frihedskæmpere var tidligere flygtet til Danmark, hvor politiske flygtninge havde yderst dårlige kår og blev nøje overvåget af det danske politi og dets store apparat af stikkere. Nogle af de tyske flygtninge, der noget malplaceret ofte betegnes som emigranter, indgik senere i den danske modstandsbevægelse og hører li­ge­som mange spaniensfrivillige til mod­­stands­bevægelsens første pionerer.

Den internationale fascismes »sejr« i Spanien efterfulgtes – som det altid er tilfældet – af en grusom hævn. Legale og illegale mordkommandoer og dødspatruljer formåede i løbet af årene fra 1939 til 1942 at myrde mere end 200.000 mennesker.  De blev ombragt enten ved skydning, ved anvendelse af den specielle spanske kvælningsmetode, såkaldt garottering, eller ved sult og tortur i de overfyldte fængsler og lejre. Ofrene var republikanere, tilhængere af den demokratiske republik. Al tale om »Rød-Spanien«, et »kommunistisk Spanien« m.v., som bl.a. Jyllands-Posten og nazisterne anvendte, er og bliver tåbelig forvanskning og ølstuesnak. Det kæmpende Spanien var end ikke erklæret socialistisk. De hykleriske demokrater svigtede åbent demokratiet til fordel oprustningsinteresser og basepolitik som et led i felttoget imod Sovjet m.fl. Derfor blev Franco også gjort til vestmagternes skødehund og ikke stillet til ansvar efter anden verdenskrig.

Den spanske republiks frihedskrig kunne ikke bringes til sejr. Dertil var vilkårene for ulige. Efter 32 måneders kamp var hele Spanien på den fascistiske diktator Francos hænder. Sammen med fremmedlegionærer og de italienske og tyske tropper, ikke mindst de tyske mordere i Legion Condor, som de tyske flystyrker blev kaldt, hav­de fascisterne bogstavelig talt druknet Spanien i blod.

For eftertiden kan der ikke herske nogen som helst tvivl om, at dødsdommen over den spanske demokratiske, folkevalgte republik blev afsagt i London, Paris og Washington. Den fatale eftergivenhedspolitik mundede ud i de »demokratiske« vestmagters faktiske blokade imod Spanien og førte direkte frem til de tyske landrøveres overfald og det nazistiske herrefolks undertrykkelse af det meste af Europa i anden verdenskrig. Den kostede over 50 millioner mennesker livet.

Fem måneder efter fascismens sejr i Spanien tog de tyske nazister med aggressionen imod Polen for alvor fat på at flytte grænsepæle og skabe et helt andet Europa med Stortyskland som herskende centrum.

Frede Klitgård, Modstandsmand


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater