OK21: Stem Nej hvis du gerne vil høres

Afstemningerne om overenskomsterne er ved at gå ind i slutspurten. Kravet fra offentligt ansatte var et opgør med syge arbejdsbetingelser og krav om trygge arbejdsforhold, flere kollegaer, tid til faglighed og bedre løn! Ingen af disse krav er på nogen måde blevet indfriet. Topforhandlerne solgte hurtigt ud, og accepterede endnu en kriseoverensomst. Det eneste svar de vil lytte til er et rungende Nej.

Den organiserede faglige kamp handler om meget mere end det rene lønspørgsmål, sikkerhedssko og arbejdstøj. Under OK21 forhandlingerne har toppen gang på gang forsøgt at sige, at der var kampe de slet ikke kunne tage med eller ville rejse, fordi det var ting der hørte til rammerne og blev bestemt af det politiske niveau. Og at det blev afgjort ved Folketingsvalg og Kommunalvalg. Intet er mere dræbende for kampen.

Alle spørgsmål den handler om i den verden vi arbejder i hører hjemme i den faglige kamp. Arbejdsforholdene i ´den offentlige sektor kan ikke skilles fra kampen om at sikre massive investeringer i hele velfærdssamfundet. Uanset om kampen handler om de fysiske rammer, bedre uddannelser, eller flere ansatte, på plejehjem, folkeskoler, sygehuse osv.. Så er det spørgsmål der helt og aldeles er en del af den faglige kamp. Det samme er alle andre store samfundsspørgsmål. Det nytter ikke at dagpengene stort set er elimineret, og ghettopakker betyder at folks huse rives ned om ørerne på dem. Og så er det eneste fagforeningen vil handle på, om der er pæne uniformer.

Arbejdsvilkårene indenfor f.eks. omsorgsfagene er så dårlige at det helt tydeligt går ud over både ansatte, og beboere og pårørende.

Arbejdspladser i det offentlige har hvert eneste år været udsat for systematiske nedskæringer, og prikkerunder kaldet omprioriteringsbidrag. Lovgivningen inspireret fra EU betyder at de ansatte i det offentlige SKAL have dårligere løn end resten af arbejdsmarkedet. Overenskomsterne hører mere eller mindre direkte under finansloven og økonomiaftaler mellem stat og regioner og kommuner.

Men virkeligheden er også, at alt dette er formelle hindringer og begrænsninger, der netop er sat op for at forhindre og skjule hvor modstanderne egentlig er. Og hvis Folketinget er dem der sætter de økonomiske rammer for overenskomsterne, så skal den faglige kamp ikke kun nøjes med at forhandle om krummerne. Den organiserede kamp må ikke lade sig begrænse af formaliteter, når den virkelige kamp for bedre forhold i særdeleshed må stå i forhold til dem, der sidder med den egentlige magt, og samtidig påstår der skal være et princip om en armslængde.

Det er højtlønnede grupper der prøver at retfærdiggøre deres løn som nærmest givet ved en naturlov. Såkaldt ansvar og lang uddannelse gør dem mere værd end dem med en kortere. I praksis så viser det sig at under Corona krisen at skoler, børnehaver, affaldsafhentning og ældrepleje stadig foregår. Direktør og konsulenter var ikke nødvendige, dem der rager til sig og har de højest betalte stillinger er ikke de egentlige kerne medarbejdere. Hvis Social og sundhedsarbejderne ikke møder op så er der problemer.

Kravet fra offentligt ansatte var et opgør med syge arbejdsbetingelser og krav om trygge arbejdsforhold, flere kollegaer, tid til faglighed og bedre løn! Ingen af disse krav er på nogen måde blevet indfriet.

Topforhandlerne solgte hurtigt ud, og accepterede endnu en kriseoverensomst.
Det eneste svar de vil lytte til er et rungende Nej.


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater