For et revolutionært brud med systemet

PCOF, Frankrigs Arbejderes Kommunistiske Parti, har udarbejdet en omfattende analyse af klassekampen i Frankrig og krisen i verdens imperialistiske system og især den franske imperialisme. Analysen er udarbejdet op til PCOF kongres i foråret 2020, og kommer ind på radikaliseringen og vreden i arbejderklassen og befolkningen. Politistatens voldsomme fremfærd. Modstanden mod den franske imperialismes fortsatte militære engagement i tidligere kolonier i Afrika. Den massive krise for fransk industri og monopoler. Og konkluderer at vejen frem er at øge bevidstheden om det nødvendige brud med kapitalismen.

Uddrag fra artiklen “For et revolutionært brud med systemet”  i magasinet Enhed og Kamp:

Verden står i en periode med spændinger og konfrontationer, med hurtige forandringer, både på borgerskabets og arbejderklassens, de folkelige lags og befolkningernes side. I den generelle kontekst af det kapitalistiske imperialistiske systems krise presser de vanskeligheder, der er særlige for den franske imperialisme, den til at øge superudbytningen af arbejderklassen og den arbejdende befolkning, undertrykkelsen af de folkelige lag og til at styrke den imperialistiske udplyndring og dominans over befolkningerne for at sikre monopolernes profit.

Kapløbet om maksimalprofit er helt klart motoren og målet for det kapitalistiske imperialistiske system. Det er statens opgave at sikre monopolernes overskud i Frankrig og i udlandet, i kolonierne og neokolonierne. Det er monopolerne, der kontrollerer og dræner de offentlige investeringer, udnytter skattefordelene, og privatiseringer og akkumulerer overskud.

Skattelettelser udføres på ryggen af arbejderklassen, de arbejdsløse, pensionisterne, brugerne af ydelser. Der er stadig mindre ”offentlige”, inden for sundhedspleje, uddannelse, transport, boliger, social beskyttelse og andre sektorer. I snesevis af år har arbejdsgiverne haft til formål at slippe af med den ”sociale stat” gennem modreformer, eller med andre ord, ved at reducere så meget som muligt på den andel af den sociale rigdom, som kapitalen har afsat til at opretholde og forny arbejdsstyrken til uddannelse, sundhedspleje, social beskyttelse, socialt boligbyggeri, offentlig transport, erhvervsuddannelse, kultur og andre sektorer.

Disse modreformer er blevet gennemført af socialistiske regeringer, af højreorienterede regeringer og i dag af Macron og Philippe-regeringen, som hævder samtidig at være både højre og venstre. Socialdemokratiet har kapituleret over for monopolernes diktat ved helt at samle sig bag den neoliberale politik, ved at forvalte den franske imperialismes interesser og endog ty til væbnet intervention og undertrykkelse af arbejdernes og de folkelige bevægelser.

Socialdemokratiet er således blevet forkastet af store dele af arbejderklassen og de folkelige lag. Denne afvisning er ikke begrænset til valg. Den påvirker selve det institutionelle system, der tillader skift mellem eller rettere et ”samliv” i magten af enten et højre- eller venstrefløjsflertal. Hvilket konstant giver den siddende regering mere magt, der på den anden side er underlagt kontrol og regler i ”aftaler” og internationale organer (EU, NATO, IMF osv.).

Socialdemokratiet har støttet EU som en ”tredje vej” mellem ”vild” kapitalisme og socialisme, eller snarere rettet mod kommunismen, som det hader. Det har fremmet ”det forenede Europa” som garant for fred, især i Europa. Derfor har krisen i EU ramt særlig hårdt.

En af vores partis vigtigste opgaver i den politiske og ideologiske kamp er derfor at øge bevidstheden om karakteren af det kapitalistiske imperialistiske system.

Omdan den sociale vrede til en bevidsthed om behovet for at bryde med det kapitalistiske imperialistiske system

Krisens dybde og den brutalitet, hvormed oligarkiet ønsker at få arbejderne, de folkelige lag og befolkningerne til at betale for den, kræver, at enhver kamp, selv en snæver delkamp, selv en, der er begrænset til et konkret krav (f.eks. skabelse af nye arbejdspladser på hospitaler eller skoler, mod lukning af en jernbanelinje eller blot for åbningen af en billettæller), er vigtig for at opbygge denne vigtige magtbalance.

Det er ikke et spørgsmål om at ”bevise” over for kapitalen, oligarkiet og staten, der står til deres rådighed, at disse krav er berettigede, og at de ville vinde ved at indfri arbejdernes krav, ligesom de reformistiske kræfter gør med deres ”alternative udsagn”, der efterlader arbejderne fastlåst i det kapitalistiske-imperialistiske system. Denne vej er en blindgyde. I næsten 40 år har det reformistiske dogme ført til sociale tilbageslag, hvilket har fået reformisterne til at erklære, at arbejderbevægelsen og folkebevægelsen ”ikke har vundet noget” med deres kampe. Tværtimod er vigtige sektorer blevet mere og mere adskilt fra reformismen og fra de partier og organisationer, der støtter den, gennem de konstante kampe, som arbejderne har ført for at imødegå kapitalens slag, og som de reformistiske regeringer har gennemført for at tjene monopolernes interesser.

Disse kampe er ved at udvikle bevidstheden om behovet for at udfordre hele det sociale, økonomiske og politiske system.

Vi har set en styrkelse af politistaten og kriminaliseringen af sociale protester, udviklingen af krigspolitikken, militariseringen af økonomien og samfundet i almindelighed, de militære interventioner, især i Afrika, den voksende vægt af de monopoler, der lever på ryggen af samfundet, plyndrer det, kvæler det for at sikre deres profit og storaktionærernes fede udbytter. Dette understreger statens rolle. Den er blevet reduceret mere og mere til sine såkaldte ”kongelige” funktioner [de tre funktioner i staten ifølge Adam Smith, oversætternote], ikke mindst den undertrykkende funktion – hær, politi og ”retfærdighed” – for at sikre monopolernes dominans.

Det er imod monopolernes stat og monopolerne selv, at vi skal fokusere kampen.

Derfor har arbejderklassen og arbejderne brug for deres redskaber: partiet og masseorganisationerne. Blandt disse er fagforeningen en afgørende organisation.

Vi forsvarer fagbevægelsen i klassekampen, som i dag er mål for angreb fra arbejdsgivernes og regeringens side. Vi opfordrer til udvikling af den form for fagforeninger, der prioriterer industri- og andre arbejderes interesser, som nægter at binde deres hænder til klassesamarbejds-institutionerne med henblik på at sikre virksomhedens konkurrenceevne. Det er en fagforeningskamp, der bekæmper alle former for opdeling og splittelse mellem arbejderne, dem med eller uden legale papirer. Og som står for enheden mellem de forskellige kategorier af arbejdere, især mellem dem, der arbejder på samme arbejdsplads, men som udnyttes af underleverandører eller vikarbureauer.

Den form for fagforening, der integrerer kampen for ligestilling mellem kvinder og mænd på arbejdspladsen og i samfundet, som bekæmper de forskellige former for forskelsbehandling, som kvinder er ofre for; og en fagforening, der udvikler solidaritet med dem, der kæmper i Frankrig eller andre steder, med særlig vægt på arbejderne i de franske kolonier og dem i de afrikanske neokolonier. Den form for fagforening, der søger at danne kamp- og solidaritetsbånd med de europæiske arbejdere, der udsættes for de samme neoliberale politikker.

Det er arbejderklassens rolle at øge bevidstheden om behovet for et revolutionært brud og vinde det politiske lederskab i denne kamp.

Hvad handler arbejderklassens parti om? Det Kommunistiske Partis Manifest besvarer især dette spørgsmål. Selv den mest moderne teknologiske udvikling baseret på computere, elektronik og digitalisering har ikke sat spørgsmålstegn ved partiets målsætninger. De nye teknologier giver en illusion af, at råvarer er lavet uden nogen produktionsproces og uden menneskelig arbejdskraft. Et bevis på det modsatte er den enorme infrastruktur, der er nødvendig for deres drift, den enorme mængde energi, som de forbruger, og bataljonerne af arbejdere og teknikere, der er nødvendige for deres drift. På alle de økonomiske områder har vedligeholdelsen fået et betydeligt omfang, især på grund af kompleksiteten af produktionsmidlerne, som er meget sårbare.

Disse spørgsmål skal uddybes for at vise både arbejderklassens kvantitative og kvalitative udvikling og dens afgørende rolle i skabelsen af værdi, som er grundlaget for kapitalistisk profit. Det er en af de opgaver, som vores parti vil påtage sig ved at mobilisere sit teoretiske våben, marxismen-leninismen. Alle partiets aktivister, især arbejderaktivisterne, alle dets venner og folk omkring det kan bidrage til dette arbejde.

Kampen kan ikke vente. Der er et kapløb i gang mellem de revolutionære kræfter for fremskridt, demokrati, antiimperialistiske på den ene side og borgerskabet og deres stat på den anden. I denne periode med hurtig udvikling af bevægelsen er det samtidig bindende nødvendigt for arbejderklassen at opbygge det revolutionære lederskab, der er nødvendige for at udvikle og føre bevægelsen til sejre.

Den generelle retning for vores arbejde i løbet af de næste fire år er at øge bevidstheden om behovet for og muligheden for et revolutionært brud med det kapitalistiske imperialistiske system og arbejde for dette uden at vente. Dette revolutionære brud er forudsætningen for konkret at bane vejen for opbygningen af et andet samfund, et socialistisk samfund, mod kommunismen.

Dette strategiske mål er det ønske, som vi kommunister i Frankrig og i verden kæmper for: at befri menneskeheden fra kapitalistisk udnyttelse, plyndring og imperialistisk dominans, for arbejderklassens og befolkningernes frigørelse.

Af Frankrigs Arbejderes Kommunistiske Parti, PCOF, september 2020

Læs hele artiklen, og de mål og krav som PCOF rejser i klassekampen i det seneste nummer af magasinet Enhed og Kamp:

For et revolutionært brud med systemet – ENHED og KAMP

Oversat fra Unity & Struggle nr. 41, 2020

Dokumentet kan ses i sin helhed på engelsk og fransk: www.pcof.net


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater