OK21: Bedre løn kommer ikke gennem underskriftsindsamlinger, men gennem klassekamp

I denne uge fik et borgerforslag om ligestilling i lønforhold og ophævelse af Tjenestemandsreformen indsamlet mere end 50.000 underskrifter. Hvilket betyder at Folketinget skal tage stilling til, om de vil realitetsbehandle det. Men samtidig er kampen mod den rådne overenskomst forsvundet og spørgsmålet om bedre løn og arbejdsforhold er overladt til nedskæringspolitikerne.

Tjenestemandsreformen fra 1969 placerede forskellige jobs i det offentlige på 40 forskellige løntrin. Et politisk bestemt magthierarki, hvor lønforskelle kun var en del af problemet. Det system er stadig basis for lønforskelle i dag, og det er ikke grundlæggende blevet revideret de seneste 50 år, selvom der er sket en rivende udvikling og mange nye fag og ansvarsområder er kommet til.

F.eks. er mængden af undervisningstimer i uddannelserne væsensforskellige i dag. Sygehuse og børnehaver og skoler er blevet centraliseret. Arbejdsmetoderne i de fleste fag er fuldstændig forandrede. Digitaliserings- og privatiseringsbølger er skyllet ind over landet, og ansættelsesforhold i det offentlige ser meget anderledes ud. De er på flere områder dårligere i dag end for 50 år siden.

Men det handler om meget mere end en forældet lovgivning. Uddannelseslængde og placering ved samlebåndet er kun en lille del af lønhierarkiet under kapitalismen. Den enkelte arbejder vil aldrig få en lige andel af profitten – til gengæld kan mellemledere og dele af intelligentsiaen få lidt flere krummer end den ufaglærte arbejder. Lønspredningen er nemlig ikke direkte bundet op på den enkeltes værdi for samfundet, men på deres klassetilhørsforhold.

Når de udprægede kvindefag i det offentlige berettiget peger på det uretfærdige i at deres fag er uforholdsmæssigt dårligt betalt i forhold til andre faggrupper i det offentlige, så kan den knude altså ikke løses alene med statistik og underskriftsindsamlinger.

Når f.eks. sygeplejersker og pædagoger får en relativ lavere løn end skolelærere og politibetjente, handler det ikke mindst om klassestatens vurdering af deres rolle i forhold til at bevare de eksisterende magtstrukturer.

En analyse fra gruppen bag borgerforslaget forklare at ”en udligning af det politisk skabte lønefterslæb kan ikke løses gennem overenskomstforhandlinger, da det i så fald vil tage over 700 år da lønstigningerne – bortset fra nogle små ligelønspuljer – fordeles ligeligt på alle, uanset størrelsen af deres grundløn.

Derfor kan der kun sikres lige løn mellem de offentlige faggrupper, hvis Folketinget tager ansvar for at udligne efterslæbet for de kvindedominerede fag – og dermed retter op på den lønmæssige ulighed i lønforholdene som Tjenestemandsreformen er skyld i.”

Analysen af, at de kvindedominerede fag er relativt dårligt betalt, er fuldstændig korrekt. Det gælder også for kvinder i mandsdominerede fag. Det er lige så udpræget i private kvindedominerede servicefag som blandt offentligt ansatte. Det er altså ikke alene tjenestemands-lønhierarkierne, der er skyld i denne skævhed og notoriske underbetaling af kvinder. Det er et langt større og grundlæggende samfundsproblem, der går igen på samtlige arbejdspladser i samtlige fag.

Problemet med dårlig løn til f.eks. sygeplejersker går også igen i hele verden. I Storbritannien blev sygeplejersker fornyelige spist af med én procents lønstigning! De havde forlangt 15 procent alene for at kompenserer for den faldende realløn, efter årtier med sparerunder og nedskæringer.

Den offentlige del af sundhedsvæsnet overalt i verden været under massivt pres fra nedskæringer. Det er også en vigtig erfaring at tage med: Det er ikke et dansk fænomen alene, det er kvindefag og kvinder i almindelighed i alle kapitalistiske lande, der bliver underbetalt. Om det er Mexico, Indien, Sydafrika, er det en del af samme kamp.

Løsningen på uligeløn er kvindekamp og klassekamp. Der er ingen af kapitalismens politikere, der hverken kan eller vil løse problemet. Faggrupper kan heller ikke fæstne deres lid til ligelønskommissioner, eller forestillinger om ”objektive kriterier”, som for eksempel længde og kvalitet af uddannelse.

Rådne overenskomster og skrabede ligelønspuljer er ikke løsningen. Det er derfor også helt centralt at rejse kampen ved OK21, og STEMME NEJ til de økonomiske rammer, og NEJ til dårlige løn og arbejdsforhold. Det er fuldstændig forkert når formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen forklarer, at det er umuligt at kæmpe for bedre løn under overenskomsterne, så nu ”må politikerne tage ansvar”. Nedskæringspolitikere har aldrig taget ansvar. Uden aktiv kamp og solidaritet fra gulvet kommer der ikke resultater.

Kilde

DSR: Uligeløn er strukturel sexisme skabt af politikerne. Derfor er det dem, der skal løse problemet – Altinget: Arbejdsmarked

50.000 støtter borgerforslag om ophævelse af Tjenestemandsreformen | Politik og nyheder, DSR


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne