Pariserkommunen har meget at sige os den dag i dag – 150 år efter

Pariserkommunens satte en streg under nødvendigheden af arbejderklassens magtovertagelse for at sikre social befrielse. Og at arbejderklassen må organisere sig som et politisk parti. Dette er stadig levende og relevant efter 150 år.

Af Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer (CIPOML)


Den 18. marts 1871, for 150 år siden, var første gang arbejderklassen tog magten og dannede den første arbejderregering. Ministre og bureaukrater blev drevet ud af Paris og den udøvende magt lå nu i hænderne på Nationalgardens centralkomité, der repræsenterede den bevæbnede arbejderklasse.

Denne første arbejdermagt holdt i 72 dage og blev slået ned af de forenede reaktionære kræfter, der nedslagtede titusinder af mennesker. Ikke desto mindre har Kommunen efterladt et skatkammer fuld af uvurderlige erfaringer, der stadig er relevante i dag.

****

Pariserkommunen opløste den stående hær og politiet, der begge dele er instrumenter for klasseundertrykkelsen. Også statsapparatets administration med dets bureaukrati blev demonteret.

Beslutningen om disse to “ødelæggelser” var ikke baseret på en teoretisk begrundelse, men på den konkrete udvikling i klassekampen og viste sig i en form, der var et resultat af at man “fulgte det ufejlbarlige instinkt hos et folk der havde rejst sig”.

På Kommunens 2. dag blev det gjort obligatorisk for alle tilbageblevne soldater at træde ind i Nationalgarden. Hær og politi blev erstattet af et bevæbnet folk, det gamle bureaukratiske apparat blev erstattet af demokratisk udpegede. Inklusive til Kommunen og retsvæsenet skete alle udnævnelser gennem valg.

De der blev valgt stod til regnskab overfor folket og kunne fjernes fra embedet. Det blev lønnet med maximalt 6000 franc, gennemsnitslønnen for en faglært arbejder. Kommunen samlede den udøvende og den lovgivende magt. Arbejderklassens diktatur, der var ved at blive opbygget var stadig meget svagt og havde mangler, men alle de tiltag der blev skabt under de hårde betingelser var meget mere demokratiske og var selv det mest fremskredne borgerlige demokrati overlegent.

*

Med udråbelsen af republikken blev en række arbejderklubber, fagforeninger og aviser etableret i Paris og i alle andre større byer. Arbejderklassens diktatur – eller arbejderklassens demokrati – udviklede folkemassernes initiativ.

Paris’ indbyggere organiserede sig hurtigt ifht at gøre de valgte medlemmer af Kommunen opmærksomme på deres fejl og svagheder, for at sikre at de fulgte folkets interesser, og om nødvendigt fjerne dem fra deres post.

Hundredvis af mænd og kvinder samledes hver aften i arbejderklubberne efter fyraften for at diskutere i omkring 30 kvarterer i Paris, hvor de også ind i mellem kritiserede Kommunen.

Kommunens ledelse blev også inviteret til møderne, der især blev besøgt af arbejdere. Møderne var platforme, hvor de arbejdende mennesker var direkte involveret i politik, hvor de rejste deres krav, vurderede og kritiserede Kommunens beslutninger.

Den følgende dag ville en delegation på vegne af klubben informere Kommunen, der havde base i Paris om de beslutninger der var taget. Disse debatter kom også til udtryk i adskillige dagblade, der havde stor indflydelse blandt masserne med et oplag på 50-60.000.

De udgav tekster, skrevet af arbejderne, der rådførte Kommunen om hvilke skridt der burde tages. Avisartikler blev diskuteret blandt folk, nogle gange som genstand for en polemik mellem to modsatrettede synspunkter på klubmøderne. Disse diskussioner var med til at til at øge den politiske bevidsthed, såvel som at skabe en platform hvor befolkningen kunne få overblik over beslutningerne, og hvor man kunne komme til orde med et initiativ.

Indbyggerne i Paris var organiseret i områdekomiteer og i kommuner og indsatte deres repræsentanter i regionale og andre former for råd, som et postråd og et Louvre Arms Atelier råd.

Kvinder havde endnu ikke stemmeret, men var aktive i politik og spillede en stor rolle under Kommunen, hvor de ydede en betydningsfuld indsats.

Fagforeninger var et af arbejderklassens instrumenter. De fleste af dem var skabt inden Kommunen, men Kommunen betød at deres indflydelse blev styrket og de blev centraliseret. Disse fagforeninger, repræsenterede sammen med 43 andre sammenslutninger, der blev organiseret blandt masserne folkets kontrol med Kommunens ledelse.

Kommunen levede kun i 72 dage, hvor de fleste dage var med træfninger, men i denne korte periode forsøgte den at løse folkets væsentligste problemer.

-For at løse arbejdsløshedsproblemet besluttede man at købe og overtage nedlagte fabrikker og værksteder og genoptage produktionen.

-For at forbedre arbejdsforholdene blev natarbejde forbudt i bagerierne. Der blev også nedlagt forbud mod at arbejdsgivere kunne skære i lønnen ved at idømme bøder under mangfoldige påskud, hvilket var en udbredt metode på den tid. Den daglige arbejdstid blev sat ned i nogle sektorer.

-Tomme og forladte huse blev konfiskeret, huslejer blev fastfrosset og huslejegæld blev eftergivet.

-Religion og stat blev adskilt og en sekulær stat begyndte at blive opbygget; sekulær og gratis uddannelse blev obligatorisk for alle børn, drenge som piger.

-Der blev erklæret politisk amnesti og alle begrænsninger i ytringsfriheden blev ophævet. Kommunerne fik fuld autonomi.

Imidlertid levede kommunen ikke længe nok til at føre alle disse beslutninger ud i livet. Ikke desto mindre var det, som Marx sagde: Kommunens store sociale mål var dens egen arbejdende eksistens.

*

Kommunen begik også fejl.

-Efter at have taget magten havde den en kompromissøgende og moderat tilgang. Den var ikke i stand til at udnytte disse vitale timer og dage, men var henholdende og slog ikke det endelige slag mod Versailles-regeringen, der trak sig tilbage i uorden. Kommunens ledere ønskede at undgå en borgerkrig, men det var borgerskabet der anstiftede krigen mod kommunen og arbejderklassen.

-I Kommunens første dage var der en overdreven loyalitet overfor det formelle demokrati, og der var forbundet for stor legitimitet til parlamentariske valg, og dette ledte til forsinkelser af uopsættelige opgaver. Selvom Kommunen faktisk allerede var legitim i de brede massers øjne. En uge fik lov at gå med formaliteter.

-Politisk naivitet fortsatte herefter. Paris’ gader var fulde af Versailles’ spioner, men Kommunen tog ikke de nødvendige midler i brug. Mange aviser, der var fortalere for kontrarevolution var lovlige at udgive og cirkulerede under devisen “pressefrihed”. På den anden side besluttede Kommunen d. 5. april, da Versailles’ generaler begyndte at nedskyde kommunarderne , at “enhver massakre vil blive besvaret med blod”, men dette blev ikke implementeret før efter “Den blodige uge”, hvor tusinder af parisere blev massakreret.

-Samme ubeslutsomhed kunne man også se ifht at vælte den gamle orden. Centralbanken og de store virksomheder blev ikke nationaliseret gennem ekspropriation. Der blev ikke taget særlige metoder i brug til at støtte kvinderne, der spillede den mest aktive rolle i revolutionen. Skatterne, der var en del af det gamle reaktionære system, blev fastholdt.

-En anden af Kommunens svagheder var at den ikke gjorde særlig meget for at vinde bøndernes støtte. Arbejderklassen var endnu ikke helt klar over betydningen af dette.

Internationalen uddrog en anden vigtig lære af Kommunens erfaringer:

Vi konkluderer, at overfor den kollektive magt hos de ejendomsbesiddende klasser kan arbejderklassen ikke handle som klasse, uden at konstituere sig som et politisk parti, afgrænset fra og i modsætning til alle de gamle partier skabt af de besiddende klasser”.

Og på dets møde i september 1871, erklærede Den internationale arbejdersammenslutning, at
“kombinationen af arbejderklassen og et politisk parti er af afgørende betydning for at sikre den sociale revolutions sejr og dens ultimative mål – afskaffelsen af klasser”.

*

Pariserkommunens understregning af nødvendigheden af arbejderklassens diktatur for at opnå social befrielse gennem kampen om magten mod den rådnende kapitalisme, og af at arbejderklassen må organisere sig som et politisk parti er stadig levende og relevant efter 150 år.

Længe leve Pariserkomunen!

Længe leve proletarisk internationalisme!

Oversat fra

The call of the Paris Commune is still relevant today

Læs tekster af Karl Marx om Pariserkommmunen her

Pariserkommunen – kvinder og mænd på barrikaderne

 

Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer (CIPOML)
Februar 2021

Arbejderpartiet Kommunisterne, APK er medlem af CIPOML

Se andre udtalelser fra CIPOML

Se CIPOMLs  hjemmeside

 

 

 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne