OK21:Ansatte ønsker stærkere solidaritet mellem faggrupper – Mens fabriks-og profittænkning, magthierarkier, og fagtoppe splitter folk op mod hinanden

I denne uge holdt APK et online OK21-møde om situationen op til de offentlige overenskomstforhandlinger, og der var bred enighed om, at der er behov for en kamp der også i en Corona tid rækker langt videre end rene lønspørgsmål og opsummerede bl.a.:
“Det handler om at forstå at vi har en kæmpe kraft, når vi ser os selv som et ”vi”. Og det er den forståelse der appellerer til alle kampvillige kræfter, der vil slås for bedre løn og arbejdsforhold uanset hvis røv der sidder på regeringstaburetterne.”.
Næste møde FAGLIG KAMP PÅ TVÆRS holdes d. 18. februar. Alle er velkomne.

Er der en ting der går igen blandt de fleste offentlige ansatte, så er det at de med stolthed husker tilbage på optakten til OK18. Her lykkedes det efter et langt pres fra gulvet, at få fagtoppen til at inviterer aktive og tillidsfolk til kæmpe fællesmøder på tværs af faggrænser. Utilfredsheden og fællesskabet blev synligt, og det gav energi, der kunne forvandles til aktion.

Optakten til årets overenskomster har været ganske anderledes spagfærdige. Der findes om muligt endnu større frustration og vrede blandt de ansatte i den offentlige sektor ovenpå årtiers nedskæringer og med en økonomisk og sundhedskrise. Men én ting har ændret sig: Det er at fagtoppens socialdemokratiske partifæller sidder i regering. Mens det i OK18 var opportunt at løfte fanerne og give ordet til vrede og utilfredshed fra gulvet, så var hele bagtanken samtidig at dreje aktivitet og aktioner i en parlamentarisk retning.

”Stem på et af de socialdemokratiske partier”, er mere eller mindre den eneste handling som man ønsker fra medlemmerne. Og nu da vennerne sidder på regeringsmagten er al kampvilje tilsyneladende pist forsvundet fra fagtoppen, og den var der i praksis heller ikke i OK18, da det kom til stykket.

På gulvet husker man tilbage på OK18 med stolthed, mens man i toppen frygter den kraft som der vækkes til live blandt medlemmerne, når solidaritet og sammenhold mellem faggrupper bliver til konkrete aktioner.

Også i det daglige frygter politikere og direktører de ansattes helt naturlige vilje og lyst til tværfagigt samarbejde. De opgaver som alle har på gulvet er derfor delt op i ret rigide faggrupper, der ofte handler mere om magt og hierarkier end de egentlige kompetencer, der kan være brug for i den konkrete situation.

I et hospitals system, hvor alle ansatte er så tydeligt afhængige af hinanden, fra sekretærer til rengøring til sygeplejen osv.. Er udlicitering er personalegrupper, og skarp opdeling mellem afdelinger ikke kun en måde at styre sundhedstilbud efter nogle økonomiske prioriteringer. Det er også en måde, der bruges til at splitte de ansatte op. Andre opdelinger er: Kvinde og mandefag, udliciterede og direkte ansatte, vikarer og fastansatte.

Ledelseslaget i hospitalsvæsnet er det eneste, der er centraliseret og styrket, og rent lønmæssigt har de set millionerne rulle ind på kontoen. Alle andre faggrupper der står med patienterne, er atomiseret og specialiseret i en grad så almene kundskaber end ikke bliver trænet som en del af rutinen.

I nogle faggrupper er der så stort brug af vikarer og løst tilknyttede, at mange slet ikke er med i de fagforeninger der forhandler overenskomsten på området. Løst tilknyttede der ikke har nogen ret til løn under sygdom og barsel, eller har pensions opsparing eller løn efter anciennitet, udgør op til 10 procent af alle offentlige ansatte. En del er naturligvis studerende, der har brug for et studiejob, og samtidig gerne vil have lidt relevant erhvervsarbejde på deres cv, men mange hænger fast i vikar ordninger i årevis.

Det samlede billede er derfor, at der er et stort misforhold mellem den forståelse af arbejdspladsen som summen af et kollektiv, hvor alle er afhængige af hinanden for at kunne udføre deres eget arbejde. Og så den måde som de ansatte og afdelinger, og faggrupperne står splittet op og knap har tid at kende og anderkende hinanden.

En fælleskabs ånd mellem personaler på hospitaler ligger helt naturligt i selve arbejdsopgaven, og det er en kæmpe svaghed når faggrupper og afdelinger bliver sat kunstigt ud mod hinanden, og både ledelse og fagbevægelsen, på hver deres måde, stiller sig i vejen for solidariteten.

En deltager på møde fortæller: ”Alle de ting som vi har lært som ansatte, gennem de sidste mange års kampe mod nedskæringer og forringelser, er blevet ekstra tydelige under det seneste års krise.
Det er kun gennem en fælles kamp at vi kan vinde sejre, det er kun gennem at alle mine kollegaer har tid til at passe deres arbejde, at jeg også kan få tid til at passe mit. Vi er totalt afhængige af hinanden, uanset om vi skal undervise eller vi er studerende, om vi er patienter eller læger.

For den enkelte lærer er afhængig af at alt på skolen fungerer, fra mine arbejdskollegaer der underviser i klassen før mig, til bygning og IT og undervisningsmaterialer osv. osv.. Det er summen af kollektivet der i sidste ende sikrer at børnene får en god skolegang.

Det handler om at forstå at vi har en kæmpe kraft, når vi ser os selv som et ”vi”. Og det er den forståelse der appellerer til alle kampvillige kræfter, der vil slås for bedre løn og arbejdsforhold uanset hvis røv der sidder på regeringstaburetterne.”

Der planlægges nye initiativer i den kommende tid, følg med på kpnet.


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater