Vi mangler fagforeninger, der tør sætte foden ned!

Interview med Danielle Mercier, der er pædagog i København i en kollektivt ledet børnehave. Danielle er medstifter af Den Kritiske Pædagogiske Højskole.
Ledelserne i i fagforeningerne bidrager til politikeres og forvaltningers status quo og ikke til fornyelse og forstærkning af profession, arbejdsvilkår og livsvilkår for børn, betoner Danielle bl.a.

Af Lisbet Bonde

Du har i flere indlæg opfordret pædagogerne til at protestere, hvorfor?

Danielle Mercier:
Jeg oplever at muligheden for at gøre et godt stykke fagligt arbejde, dvs sikre børnenes trivsel og dannelse, er meget ringe. Dette især som følge af nedbarberede normerings- og pladsforhold.
Jeg oplever dertil et politisk og forvaltningsbaseret syn på professionen præget af mistillid og en ide om at jo mere styring oppefra i detaljen, jo bedre pædagogisk kvalitet.

Jeg nægter ikke, der er kvalitetsproblemer i daginstitutionerne. Fx problemer med kvaliteten af den pædagogik, børnene møder.

Det politiske, forvaltnings- og forskningsbaserede fortælling er at flere konceptpædagogikker, forskningsprojekter og mere styring i form af tilsynsbesøg kan fixe problematikken.

Jeg mener, tiden er kommet til at prøve, om ikke et betydeligt normeringsløft og bedring af pladsforholdene omkring børnene kan løse kvalitetsproblematikken.

Jeg mener dertil, at gode samspilsforhold børn og pædagoger imellem, gode betingelser at udvirke sin faglighed under, og anstændige pladsforhold omkring børnenes liv, det kan bedre et pædagog-fag, med elendig samfundsmæssig status, lav løn, besvær med rekruttering til uddannelsen og en underfinansieret uddannelse.

Jeg ønsker at opfordre til “professionel ulydighed”:
Hvilket altså skyldes min bekymring på børnenes vegne og på vegne af pædagogers muligheder for at gøre et anstændigt stykke arbejde.

Professionel ulydighed handler om at tage sin egen faglige dømmekraft og professionalisme alvorligt, og dermed sige fra i debatter og konkrete situationer, hvor pædagoger politisk eller forvaltningsmæssigt pålægges opgaver, tiltag og styring af arbejdet, som man ikke kan stå inde for fagligt, eller som underminerer den faglige autonomi og dømmekraft.

Kan du komme med eksempler, du selv kender til?

Danielle Mercier:
Under corona meddelte min institution forvaltningen, at med de bortbarberede ressourcer til smitteminimering kunne vi som institution af hensyn til børnenes trivsel og dannelse ikke mere påtage os de af sundhedsstyrelsen anbefalede opgaver med opdeling af børnene dagen igennem, hyppig håndvask og afvask af legetøj, børn og os selv, når børn har hostet, nyst og suttet på legetøj mm.

Hvad foreslår du pædagogerne gør?

Danielle Mercier:
Jeg foreslår pædagogerne bliver mere aktive i debatter.

At pædagoger bedriver professionel ulydighed i samarbejdsrelationerne til forvaltning og fx gør opmærksom på det uhensigtsmæssige i at det obligatoriske tilsyn altid sker på det tidspunkt af dagen, hvor daginstitutionerne har bedst normering. Dvs protesterer over at det usynliggøres i den forvaltningsmæssige “fortælling”; at normeringer betyder noget for den kvalitet, pædagoger kan yde.

Det er en længere snak, for også ideen om læring som målet med småbørns daginstitutionsophold bør pædagoger tage op i forbindelse med tilsynsbesøgene. Ud fra at dagtilbudsloven specificerer, at der skal ske så meget mere for småbørn, i deres daginstitutioner end læring.

Hvordan bedømmer du BUPLs rolle og støtte/manglende støtte til pædagogerne?

Danielle Mercier:
Når BUPL og LFS høres og udtaler sig i forhold til problematikker, f.eks. normerings- eller corona-problematikker, så oplever jeg det som at BUPL’s og LFS’s kommunale, organisatoriske og politiske samarbejdsrelationer, og disses dagsordener, tæller højere end fagforeningsmedlemmernes (og børnenes) interesser.

Jeg føler mig altså ofte ikke repræsenteret som medlem. Jeg føler mig ofret for at fagforeningerne kan inddrages som aftaleparter på højere plan.

Jeg mangler fagforeninger der tør/vil sætte foden i.
F.eks. går det mig på/er det mig uforståeligt at BUPL/LFS ikke satte kampagner i de landsdækkende aviser i anledning af at politikere og kommuner tog ekstraressourcerne til smitteminimering væk efter at daginstitutionerne havde været genåbnet en måned i foråret, mens ekstraopgaverne med smitteminimering består i uforandret grad.

Det er mig uforståeligt at både BUPL og LFS som det eneste kritiserede at den mindste af opgaverne, nemlig opgaven med ekstra rengøring, var beskåret.

Mens man ikke med et ord ville kritisere, lige meget hvor meget bl.a. jeg opfordrede, at den mest ressource- og fagligt krævende opgave med opdeling af børnene i mindre grupper dagen igennem, den skulle pædagoger stadig klare, nu uden ekstraressourcer.

Hvorfor er det sådan?

Danielle Mercier:
Er det de hellige samarbejdsrelationer opad?
Jeg føler mig i hvert fald ikke repræsenteret, og jeg krymper tæer når nærmest ingen pædagoger protesterer overfor BUPL og LFS i denne sag og lignende!

Der er overenskomstforhandlinger lige om lidt, hvad er efter din mening de vigtigste krav for pædagogerne?

Fagets status skal opskrives, det betyder tillid til pædagogers dømme- og handlekraft skal genskabes.
Det betyder afskaffelse af den nuværende topstyring og mistillidsdagsorden.
Den skal erstattes med en stadfæstelse af pædagogers ret til faglig autonomi.

Der skal etableres (ægte) dialogbaseret samarbejde fra forvaltning og politikeres side: konkret betyder det bl.a. afskaffelse af pædagogiske tilsyn i deres nuværende form, dialog, og ikke som nu monolog fra oven, om pædagogiske udviklingsprojekter og tests af børn, akkrediteringstænkning mm.

Det skal anerkendes – politisk og forvaltningsmæssigt – at skal pædagoger levere kvalitet, herunder leve op til dagtilbudslovens bestemmelser, så skal der flere ressourcer til i daginstitutionerne, i form af normeringer og kvadratmeter til børnene.

Som allerede antydet tror jeg på at en ny strategi end lønkravsstrategien må afprøves for at sikre disse ting: Man skal ikke argumentere at gennem højere løn kommer anerkendelse og tilkendelse af autonomi, gode opvækstforhold for børnene.

Man skal gå den modsatte vej og sige at gennem anerkendelse af faglighed, tilkendelse af autonomi og anstændige levevilkår for børn/arbejdsvilkår for pædagoger kommer højere løn, bedre rekruttering til uddannelserne, bedre finansierede uddannelser.

Hvad skal der til, hvis nogle af de krav skal indfries?

Danielle Mercier:
Bl.a. er det essentielt at fagforeningerne gentænker hvor deres solidaritet ligger i de mange konfliktsituationer vi ser, mellem de offentlige og politiske styringsorganer og de ansatte i daginstitutions- og SFO-sektoren.

Som det er nu, oplever jeg som sagt at fagforeningerne bidrager til politikeres og forvaltningers status quo og ikke til fornyelse og forstærkning af profession, arbejdsvilkår og livsvilkår for børn.

Det er også af betydning at NGO’ere kommer på banen.

Pt. er bl.a. Familie Politisk Netværk en vigtig spiller. Men jeg frygter nogle gange, den er ved at ryge i fagforeningsfælden og søger magt gennem et samarbejde, hvor den gældende politik på området skal bekræftes.

Et eksempel på et stærkt samarbejde er Bedre Børneliv Danmark og forældrebevægelsen Hvor er der en voksen som sammen med andre NGO’er, bla. Den Kritiske Pædagogiske Højskole har indklaget den danske stat for FN med en rapport som viser, at staten på daginstitutionsområdet ikke lever op til sin forpligtigelse på bla. Børnekonventionen.
Rapporten kan læses her: bedreboerneliv.dk

………………………..

Den Kritiske Pædagogiske Højskole er en NGO-organisation, fri af partipolitiske og organisatoriske særinteresser.

Fokus er på velfærdsprofessionernes arbejdsopgaver, arbejdsforhold og uddannelse.

På småbørnsområdet arbejder DKPH for følgende forhold:

  • at det pædagogiske arbejde med småbørns demokrati og medbestemmelse opskrives i overensstemmelse med bestemmelserne i den danske dagtilbudslov.
  • at småbørns ret til en barndom, der giver mening og livskvalitet i børneperspektiv, opskrives og sikres. Dette i overensstemmelse med bestemmelserne i FN`s Børnekonvention.
  • at pædagogers faglighed og autonomi i arbejdsforhold og uddannelse anerkendes og opskrives.

Den Kritiske Pædagogiske Højskole 

 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater