Regeringen påtvinger almennyttige boligorganisationer en ny sparerunde på driften

Ved årsskiftet udløb en tidligere aftale om besparelser på driften i de almene boliger på 1,5 mia. kr. inden udgangen af 2020. Nu er der kommet en ny og fuldstændig tilsvarende aftale om nedskæring de kommende år. En samlet effektiviseringsmålsætning for den almene boligsektor på 1,8 mia. kr. i perioden 2021-2026, hvor 1,5 mia. kr. forudsættes at komme fra driftseffektiviseringer og 300 mio. kr. fra energieffektiviseringer.

De almennyttige boligorganisationer blev i 2014 pålagt at følge 2 procents besparelser på driften, som om det var en del af den offentlige sektor. Besparelserne blev sat om et mål om at reducere sektorens samlede driftsudgifter med 8 procent eller 1,5 mia. frem til 2020. Til at bedømme hvilke af de mange almennyttige boligforeningen, der skulle skære mest, udviklede Kommunernes Landsforening et værktøj til at sammenligne boligafdelinger med. Altså – hvis en eller anden boligafdeling i et bestemt område havde haft nogle år med billig drift, så var forventningen at tilsvarende boligområder et helt andet sted i landet hermed skulle kunne finde inspiration til at opnå besparelser på driften.

I praksis har de seneste år vidst at besparelser på driften ofte betyder en direkte besparelse på den service, som beboerne har som en del af huslejen. Det er nøjagtig det samme problem, som kommunerne og de enkelte institutioner i hele den offentlige sektor har haft ved de årlige grønthøster besparelser på 2 procent. Den centrale metode i den såkaldte effektivisering er, at sende udgifter der tidligere har været en del af huslejen over på beboernes private budget.

Regnefolkene i ministeriet og Kommunernes Landsforening er dybt politiske, og det er med udgangspunkt i deres såkaldte beregninger at folketingspolitikere påstår, at det handler om at for mange ansatte. Der skal tyndes ud og løbes hurtigere. Og – det vil endda betyde en billigere husleje! Argumentet på det tidspunkt var bl.a., at man så kunne fastholde et loft over boligtilskud, hvorved man sikrede lavere udgifter.

Huslejen bliver dog meget sjældent sat ned i praksis, fordi de såkaldte besparelser ofte indeholder nye dokumentationskrav eller nyt udstyr, og en tendens til at sende alle udgifter over på andre konti. F.eks. har alle Københavnske boligorganisationer flyttet en del af driftsudgifterne hen under såkaldt ‘planlagt vedligehold’, og samtidig har branchen accelereret brug af udliciteringer ved vedligeholdelsesopgaver og brug af leasing, skattefiduser og meget andet.

Det vil sige, at en del besparelserne kommer som følge af, at opgaverne er flyttet til østeuropæisk arbejdskraft, mens boligområderne samtidig måtte opgive initiativer der, kunne sætte arbejdsløse beboere i beskæftigelse. Så de indirekte konsekvenser af de såkaldte effektivisering er en kassetænkning, der ikke gør at samfundsudgiften bliver mindre – tværtimod. Leasing af udstyr er et andet ord for, at man ikke betaler skat – for driften bliver lagt over på et privat firma, der kan afskrive det som ‘nyindkøb’. Samfundsudgiften bliver den samme – eller endda større. Men i kassetænkningsverdenen, i regnedrengenes verden er der sket en effektivisering.

Den sidste type besparelser ved ‘rationaliseringer’ der ønskes presset igennem tager udgangspunkt i et uigennemskuelig statistikværktøj der skal lave såkaldte benchmarks, altså måle på forskellige boligafdelingers udgifter på drift over en kort årrække. Men man kan slet ikke sammenligne vedligeholdelse over 2 eller tre år. Det kræver minimum 15 til 25 år at se, hvad de reelle udgifter er på vedligehold på bygninger. Måske betyder besparelserne i virkeligheden manglende vedligehold hvorved bygningerne bliver ødelagt – og beboere, der flygter.

Da bygningerne og lejere er den værdi som boligforeningen baserer sig på, så vil en dårlig vedligeholdelse i sidste ende betyde at en boligforening kan blive insolvent. Effektiviseringer kan altså være enormt dyrekøbte.

Udgifterne til forskellige dele burde i stedet bestemmes af standarder på vedligeholdelse og ikke bestemt af økonomiske hensyn. Andre udgifter burde alene være op til beboerdemokratiet – f.eks. drift af et fælleshus eller lignende. Det bør ikke være muligt at køre den slags initiativer over med en statslig nedskæringsøvelse.

Grunden til at det er dyrt at bo i den almene sektor er ikke driften, men skyldes især den måde finansiering, skatteregler, dokumentationskrav og udliciteringsregler er skruet sammen på.

Se Aftalen mellem Transport- og Boligministeriet, BL – Danmarks Almene Boliger og KL – Kommunernes Landsforening her: Aftale om effektivisering af den almene boligsektor i 2021-2026

 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne