Hjælpepakker og værnemidler – regeringens, kapitalismens store svigt

Regeringen har vist handlekraft når det kommer til at redde de store virksomheder og deres superprofitter. Når det kommer til arbejdsforholdene for sosu’er, sygeplejersker, lærere, tilrejsende arbejdere er det en helt anden sag.

Af Lisbet Bonde, APK

Den officielle fortælling er, at regeringen er meget handlekraftig og kører efter forsigtighedsprincippet. Ja, der er handlekraft når det drejer sig om den resolutte uddeling af milliarder til især monopolvirksomhederne. Her holdes en fast hånd under superprofitterne, man ønsker ikke monopolerne taber terræn i forhold til andre europæiske og amerikanske monopoler. Men for alle os andre er handlekraften ikke eksisterende.

Intet gøres i forhold til arbejdernes og arbejdsfolks voksende økonomiske og arbejdsmæssige og sundhedsmæssige problemer.

Der arbejdes ikke med nogen som helst forsigtighed, når det gælder tusinder af menneskers covid-risiko på arbejde.

Allermindst gøres for de tusinder, især østeuropæiske arbejdere, som befolker større og større dele af arbejdspladserne. I byggeriet ofte ansat af underleverandører. I de store anlægsarbejder som broer og metro. Slagterier, gartnerier, etablering af fibernet, rengøring.

Disse arbejderes boligforhold og arbejdsforhold er en grotesk skandale. Som det samlede EU bærer hovedansvaret for.

Arbejdskraftens fri bevægelighed er et af de mest kyniske hjørnepæle i EU, det er kapitalens fri marked for billig arbejdskraft, som vi f.eks. oplever lige nu, hvor rumænske arbejdere flyves ind for at aflive mink.

Overalt møder du også chauffører, som leverer køleskabe, køkkener og meget andet direkte ind i hjemmet, vinduespudsere – de går fra hjem til hjem og kan blive smittet hvor som helst. Ingen af de folk får udleveret visir eller anden beskyttelse.

Sygeplejersker, sosu-hjælpere og rengøringsassistenter er en ekstra udsat gruppe. De fik omsider værnemidler.

Ikke mindst sygeplejersker er blevet og bliver beordret til at flytte rundt på afdelinger og forlanges i arbejde på områder, de har sagt nej til. Mange steder betyder underbemandingen en ubærlig arbejdssituation. Intet er gjort for at skaffe de folk mere, som der er så skrigende behov for.

Jeg talte med en rengøringsassistent på Gentofte Hospital, hun baksede sin store rengøringsvogn ind i en lille elevator og ud igen på næste etage. Derefter skulle hun fortsætte den slidsomme rengøring på en ny etage. Alt sammen med maske på.

Det var hårdt sagde hun, og varmt. Hun skal arbejde hårdt en hel arbejdsdag iført maske. Fik ikke spurgt om hun havde fået f.eks. flere pauser til lige at puste ud uden masken – men mon?

Margit, sosu-assistent på et af Københavns store plejehjem, bekræfter at de arbejder under hårdere betingelser under corona, både p.gr. af maskerne, men især fordi der er mange ekstra opgaver. Alligevel er alle arbejdsrutiner og arbejdskrav nøjagtig de samme som før pandemien.

Oveni skal de hjælpe hver beboer, der får besøg ned fra afdelingerne til udeområdet i haven. Og tilbage igen.

Da det startede for mange måneder siden blev personalet lovet en ekstra ansat til hver afdeling.

Det fik de aldrig og har stadig ikke fået.

Arbejdsmængden og byrden er vokset. Bemandingen er den samme.

Også lærerne er en af de grupper, der er særligt udsatte for smitte. Helt på linje med pædagogerne.

Hvor der for pædagogerne skal lægges oveni, at de har fået en meget større daglig arbejdsbyrde, med alt det afvaskning af legetøj, ekstra rengøring, de er blevet pålagt – uden nogen som helst form for kompensation.

Pædagogerne bør vitterlig gøre oprør.

Karna er lærer og fortæller:

På mange måder er vi tilbage hvor vi var før Corona. Store klasser i for små lokaler. De eneste forskelle da vi mødte ind i august var at håndspritten stadig var der ved siden af håndsæben og at eleverne skal ind ad havedøren til klasselokalerne, så de ikke samler sig i vores fællesrum.

Der var ikke længere ekstra rengøring eller afstand mellem hverken lærer eller eleverne imellem.

Og da vi er gået fra nødundervisning til normalt skema igen, ser de fleste lærere 100-150 elever hver uge, når de går fra klasse til klasse for at undervise i et hårdt presset skema med mange mål for undervisningen.

Mange af mine kolleger er bekymrede hver dag, når de går på arbejde.

Det slider, når det lægges oven i den igen så overbebyrdede skolehverdag.

På vores skole har vi netop fået indkøbt nogle visirer som lærerne kan vælge at have på, når de underviser. Det er godt for dem, der oplever det som beskyttelse, at de nu har muligheden for det og at arbejdsgiveren indkøber det.

Jeg har ikke benyttet muligheden, og mener at det er absolut sidste udvej at bære mundbind og visir i det pædagogiske arbejde.

Mundbind og visir skal ses som supplement, yderligere beskyttelse. God hygiejne, både hånd og rengøring, afstand! og få kontakter! er det væsentlige. Det er sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

Men ikke noget man fra regeringen vil følge på folkeskolerne, selvom det i pædagogisk perspektiv er et kæmpe hit, som vi så i forårets corona-skole.

De små hold og få kontakter og den øgede frihed til at planlægge hele dagen med eleverne var noget, eleverne var vilde med. De blomstrede op, de skoletrætte elever synes pludselig at det var sjovt at gå i skole og vi fik som lærere tid til at møde eleverne og lære dem at kende, og tilrettelægge undervisning og aktiviteter der passer godt til elevsammensætningen og humøret,  hvilket de nuværende rammer giver meget dårlig mulighed for.

Corona-skolen var et kort indblik i, hvordan skolen kan være der for eleverne og støtte dem i at udvikle sig som lærende mennesker, når lærerne får lov til at forlade fabrikken for fodsoldater, som de nuværende rammer for lærerne og folkeskolen i praksis lægger op til.

Som Karna nævner, så er der absolut ingen forsigtighed i forhold til uddannelsesverdenen. Der er ingen omsorg for elever og personale fra myndighederne, når man ikke engang kan få gjort ekstra rent!

Corona-skolen bør fortsætte i det omfang det er muligt, men for alle børnene, med indkaldelse af ekstra personale.

Mange andre arbejdsgrupper står med ubeskyttede arbejdsforhold.

Regeringen er tydeligvis kun regering for de rige.

Det er den regering, som får støtte fra bl.a. Enhedslisten.

Overalt på arbejdspladser må de mange eksisterende protester vokse. Vi må stille krav – og vi må kæmpe sammen for dem.

Kampen mod pandemien er også en klassekamp.

 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne