Covid-19 og arbejderklassen

Kapitalisterne og staten bruger Covid-krisen som en undskyldning for at få arbejderklassen til at betale for deres kriser. Denne artikel tager udgangspunkt i Indien, men tendensen er den samme overalt. Fælles for arbejderklassen over hele verden er også behovet for et opgør med det kapitalistiske system og med kapitalisterne, der som ligrøvere spekulerer i hvordan en global pandemi kan udnyttes til at trykke leve- og arbejdsvilkår og tiltage sig endnu større profit.

Indien. Millioner af migrantarbejdere – uden mulighed for at tjene til livets opretholdelse – strømmede ud på motorvejene i en ustoppelig bølge. De var sultne, tørstige, syge, med ømme fødder, transporterede deres ting på hovedet og børn på skuldrene, ville væk i håb om at nå hjem.

Af C.N. Subramaniam, Revolutionary Democracy, Indien
Indlægget har været bragt i APK’s magasin Enhed og Kamp 3,2020

Den globale pandemi har afsløret indholdet af det forsvar, kapitalismen og dens gigantiske stater har rejst for at forsvare sig selv. Aldrig før har hjulene i den kapitalistiske produktion, handel og bankområde gået i stå, som de gør nu. Aldrig før har staternes evner til at styre og håndhæve love været så drastisk lammet. Aldrig før i de sidste to århundreder har naturen draget et lettelsens suk, som den har nu, hvor der er gearet op for at helbrede de skader, som den globale kapitalisme har skabt. Denne hidtil usete krise er helt klart en bølge af ”neoliberal” globalisering, der blev indledt i 1990’erne som løsningen på tilbagevendende kapitalistiske nedture og kriser. Integrationen af verden, massiv afhængighed af kinesiske fabrikker, globale forsynings- og markeds- og arbejdskæder, kapitalismens forsøg på endelig at flade jorden ud har skabt betingelserne for dette massive udbrud af virale angreb. Den hurtige globale spredning af en virus, der stammer fra Wuhan-provinsen i Kina, er faktisk en direkte konsekvens af den globale integration baseret på den kinesiske produktions afgørende rolle.

Umiddelbart er tiden lige nu et globalt revolutionerende øjeblik, hvor den kapitalistisk produktion og stat ikke længere er i stand til at ”fortsætte som hidtil”, og hvor de enorme masser af mennesker – arbejdende mennesker, der producerer og forbruger og holder det kapitalistiske system i gang – heller ikke er det. Millioner af mennesker over hele verden er gjort arbejdsløse, og den eneste måde de kan få adgang til livsfornødenheder, er gennem ”ekstra økonomiske midler” uden for systemet med de frie markedskræfter – enten gennem understøttelse, statslig indgriben eller gennem plyndringer, som dele af den amerikanske arbejderklasse har gjort i den nuværende hurtige spredning af opstande i byerne i USA. Så meget for den neoliberale kapitalismes påstand om at være i stand til at imødekomme alle behov gennem at lade markedskræfterne styre. Verden kan ikke gå tilbage til, hvordan den var for fem år siden, og leve lykkeligt videre!

Hvad vil de konturer være, der vil forme fremtiden for verden? Som det ser ud nu, ser det ud til, at kapitalismen og dens staters kræfter er bedst organiserede og bevidste og synes at sidde i førersædet. Sådan så det også ud i 1914-17. Det skyldes, at den revolutionære reaktion hos masserne, der er tvunget af det umulige i at fortsætte med at leve og arbejde som hidtil, først begynder at dukke sporadisk op. De enorme udvandringer af de indiske arbejdere fra byerne og opstandene og plyndringerne i USA kan bare være de legendariske strå, der blæser i vinden. Som i 1917-19, hvor arbejderklassen i verdens øjne syntes at være dårligt organiseret, men alligevel lykkedes med bemærkelsesværdige udbrud af revolutionære energier aktivt at omforme verden, kan vi også håbe, at fremtiden ikke vil være den, som de globale herrer kapitalister ønsker det at være. Der synes dog at være en væsentlig forskel: Arbejderklassen havde et fyrtårn af lys i deres marxisme og den leninistiske organisation, et lys som er dæmpet betydeligt i det mellemliggende århundrede. Men så er der flere lamper, om end af meget beskeden styrke, som belyser en meget kompleks verden, og vi kan håbe, at arbejderklassen endnu en gang vil vise den revolutionerende energi til at skabe en ny mening med verden og organisere sig for at skabe den forandring.

Men det kan ligge i fremtiden. Som vi sagde før: Kapitalisterne og staterne er stadig i førersædet, og tro mod deres natur som ligrøvere forsøger de at få det maksimale ud af den mest intense tragedie, menneskeheden står over for, når hundredtusindvis af mennesker over hele kloden er ved at miste deres liv til virus og millioner er overladt til langsom død af sult og afsavn.

I denne artikel vil vi behandle den indiske stat, dens kapitalistiske klasse, og arbejderklassen reaktion på den nuværende pandemi og den situation, det har skabt.

Man må huske på, at den nuværende BJP (Bharatiya Janata Party) ledede regering står over for en af de mest magtfulde protestbevægelser i nyere tid mod sin politik for splittelse af befolkningsgrupper og pogromer mod mindretal, især muslimer. Dens forhastede vedtagelse af en lov, Citizenship Amendment Act, der gør det muligt for den selektivt at give statsborgerskab til ikke-muslimer fra nabolande med muslimsk flertal, den sociale ødelæggelse, der skyldes udøvelsen af kontrollen af statsborgerskabskravene hos mennesker, der bor i Assam, og truslen om at udvide det til resten af landet havde til formål at isolere og angribe muslimske mindretal. I stedet samlede det unge og kvinder, der tilhører mindretalssamfund, dalitter, adivasis og alle andre samfund, især på universiteterne, og førte til massive sit-in-protester. BJP tabte valgene i en række stater, senest valget i Jharkhand og den centrale stat Delhi, hvor det klarede sig temmelig dårligt. Dets undertrykkende foranstaltninger og kampagne for at bagtale demonstranterne som antinationale havde klart givet bagslag.

Således kom pandemien som en Guds gave til den betrængte regering, der slog ned på hele landet ved hjælp af nødlove udformet af de daværende koloniale herrer for mere end ét og et kvart århundrede siden i kølvandet på et udbrud af pest. Statens indsats og frygt for virussen gennemtvang en lukning af protesterne og sit-ins over hele landet, især i Delhi. Efter likvideringen af protesterne mod statsborgerskabsloven forfulgte regeringen utrætteligt lederne af bevægelsen ved at arrestere dem og fængsle dem under umenneskelige forhold og Covid 19-trussel. Hundredvis af aktivister er blevet fængslet siden da i staterne Uttar Pradesh, Delhi osv.

Pandemien har også givet den indiske stat mulighed for at give sig selv enorme beføjelser til overvågning af og kontrol over bevægelse og hele befolkningen.

I stedet for at styrke det kollapsende offentlige og private sundhedssystem greb regeringen muligheden for at bruge kunstig intelligens og lignende teknologier til at overvåge private borgeres bevægelse og samtaler. Det er naturligvis i tråd med det verdensomspændende fænomen, som den kinesiske stat har taget initiativ til. I det mindste blev det i Kinas tilfælde modsvaret af landets parathed til at håndtere pandemien både med hensyn til behandling og effektiv planlagt nedlukning. Modsat Indien, hvor sundhedssystemerne og sanitetssystemerne dårligt har været i stand til selv at håndtere den normale situation, da det offentlige sundhedssystem systematisk er blevet afviklet til fordel for privatisering med en forsikringsdækning, der svigtede de fattige. Det offentlige sanitetssystem, der af kastebaseret ideologi blev dømt til at være den sektor, der var mindst moderniseret, da det hovedsagelig var bemandet med dalitarbejdere, kunne bare ikke klare den massive opgave med at holde byerne og landsbyerne rene.

Da centralregeringen annoncerede en fuldstændig nedlukning uden tilstrækkelig planlægning eller høring af statslige eller lokale forvaltninger, faldt de grundlæggende opgaver med at holde landet i gang på sundhedspersonale, sanitetsarbejdere og politiet, på alle af dem der var dårligst rustet til at håndtere opgaven, uden uddannelse, passende beskyttelsesudstyr eller afløsning på arbejdspladsen. Dette resulterede i, at tusindvis af dem blev smittet og bar hovedbyrden af ikke blot pandemien, men også social ligegyldighed og udstødelse af en ufølsom middelklasse.

Man skal huske, at de fleste af disse sundheds- og sanitetsarbejdere arbejder på kontrakt og uformelle ansættelser uden nogen juridisk eller social sikring. Det samme kan siges om arbejdere i de såkaldte servicesektorer, småhandlende, sælgere, der måtte fortsætte med deres service under fastlåste forhold, selv om indkøbscentre og ”online” shopping-platforme blev lukket ned af sikkerhedshensyn. Nedlukningen beskyttede først og fremmest middelklassen i byerne, da det er denne klasse, der var privilegeret ved at kunne blive hjemme og få løn for det.

Nedlukningen betød fuldstændig standsning af arbejdet i alle industrienheder (de ”ikke-væsentlige”), transport, herunder jernbaner og veje, som er vigtigere i de store uformelle og selvstændige arbejdssektorer, som udgør et levebrød for ca. 90 % af bybefolkningen. Siden er nedlukningen fortsat med at blive forlænget med over tre måneder, hvilket har ført til tab af arbejde og indkomst for millioner af fattige i byer og landdistrikter. Mens landdistrikterne blev relativt forskånet og den årlige forårshøst blev afsluttet i hele landet, var det byerne, der oplevede et hidtil uset sammenbrud. Arbejdsgiverne benyttede denne lejlighed til at forsvinde uden at betale lønrestancer til deres ansatte, hvoraf de fleste, skal det bemærkes, ikke har nogen formel aftale eller dokumentation. For eksempel viste en ’telefon’-rundspørge foretaget af netmagasinet The Wire blandt de arbejdende i Delhi, at næsten halvdelen af de adspurgte ikke havde modtaget fuld løn for måneden før lockdown, over 90 % rapporterede, at arbejdet helt var stoppet, og 80 % rapporterede fuldstændigt tab af enhver indkomst i lockdown-perioden.

En undersøgelse foretaget af Azim Premji University og andre organisationer rapporterede massiv arbejdsløshed og tab af indtjening som følge af nedlukningen. I byerne havde 84 % mistet deres arbejde. I landdistrikterne var det 66 % af løsarbejderne. Halvdelen af alle lønmodtagere, eller 51 %, oplevede enten en lønnedgang eller fik ingen løn.

Næsten halvdelen (49 %) af husstandene rapporterede, at de ikke havde penge nok til at købe selv de mest nødvendige ting for den næste uge. 80 % af husholdningerne i byerne og 70 % i landdistrikterne havde mindre mad end før. Ifølge undersøgelsen modtog over en tredjedel, eller 36 %, udsatte husstande i Indien i byerne mindst én kontantoverførsel fra regeringen, mens 53 % af husstandene i landdistrikterne modtog denne ydelse.

Arbejderne, løsarbejderne og selvstændige blev nægtet løn for det arbejde, der er udført i den seneste måned eller uge, og som stod over for arbejdsløshed på bestemt tid og fattighed og sult. Hertil kommer chikane af udlejere af deres skure, der krævede husleje og var ivrige efter at slippe af med de fattige, der blev betragtet som potentielle bærere af virus. De statslige regeringer greb faktisk ind, om end lidt langsomt, ved at sørge for direkte pengeoverførsel og gratis rationer på rationeringskort og maduddeling mange steder. Det var dog langtfra tilstrækkeligt, og særligt ikke set i lyset af, at det kun er et meget lille antal arbejdere, der overhovedet har rationeringskort og bankkonto.

De mest udsatte i denne forbindelse var naturligvis migrantarbejdere. Vi har ingen tal og opgørelser, der viser problemets fulde omfang. Det ti år gamle folketællingstal for 2011 fortæller, at der var 57 millioner migrantarbejdere fra de forskellige delstater i landet. Størstedelen af disse migranter arbejder i den uformelle/uorganiserede sektor. Et stort antal er daglejere, og meget få har nogen form for identifikation eller arbejdspapirer.

Dette tal omfatter ikke arbejdere, der har migreret inden for de enkelte delstater, fra landsbyerne til byerne eller minedistrikterne eller murstensovne eller til høst og markarbejde. De fleste af disse arbejdere er egentlig ikke ”frie løsarbejdere”, men fastansatte arbejdere, som er blevet betalt et sølle forskud af entreprenører, som derefter sælger deres tjenester til potentielle arbejdsgivere, hvad enten de er industrielle, landbrugsmæssige eller bygherrer. Ganske ofte involverer kontrakten hele familier, herunder kvinder og børn. De tvinges normalt lavet til at bo på arbejdspladsen med dårlige muligheder for mad eller søvn eller sanitet.

Arbejdshistorikere som Jan Breman har bemærket, at i modsætning til det 18. og 19. århundredes industrialisering, som oplevede permanent migration af landarbejdere til byerne, er de nuværende migrationer midlertidige, normalt indgået for en sæson eller to, hvorefter arbejderne må gå tilbage til deres landsbyer for at gøre lignende sæsonarbejde der, før de igen ansættes af entreprenørerne. Denne skiften mellem landsbyer og fjerntliggende byer sker under gældsbindingsbetingelser, hvilket indebærer mistet frihed til jobsøgning og forhandling om betingelserne. Arbejdsgivere og entreprenørerne betaler normalt ikke arbejderne deres fulde løn, så de kan holde dem i kort snor.

Teknisk set er de beskyttet af loven ”Inter-State Migrant Workmen” (Regulering af beskæftigelse og arbejdsforhold og betingelser) fra 1979. Loven indeholder bestemmelser om entreprenører, der lokker disse migranter med løftet om at opfylde deres drømme, er forpligtet i henhold til loven for at opnå en licens fra en myndighed både i den stat, som arbejderen tilhører (hjemstat), som også den, hvor de er foreslået at være ansat (værtsstat). Det er overflødigt at sige, at de ædle bestemmelser i denne lov ikke gennemføres, og at beskæftigelsesmyndighederne hverken har kapacitet eller vilje til at gribe ind og regulere menneskehandelen med arbejdere. Det er disse arbejdere, der blev hårdest ramt af den uplanlagte nedlukning, som centralregeringen har bebudet. I betragtning af løntabet og beskæftigelsesudsigterne for at opholde sig på ubestemt tid i et fjendtligt miljø forsøgte store masser af migrantarbejdere at vende tilbage til deres hjem, som regel i fjerne landsbyer tusinder af kilometer væk. De, der iværksatte denne lockdown, var måske ikke engang klar over eksistensen af sådanne mennesker og havde bestemt ikke planlagt, hvad der skulle ske med dem. Deres fantasi var begrænset til byernes middelklassefamilier, sikre i deres ’pucca’-boliger.

Uden alle rationeringskort eller identitetskort havde migrantarbejderne ikke ret til rationer eller økonomisk bistand. Så snart at arbejderne trodsede udgangsforbuddet og gik på gaderne, blev magthavere klar over, at de fandtes, og at de ville hjem. Statens første reaktion var naturligvis at forhindre en sådan udvandring, for det ville lamme udsigterne til økonomisk genoplivning. De havde al beføjelse til at forhindre det, udgangsforbud, forbud i henhold til § 144 i indiske straffelov, ekstraordinære beføjelser til politiet til at tilbageholde og indespærre overtrædere af nedlukningen osv. Alle former for transport, herunder vej og jernbane, blev lukket ned. Men da arbejderne strømmede ud på motorvejene, var det tydeligt, at bølgen var ustoppelig. De var sultne, tørstige, syge, med ømme fødder, transporterede deres ting på hovedet og børn på skuldrene, ville væk i håb om at nå hjem eller dø under forsøget, hvilket var bedre end at dø af sult i en fjendtlig by.

Snart blev staten grebet af panik over, at disse tætte skarer, der myldrede på vejene, var potentielle bærere af virus til hele landet. Politiet blev indsat for at tæve dem og sende dem tilbage. Snart begyndte menneskebølgen at vokse, og alligevel havde staten ingen idé om, hvordan man skulle håndtere det. Alt, hvad den kunne gøre, var at chikanere dem på vejen, og når de rent faktisk nåede deres egne stater, fornærme dem, som det skete i en by i Uttar Pradesh, hvor de blev tvunget at sidde på vejene og blive oversprøjtet med desinfektionsmidler eller sat i karantæne under umenneskelige forhold.

Migrantarbejderne forlod næsten helt de byer, som de var kommet til for at arbejde, og sagde ofte, at de var blevet så dårligt behandlet, at de aldrig vil vende tilbage hertil. Dette var således ikke kun en desperation, men også en protest og afvisning.

Meget senere, da det blev klart, at dette var en menneskelig tragedie af kolossale proportioner, begyndte regeringen at indsætte særlige tog. Den 4. juni hævdede jernbanerne at have transporteret næsten seks millioner migrantarbejdere til deres hjem. Det er interessant, at dette tal ligger langt over det antal, som arbejdsministeriet har givet for det samlede antal migrantarbejdere mellem stater i landet. Det er faktisk mere end det dobbelte af arbejdsministeriets tal på 2,6 millioner.

Det kan tilføjes, at den eneste stat, der synes at have indtaget en forholdsvis human holdning over for migranterne, var Kerala. Selvom arbejdsministeriet normalt er fjendtligt indstillet over for denne stat, blev næsten 150.000 arbejdere anbragt i barakker, som staten sikrede, ligesom mange boede på arbejdspladserne. De, der ønskede at tage til deres hjemby, fik bustransport og nødrationer organiseret af staten. Man må også understrege den omfattende hjælp, der ydes af ngo’er, som organiserede utallige hjælpelinjer og læge- og fødevarebistand til migranter på vej hjem. Disse blev gjort med stor personlig risiko af de frivillige i disse organisationer.

Som nedlukningen skred frem, blev dens dybe økonomiske konsekvenser, tab af beskæftigelse, fald i efterspørgslen og sammenbruddet i forsyningskæderne tydelig, og regeringen forsøgte at genstarte økonomien igen uden nogen tilstrækkelig planlægning. Da virussen hurtigt breder sig til bysamfund og ikke viser nogen tegn på at være aftagende, er fabrikker, butikker og markeder blevet genåbnet med stor risiko for at smittespredning. Hver dag hører vi om virussen, der kommer ind i tætbefolkede slumkvarterer og industriområder. Men regeringerne synes endnu ikke at have noget i nærheden af en antydning af tilstrækkelige lægelige ydelser til at imødegå situationen, hvis Coronasmitten eskalerer massivt. De synes også ubekymrede i forhold til at sikre en effektiv håndhævelse af karantæne i de berørte områder, fordi det vil påvirke om der er nok arbejdskraft til de fabrikker, der er fuldt operationelle. I de fleste industriområder, hvor arbejdet blev genstartet, blev der ikke fulgt nogen retningslinjer, og arbejderne blev udsat for alvorlig fare.

Ikke alle har fået deres arbejde tilbage med genåbningen i industriområderne. Mange er forsat arbejdsløse, og flere ventes at blive det. De, der er tilbage på job, ansættes til en lavere løn og længere arbejdstid, der ofte strækker sig til 24 timer. Allerede inden genåbningen startede, opfordrede ledende kapitalister regeringen til at fortsætte med at udvide arbejdstiden. Den havde allerede ensidigt øget den fra 12 til 16 timer om dagen. At gøre en del arbejdsløse og tvinge resten til at arbejde i længere tid for mindre løn uden overtidsbetaling synes at være kapitalisternes nye arbejdsstrategi til at klare produktionstabet i løbet af de tre måneders tvungen lukning.

Men det var ikke alt. I begyndelsen af maj afholdt den centrale arbejdsminister en videokonference med ”industriens kaptajner”. Repræsentanter for 12 arbejdsgiverforeninger og brancheorganisationer har bedt regeringen om at suspendere arbejdslovgivningen for de næste to til tre år ”for at hjælpe industrien til at komme ud af den nuværende krise”. Blandt forslagene var en lempelse af loven om arbejdskonflikter med henblik på at behandle lockdown-perioden som afskedigelse, og behandle lønninger, der blev betalt i denne periode, som finansiering af virksomhedernes sociale ansvar (VSA). Arbejdsgiverne foreslog også, at industrierne skulle have en passende pakke for at sikre arbejdspladser. Dette møde blev snart efterfulgt af en masse ”lempelser” i arbejdsretten af BJP-regerede stater.

I begyndelsen af maj udvidede stat efter stat (Madhya Pradesh, Uttar Pradesh, Gujarat, Maharashtra, Haryana) arbejdstiden fra 8 til 12 timer. Nogle kræver overarbejdsbetaling, og andre har ikke engang insisteret på det. Det var en del af en pakke, der samtidig har suspenderet mange arbejdslove i tre år, især i nye virksomheder. Dette blev ledet af BJP-regeringen i Madhya Pradesh. Den øverste minister erklærede suspension af større arbejdslove for nye enheder, som kunne åbnes med minimale formaliteter, og registrering ville blive afsluttet på én dag. De nyåbnede industrienheder kan arrangere tredjepartsinspektioner. De vil blive fritaget for kravet om at føre registre og inspektioner. Og industrier kan ændre skift efter forgodtbefindende. Nye industrier vil blive undtaget fra alle dele af fabriksloven af 1948, bortset fra nogle få afsnit.

De nye enheder vil blive undtaget fra hele afsnittet i loven om ”arbejdernes ret”, som giver arbejderne mulighed for at få nærmere oplysninger om deres sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. Desuden er arbejdsgiveren ikke forpligtet til at sørge for ventilation, belysning, belysning, toiletter, siddefaciliteter, førstehjælpskasser, beskyttelsesudstyr, kantiner, vuggestuer, ugentlige ferier og hvilepauser. Ikke engang at give drikkevand er nu obligatorisk.

Desuden vil vedligeholdelsen af et register over voksen- og børnearbejdere og mulighed for forudbetalinger ikke gælde for nye enheder. De kan endda slippe væk for at opretholde renlighed på stedet og sikre sikker bortskaffelse af affald og spildevand. Hele kapitlet om »Sanktioner og procedure« om fastsættelse af arbejdsgivernes ansvar i tilfælde af overtrædelse af loven finder ikke anvendelse på de nye enheder. I stedet for 61 registre vil kun ét blive opretholdt.

Enhederne vil i 1.000 dage være undtaget fra alle bestemmelserne i loven om arbejdskonflikter af 1947, undtagen § 25, som forbyder finansiel støtte til ulovlige strejker og lockouter. Arbejdsministeriet eller arbejdsretten vil ikke blande sig i de foranstaltninger, der træffes af industrien.

Nu vil butikker under loven om butikker og virksomheder fra 1958 holde åbne fra kl. 6.00 til 24.00.

Da loven ikke bemyndiger statslige regeringer til at foretage sådanne gennemgribende ændringer i arbejdslovene, er der tale om forslag, som centralregeringen skal godkende. Hvilket den er mere end opsat på for at gøre arbejdslovene investeringsvenlige og lette arbejdsmarkedet.

Hvorfor var disse regeringer så ivrige efter pludselig at iværksætte reformer af arbejdslovgivningen? Det fremgår af pressemeddelelsen. Først var der naturligvis det pres fra arbejdsgiverne, som vi har nævnt tidligere. En vigtigere årsag var at tiltrække de investeringer, der flygter fra Kina efter Covid 19. Disse regeringer håbede at tiltrække investorerne ved at love dem ikke bare infrastruktur, uddannet arbejdskraft og skattelettelser, men uhæmmet og ikke-registreret udnyttelse af arbejderne.

Som det er velkendt, var de investorer over hele verden, der havde bidraget til at gøre Kina til verdens fabrik, ved at overveje det kloge i at lægge alle deres æg i én kurv, selv en stabil kurv som Kina. De skulle nu være opsat på at diversificere deres investeringsportefølje. Det er så en hel anden historie, at ingen i virkeligheden ville flytte deres investering til Indien, men i stedet var på vej til Vietnam og andre sydøstasiatiske lande. Faktisk var kinesiske virksomheder selv ved at ændre deres produkter til ”made in Vietnam” for at omgå Trumps sanktioner mod Kina.

Når man overvejer ændringer af arbejdslovgivningen, bør det være klart, at de faktisk kun gælder for en mikroskopisk del af arbejderklassen i landet. De fleste arbejdslove gælder ikke for den store uorganiserede sektor og heller ikke for de kontraktansatte, der arbejder i den formelle sektor. Vi skal også tage hensyn til, at en væsentlig del af arbejderklassen, faktisk hele den industrielle reservearme, arbejder som ”selvstændige”, der bidrager til at producere eller markedsføre industriprodukterne. Alle disse forbliver holdt uden for gældende arbejdslove. Det har længe været et krav, at arbejdslovene skal gøres enklere og mere effektive og dække alle sektorer af arbejdende. Kravet er ikke at afskaffe arbejdslovene, som faktisk er resultatet af mere end halvandet århundredes arbejdskampe, men i stedet at udvide deres beskyttelse til at omfatte alle dele af arbejderklassen, især for at give dem formel anerkendelse, mindsteløn, fast arbejdstid, orlov og social sikring i forbindelse med nedskæringer, pensionsydelser og sygdoms- eller skadesrelateret lægebehandling osv. Helt at suspendere arbejdslovgivningen for at skabe arbejdspladser er et slag i ansigtet på de kæmpende arbejdere.

Alt dette beviser bare, at kapitalisterne og staten blot bruger Covid-krisen som en undskyldning for at få arbejderklassen til at betale for de kriser, der virkelig er et produkt af den neoliberale globaliseringspolitik. Denne videregivelse af sorteper til dem, der er mindst rustet til at bære byrden, er karakteristisk for den klasse, der besidder magt og kapital. Vi kan være forvisset om, at det sidste ord om dette ikke kan være kapitalisternes og deres lakajer ved magten. Landets arbejdere vil give dem et passende svar før eller senere.

Lettere forkortet udgave fra Revolutionary Democracy,

juni 2020

Læs mere: Rundrejse i den globale klassekamp
APK’s magasin Enhed og Kamp 3,2020


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne