Hviderusland i imperialisternes skruestik

Efter 26 år ved magten vakler præsident Aleksandr Lukasjenkos regime i Minsk. I alle disse år har landet været en buffer mellem et ekspanderende NATO og EU på den ene side og Rusland på den anden. Hvis den buffer forsvinder, rykker en ny storkrig nærmere. Lukasjenko har manøvreret mellem de to lejre, i de seneste år gennem en dyrkelse af hviderussisk nationalisme for at markere afstand til Rusland.

Af Revolusjon, Norge

EU, NATO og Norge prøver med alle midler at realisere en ‘farverevolution’ af velkendt type. Telemark Bataljonen træner som del af NATO’s kampgrupper i “urban krigsførelse” i Litauen – som tilfældigvis også er hovedbase for den hviderussiske opposition. Den underliggende trussel om NATO-indblanding er utilsløret. Forsvaret har selv lagt pralevideoer op af de norske soldater som fører i bykrig i Litauen.

Hviderusland er ikke som Baltikum eller Ukraine. Efter at han i 1994 kom til magten, har Lukasjenko ikke tilladt masseprivatisering og afvikling af alle velfærdsordninger overleveret fra det gamle Sovjetunionen. De fleste store virksomheder er i statens eje og velfærden er ikke demonteret. Arbejderklassen i landet har frem til idag derfor tolereret et undertrykkende statskapitalistisk regime som del af et slags klassekompromis. Arbejderne har ikke meget til overs for den EU- og CIA-finansierede opposition i polsk og litauisk eksil, en opposition som har det urbane småborgerskab som social base. Derfor prøver Svetlana Tikhanovskaja og hendes støtter at skjule deres nyliberale ‘reformprogram’, et program som er arbejderfjendtligt og som tager sigte på at føre landet direkte i armene på EU.

Disse klasseforhold må ikke overses, når man vurderer hvad der går for sig i Minsk og andre byer.

Også regeringen i Minsk har de senere år tyet til flere usociale tiltag og arbejdsreformer, nogle af dem presset frem af den økonomiske krise under coronapandemien. Imidlertid har Hviderusland klaret sig relativt bedre økonomisk end andre østeuropæiske lande, og de sociale nedskæringer er i stor grad blevet overført til andre deler af de offentlige budgetter. Til forskel fra i Rusland og Ukraine er pengene ikke havnet direkte i lommen på oligarker.

Vores solidaritet går til de hviderussiske arbejdere i en situation hvor de bliver opfordret til at bytte velfærd ud med ‘vestlige værdier’. Arbejderklassen har selvsagt ikke den fjerneste interesse i reformer for masseprivatisering og demontering af sociale rettigheder efter nyliberal opskrift. Den progressive opposition i landet er de eneste som rejser sociale, ikke bare politiske, krav. Det står tilbage at se om den er stærk nok til at bidrage til at arbejderklassen organiserer sig på et selvstændig klassegrundlag.

I Norge er opgaven for arbejdere og progressive at være på vagt overfor den norske imperialismes og NATO’s fremstød for at fiske i rørte vande og ekspandere yderligere mod øst. Svaret for arbejderne og det arbejdende folk i Hviderusland er hverken Lukasjenko eller Tikhanovskaja, hverken EU/NATO eller Rusland. Redningen kan kun bestå i at udvikle konfrontationen på en klassekampslinje, som sætter kamp for socialismen på dagsordenen.

Oversat fra Revolusjon, Norge

Læs mere om NATOs “fremskudte tilstedeværelse” mod øst
Danske soldater til Estland fra januar 2018 – og F-35 kampfly

 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater