Arbejdsgiverne har fået blod på tanden

Som i Danmark udnytter kapitalen coronakrisen til en offensiv mod arbejderklassens løn, arbejdsforhold og velfærd. Der må tages et opgør med den klassesamarbejdspolitik, der freder virksomhederne i krisetid og den ‘norske/danske model’ der kun giver plads til lønkrav og social sikring når det går godt for kapitalisterne.

Af E. Holemast – Revolusjon, Norge

Foto: BJMF Ungdom

Kapitalens vampyrer har fået blod på tanden. En blødende arbejderklasse under coronakrisen giver NHO (Næringslivets Hovedorganisasjon o.a.) appetit på mere. De har ikke til hensigt at lade sig stoppe af svadaen om, at arbejderne skal have deres ’retmæssige del af værdiskabelsen’.

Det har arbejderklassen heller aldrig fået. Men nu kræver NHO et meget større sugerør ned i de slunkne tegnebøger hos dem, der er i arbejde og dem, der er skubbet helt ud af arbejdsmarkedet. Kapitalens hovedorganisation lægger ikke skjul på sin dagsorden. NHO’s køreplan for fremtidens erhvervsliv hedder netop ”Næste skridt”. I salgsteksten gør NHO det klart, at de ”vil ændre Norge fuldstændigt” og tilføjer oven i købet, at NHO’s program bør være ”partiprogram for alle partier”.

Virusangreb på velfærden

Coronakrisen er bagtæppet, når NHO kræver, at der skal skæres i velfærden ”for at skabe flere arbejdspladser”. Den økonomiske afmatning på 15 procent har sat værdiskabelsen syv år tilbage ifølge køreplanrapporten. ”Det økonomiske chok, der har ramt verden, vil i sig selv føre til fald i vækst og indkomst, færre job og højere arbejdsløshed”, konstaterer arbejdsgiverforeningen. Påstanden er, at en alt for stor offentlig sektor står i vejen for ny vækst i privatkapitalistisk regi. Færre offentlige ansatte vil på forunderlig vis give flere job.

Politikken, som skal føre til ny, eksportorienteret vækst, er ”bæredygtige’” offentlige finanser, styrkelse af produktionen, mere privat ejerskab og mere underordning under EU. Oliefonden må ikke sløses bort på befolkningen. ”Velfærdsordningerne skal gennemgås”, dvs. de skal barberes yderligere. Krisen skaber et større behov for ”fleksibel arbejdskraft”, hvilket betyder, at der skal være flere midlertidige ansættelser, og at beskyttelsen mod fyringer skal svækkes.

NHO slår fast, at de fag der ligger i front har en afgørende rolle i at ”sikre konkurrenceevnen i fremtidens erhvervsliv”. På godt norsk betyder det at holde lønningerne nede. Langt nede. Og her skal den offentlige sektor ikke tro, at de kommer til at gå fri: Alle, herunder ansatte i den offentlige sektor, skal slutte op om frontfagsmodellen, kræver NHO (at industriens overenskomst fastlægger rammen for de øvrige, som i Danmark o.a.)

En udvikling, der skal få Norge ud af krisen, er ”at samarbejde tættere med landene omkring os”. Det vil sige at beskytte EØS-aftalen, som en glidebane ind i EU. For at norsk omstrukturering og produktivitet kan blomstre, gælder det om at styrke det private initiativ. ”Ingen andre industrilande har en større andel offentligt ansatte end os”, fortvivler NHO. Det skal der selvfølgelig ske en ændring af. Den offentlige sektor, hvor velfærdssektoren dominerer, skal indskrænkes.

Den norske model på sygelejet

NHO anerkender, at klassesamarbejdspolitikken har givet relativ ro og politisk stabilitet, derfor er de enige om, at organisationsgraden på arbejdspladserne skal være højere. Samtidig står det klart for alle, at flere deltidsjob ikke bidrager til en højere organisationsprocent.

LO-leder Hans Christian Gabrielsen tordner med rette mod NHO’s angreb på velfærdsydelser og faste stillinger. Men Socialdemokratiet er fanget i sit eget net. NHO henviser netop til trepartssamarbejdet, de førende fag og de ’ansvarlige’ organisationer. Netop den ’norske model’, som LO-ledelsen klamrer sig til.

”Tillid og samarbejde er en central del af den norske model, hvilket også giver os en konkurrencefordel”, siger Gabrielsen for at korrigere et NHO, som han mener er på afveje.

Men NHO er langt fra ‘på afveje’. Når fagtoppen for længst har godtaget præmissen, at faglig kamp handler om at sikre de norske kapitalister konkurrencefordele i forhold til andre lande, foregår hele denne interessekamp efter opskriften fra NHO & Co. Fagtoppen har for mange årtier siden accepteret, at det er profittens størrelse, der skal afgøre, om der er ’plads’ til løntillæg og sociale reformer. De faktiske leveomkostninger, som lønnen skal dække, kommer i anden række. Hele Socialdemokratiets klassesamarbejdsmodel bygger på en kapitalisme i kontinuerlig vækst med høj produktivitet.

Når væksten forsvinder, og krisen rammer virksomhederne, som nu under pandemien, er kapitalen forsvundet og produktiviteten væk. Det er dette, NHO nu vil udnytte maksimalt, nu hvor fagtoppen og klassesamarbejds-politikerne er magtesløse og ude af stand til at udtrykke andet end ’ja, men…’.

Den norske model har overlevet sig selv. Den er blevet en spændetrøje, som arbejderklassen skal frigøre sig fra, hvis ikke den skal kvæles.

Arbejderklassens model er at kræve vores ret på tværs af kapitalens og NHO’s dagsorden. Enhver virkelig klassekamp for vores faglige og politiske interesser truer nødvendigvis vores ’egne’ kapitalisters profit og ledelsesret. Det er faktisk det, klassekamp handler om.

Oversat fra norsk fra
NHO har fått blod på tann
Revolusjon 2. september 2020


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne