Kapitalen skal betale krisepolitikken – for en revolutionær vej ud af krisen!

Udtalelse Arbejderpartiet Kommunisterne

Ét centralt spørgsmål går igen hele efteråret – hvad enten det gælder finanslov, pensionsalder, kommunale budgetter, klima og energiaftaler eller de offentlige ansattes krav til en ny overenskomst.

Hvem skal betale milliardregningen for hjælpepakkerne til arbejdsgiverne og for krisen?

De rigeste i vores samfund eller arbejderklassen eller de arbejdsløse og dem der har færrest penge? Svaret er klart nok – lad kapitalen og de rigeste betale krisepolitikken!

At forsætte med samme håbløse politik og system er ingen vej ud af hverken arbejdsløsheden, sundhedskrisen eller den økonomiske krise. At forsætte med at hælde milliarder af kr. og euro i et bundløst system, der ikke kan sikre en fremtid for hele arbejderklassen, ungdommen og befolkningen bringer os ikke fremad. Den socialdemokratiske klassesamarbejds-model for at lade staten overtage de frie markedskræfters rolle til at løse krisen har vist sig som et åbent ”tag selv bord” for de største monopoler for at sikre deres profit.

Regeringens udspil til finanslov gentager blot denne recept, hvor arbejderklassen, de unge og befolkningen skal betale ved kasse 1. Hvis den ville sikre arbejdspladser så mangler der varme hænder overalt i børne-, ældre-, omsorgs- og sundhedssektoren. Mens dele af den private sektor fortsat sender arbejdspladser ud af landet, trods milliardstøtte.

Dansk økonomi er, som i resten af EU, i recession, samtidig med at aktieindekset for de største monopoler bare stiger. Corona-pandemien har betydet nedlukning af produktion, handelsveje og grænser i den globale kapitalistiske økonomi med en højt specialiseret arbejdsdeling baseret på monopolers superprofitter. Det har accelereret den økonomiske overproduktionskrise, der var under udvikling med stagnation og recession overalt i den globale imperialistiske verden.

Pandemien har afsløret konsekvenserne af års privatiseringer og nedskæringer til fordel for de frie markedskræfter. Her knapt et halvt år efter at regeringen sammen med toppen af embedsværket og erhvervslivet, satte sin Corona krisestyring i gang var det fortsat et problem at sikre tests og værnemidler som mundbind til de svageste, da kravet om dette trådte i kraft i den kollektive trafik. Ligesom plejehjem og plejepersonale ikke i første omgang fik del i værnemidler, trods devisen om at beskytte de svageste. Der er fortsat fri bane for at udnytte situationen med fupprodukter og vanvittige priser.

Det er stadig de udsatte arbejdsgrupper som plejepersonale, buschauffører og slagteriarbejdere, der rammes hårdest af covid-19. Ikke af uvidenhed eller pga tilfældigheder – for det er samme mønster globalt. Men ene og alene, fordi arbejdsgiverne ikke vil betale for den nødvendige beskyttelse af arbejdernes liv og helbred. Og regering og fagtop ikke vil træde dem over træerne med krav om sikring af arbejdsforholdene. I stedet lader man fremmedfjendskheden med Pia Kjærsgård i spidsen kræve ghettoerne lukket med påstanden om at smitten kommer fra ikke-vestlige indvandrere. Et gennemprøvet kneb for at aflede opmærksomheden fra at det er et klassespørgsmål hvem pandemien rammer hårdest og for at skabe splittelse.

Sammen med den socialdemokratiske regering har et enigt folketing udløst en sand gaveregn med hjælpepakker på over 300 milliarder kroner, hvoraf en meget lille del er gået til små selvstændige eller til lønkompensation og sociale ordninger. Elementerne i hjælpepakkerne er mangesidige: Direkte støtte, udskydelse af skat og moms, trepartsaftaler om lønkompensation, ophævelse af overenskomstaftaler. Og i forbindelse med genåbningen trepartsaftaler om arbejdsdeling, særlig støtte til eksporterhverv og luftfart, aftaler om hævelse af de kommunale anlægslofter, grøn boligrenovering, klimaplan for energi, industri og affald. Hvor de sidstnævnte er erhvervsstøtte til de store danske industrier som Grundfos, Danfoss og Vestas, der alle sidder blandt de politiske beslutningstagere og hvor støtten sælges under dække af grøn omstilling og klimaaftaler.

Det er derfor fup, når arbejdsgiverne og regeringen påstår, at der ikke er råd til at finansiere en opsigelse af velfærdsforligets stigende pensionsalder eller give alle ret og råd til tidlig tilbagetrækning og en nedsat pensionsalder. Det er ren klassepolitik, når regeringens udspil skal finansieres de første år over råderummet på finansloven.

Socialdemokratiets forslag til tilbagetrækning løser ikke det voksende problem. Nedslidningen bliver hele tiden hårdere. Pensionsalderen stiger fortsat. 40 – 50 – 60 år på arbejdsmarkedet før man kan gå fra er ikke værdigt. Og det bliver virkeligheden, hvis ikke velfærdsforliget med dets stigende pensionsalder skrottes og seniorpensionen erstattes af et retskrav.

Regeringen kalder det retfærdigt. For hvem? For de arbejdsløse der er tvunget ud af dagpengesystemet? For den kontanthjælpsmodtager der også denne gang holdes ude i kulden og skal forsætte i tvangsaktivering? For sygeplejersken, pædagogen eller folkeskolelæreren med længere uddannelseskrav og pressede arbejdskrav?

Den voksende nedslidning på arbejdsmarkedet må imødegås inden kroppen siger stop. Arbejdstiden og den daglige arbejdstid skal sættes ned. Den øgede fleksibilitet, krav om at arbejde 24/7, kontrakter der kræver flere job samtidig, er med til at det er nødvendigt med en 30- timers arbejdsuge – 6 timers arbejdsdag nu og som kollektivt overenskomstkrav. Den nye topplansaftale om lærernes arbejdstid går den forkerte vej, den må stemmes ned.

Det er også fup når regeringen påstår, der ikke er råd til at opfylde kravet om minimumsnormeringer i daginstitutionerne eller ansætte tilstrækkeligt med personale i ældreplejen. Når de menneskelige konsekvenser af deres politik afsløres i skandaler, kalder de det uacceptabel, men gør ikke det alle ved der skal til for at ændre forholdene.

Når den danske stat har kunnet låne de mange milliarder til hjælpepakker, modsat mange andre lande, skyldes det årtiers reformtyverier betalt af de arbejdsløse, de syge, pensionister og den offentlige sundheds-omsorgs- og uddannelsessektor, der har gjort dansk økonomi kreditværdig – men har forringet de sociale forhold massivt.

EU’s enorme milliard-”hjælpepakker” går ikke til at løse de problemer som corona-pandemien skaber for befolkningerne i alle landene. Tværtimod viste EU sit ansigt som kapitalens EU – hvor befolkningerne i stedet skal betale en milliardregning for at redde euroen. Pengene ryger lige i lommerne på de europæiske monopoler, mens hvert land må klare sin egen pandemi-krise. Det stopper ikke EU-toppen i at accelerere EU’s statsdannelse og EU’s optrapning af sin militarisering. Eller den danske regerings og Folketingets deltagelse i dette – det gør kun den forsatte EU-modstand med kravet om ud af EU.

Også det andet ben i den danske krigsdeltagelse og store øgede militærudgifter – nemlig NATO øger sin militarisering og militære rivalisering mellem de imperialistiske supermagter. Det sker ikke alene i Østersøen eller Arktisk, hvor Danmark sammen med USA bruger Grønland som en brik, men over hele kloden. Den danske krigsindustri tjener godt på denne eksplosive rivalisering om markeder, råstoffer og magt, der er i gang. Med krige, død, ødelæggelse og nye flygtningestrømme til følge.

Den røde tråd i efterårets klassekampe er kampen om hvilken krisepolitik i alle dens aspekter, der skal føres. Arbejderklassen, de progressive og revolutionære står overfor to store problemstillinger, der skal løses med en revolutionær krisepolitik:

  • at udvikle den konkrete aktuelle forsvarskamp for ikke at skulle betale krisens byrder og slå rækken af kriseangreb tilbage gennem at udvikle enheden i arbejderklassen og dens allierede på en klassekampslinje
  • at bruge den nye bevidsthed og mobilisering Corona-pandemien har skabt med afsløringer af kapitalismens inderste væsen og konsekvenser til at udvikle og rejse kampen for en revolutionær løsning på kapitalismens krise og overvinde lammelse og frygt.

Vi skal som del i den revolutionære krisepolitik videreudvikle vores platform ”Lad de rige betale – for økonomisk og social sikring”, diskutere, skære igennem og finde vejen til afskaffelse af dette katastrofale samfundssystem. Hvilket samtidig vil være en væsentlig del af kongresprocessen frem til APK’s 9. kongres, en proces som vi vil invitere den revolutionære bevægelse til at deltage i.

Er der en ting vi har lært og erfaret her under dette forår, så er det hvor hurtigt klassekampen og dens betingelser kan skifte og udvikle sig og hvor afgørende det er at være på højde med situationen for at kunne handle for at forsvare og styrke arbejderklassens interesser og ikke lade sig blæse bagud, når klassekampens kræfter tager fat. Det er det vi arbejder for, og det der er styrken ved at være en del af det marxistist-leninistiske parti.

Regeringens plan er ikke, at arbejdsgiverne og monopolerne skal betale regningen. Men at nye milliarder skal betales over de næste mange års nedskærings finanslove og statsautoriserede røveri. Vreden over finanskrisens bankpakker er ikke glemt. Vreden over at pengekassen smækkes i, når det gælder sociale forbedringer er stor, og det er nu den skal foldes ud, blive synlig og ikke til at komme udenom.

De spørger os ikke om hvem der skal betale for milliardstøtte til erhvervslivet. Men de får vores svar.

Kapitalen skal betale krisepolitikken – for en revolutionær vej ud af krisen

29.8.2020 Arbejderpartiet Kommunisterne, APK,
Centralkomiteen


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne