USA og NATO spiller kinaskak

Kina vokser frem som USA- og NATO-imperialismens udpegede hovedfjende ved siden af Rusland.

Af Jan R. Steinholt, Revolusjon, Norge

Foto: commons.wikimedia

Retorikken fra USA, NATO og EU har ændret sig mærkbart, især i månederne, siden NATO-topmødet i London i 2019. Det var første gang NATO direkte pegede på ’Kinas voksende indflydelse’ som en trussel.

Pingpong om Hong Kong

Propagandakrigen om den tidligere britiske kronkoloni Hong Kong indgår som en del af optrapningen, parallelt med voldsomme magtdemonstrationer i Det Sydkinesiske Hav fra de amerikanske, kinesiske og japanske flåder. For alle parter handler det om at markere territorium og vise muskler.

Tiden løber ud for den særstatus, som Hong Kong har haft som delvis selvstyrende finanscenter efter at Beijing overtog suveræniteten i 1997. Kina har sat foden ned over for britisk og amerikansk indblanding i Hong Kong, hvor en ekstremt voldelig ’demokratibevægelse’ blev sat i gang for at fremprovokere magtanvendelse fra Beijing. USA appellerer til Boris Johnson og Storbritannien, som længst muligt ønsker at trække i trådene i deres tidligere koloni. Beijing svarer med trusler om, at Storbritannien regne med ’konsekvenser’ for selskaber som Land Rover og storbanken HSBC, hvis landet fastholder sin ’fjendtlige holdning’ over for Kina.

Nu optrappes konflikten yderligere ved, at USA lukker det kinesiske konsulat i Houston, Texas, og truer med at gøre det samme i flere amerikanske delstater. Kina har svaret med at varsle lukning af det amerikanske konsulat i Chengdu. Udenrigsminister – og tidligere CIA-direktør – Mike Pompeo fyrer løs mod Kina i almindelighed og mod det kinesiske ’kommunistparti’ i særdeleshed, senest under sit besøg i København for nylig. Pompeo sagde indirekte, at præsident Donald Trumps forslag om at købe Grønland af Danmark fortsat står ved magt til trods for, at de danske regeringer stort set lader USA bruge øen, som de vil. Interessen for Grønland har sammenhæng med optrapningen mellem stormagterne i Arktis.

Angrebene på Kina er naturligvis et led i Donald Trumps valgkamp for at vende opmærksomheden væk fra BLM-protesterne og coronakatastrofen i USA. Han appellerer til amerikansk patriotisme, ’lov og orden’ og den fraktion i den nordamerikanske monopolkapital, der især er baseret på det store hjemmemarked i USA. Men det er en fejlslutning at tro, at Trump er problemets kerne. Konfrontationen med den kinesiske ekspansion på verdensplan er uundgåelig, uanset hvem der besidder præsidentembedet i Washington. Det specielle ved Donald Trump er, at han er eksplicit og ikke tøver med at iværksætte drakoniske foranstaltninger for at sætte USA i krigstilstand. Akilleshælen er, at hans generalprøve på fascisme, som vi ser i Portland, Oregon, fører til en ekstrem klassepolarisering, som truer med at destabilisere den amerikanske imperialisme indefra.

Fjenden er Kinas ’kommunistiske’ parti

Det nye er, at angrebene er specifikt rettet mod det statsbærende parti i Kina, Kinas ’kommunistiske’ parti. USA ved bedre end de fleste, at dette parti er alt andet end kommunistisk, fyldt op med nyrige kinesiske millionærer, som det er. Partiet er styringsredskab for det regerende revisionistiske borgerskab med ’Folkets Befrielseshær’ som den egentlige magtfaktor. Amerikanernes intention er at bruge den anti-kinesiske kampagne til et ideologisk generalangreb på kommunistiske og revolutionære partier generelt med KKP som stråmand. Med Pompeos ord skal ’den frie verden’ stå samlet mod den kommunistiske supermagt.

Beskyldningerne mod Kina inkluderer alt fra industrispionage til boykot af det kinesiske Huawei, det firma, der leverer det mest avancerede 5G-netværk. USA har også trukket sig fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, som Trump påstår er ’købt og betalt’ af Kina. Påstanden falder på sin egen urimelighed, da USA har været den største økonomiske bidragyder til WHO. EU stritter stadig imod. Unionen skærper sin kritik af Kina, men ønsker ikke fuld boykot af Huawei og ønsker endnu mindre at slå hånden af WHO midt under Covid-19-pandemien.

NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg følger naturligvis den amerikanske taktstok. Han har arbejdet hårdt på at inkludere Kina i NATO’s ’trusselbillede’ til trods for, at Kina ikke har nogen militær tilstedeværelse i det nordatlantiske område. NRK gør naturligvis sit for at advare mod ’den gule fare’. I et langt interview i Dagsnytt Atten den 22. juli fik Stoltenberg lov til at boltre sig frit med generelle bekymringer om ’ekstremisme’ i lyset af de fascistiske terrorangreb for ni år siden, selvfølgelig uden at nævne højreekstremistisk fascisme med et eneste ord. På snedig vis var Stoltenberg i stand til at forbinde forsvaret af ’vestlige demokratiske værdier’ mod terrorisme til kampen mod antidemokratiske regimer af kinesisk type. Der manglede kun, at massemorderen fra Utøya blev gjort til kineser under udsendelsen.

Den nye supermagt træder frem

Når Vesten vender opmærksomheden fra Rusland og mod Kina, er grunden, at de kinesiske ambitioner om at blive en supermagt er ved at blive en realitet. Kina har satset på industri og værdiskabelse, ikke på spekulation og finansiering. Den kinesiske arbejderklasse har betalt prisen på monopolborgerskabets vegne. Fra at have været slave og underleverandør for vestlig industriteknologi har kineserne hugget og udviklet teknologien. Landet har effektivt brugt sine enorme eksportindtægter til at investere i og bygge enorme infrastrukturprojekter, såsom havneanlæg og jernbaner i Afrika, Asien, Latinamerika og Europa. Nogle er rent kommercielle investeringer, andre projekter er givet i form af lån og ’bistand’ til at sikre energiforsyning og geopolitisk indflydelse.

Supermagtsambitionerne er ikke nye. De blev først proklameret af Chou En-lai på Folkekongressen i 1975 som en udvidelse af den såkaldte teori om tre verdener, senere konkretiseret af de kontrarevolutionære efterfølgere Hua Guofeng og Deng Xiaoping gennem ’de fire moderniseringer’.

Dengang lo de vestlige imperialister hånligt ad supermagtsambitionerne. Det gør de ikke længere.

I 1977 var der kun den marxistisk-leninistiske bevægelse fra det albanske kommunistparti, og Enver Hoxha, som ’hang bjælden på katten: “For fremtiden vil hærens rolle og styrke i landets liv parallelt med Kinas forvandling til en imperialistisk supermagt, vokse mere og mere. Den vil blive forstærket som en prætorianergarde [betegnelse på de romerske kejseres livgarde – den norske oversætters bemærkning], der er bevæbnet til tænderne for at forsvare et kapitalistisk regime og en kapitalistisk økonomi. Den vil være instrument for et borgerligt-kapitalistisk diktatur, som, hvis folkemodstanden bliver stærk, endog kan antage åbent fascistiske former.”(Enver Hoxha, ’Imperialismen og revolutionen’, 1978).

Afslutning på et partnerskab

Hoxha fortsatte: “Under disse betingelser (hvor der på dette tidspunkt eksisterede to supermagter, USA og Sovjetunionen – den norske oversætters bemærkning gengivet på dansk), må Kina for at blive en supermagt gennemgå to hovedfaser: Først må det forsøge at opnå lån og investeringer fra USA-imperialismen og andre udviklede kapitalistiske lande, anskaffe sig ny teknologi for at udnytte sine egne rigdomme, hvoraf en stor del vil gå tilbage til kreditorerne som profitter. For det andet vil den investere den merværdi, der er presset ud af det kinesiske folk, i stater på forskellige kontinenter, akkurat som USA-imperialisterne og de sovjetiske socialimperialister gør i dag.

Kinas bestræbelser på at blive en supermagt er i første række baseret på dets valg af allierede og opbygningen af alliancer. I verden i dag er der to supermagter, USA-imperialismen og den sovjetiske socialimperialisme. De kinesiske ledere har regnet ud, at de må satse på USA-imperialismen, som de har knyttet store forventninger til for at opnå hjælp inden for de økonomiske, finansielle, teknologiske og organisatoriske områder såvel som inden for det militære felt. Faktisk er USAs økonomisk-militære styrke større end den sovjetiske socialimperialismes. Dette er de kinesiske revisionister udmærket klar over, skønt de siger, at Amerika er i tilbagegang. Med den kurs de følger, kan de ikke satse på en svag partner.”

Se video: Donald Trump og Xi Jinping ved statsbesøg i april 2017.

Tiden er nu ved at løbe ud for dette partnerskab, som de albanske kommunister så komme for mere end fyrre år siden. USA ser på et stadig mere selvbevidst Kina som en voksende trussel mod egen dominans. Kina er på sin side blevet mindre afhængig af at placere sit eksportoverskud i amerikanske statsobligationer og eksporterer stadig mere af sin overskydende kapital til andre lande og projekter over hele kloden. Tiden, hvor disse to imperialister havde flere sammenfaldende interesser end modsætninger mellem sig, er ved at være et tilbagelagt stadium.

Øget fare for krig

Det vi nu ser, er, at den vestlige imperialisme har opgivet sin gamle strategi om at spille det kinesiske kort for at presse Sovjetunionen og Rusland fra to fronter. Dette lykkedes i flere årtier, specielt mod slutningen af det forrige årtusinde, hvor Kinas ustandselige udenrigspolitiske linjeskifter længe var præget af, at Sovjetunionen var ’den farligste supermagt’, og at USA var i tilbagegang. Virkeligheden parkerede denne ’teori’, da Sovjetunionen faldt sammen som et korthus i 1991.

For den vestlige imperialisme er Rusland stadig en kæmpe militær modstander, men den russiske imperialisme er i det væsentlige i en defensiv position. Uden for landets grænser er det stort set kun i Syrien, at Rusland markerer imperialistisk territorium. Den kinesiske imperialisme viser mest sine militære muskler i Sydøstasien, i resten af verden bruger Kina sine enorme økonomiske og teknologiske muskler til at fremme sine positioner. Det skræmmer de vestlige magter mere.

I dag har Kina og Rusland en taktisk alliance i form af Shanghai-initiativet CCO, hvor landene også gennemfører store fælles militære øvelser. Konflikten mellem Kina og Indien og andre asiatiske lande, sætter indimellem alliancen på prøve. Ikke desto mindre har både Rusland og Kina i den aktuelle situation hovedsageligt sammenfaldende interesser i at modstå vestlig og især amerikansk militær indkredsning og aggression.

Med det pres, Kina nu oplever, er det sandsynligt, at landet vil intensivere og styrke alliancen med Rusland og andre potentielle partnere såsom Iran. Verden fordeler sig mere og mere i to imperialistiske hovedblokke, som står over for hinanden. Tilsyneladende har USA og NATO en betydelig militær fordel, som den vestlige imperialisme i værste fald kan finde på at bruge til at knuse den kinesiske imperialisme, før den bliver for stærk.

Kineserne er garanteret dygtigere end amerikanerne til at spille kinaskak. Tiden arbejder for Kina, der snart vil kræve mere af sine globale investeringer. Den økonomiske, diplomatiske og politiske omfordelingskrig er allerede i gang. Spørgsmålet er desværre ikke om, men hvornår den vil tage form af militære sammenstød og måske fuldskala krig.

Oversat fra

USA og NATO spiller kinasjakk
Revolusjon 25. juli 2020
Her kan findes en række links til andre artikler


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne