Revolutionen er et konkret spørgsmål – Refleksioner i lyset af den dominikanske erfaring

Af det dominikanske Kommunistisk Arbejderparti, PCT. Artiklen er udgivet i Magasinet Enhed og Kamp nr. 2 – 2020.

Refleksioner i lyset af den dominikanske erfaring

Generel indledning

Revolutionen er en opgave, der opbygges dag for dag og under visse betingelser. Det er en proces, der bevæger sig fra mindre til mere, med fremskridt og mulige tilbageslag, i takt med at betingelserne den udvikler sig under forandre sig. Foreslår man revolution må man gøre sig klart, at man samtidig påtager sig en stor opgave, der skal udvikles med nye skridt for hver eneste dag, også selvom man ved, at hver af disse kan være forskellige, nemme eller vanskelige.
Det er ikke en drøm eller en utopi. Det er en objektivt opnåelig bestræbelse. Det er virkeligt.

Man må både ønske det og have viljen til at gennemføre det. Det er grundlæggende og en vigtig faktor i en revolution, uden hvilken de nødvendige opgaver ikke kan udføres.

Men det er ikke nok at have viljen. At basere arbejdet på viljen kan føre til forvirrende ønsker ude af trit med virkeligheden og til voluntarisme, det vil sige forestillingen om, at ting kan ske i kraft af ønske og vilje alene. Viljen må svare til betingelserne, til de objektive forhold uden for vores bevidsthed, der er lige så nødvendige. Revolutionen er resultatet af en kombination af en vilje til at opbygge og gennemføre den og af de omstændigheder, hvorunder den opbygges.

Det er en virkelighed af gensidig indflydelse. Indflydelsen fra den revolutionære vilje kan forbedre omstændighederne, og omvendt kan disse påvirke viljen hos bestemte. En idé og en handling kan undertiden skabe situationer, der ændrer stemningen i folkemasserne, skabe en kæmpende subjektivitet, eller deres vilje til at kæmpe, forskellig fra, hvad der var tilfældet før denne idé og handling.

Der kan være en masse følelser involveret i denne nye stilling, som befolkningen tager; faktisk er det næsten altid tilfældet i første omgang. Og det er den bevidste faktors opgave at forstå dette, og at fastholde denne stemning, at gøre alt for, at den ikke falder sammen, og for at give den retning, at hæve niveauet af bevidsthed hver gang, med ideer og handlinger, der svarer til bevægelsens niveau.

At gå videre fra denne instinktive og følelsesmæssige tilstand, som massebevægelsen undertiden har, til en tilstand af bevidsthed om hvorfor, og af hvilken grund, er en opgave for alle, der har til hensigt at opbygge revolutionen i en kæmpende folkelig bevægelse.

De mobiliserede folkelige masser skaber muligheden for revolutionen i Den Dominikanske Republik

I nogle lande åbnede guerillaerne eller andre militære aktioner perspektiverne eller skabte elementer af borgerkrig, der var gunstige for revolutionen.

Men i vores land har guerillaer eller forsøg på militære aktioner med revolutionære hensigter kun forårsaget tilbageslag af historiske dimensioner, såsom tabet af Manolo Tavárez og andre af hans kammerater i Las Manaclas-bjergene i december 1963, og af oberst Caamaño og andre krigere efter Caracoles-strandekspeditionen i februar 1973. I disse guerillaaktioner, som forsøgte at kopiere Fidel Castros erfaringer i Sierra Maestra i 1950’ernes Cuba, mistede den dominikanske revolution sine to største ledere indtil videre.

Og desværre er snesevis af unge revolutionære gået tabt i begivenheder, der skulle føre til markering af revolutionen. Nogle af dem fandt sted, mens massebevægelsen voksede og udviklede sig, men disse dødsfald bidrog til at bremse bevægelsen.

Denne tro på, at ønsker og vilje alene kunne gøre det, har ført til, at vigtige folkelige organisationer er brudt sammen, fordi de fik påtvunget politikker og kampmetoder, der ikke stemte overens med situationen.

Vi kender udtalelser fra nogle af de revolutionære militante, der var afgørende i kampen i denne periode, om at da deres politiske kollektiv indså, at de ikke blev nævnt i nyhederne, skabte de selv nogle begivenheder, der skabte overskrifter, og så målte de effekten af aktionen ved, hvor meget det blev nævnt i tv, i radioen eller i pressen.

Dengang blev strejkernes succes i første omgang målt på, hvor meget de blev nævnt af aviserne. På trods af at ingen krav blev opnået og bevægelsen ville svinde ind til ingenting, så snart den sociale spænding, der var opbygget over måneder, forsvandt.
Denne voluntaristiske mentalitet eksisterer stadig.

De unge militante, der bliver mere og mere afgørende i de nuværende kampe, og Marcha Verde [Grøn march mod korruption – oversætternote], som i alt har mobiliseret omkring en million mennesker siden 26. januar 2017, er et eksempel; de bør gennemgå erfaringerne fra de sidste 20 år og lære af dem.

Som kommunistiske aktivister er det vores pligt at anbefale denne gennemgang af de erfaringer i lyset af den leninistiske teori om revolutionen, og det vil være meget nyttigt bl.a. for at analysere kategorier som forholdet mellem klassekræfterne, den revolutionære situation, den politiske krise, de objektive og subjektive betingelser for revolutionen for at udvikle massebevægelsen og klassekampen.
Og selvfølgelig den dominikanske historie.

I Den Dominikanske Republik har det kun været den folkelige bevægelses politiske kamp, der har skabt revolutionære situationer eller politiske kriser, der har kunnet udvikle sig til sådanne.

Det mest oplagte eksempel er krigen i april 1965, som var en fortsættelse af folkeopstanden i gaderne efter faldet af Trujillos diktatur i 1961, en opstand som krævede rettigheder, offentlige frihedsrettigheder, social retfærdighed og fordeling af rigdommen.

Valget i 1962, vundet af PRD og med professor Juan Bosch som kandidat, dæmpede denne proces af voksende folkelige kampe. Men den udvikling vendte tilbage og tog igen form, da han blev væltet af et statskup 25. september 1963, og folk begyndte at gå på gaderne med krav om en ”tilbagevenden til forfatningen af 1963 uden valg”.

Der var dengang en politisk krise, der skabte elementer af borgerkrig, og disse udviklede sig til et civilt-militært oprør.
Hele denne erfaring bør være genstand for yderligere analyse for at styrke det revolutionære formål, frem for at være genstand for sagaerne om de 500 kommandører, som nu optræder i litterære og mundtlige fortællinger, nogle i de roller, der skulle have været udført, men ikke blev det.

De handlede ikke objektivt, da der var en revolutionær situation i landet, og nu fortæller de historier, som de omskriver til at fortælle det, de nu mener, de burde have gjort under disse omstændigheder, ikke hvad de virkelig gjorde.

Andre situationer, hvor der opstod elementer af politiske kriser i landet, som ikke udviklede sig, var de øjeblikke, hvor de siddende regeringer verificerede valgsvindel mod de partier og kandidater, der stillede op til præsidentvalget.

I 1978, 1990, 1994 og 2012 var der påstande om valgsvindel, som i varierende grad skabte en anspændt politisk situation. I sagerne som i 1978, 1990 og 1994, hvor der var folkelige gadedemonstrationer, der krævede respekt for den folkelige vilje, der kom til udtryk ved meningsmålingerne, udviklede situationen sig til at blive en politisk krise. At arbejdernes og befolkningen fortsat gik på gaden var det mest karakteristiske element i disse situationer.

De nationale valg, der har fundet sted i den dominikanske historie, har skabt politiske kriser, begyndende, elementære, fosterstadier, eller hvad man kunne kalde dem, der kunne have udviklet sig til en revolutionær situation.

I alle disse tilfælde har venstrefløjen stået uden for valgprocessen. Dele af den er kommet med generelle proklamationer, som at ”valg ikke er en løsning, vejen er revolution”. Dette er en generel sandhed, en, der altid er strategisk gyldig, men som ikke forholder sig til ”den konkrete situation”, hvilket er, hvad taktik skal gøre.

Hver gang valgtraumet opstod, kom venstrefløjen udefra og ønskede at lede det hen til sine egne revolutionære forslag. Men den folkelige bevægelse kamp var under hovedindflydelse af dem, der førte dem gennem hele processen, og de blev ledt til opfattelser, forlig eller den simple accept af, hvad der skete, som alt sammen satte en stopper for den politiske krise.

Den rigtige revolutionære måde at handle på er at være involveret i massebevægelsen og at sætte sig for at opbygge en politisk hær i den, der kan bevæge sig i retning af en højere politisk bevidsthed hos deltagerne. Det kræver meget arbejde og meget mere tålmodighed. Mere, hvis en væsentlig del af deltagerne står politisk fjernt fra dig.
Udsigten til at opbygge revolutionen i massekampen må aldrig gå tabt. Man altid forholde sig til virkeligheden.

Når massekampen er blokeret, selv ubevidst, vil en reaktionær holdning udvikle sig. Dette gælder, uanset hvor ultrarevolutionær retorikken er, når man foreslår slogans eller udfører handlinger inden for bevægelsen, som denne endnu ikke er moden til.

De unge medlemmer må gennemgå erfaringerne og lære af dem for ikke at gentage de fejl, som en del af venstrefløjen gentager igen og igen og igen.

April 1984 bekræfter behovet for en kampklar og revolutionær ledelse for revolutionen

I april 1984 gik de folkelige masser på gaden i næsten alle byer i landet i protest mod de aftaler, som regeringen under ledelse af Jorge Blanco indgik med Den Internationale Valutafond (IMF), og som forårsagede en stigning i alle forbrugspriser på varer og tjenesteydelser. Det var en systematisk protest, der i syv dage bølgede gennem hele landet.

Det begyndte som en isoleret protest i et kvarter i hovedstaden. Et par timer senere begyndte det at sprede sig, og den næste dag var det en landsdækkende bevægelse. Det overrumplede det nationale politis evne til at kontrollere det, men også de venstreorienterede grupper til at lede det, herunder vores parti. Vi var med i tilrettelæggelsen af protesten i det nævnte kvarter i hovedstaden. Men vi havde ikke forudse den opsparede harme blandt folket, for hvem en gnist var nok til at tænde protesten i hele landet.

Regeringspartiet var splittet i vurderingen af årsagerne til protesten, og hvordan man kunne stoppe den. Præsidenten og nogle af hans embedsmænd kaldte bevægelsen ”oprørsk” og reagerede med militær undertrykkelse, med et ukendt antal døde og omkring 7.000 anholdte. Samtidig gik regeringspartiet på gaden, og dets centrale ledelse – herunder nogle embedsmænd, der havde modsat sig aftalen – fordømte offentligt aftalen med IMF og undertrykkelsen af modstanden.

I syv dage var der en national folkelig opstand. Det var en politisk krise. Masserne var på gaden, på barrikaderne, og regeringspartiet blev splittet. Det var et elementært udtryk for, at ”dem nedefra ikke ønskede at forblive regeret som før”, og ”dem fra oven” blev splittet, så for at fortsætte med at regere var de nødt til at bruge militær magt til at massakrere folket.

De objektive betingelser for revolutionen kom til udtryk på det tidspunkt. Men den politiske og militære ledelse, der kunne føre bevægelsen til en revolution, dukkede ikke op. De objektive betingelser, som Lenin talte om som nødvendige for en revolution, var opfyldt, men de subjektive, den anden betingelse – især den politiske ledelse – manglede.

Erfaringen bekræfter behovet for et kommunistisk fortropsparti, der er i stand til at lede de folkelige masser i en revolutionær proces. Men man er ikke fortrop, fordi man proklamerer sig selv at være det. Først når det er bevist i praksis.

Kendsgerningerne understreger en anden erfaring, nemlig at det militære spørgsmål altid skal behandles som en nødvendighed for udviklingen af partiet selv, i lyset af de omstændigheder, der udspiller sig. Det er ikke noget, der skal løses, når bevægelsen allerede er brudt ud; det skal i vid udstrækning forberedes på forhånd for at kunne reagere på situationer som dem som i april 1984.

Som Lenin sagde, må partiets medlemmer være forberedt på massekampe i gaderne, på strejker, på barrikaderne, som agitatorer og propagandister, når bevægelsen tager denne form. De må være villige til at deltage i de parlamentariske valgprocesser, når omstændighederne kræver det, og de må være villige til at opgive den fredelige og juridiske kamp og påtage sig rollen som revolutionære kombattanter eller øverstbefalende, når oprøret er på dagsorden.

Den kommunistiske kampstyrke er en helhed, ligesom den velkendte 3-in-one-olie. Den er alle tre på én gang. Den opbygges i disse tre dimensioner. Og den omsætter til handling, hvad de aktuelle omstændighederne kræver.

Revolutionen er mulig og nødvendig, men den skal opbygges, og i den proces skal det kommunistiske parti også opbygges som en revolutionær fortrop for arbejderklassen og de arbejdende masser.

September 2019

Oversat fra Unity & Struggle nr. 39

Læs mere om Enhed og Kamp her
Revolutionære vitaminer – Enhed og Kamp nr. 2 – maj 2020


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne