Kontrarevolutionens periode ligger bag os

Foto: #ICantBreathe, masseprotest mod statsmagtens voldsapparat. Decatur Square, Atlanta USA. 3. juni 2020

Af Martin D, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Artikel fra magasinet Enhed og Kamp nr. 2. 2020. En kommentar ved Arbejderpartiet Kommunisternes 20 år, midt i kapitalismens kæmpekrise

Når borgerskabet angriber politisk, er arbejderklassens eneste forsvar selv at tage skridt fremad.

Det er arbejderklassens partis opgave at sikre at sådanne skridt fremad tages, og dermed at definere hvad disse skridt er, politisk og organisatorisk. Disse skridt fremad tages som kvalitativ eller kvantitativ styrkelse, og som oftest en kombination hvor det enes omslag i det andet accelereres af klassekampens tilspidsning.

F.eks. vil borgerskabets ideologiske og politiske angreb, som er heftige lige nu, skulle mødes af såvel bedre forståelse af disse angreb og af klassekampen, samt i en kvantitativ forøgelse af arbejderpartiets basis – såvel medlemmer som sympatisører og nye kredse. Personer der i forvejen er sympatisører, kan blive tættere sympatisører, hvilket er et eksempel på en kvalitativ styrkelse. Skridt fremad kan bestå af mange ting. Skærpelse af krav, samling af og om krav, opbyggelse af massebevægelser og meget andet. Fælles for alle skridt fremad er at de per definition er og må være skridt fremad for revolutionen, uanset deres form.

Sådanne skridt fremad tager sjældent sig selv. På trods af at borgerskabet med sine angreb kan skabe en vrede eller en forargelse i befolkningen, er det ikke en automatisk funktion at revolutionen fremmes. At tænke sådan er et udtryk for ’skæbnemarxisme’ eller elendighedsteori hvilket i praksis betyder afvisning af partiets rolle og dets arbejde. Det er korrekt at kapitalismens kriser skaber yderligere grobund for oprør, men af nok så meget grobund i sig selv vokser revolutionens blomster ikke frem. For at få sådanne blomster skal der også sås frø.

I to artikler om strategi og taktik, som ligger på oktobernet.dk (marxistisk bibliotek), diskuterer Stalin forskellen på arbejderklassens objektive og subjektive side. Han skriver i Om de russiske kommunisters strategi og taktik (1921):

”Den objektive side udgøres af de udviklingsprocesser, som foregår uden for og omkring proletariatet, uafhængigt af proletariatets og dets partis vilje, processer, som i sidste instans bestemmer hele samfundets udvikling. Den subjektive side udgøres af de processer, som foregår inden for proletariatet, såsom de objektive processers genspejling i proletariatets bevidsthed, processer, som påskynder eller hæmmer de objektive processers gang, men som på ingen måde bestemmer dem.”

Eller lidt mere konkretiseret: Klassekampen foregår uanset om arbejderklassen vil det eller ej. Kapitalismens indre klassemodsætninger eksisterer uanset arbejderklassens vilje. Og samfundets udvikling bestemmes af disse modsætningers eksistens. Den analyse og forståelse af de processer som kan opnås af arbejderklassen og dens parti og den deraf følgende proces, kan fremskynde en revolution, mens en modarbejdelse af samme kan hæmme den udvikling.

Ved at organisere og udføre revolutionen ændres disse udviklingslove ikke, de afskaffes ikke – de ’tages i anvendelse’ ved forståelsen af dem til at afskaffe et samfund hvor de grundlæggende indre modsætninger mellem borgerskab og arbejderklasse eksisterer.

Igen: Forståelsen af udviklingslovene benyttes bevidst til at fremme udviklingen, sådan at samfundsudviklingen på et tidspunkt kan nå til et punkt, hvor udviklingen af samfundet ikke skabes af klassemodsætninger, fordi samfundet er blevet klasseløst.

Udviklingslovene afskaffes ikke ved en handling mod dem, de kan ikke handles imod, bortset fra i fantasien. De er en objektiv betingelse for mennesket ligesom tyngdeloven. Udviklingslovens ’paragraf’ om klassesamfundenes udvikling gennem klassemodsætninger afskaffes ikke, den uddateres blot når klassesamfundet ophører med at eksistere.

Læser man og forstår kernen i de artikler Stalin har skrevet, og i sig selv det ovenstående citat, forstår man at det på en og samme tid er en vidunderlig afvisning af både højre- og venstre-afvigelser og syder af en revolutionær offensiv og selvtillid.

Hvad kan vi bruge det til?

Grundlæggende fører anerkendelse af de objektive love for samfundets udvikling til ro og absolut fokus på taktikkens og strategiens virke for arbejderklassen og dens udvikling. Når klassekampen anerkendes som grundlaget for udvikling, er alle de faktorer som slører og forvirrer, nemlig afvist ved roden.

Med anerkendelsen af at kapitalismens indre modsætninger eksisterer upåagtet vores vilje, kan vi altså på alle måder med sindsro gå videre i arbejdet med at organisere revolutionen fra det stadie som den har nu.

I dens nuværende stadie indebærer organiseringen af revolutionen en mangesidet klassekamp hvori indgår kamp mod forværringer og kampen for forbedringer for arbejderklassen og dens allierede.

Som den historiske praksis har vist, så kan kampe for bedre vilkår midlertidigt vindes, når borgerskabet frygter, at det modsatte medfører en udvikling i arbejderklassen for revolutionen, og derved at borgerskabets samfund yderligere trues i sin eksistens.

Altså er vores opgave igen konkretiseret til strategisk og taktisk at styrke arbejderklassen.

Revisionismen og reformismen udgør ikke en trussel for borgerskabets samfund, kapitalismen, da de afviser den uforenelige modsætning mellem klasserne og dermed også afviser udviklingsloven. Tværtimod dækker de over og modvirker anerkendelsen af modsætningen mellem klasserne.

Organiseringen af revolutionen for det nuværende indebærer samtidig en (kvalitativ) styrkelse af det revolutionære parti ved at det kvalitativt og kvantitativt styrkes. Den direkte kvalitative styrkelse er uddannelsen af kadrer, styrkelse af leninismen, udvikling af former m.v.

For det leninistiske parti gælder det grundlæggende at en kvantitativ styrkelse – dvs. flere partimedlemmer – som ikke medfører alvorlige modsætninger og udskridning ved f.eks. indlemmelse af for meget småborgerligt tankegods m.v., giver et øjeblikkeligt omslag i kvalitativ styrkelse i og med at nye kammerater træder ind i partiets demokratiske centralisme og derved styrker både den kollektive viden og udvikling, og samtidig styrker handlingen i arbejdet for partiets program, handlingsprogram m.v.

(At en afskalning eller rensning af partiet selv med færre partimedlemmer til følge også i nogle tilfælde kan betyde en kvalitativ styrkelse, er også sandt, men det er et andet emne).

Det kommunistiske parti er grundlæggende en kvalitativ størrelse, hvis kvalitet (egenskab) det er at lede arbejderklassens revolution og opbyggelse af socialisme. Uden revolution som strategi, ingen kvalitet. Uden tyngden af et parti med en nødvendig kvantitet af uddannede kadrer og kvantitativ opbakning i arbejderklassen, som så slår om i partiets kvalitet, kan revolutionen ikke gennemføres.

Når et parti af vores nuværende relativt beskedne størrelse kan fastholde et marxistisk-leninistisk (ML-) grundlag under borgerskabets pres, hænger det sammen med anerkendelsen af udviklingslovene, med arbejderklassens historie, dens ideologi og opsamlede erfaringer som vi studerer, og det konkrete nutidige arbejde som gør at partiet lever og kæmper.

Historiens konkrete erfaringer er med til at fastholde os på en ML-linje og sikre os mod udskridninger.
Ved ”ML-linje” forstås naturligvis at en linje ikke bare er udtryk for teori eller paroler.
En ML-linje er både teori og praksis.

Kampens former

Klassekampen antager et antal af former som vil være uudtømmeligt så længe klassekampen består. Når klassekampen tager nye former, som de seneste måneder har været omfattende, så er det opgaven at udvikle nye metoder og et passende svar. Man kan ikke benægte klassekampen blot fordi man er bange for borgerskabets aktuelt definerende former. Har man læst kommentarer fra fodslæbende strudse1 disse dage, lægges der op til at man må vente til at klassekampen er tilbage i vante rammer, før man kan udkæmpe den. Det siges nu, hvor klassekampen raser i hele verden, hvor arbejderklassen og dens allierede dør i tusindtal grundet kapitalismen. Eller som Engels ville have krævet det udtrykt, med en henvisning til at de fleste af disses død ikke kan finde retfærdiggørelse ved mangel på menneskets formåen og der derfor er tale om socialt mord: når de bliver myrdet.

Lad fodslæbere på Morten Korch’sk vis mindes deres ”kamps” gode gamle dage, romantisere ”den danske model”, være i minderne hvor de ’havde kontrol’, hvor rammerne var vante, hvor spillereglerne var at der udførtes symbolsk kamp og begge parter reelt fejrede borgerskabets strategiske sejr. Lad dem sukke for et moratorium i uendelighed, de får det ikke af nok så mange suk.

Ofte skal man fra revisionister og reformister og ikke mindst fagbureaukrater høre at ”styrkeforholdet ikke er til arbejderklassens fordel”, at ”arbejderklassen står historisk svagt i styrkeforholdet”, og lignende udsagn. Nærmest hver og en af dem påberåber sig i tonen en objektiv sindig dyb analyse, mens det i hovedsagen udtrykker en dyb, dyb politisk subjektiv depression, løgn og dårlige undskyldninger hos udsagnenes forfattere. Disse ”dybsindige” analyser af styrkeforholdet er arbejderklassen bedre stillet foruden. Hvad der er af betydning, er at styrke arbejderklassen.

Eller: Det handler ikke om evigt at forklare ”styrkeforholdet”, det handler om at forandre arbejderklassens styrke til bevidst handling.

Så lad os i stedet lette på de vinger som Maksim Gorkij gav ”Stormfuglen”, det vil sige partiet, i sit digt af samme navn, og flyve i klassekampens stormvejr.

Men hvad må der gøres?

Handlingens parti

Lenins artikel Hvad må der gøres? tages ikke under behandling her, ej heller forsøges et plagiat. Blot skal der nævnes, at man med Stalins udsagn må forstå, at der i spørgsmålet ”Hvad må der gøres?” er indforstået: inden for anerkendelsen af udviklingsloven og for at udvikle. Desuden var Hvad må der gøres? Lenins retningslinjer og en del af Lenins og bolsjevikkernes konkrete grundlag til organisering af Oktoberrevolutionen.

Vores parti kæmper i et land hvor højretendensen og reformismen har været stærk i mange år. Det er ikke en naturlov, at det er tilfældet, men en historisk betragtning. Højretendensen har i de seneste 60 år udmøntet sig i såvel revisionismens DKP, SF, VS og Enhedslisten (m.fl.) ved siden af og ”til venstre for” Socialdemokratiet, der selv er resultat af en højredrejning. Lige lidt har det hjulpet arbejderklassen – hver gang har det skadet arbejderklassens kamp, hver gang har det hæmmet revolutionen.

Højrefaren for den revolutionære og den progressive bevægelse i vores land giver sig i høj grad til kende ved illusioner om disse partier eller i en tilbøjelighed til at tro på disse partiers illusioner om borgerskabet. Det kan udmønte sig i apati og passivitet, når disse partier deltager i eller underbygger rødmalede chokdoktriner som nu, eller blot viser deres sande ansigt når situationer tilspidses, som i EU-spørgsmålet, lærerkonflikten, Libyen-krigen m.v.

I de situationer er det afgørende at det revolutionære parti kan tage skridt fremad. Det er sådanne skridt der river dele af arbejderklassen ud af reformismens kløer, og derved ud af borgerskabets, og sikrer at reformismens angreb ikke dukker revolutionen.

Vores parti er ideologisk og politisk sundt og stærkt. Vi har direkte rødder i det revolutionære DKP, i antirevisionismen og DKP/ML, og vi studerer marxismen-leninismens videnskab. Vi er del af en global marxistisk-leninistisk bevægelse, IKMLPO, og vi tror på den danske arbejderklasse og dens historiske opgave, nationalt som internationalt.

Vi har mange gange vist at vi forstår at skabelsen af en massebevægelse er lig med en kvalitativ udvikling i massernes bevidsthed, og at levende, kæmpende massebevægelser virker tilbage på partiet og dets udvikling. Eller sagt med ordene i citatet fra Stalin, ”de objektive processers genspejling i proletariatets bevidsthed” genspejles i langt højere grad til fordel for revolutionen når arbejderklassen er aktivt imod konsekvenserne af det klassesamfund som de objektive processer virker i.

De 20 år som vores parti nu har bag sig, har det foran sig i sine erfaringer. Da partiet blev dannet, kunne det konstateres at ”De røde vender altid tilbage”; nu konstaterer vi, på baggrund af 20 år, at de røde også altid ser fremad.

Den indædthed der bar skabelsen af partiet, og den styrke der ligger i vores partis kollektive tro på revolutionen, skal bære det videre i nye udviklinger.

Det må dertil fortsat opsluge energien der ligger i den konkrete handling, af den seriøsitet der kræves for konkret arbejde, og den praktiske vilje som er afgørende.

Enhver kammerat, og mennesker flest, spørger sig selv: ”Hvad må der gøres?” For kammerater ikke som en lektie fra partiet, eller anden form for distancering, men konkret og forbundet med partiets grundorganisationer m.v. Hvilke tiltag kan der laves? Konkret, hvad kan jeg gøre? Og hvad kan vi gøre? Det indgår i en partimæssighed og som del af partikollektivet, og der tilføjes ”hvornår skal det være gjort?” og ”hvad er opsummeringen af resultatet?”.

Især for partilederne er det et spørgsmål som må have høj prioritet. Alle kammerater har en rolle, men den skal defineres for at den kan udmønte sig. Især ved borgerskabets hårde angreb må kammerater og sympatisører have definerede opgaver som fornyes efterhånden som de løses, så alle kammeraterne ved selvstændig handling kan frigøre sig fra borgerskabets offensiv ved at handle mod den. Det er opgaver der er kan række fra kammerater eller sympatisører som organiseres til at forberede et møde, praktiske små og store opgaver, fra journalistik til konkret organisering af massebevægelse (hvad der ikke nødvendigvis er forskel på eller modsætninger ved i praksis), ledelsesarbejde, skoling, ideologisk arbejde, og meget andet.

Ikke én kammerat eller sympatisør der ikke fortløbende opmuntres og opfordres til opgaver, skal der være. Ikke én eneste. Alle mennesker i vores partis mange kredse har en rolle at spille, alle skal de af partiet på den ene eller anden måde løbende opmuntres til at spille den rolle.

Det gælder alle der er partiet bekendt gennem 20 år, og det gælder den der henvender sig i morgen og er interesseret i kampen og socialismen. De opgaver skal defineres, og der skal følges op på dem.

Sådan kunne man også sige uden for rammerne af borgerskabets offensiv, men det er en bestræbelse som bliver mere betydende når vi er under angreb. Dels kan det være sværere for den enkelte selv at orientere og rejse sig, og dels er det i sådanne kampe at rekrutter på kort tid – på nogle områder – kan blive veteraner.

Det betyder ikke at alle bekendte kan mobiliseres, nogle drøner til venstre eller højre f.eks. ved mærkelig passivitet eller andet, men også nogle af disse kan samles op.

Strategi og taktik og organisering

Den skarpe tænkning der kendetegner vores kammerater i teoretiske og strategiske spørgsmål, den stærke principielle stillingtagen der er ved os i de spørgsmål, kan slå mere igennem i de taktiske og organisatoriske spørgsmål. Den energi vi kollektivt besidder for revolutionen, skal anvendes i taktiske og organisatoriske spørgsmål. For den ild vi hver især og kollektivt besidder for revolutionen, skal det forstås at revolutionens konkrete udtryk i høj grad repræsenteres netop ved løsningen af taktiske og organisatoriske spørgsmål.

Den skarpe hjerne der har gennemskuet kapitalismens fup, er menneske-spild hvis ikke den sættes i virke mod kapitalismen.

Virologen der har studeret fænomener ved virus og indædt diskuterer med kollegaer som har misforstået virologiens fundamentale videnskab, den virolog der har udviklet viden, generaliseringer og beskrivelser, er den virolog som nu, med sin viden, går i laboratoriet og konkret udvikler vaccine og kur mod Covid-19 og i det arbejde leder og oplærer kollegaer og studerende.

Modsat virologen der ikke kan udrydde alle vira, er vi så heldige at kapitalismen kan afskaffes, og derved også alle dens ”vira”.

Til forskel fra virologens opgave kan vi kun udrydde kapitalismens ”vira” ved at udrydde kapitalismen.

Lidt på samme måde som virologen i 2003 arbejdede mod SARS og i 2020 arbejder mod Covid-19 (eller SARS-CoV-2 om man vil), skifter partiet taktik alt efter hvilken kamp der er den centrale i øjeblikket. Man kan ikke undlade at bekæmpe SARS, når den bliver, eller snart bliver, højaktuel, og man kan ikke prioritere at bekæmpe den gamle SARS når Covid-19 slår tusinder ihjel nu, alt imens den gamle SARS er slået tilbage (omend tilfælde eksisterer hvor ”kamp” mod den ene kan hjælpe mod den anden og kan kombineres, erfaringer kan bruges, tidligere kollegaer kan indgå i arbejdet etc., ganske som i politik).

Den forskningsmæssigt haltende og prioriteringsmæssigt forvirrede virolog der forstyrrer kollegaernes arbejde mod Covid-19 i laboratoriet nu og råber op om sin mosters forkølelse, skal ikke have styringen af laboratoriet.

Partiets taktik bestemmes ikke kun af hvilken ”virus” borgerskabet stiller op med. Taktikken løber ikke efter borgerskabets angreb, hvad enten de er nedskæringer, krig, eller andet. Men den tager i høj grad højde for hvad de er, sådan at taktikken kan understøtte strategien.

Lenin diskuterer og siger i artiklen Hvad skal man begynde med? at partiet skal kunne skifte taktik på 24 timer. For at vi, APK, kan det, kræves der to ting:

At partiet er i stand til at udvikle en ny taktik inden for kort tid, hvilket kræver en sum af kontinuert taktisk arbejde, debat, artikler, analyser, parathed m.v. af et kollektiv, samt en formulering af den taktik.

At partiet er i stand til at udføre den nye taktik, sådan at den er en tydelig linje i partiets arbejde, herunder i agitation og propaganda, men også i partiets arbejde med konkret organisering.

Kapitalismens kriser, socialismens udviklingskriser

Uanset hvor kapitalismen skulle kigge hen, hvis den kunne se, ville den kun se uløselige kriser. Eller, kriser den ikke selv kan løse. Hvad der kendetegner kapitalismens mange kriser, er at de samtidig repræsenterer udviklingskriser for socialismen. Udviklingskriser forstået på den måde at det er muligt at tage et næste skridt og udvikle sig.

Kapitalismen som et progressivt samfund for menneskeheden har længe været uddødt. Men borgerskabet holder krampagtigt fast i dette sin klasses samfund, samfundet hvor det kan tjene profit på arbejderklassens arbejdskraft og herske som klasse. Borgerskabet vil for alt i verden fastholde kapitalismen, og hver gang det samfund løber gennem en større krise, er der tale om en ”dødskrise” hvor borgerskabet bogstavelig talt vil hive iltapparater og respiratorer af mennesker for i overført betydning at give kapitalismen kunstig ilt ved hjælp af økonomiske krisepakker m.v.

Dertil er der ikke nogen manøvrer som er for beskidte for borgerskabet. Efter den seneste økonomiske krise af den størrelse, som vi måske står over for de kommende år, understøttede og videreudviklede borgerskabet fascismen som sit værn for sit profit-samfund. Fascismen var i første omgang udviklet for at modgå de første revolutionære bølger efter Oktoberrevolutionen. Krisen kaldet ”den store depression” fra 1929 og frem, udviklede ikke af sig selv fascismen, som nogle samfunds-psykologer m.v. vil påstå. For krisen kunne løses uden at blinke ved at afskaffe den kapitalistiske økonomiske model. Fascismen blev udviklet fordi borgerskabet ville fastholde den model og samtidig læsse den models krisebyrder over på arbejderklassens skuldre. Disse skuldre var efterhånden godt utilfredse med den vægt og udviklede sig hen mod at smide vægten. Reformismen kunne ikke længere holde arbejderklassen tilbage. For at undgå revolutionen sattes fascismen ind mod arbejderklassen, i flere tilfælde under dække af at skulle repræsentere samme klasses interesser. Først overvejende på de nationale arenaer, senere i fuld international skala mod arbejderklassens Sovjetunion.

Kapitalismens økonomiske kriser udgør en håndgribelig spejling af de objektive processer, idet borgerskabet ikke lykkes med en bortforklaring af krisens årsager. Som sådan står der ikke skrevet nogle steder, at arbejderklassen skal være forarmet, udsultet, sendt i krig eller lignende for at lave revolution. Sådanne forhold kan for en arbejderklasse med relativt lav bevidsthed og sløj organisering virke modsat revolution, indtil en kampbevægelse, bevidstgørelse og kollektiv erfaring sætter ind.

Der er ingen regelbog for revolutioners konkrete gang. De kan starte lige såvel på en tirsdag som på en lørdag, og de skal ikke nødvendigvis udløses af en kapitalistisk økonomisk kæmpekrise eller verdenskrig. Det vil som ofte være tilfældet, at revolutioner først udløses ved store kriser. Blandt andet fordi reformismen holder et utal af de skabende kræfter tilbage ved mindre skvulp i kapitalismens økonomi og i alle politiske og økonomiske konflikter. Men en regelbog er der ikke. Ved Oktoberrevolutionen var verdenskrigen en udløser af afvisning af først zarens, så borgerskabet magt og derunder reformismens partier, men det var Bolsjevikkerne der var bevidst udløser for opslutningen til arbejderklassens magt. En revolution er en offensiv størrelse for det kommunistiske parti. En størrelse som oftest kan og vil udløses af kapitalismens fallit ved en omfattende og omsiggribende krise, men ikke en automatisk størrelse som kommer eller kan fastholdes af sig selv. Det kommunistiske parti ved at kriserne kommer, det kan lægge sin taktik an på det, især når kriserne er der, men bortset fra i den grundlæggende analyse af kapitalismen lægger partiet ikke sin strategi ud fra at kriserne kommer, det lægger sin strategi som arbejderklassens parti ud fra hvordan kriserne (og udbyttersamfundet som helhed) kan undgås ved revolution og socialisme.

Eller: Strategien om revolution var for Lenin en afgjort sag allerede før 1900-tallets start, før en revolutionær situation var opstået, og uden at man var i en krise. Da Oktoberrevolutionen gennemførtes i 1917, båret bevidst af taktikken og blandt andet parolen om ”Fred, Brød og Land”, havde strategien været på plads længe. Derfor havde man også opbygget et parti som kunne gennemføre den.

At strategien ikke lægges ud fra kapitalismens kriser, er ikke ensbetydende med at dens konkrete udførsel i konkrete tilfælde ikke kan og skal lægges an på en konkret krises udvikling.

Kontrarevolutionens sletter ligger bag os

”Skæbnemarxismen” eller ideen om socialismens sejr som naturlov er i det mindste ikke den værste ”synd”, man kan begå som kommunist. Den kan også være svær at skelne fra den konkrete tro på revolutionen og vil tider flyde sammen med den i sit udtryk. Men der er nu lidt forskel. Efter kontrarevolutionen i Sovjet fra midt 1950’erne efter Stalins død stod den revolutionære bevægelse og arbejderklassen uden Sovjets støtte. ”Skæbnemarxismen” var også godt dukket. Denne kan til tider virke progressivt når den i sit udtryk underbygger troen på socialismens sejr over kapitalismen og inciterer handling der underbygger en udvikling hen mod frigørelse fra kapitalismen og dens forsøg på at skabe apati, men den virker kontraproduktivt når den underbygger afventen og sløvelse af sanserne. Førstnævnte brug er de revolutionæres brug af den, sidstnævnte er revisionisters brug af den, især på deres ”rødeste” dage.

For revisionister efter Sovjetpartiets deroute var ”skæbnemarxismen” naturligvis ikke dukket endnu. Tværtimod blev den et værktøj brugt af revisionismen ved fastholdelsen af Sovjet som socialistisk gennem benægtelse, gennem ”konkurrencen med kapitalismen” og andet.

Eller: De objektive processer understøtter en evolution af samfundet, og det vil genspejles i arbejderklassen og kan understøtte en revolution når det omsættes til revolutionær handling, hvorved revolutionen, der som det eneste kan understøtte samfundets egentlige evolution, kan gennemføres.

Lenin definerede fra sin tid kapitalismens stadie som imperialismens og revolutionernes epoke. En epoke som vi stadig er i. Han satte selv praktisk punktum for analysens rigtighed ved at stå i spidsen for Oktoberrevolutionen. Derved indtrådte vi konkret i en Oktoberrevolutionens periode som konkret periode i imperialismens og revolutionernes epoke. Med kontrarevolutionen i Sovjet indtrådtes der, til trods for socialismen i Albanien, i en kontrarevolutionens periode. Disse perioder var ikke afgjorte på forhånd. Det er noget vi kan se som konkret historie, alt imens begge perioder har været i imperialismens og revolutionernes epoke. Det behøvede ikke at være sådan. Men det blev det.

Da revisionismen tog magten i Sovjet, betød det et kæmpe praktisk tilbageslag for socialismen i dens tidligere center, og det fik vidtrækkende konsekvenser. Det var ikke en teoretisk krise for socialismen. Tværtimod. Socialismen, med marxismen-leninismen, havde sejret indtil revisionismens magtovertagelse. Det var ved at være kapitalismens sidste chance for et akut comeback. Bevægelserne op gennem 50’erne, 60’erne, og 70’erne, befrielsesbevægelser, bevægelser mod Vietnam-krigen osv., alle de generationers oprør havde været under indtryk af ægte socialisme i Sovjet og folkedemokratierne i Asien og Østeuropa.

Marxist-leninisterne fastholder at vi befinder os i imperialismens og revolutionernes epoke, og at vi vil gøre det indtil revolutionernes sejr. (Med et forsigtigt forbehold: ”eller menneskehedens udryddelse eller tilnærmelsesvise udryddelse”, dvs. ved klassernes fælles undergang ved krig, klimaforandringer eller lignende, men da dette forsigtige teoretiske forbehold ikke beskæftiger sig overvejende med styrkelsen af arbejderklassens strategi og taktik og dens parti, må vi hellere komme videre!). Strategien for marxist-leninisterne har altid været revolution og socialisme. Troen på revolutionen har både været en konkret tro på dens mulighed og analyse af dens nødvendighed.

Ved krisen 2008 rystedes den kapitalistiske verden igen. De revolutionære rystedes ikke. Med kapitalismens nuværende kriser, størrelsen og hyppigheden af dem, samt reformismens fallit, og revisionismens fallit og den sovjetiske socialimperialismes konkrete sammenbrud for nu 30 år siden, og ikke mindst med det revolutionære arbejde som marxister-leninister kontinuert har udført og stadig udfører, kan vi konkludere at Sovjet-kontrarevolutionens historiske periodes sletter for alvor ser ud til at ligge bag os, og at revolutionens bjerge står foran os.

april 2020

Note

1   F.eks. formanden for ”Kommunistisk Parti” Jørgen Petersen i en blog på Arbejderen.dk 26. marts: ”Der er brug for, at vi sammen drøfter, hvad det er for en situation, der venter os i klassekampen på den anden side af corona, og hvad vi kan gøre sammen for at stå bedst muligt rustet. For der bliver en kamp.” Eller i partiets navn 18. marts på samme hjemmeside: ”Kommunistisk Parti konstaterer i øvrigt, at der, når vi er godt igennem coronakrisen, venter en diskussion om, hvem der skal betale regningen for de mange initiativer og hjælpepakker.” (Mine fremhævninger begge steder). Der er en kamp, og når Jørgen Petersen og resten af KP er ”godt igennem coronakrisen”, så har arbejderklassen betalt de første afdrag af regningen med livet, og de kan ikke diskuteres til live igen. Hvorfor kan der ikke protesteres mod ”initiativer og hjælpepakker” nu? Hvad venter I da på? Borgerskabets tilladelse? Stabilitet i samfundet?

Læs mere om Enhed og Kamp her
Revolutionære vitaminer – Enhed og Kamp nr. 2 – maj 2020


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne