Arbejdsløs: “Jobcenteret er kontrol, kontrol, kontrol og mistænkeliggørelse – ikke hjælp”

Anne har været arbejdsløs i 13 måneder, men nu har hun endelig igen fået arbejde. Vi sidder på den lille terrasse ved Annes kolonihavehus i vidunderligt solskinsvejr og ser ud over den hyggelige og velplejede have. Der er kaffe på kanden og alt ånder fred og idyl. Det står i skarp modsætning til de 13 måneder som arbejdsløs, der var ved at drive Anne til vanvid.


Ikke fordi hun havde svært ved at administrere sin tid, men fordi hun med et slag blev forvandlet til en suspekt person, der potentielt bare var ude på at snyde systemet. Anne troede, at jobcentret var til for at hjælpe hende med at finde et nyt arbejde, da hun blev offer for nedskæringer. Men der tog hun grundigt fejl. Mistænkeliggørelse, kontrol, nytteløse samtaler, hvor man hele tiden skal godtgøre og bevise, at man er jobsøgende. Anne er en midaldrende kvinde, der har arbejdet hele sit liv, betalt til fagforening og a-kasse. Nu skulle hun i erhvervspraktik 30 timer om ugen i 1 måned for at lære at være på en arbejdsplads.

Anne fortæller, at hun ret hurtigt efter sin fyring blev sendt på et 2-3 ugers kursus, hvor hun skulle lære at søge arbejde. Desuden har hun hver tredje uge skullet deltage i et møde, hvor hun skulle fremlægge beviser for, at hun var aktivt arbejdssøgende, og hvor hun havde søgt. Desuden skulle hun medbringe eksempler på jobansøgninger, så jobcentret kunne kontrollere, at hun ikke skrev urigtige oplysninger om sig selv.

Samtidig er det sådan, at jobcentret kan gå direkte ind og se, hvad hun har søgt. Anne har altid klaret sig selv, og så finder hun sig pludselig sat under administration med trusler hængende over hovedet. Hvis ikke du følger jobcentrets anvisninger, så bliver du trukket i dagpenge.

Efterhånden havde Anne hjertebanken og stressfornemmelser, hver gang hun skulle møde op på jobcentret. Der var et krav om at søge 2 jobs om ugen, men på jobcentret fik hun at vide, at hun skulle søge flere. Hun søgte i forvejen mange flere jobs, end der var på jobcentrets hjemmeside, men hun så ingen som helst grund til, at hun også skulle give jobcentret besked om de andre søgninger. Hendes nye job er da heller ikke fundet på centrets hjemmeside.

Anne siger, at hun var gået i spåner, hvis hun ikke havde haft sin have, sine børn og sine gode venner. Ikke nok med, at hun mistede 10.000 kr. om måneden, da hun røg på understøttelse. Hun skulle også hele tiden forsvare sig på jobcentret, hvor man åbenbart går ud fra, at ingen arbejdsløse gider finde arbejde og kun vil fuppe systemet. Anne har i de 13 måneder, hvor hun har været arbejdsløs søgt et godt stykke over 200 stillinger. I nogle tilfælde har hun fået svar, i andre har hun intet hørt. Det er i sig selv stressende ikke at få svar på sine ansøgninger.

Vi er ved at nå til bunds i kaffekanden, og Anne er lykkelig over igen at have fået et arbejde. Hun slutter af med at sige: ”Jobcentret er ingen hjælp. Tværtimod. Hvad skal det bruges til udover kontrol, kontrol, kontrol og mistænkeliggørelse?”


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne