Der er ingen fattigdom i Danmark – hævder CEPOS

“Jeg brækker mig i lårtykke stråler, når Martin Klågerup og andre fjolser fra Cepos og omegn benægter fattigdommen i Danmark, mens de hændervridende klynker over, at hjælpepakkerne til finansverdenen ikke er store nok til at bringe ”os” gennem krisen.”

Af Karsten Jonassen, APK

Ifølge oraklerne i Cepos findes der ikke fattigdom i Danmark. Det er rart at få det slået fast en gang for alle af nogle folk, der virkelig ved noget. Så skal vi ikke spekulere mere på det.

Meeeeen der er nu alligevel noget, der undrer mig. Hvis ikke der findes fattige i Danmark, hvorfor er der så en hel del mennesker, der via forskellige sociale fora beder om hjælp til at opretholde livet? Og hvad er det, der bliver bedt om? Madvarer! Ganske almindelige dagligdags madvarer. Mælk, smør brød, ost osv. De fleste er arbejdsløse, en hel del på kontanthjælp, fordi de er røget ud af a-kassen efter lang tid uden arbejde. Der er mange enlige mødre, der ikke har penge til at købe mad i den sidste del af måneden.

Hvordan kan Cepos og med dem en hel række politikere så hævde, at der ikke findes fattigdom i Danmark? Det kan de, fordi de gør begrebet fattigdom til noget absolut og statisk. Man udpeger nogle lande, hvor mange fattige dør af sult på gaden eller bare er totalt underernærede. Det kalder man så fattigdom. På den baggrund laver man en målestok, der kommer til at vise, at fattigdom næppe findes i Danmark.

Man overser bare, at fattigdom ligesom rigdom og en masse andre ting er relative begreber, der skal ses i den virkelighed, hvori de forekommer. Hvilket samfund er vi i? Hvad kræves der i det samfund for at kunne reproducere sin egen arbejdskraft? Hvilket uddannelsesniveau kræves der for at kunne fungere på arbejdsmarkedet? Skal man kunne læse? Skal man kunne regne? Skal man i den aktuelle coronakrise have et tv eller en radio for at vide, hvordan man skal handle? Skal man have et hjem for at kunne gå i hjemmeisolation? Det er vist tydeligt for de fleste, at de samfundsmæssige krav i Danmark og i den usleste slum i Dhaka ikke kan sammenlignes. Og just derfor kan begrebet fattigdom i Danmark og i Dhaka ikke sammenlignes.

Vi har fattigdom i Danmark, når man fratager en del af befolkningen muligheden for at få et arbejde, muligheden for at forsørge sig selv, muligheden for at have de ting, der kræves i Danmark for at kunne reproducere sin egen arbejdskraft, når man nedskærer i kontanthjælpen og understøttelsen, når man tvangsfjerner folk fra deres boliger, når hjemløsheden florerer, når man ikke kan spise sig mæt hver dag, når helbredet svigter på grund af dårlige levevilkår, når gennemsnitslevealderen er lang lavere end andre steder i samfundet. Alt sammen er indikatorer på fattigdom.

Jeg brækker mig i lårtykke stråler, når Martin Klågerup og andre fjolser fra Cepos og omegn benægter fattigdommen i Danmark, mens de hændervridende klynker over, at hjælpepakkerne til finansverdenen ikke er store nok til at bringe ”os” gennem krisen. Jeg ved, hvem der bringer os gennem krisen. Det er den ganske almindelige arbejdende og arbejdsløse befolkning, der betaler prisen, producerer de varer, der er brug for, passer vores børn, ældre og syge, uddanner vores unge, bygger og vedligeholder vores land, udvikler vores kultur og passer på hinanden.

Hvorfor denne panik på direktionsgangene? Jeg forstår det godt, for alle kan jo se, at mange af dem, der skaber værdierne er sendt hjem, mens dem, der sidder på flæsket stadig er på direktionsgangen. Resultatet er, at der ikke skabes noget som helst af værdi, og dermed kan profitmagerne ikke rage profit til sig. Det er en aldeles glimrende lære i klassekamp. Hvem kan bedst undværes: Direktøren eller arbejderen?


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne