Ældre har da ikke udgangsforbud!

 Af Dorte Grenaa, APK

Hvad skal der til at bryde isoleringen af de ældre og hvad kan den komme til at betyde for forholdet mellem generationer. Det ene er akut, men det andet spørgsmål kan heller ikke vente.

Når børn bliver interviewet og brugt i medierne, omkring hvad man skal gøre for at undgå at sprede Corona virus, ser vi ofte et gravalvorligt barn stå at sige, at man skal passe på sine bedsteforældre ved at blive væk og ikke se dem. Eller at de er bange for, at deres bedsteforældre skal dø, hvis de smitter dem ved at komme på besøg.

Men ældre mennesker dør. Sådan er livet. Og blandt dem der dør af Covid-19 er der mange ældre. Det kan børn ikke ændre. Hvorfor skal børn så oveni alle de andre usikkerheder overhovedet tro, at det kan være deres ansvar eller deres skyld, når deres bedsteforældre dør? Det er i sig selv en ubærlig tanke. Det er ikke derfor vi passer på hinanden.

Men hele denne frygt børn indpodes med, at det kan være farligt at omgås ældre – og omvendt for ældre, at det kan være farligt at omgås børnebørn, når alle ellers er raske, hvad kommer det til at betyde for det forhold vi får til hinanden fremover? Hvordan kan vi undgå at massefrygten og de normer der nu indlæres, ikke bliver til fremmedgjorthed, angst for menneskelig kontakt de to generationer imellem? Det er spørgsmål vi bliver nødt til at diskutere med hinanden generationerne imellem.

Det er fint, at der findes digitale og teknologiske løsninger på kommunikationer mellem mennesker. Og de er uhyre praktiske i mange sammenhænge og åbner op for mange muligheder, også for de børn og ældre der har dem og kan bruge dem. Men det kan jo aldrig erstatte mødet og alle de magiske øjeblikke mellem mennesker, mellem generationer, med dem man holder af og elsker.

Og det er da en skræmmende tanke, hvis børn nu vokser op og tror, at man passer bedst på ældre ved at holde sig væk, at de gamle er for skrøbelige og udsatte til at være en del af det almindelige samfund. Tanker som flere ældre giver udtryk for jo længere udsigt det får, før de ældre bliver en del af genåbningen af samfundet igen.

Konsekvenser rammer klassemæssigt

Alle er enige om at de ældre og udsatte skal beskyttes. Men hvordan er ikke kun et sundhedsfagligt spørgsmål. Det er i høj grad et klassespørgsmål – kan du isolere dig i en luksusvilla med eget pleje- og sundhedspersonale og privathospital til rådighed om nødvendigt. Eller lever du af din folkepension på 3. sal uden fancy altan og tagterrasse, og hvor selv den offentlige vagtlæge ikke tager ud ved mistanke om Corona-smitte.

Vi kan alle blive ramt af virus, men dets konsekvenser rammer forskelligt.

Lige nu er politikkerne blevet presset til at diskutere, hvordan man kan åbne op for at ældre på plejehjem kan se og mødes med deres pårørende igen. Det sker efter et stor pres, ikke mindst fra pårørende. Forbuddet omkring besøg blev indført, sagde politikerne, for at skærme de ældre mod Corona-smittefare udefra. Men manglende værnemidler til personalet, retningslinjer uden mening om at holde 2 meters afstand, manglende test af omsorgs-og sundhedspersonale havde allerede sat smitten i gang. Og selvom myndighederne kendte konsekvenserne fra andre lande, er der den dag i dag ikke rettet tilstrækkeligt op på dette.

Hver dag kommer nye eksempler frem på, at det ikke er beskyttelsen af de ældre, der er i centrum. Efter at 12 beboere på plejehjemmet Sølund i København i sidste uge døde af Covid-19, lød det i en udtalelse fra Københavns Kommune, om at de seks af dem var døde alligevel! Og det var nok tættere på det nyliberale regnearks menneskesyn end det måske helt var tiltænkt. Ikke så meget som en bemærkning om, at det temmelig klart viser, at de tiltag og retningslinjer kommunen kører efter ikke engang kan beskytte de allersvageste – ikke mod at dø – men mod at blive smittet på et offentligt plejehjem.

For folk plejer sjældent at flytte fra plejehjem raskere og friskere end da de blev flyttet ind. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet, det i de år jeg har arbejdet på plejehjem. Det er det sidste hjem de ældre beboere får, der de skal tilbringe afslutningen på et langt liv. Og det er uværdigt, at det skal ske i ensomhed og isoleret fra andre mennesker. Mennesker har brug for meningsfulde sociale kontakter med andre mennesker lige meget hvor gamle eller demente de bliver, ikke kun mad og personlig pleje. Vi har alle brug for at være del af et fællesskab, ligegyldigt hvor få personer det består af til sidst.

Selvfølgelig kan man gøre noget

Den tid der er tilbage skal ikke frarøves så basale menneskelig behov som kontakt til andre mennesker og til sin familie og bekendte. Det skaber meningsløshed og dræber livsgnisten hos mange.

Og det er ikke det samme, som når man som yngre har måtte holde sig hjemme og været ved at gå på væggene af rastløshed og kedsomhed. Der ved man, at der kommer en tid efter, hvor man kan indhente mange af de ting og kontakter, man har været afskåret fra. Det kan man ikke bare, når man står i sidste kapitel eller ved slutningen af sit liv. Det er nu og her, at den tid der er tilbage skal leves. Så skal man ikke henvises til at skulle sidde og håbe på, at man når at se sin ægtefælle, børn og børnebørn igen.

Det er klart at udsatte ældre, og det er ældre på plejehjem, skal beskyttes mod smittefare. Men det er jo det de ikke bliver, selvom personalet gør hvad de overhovedet kan. Men der er ikke omsorgspersonale nok, hverken dag, aften og slet ikke nat, der er ikke tilstrækkelige værnemidler nok, der er ikke rengøringspersonale nok til at sikre høj hygiejne, der er ikke nok fagpersonale nok til at organisere aktiviteter og genoptræning under andre forhold og former.

Hvis man ville, kunne man organsere besøgsrum, samtalerum, som man sikrede mod virusfare, hvor beboere og pårørende kunne mødes. Selvfølgelig kan man det. Man behøver ikke have pårørende til at gå rundt på hele plejehjemsafsnit. Der er mange måder, det konkret kunne løses på, hvis det blev prioriteret.

Der er ikke udgangsforbud, men

Det er ikke kun på plejehjemmene, at de ældre forsat er isoleret. Det har også været hverdagen for mange i eget hjem. Der har ikke været udgangsforbud. Det har ikke været nødvendigt. Medierne har flere gange dagligt i ugevis fortalt, at ældre bør undlade kontakt med andre og undgå steder med smittefare. Når det kombineres med at alle offentlige og foreningsaktiviteter og samlingssteder lukkes og den offentlige transport har været begrænset, så har isoleringen været ret omfattende. Jo længere tid der går, jo stærkere mærkes, at man er afskåret fra samværet med andre mennesker. Og at man er udelukket fra en stor del af det samfundsmæssige liv.

Alligevel er mediebilledet, at de ældre trives i isolation i eget hjem. Og så ser man ægteparret der har travlt med at ordne hus og have og pudse bilen i garagen. Det er bare ikke virkeligheden for alle. For vi lever i et klassesamfund, med forskel på folks vilkår. Mange sidder ikke bare alene men har også brug for hjælp, de har måske også sagt hjemmehjælpen fra, som ofte er mange personer, af angst for at blive smittet ad den vej. Også her kan der med ansættelse af langt mere personale, visitering efter behov fremfor kommunens økonomi, værnemidler og en organisering, hvor der ikke er private og offentlige udbydere der løber ud og ind af folks hjem med hver sin opgave, men hvor den ældre havde sin egen faste hjemmehjælper. Der er nok at tage fat på, hvis vi mener, det med at de ældre skal beskyttes.

Corona-krisen har i høj grad sat spørgsmålet om menneskelig værdighed og mulighederne for menneskelig kontakt contra kliniske retningslinjer, der dækker over dagens klasseforskelle i fokus.


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne