Særlove skyder frem i EU

Under den igangværende sundhedskrise har diktatoriske elementer vundet indpas i adskillige EU-lande. I Danmark har regeringen med fuld opbakning fra Folketinget fået hastegennemført en række love og forordninger, der giver statsministeren og enkelte fagministre ret til at regere pr. dekret. Man kan med rimelig god ret sige, at vi i disse uger og måneder får en klar fornemmelse af, hvor tynd den demokratiske lak er

 

 

Der har i nogle år været almindelig utilfredshed blandt EU-landene med den ungarske leder Victor Orban. Utilfredsheden bunder ikke så meget i hans politiske holdninger, men snarere den måde, hvorpå han får sin politik igennem. Han får vedtaget et hav af særlove, der på en lang række områder sætter de almindelige demokratiske rettigheder ud af kraft. Hans begrundelse har hidtil i store træk været, at udenlandske interesser og flygtningestrømmen har nødvendiggjort det af hensyn til den nationale sikkerhed.

Hans styreform pynter ikke i et EU, der gerne vil fremstå uhyre demokratisk, og som en blandt mange optagelsesbetingelser har, at medlemslandene skal styres ”demokratisk”. Ikke desto mindre er Ungarn fuldgyldigt medlem af EU og modtager enorme summer i tilskud fra EU-kassen.

”Demokrati” er de fleste steder i verden et forholdsvist luftigt og temmelig upræcist begreb. Ordet demokrati kommer fra Grækenland og er sammensat af ordene ”dæmos”, som betyder folk og ”kratos”, som betyder styrke/magt/herredømme.

Det er ikke så mærkeligt, at vi bruger de klassisk-græske betegnelser, for vi plejer gerne at sige, at vores moderne demokrati har sit udspring i det klassiske Grækenland. Og i den forbindelse bedes man bemærke, at datidens demokrati kun gjaldt for frie mænd. Kvinder, slaver og andet godtfolk havde ingen demokratiske rettigheder. Selvom vi har haft nogle tusinde år til at rette op på det, så kan det ikke påstås, at det er lykkedes særlig godt.

Det borgerlige demokrati har en fremtrædelsesform, der skal få det til at ligne et ægte demokrati, men kvinderne har stadig ikke fuld ligestilling, og de sande magthavere er stadig dem, der sidder på værdierne. Mest tydeligt og ekstremt er det i USA, hvor det er pengemagt, der skaber præsidenterne. I Europa og Danmark er det knapt så tydeligt, men det er dog sådan, at hvis du har penge til at styre medierne, arbejdsmarkedet, kulturen og dagsordenen, så har du også den politiske magt.

Under den igangværende sundhedskrise har dele af Victor Orbans måde at styre på vundet indpas i adskillige EU-lande. I Danmark har regeringen med fuld opbakning fra Folketinget fået hastegennemført en række love og forordninger, der giver statsministeren og enkelte fagministre ret til at regere pr. dekret.

Det er indtil videre gået uden samlede protester, netop fordi vi står i en alvorlig sundhedskrise. En del tiltag har været sundhedsfagligt begrundet, mens en del andre er rent politisk motiveret. Men uanset baggrunden, så er det meget betænkeligt og skræmmende, at magthaverne så let og enkelt kan sætte almindelig lov og ret ud af kraft.

Hvad er fx begrundelsen for, at særlovene har en løbetid på 1 år og ikke bare nogle uger eller måneder? Så let er det altså at indføre udvidet overvågning, dobbelt og firedobbelt straf for visse lovovertrædelser, indskrænkninger i frihedsrettighederne, give en enkelt minister bemyndigelse til at gennemtvinge tvangsmedicinering, spærre mennesker inde i karantæne, indsætte militæret mod dele af befolkningen, – alt sammen uden dommerkendelse eller skygge af sundhedsfaglig begrundelse. Derudover er der etableret en lukning af grænser og en betydelig stramning af straffene overfor flygtninge og indvandrere, hvor ingen af delene har noget som helst med sundhed at gøre.

Mens direktiver, særlove og andre udemokratiske tiltag retter sig mod den almindelige befolkning, så uddeles der den ene pengegave efter den anden til det private erhvervsliv, hvis absolutte spidser er repræsenteret i det regeringsudvalg, der styrer de tiltag, der iværksættes.

Man kan med rimelig god ret sige, at vi i disse uger og måneder får en klar fornemmelse af, hvor tynd den demokratiske lak er. Historien har lært os, at så snart magthavernes magt eller profit er truet, så går statsmagten ind og lovgiver til fordel for magthaverne og til ugunst for den brede befolkning. Den øjeblikkelige sundhedskrise truer i første omgang kapitalens mulighed for at skrabe til sig. Når der ikke bliver produceret og solgt, så er der heller ingen merværdi at rage til sig.

Det skal der kompenseres for, og der er kun en eneste måde. Lad det arbejdende folk betale. Som sædvanlig. Det er helt efter bogen, det har vi set hver eneste gang, de kapitalistiske kriser har ramt landet. Hvad der muligvis kan blive lidt anderledes er, at netop denne dybe, dybe krise kan gå hen og true ikke bare profitten, men osse magten.

Når stadig større dele af befolkningen på egen krop oplever, at det er de almindelige menneskers levefod, der skal bankes ned for at betale for kapitalens grådighed, så kunne det tænkes, at der blev protesteret ret så kraftigt. Osse det er set før, men noget mere sjældent end de økonomiske kriser. Og vi har osse tidligere i historien set eksempler på, hvordan det borgerlige demokrati vasker den demokratiske lak af, når magten bliver presset. Så indskrænkes de demokratiske rettigheder, og der laves særlove og direktiver. Begrundelsen kan være ”hensynet til sundheden”, ”hensynet til landets sikkerhed” eller noget helt tredje. Det korte af det lange er, at de økonomiske og magtmæssige strukturer ikke må forandres.

Ingen er uenige i, at en voldsom økonomisk krise kommer til at følge efter sundhedskrisen. Den økonomiske krise var allerede under opsejling, inden coronaen dukkede op, og den har betydet, at den økonomiske bliver endnu voldsommere. Det er soleklart, at alle krisens byrder – uden undtagelse – vil blive søgt kastet over på os på gulvet. Der vil komme øget arbejdsløshed, lønnedgang, opskruet tempo for de, der er i arbejde, øget social nød og hjemløshed, øget polarisering. Den situation skal mødes med modstand. Der er kun en vej ud af den krise. Organiseret modstand og et krav om, at de rige skal betale.


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne