9. april 1940: De tre »glemte« mord

De mørke fugle fløj
ved gry med motorstøj
i eskadriller over byens tage.
Da så vi og forstod-
det gik til hjertets rod –
at vi fik trældoms bitre brød at smage.
Otto Gelsted

 

Da det aggressive Hitler-Tyskland overfaldt Danmark og Norge den 9. april 1940, blev der fra såvel den tyske som den danske regering formanede til ro og orden. Mens tyske tropper overskyllede landet og i løbet af ganske få timer var herrer overalt, blev der samtidig fra en sværm af fly nedkastet det berygtede »oprop«, der på norsk/dansk kaudervælsk forsikrede om Tysklands ædle hensigter om blot at ville beskytte Danmark og hele det danske folk. De tyske nazister opfordrede befolkningen til ro og orden.

Fra den danske regering lød de samme toner. I en proklamation fra regeringen og kongen hed det, at de tyske tropper »træder i forbindelse med den danske Værnemagt«. Det blev fremhævet, at det var befolkningens pligt at afholde sig fra enhver modstand imod de tyske tropper. I en særlig tilføjelse appellerede kong Christian X også til ro og orden og lagde til, at »loyal Optræden maa udvises overfor alle, som har en Myndighed at udøve«.

Tjenestemænd af alle grader stod ret og fortsatte deres »gerning«, som om der intet var hændt. Det gjaldt f.eks. også det militært organiserede specielle qendarmerikorps, der havde den Kontrollerende opgave ved den dansk-tyske grænse. Opgaven gik bl.a. ud på at forhindre politiske flygtninge og religiøst forfulgte i at undvige den menneskefjendske nazismes fangarme.
Mange slags flygtninge fra Østrig, Tjekkoslovakiet og selve Tyskland lagde i titusindvis naziland bag sig og søgte tilflugt i det tilsyneladende demokratiske Danmark med den frihedselskende befolkning.
Gendarmerne fangede mange, der med myndighedernes tjenestevillige hjælp blev deporteret tilbage til torturkamre, fængsler og koncentrationslejre. Det ramte dem derfor som et kølleslag, at de første ofre den 9. april var tre gendarmer.

Når det officielle Danmark markerer den tyske besættelse, nævnes nedskydningen og mordet på tre grænsegendarmer aldrig, skrev modstandsmanden Frede Klitgård i det antifascistiske tidsskrift Håndslag. Den nazistiske ugerning er også lige så stille blevet et tabuemne i de mange bøger om besættelsestiden.

Myrdet med koldt blod

Cirka 15 minutter før den tyske besættelse af Danmark blev indledt med det militære angreb omkring kl. 4 den 9. april 1940, faldt tre danske grænsegendarmer som ofre for en bande tyske snigmorderes kugler. De blev myrdet med koldt blod af nazisterne uden nogen som helst grund.
Morderne var udsendt af den tyske efterretningstjenestes specielle afdeling for sabotage og diversion.
På daværende tidspunkt talte den en bataljon eller ca. 1000 mand. Den var garnisoneret i Brandenburg ved Berlin og kaldtes derfor Brandenburg-bataljonen. Det officielle navn var »Uddannelsesbataljon 800 til bygge- og anlægsarbejde med særlig anvendelse for øje«. Den blev også kaldt for Lahousen-bataljonen efter chefen for Abwehr II, dvs. en gren af den tyske spionagetjeneste under admiral Canaris. Enheden blev senere udvidet betydeligt. Den fik sin »ilddåb« ved overfaldet på Polen, idet den ved angrebet på radiostationen i Gleiwitz på den polske side af grænsen gav Hitler en art påskud til at udløse Anden Verdenskrig.

Den tyske grænsespionage imod Danmark i tiden op til angrebet blev ledet af en major Herrlitz. Majoren ledede særlige afdelinger i Hamburg, Flensburg, Kiel og Stettin. Spionagen imod Danmark blev intensiveret op til den 9. april, bl.a. ved at anvende et ukendt antal nazistiske og/eller tysksindede sønderjyder.
En af disse landsforrædere, der betegnes som agent 2 i de officielle dokumenter, var skyld i mordene ved den danske grænse den bitre morgen, idet han havde rapporteret til sine arbejdsgivere, at jernbanebroen ved Padborg var mineret.

»Operation Sanssouci«

Det tyske angreb imod Danmark blev foretaget af det tyske militærkorps 31. På grundlag af spionagemeddelelsen blev det besluttet at iværksætte »Operation Sanssouci«, dvs. at indsætte Brandenburg-folkene og lade dem besætte jernbanebroen ved Padborg, banegården i Tinglev og enkelte andre objekter. Ifølge planen skulle 31. korps anvende den østlige længdebane til at føre 28 troppe- og forsyningstog længere op i Danmark. Jernbanebroen m.v. var derfor af vital betydning.
I den danske agents rapport hedder det bl.a.: »Den allerede meldte afsendelse af danske grænsegendarmer til et sprængningskursus er nu detaljeret blevet bekræftet. Fortroligt er det blevet kendt, at en bestemt gendarm fra grænsegendarmeriet i Kruså har som specialopgave at sprænge jernbaneviadukten i Padborg ved tyske troppers indmarch … Endvidere er det blevet overvejet at forberede det store vejkryds umiddelbart nord for grænsen ved Kruså til sprængning.«
Ni Brandenburg-folk blev sat ind på opgaven. De blev inddelt i tre grupper på tre mand hver og blev den 8. april sendt illegalt over grænsen. Patruljen, der skulle »ordne« viadukten ved Tinglev, kom over grænsen ved hjælp af en nazistisk agent, der havde marker på begge sider af grænsen. En anden agent førte an, da de på cykler begav sig til Tinglev station. Her »beslaglagde« de et sprængstofdepot, som rummede godt 1000 kg sprængstof. Tyskerne mener, der var meget mere.
Om patruljen, som skulle »ordne« vejkrydset nord for Padborg, findes der ingen som helst oplysninger. Cykelpatruljen, der var sendt til jernbaneviadukten ved Padborg, stødte på tre grænsegendarmer, som uden videre blev myrdet.
I øvrigt havde gendarmerne på det tidspunkt fået ordre til, at de ikke måtte deltage i det militære forsvar. Det vidste tyskerne måske ikke.
Jernbaneviadukten var ikke klargjort til sprængning. Men dette undersøgte den tyske Brandenburgpatrulje ikke, før den i mørket skød de tre gendarmer.
Når nedskydningerne her benævnes mord, er det vel overvejet. Sagen er, at de tyske mordere ikke bar uniformer, men var forklædt i civilt tøj.
Derfor er der tale om mord, og deres gerning er i strid med folkeretten.
Ansvaret herfor må bæres også af deres overordnede – både spionagetjenesten og den tyske hærs overkommando.

Det er i sig selv et dementi af den ofte fremsatte påstand om, at den tyske værnemagt var en hær af »ære«, og at dens officerer ikke var tilhængere af det nazistiske Hitler-regime.
Vi siger: Jo, det var den i høj grad som hær betragtet. Den tjente villigt og ivrigt Hitler lige til det sidste. De få undtagelser, der kan nævnes, tæller kun lidt i det store regnskab.

De tre myrdede – overgendarmerne Albertsen, Birk og Hansen – var på vej til Bov. De to sidstnævnte stod ved viadukten, da Birk kom kørende i bil. Han standsede for at tale med dem. Alle tre havde deres karabiner med sig.
Mens de stod og talte sammen på vejen, kom tre unge mænd hen imod dem. Gendarmerne spurgte, hvor de skulle hen på denne tid af natten, og de svarede på tysk, at de skulle op til banegården.
Umiddelbart efter trak de revolverne og fyrede på ganske kort afstand. Birk blev ramt i underlivet og også i hjertet og var død på stedet. Hansen fik en kugle tværs gennem brystet, men klarede at komme til sit hjem i nærheden. Med sin kones hjælp kom han i seng. Albertsen havde fået et projektil gennem skulderen og ned i brystet. Han blev båret ind til dr. Due i Padborg. De to sårede havde indre blødninger og stod ikke til at redde.

De tre myrdede grænsegendarmer A.S.Albertsen, J.P.Birk og A.A.Hansen

Inden sin død nåede overgendarm Hansen at fortælle, at han sammen med Albertsen mødte overgendarm Birk ved viadukten, der passerer under jernbanen Padborg- Harreslev: »Birk, der var i bil, standsede op for at tage os med, men i det samme så vi ovre på den anden side af vejen… tre for os ukendte mænd i civilt tøj. På vores forespørgsel, hvor de skulle hen, svarede de på tysk: ‘Til banegården’. Vi gik nu nærmere for at undersøge, hvem de var, men i samme øjeblik trak de deres pistoler og affyrede en række skud imod os, inden vi overhovedet fik tid til at gøre brug af vores våben, hvorpå de hurtigt forsvandt gennem viadukten.«

En tysk soldat, Feldwebel eller stabssergent Wolfgang Prieme, som deltog aktivt i den forudgående planlægning af overfaldet den 9. april, og som var forrest i angrebet, var så uheldig at efterlade et uigendriveligt bevis på den tyske voldsmagts angreb umiddelbart før selve besættelsen. Den 17. april, to dage efter det tyske naziregimes brud på ikke-angrebspagten med Danmark og indmarchen i nabolandet, skrev han en rapport hvori der beskrives hvorledes de tre mord på gendarmerne fandt sted. Wolfgang Prieme opsøgte i Randers en forretningsmand og forlangte carbonpapir, papir og en skrivemaskine. Han oplyste udtrykkeligt, at han skulle skrive en rapport om den tyske grænseoverskridelse to dage før. Wolfgang Prieme fik udleveret et ark ubrugt carbonpapir og skrev sin rapport. Ved et uheld glemte han at medtage carbonpapiret.

Efter»spillet«

Den tyske ugerning ved den danske grænse den 9. april er desværre forholdsvis ukendt. Og den er heller ikke klarlagt på en tilfredsstillende måde. Hvis den overhovedet er omtalt i de mange værker om besættelsestiden, er det meget summarisk og kortfattet. Derved er den en meget fin illustration til det, der helt fejlagtigt kaldes for »retsopgøret«. Tyskernes danske agenter – dvs. danske statsborgere i tjeneste for en fremmed nazistisk-militaristisk magt – blev i de fleste tilfælde sluset uden om »retsopgøret« uden rifter og skrammer, selv om de med deres »arbejde« var direkte indblandet i de tre mord og havde forøvet dem.

Efter krigen blev der kun rejst tiltale imod seks »danske« agenter. De slap superlet gennem lovmaskineriet og fik kun korte fængselsstraffe. Mildheden forklares med, at det var »vanskeligt« at fremskaffe tilstrækkelige beviser imod dem, skønt de erkendte, at de bl.a. havde aflagt mundtlige spionageberetninger til den tyske spionagecentral i Flensburg.
Nogle af de dømte havde haft illegale brevforbindelser og andre kontakter til deres tyske arbejdsgivere. Betydningen af deres spionage blev også bagatelliseret, skønt det af deres rapporter og af deres kodebetegnelser kan aflæses, at de blev betragtet som betydningsfulde for den tyske krigsmaskine. Flere af dem blev således orienteret om det snarligt forestående tyske angreb på Danmark, og flere af dem deltog direkte i besættelsen, bl.a. som vejvisere.
Den agent, hvis rapporter gav anledning til mordene, blev overhovedet ikke tiltalt for denne udåd.

Efterspillet – med eftertryk på »spillet« – blev en parodi med mordsagen fra den danske grænse den 9. april 1940 som et skoleeksempel. Myndighederne har med stor flid holdt deres nådige hånd over adskillige krigsforbrydere. Den dag i dag er notoriske mordere og terrorister på fri fod.
Det bør betænkes, at det i mange tilfælde var sådanne forrædere, som udøvede tortur, stikkeri m.m. for tyskerne og bragte mange modstandsfolk i hænderne på Gestapo og de tyske henrettelsespeletoner.

Artiklen er skrevet af modstandsmanden Frede Klitgård og bragt i det antifascistiske tidsskrift Håndslag nr. 3/2002.

Håndslag – Tidsskriftet mod fascisme og krig – Læs her om seneste nr.
Håndslag hjemmeside – Læs her

Tegn abonnement på Håndslag 4 numre årligt 150,- kr. her eller skriv til Håndslag mail: haandslag@gmail.com
Tidligere nr. kan bestilles via redaktionen – 30 kr. plus porto.


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater