Vi har råd til at redde liv – men ikke profit

Af Dorte Grenaa, APK

Hvad koster et menneskeliv i dag? Hvem sætter prisen? Og hvor mange er der råd til at redde? Det afhænger af, om du spørger kapitalismens sundhedsøkonomer eller befolkningen. Det er et klassespørgsmål.

 

Mens der ingen offentlig diskussion er om hvor mange milliarder, der er råd til at hælde efter store virksomheder og banker, der forsat udbetaler ekstravagante aktieudbytter og direktørlønninger. Ja, så er der rejst en diskussion, hvor mange liv vi egentlig har råd til at redde under Coronakrisen.

Regeringen og statsmagten har sendt en lille fortrop af sundhedsøkonomer og forskere, såkaldte uvildige videnskabelige eksperter i marken for at lodde, hvor langt de kan gå lige nu. De skal gøde jordbunden, for at vi skal acceptere, at det er kapitalismens og nødvendighedens politiks hårde og kyniske virkelighed, der gælder.

Hvem har brug for og kan overhovedet finde på at sætte en kroner og øre pris på et menneskeliv? Kun den der betragter mennesker som ren arbejdskraft, der kan tjenes penge på eller en udgift at holde i live. Det er ren klasselogik. Men det er sådan den herskende klasse af finans- og kapitalborgerskabet betragter arbejderklassen – som en vare, der kan blive for dyr at købe, hvis der løber for mange ekstra omkostninger på, som under en Corona-epidemi.

Hvad dit liv er værd i kapitalens øjne afhænger helt at hvilken klasse, du tilhører. Den sætter en høj pris på sig og sine – se bare på deres millionlønninger, formuer, udbytter, privilegier og luksusliv. Og omvendt bliver prisen på arbejderklassen og store dele af befolkningen stadig lavere, når man ser på indkomst og levevilkår. Der har i årevis ikke været råd til det voksende antal fattige pensionister, kontanthjælpsmodtagere, syge og udstødte ifølge kapitalens egne meningsdannere og regeringers fattigdomsreformer.

Kapitalens problem er her som altid, at vi er de mange. Og enhver krone der går til befolkningens liv og velfærd går fra penge til at sikre deres profit. Og her har umættelig grådighed ingen grænser. Men samtidig kan de mange sige stop for denne trafik, hvilket er den største trussel mod profitten.

Verdens regeringer har udstedt finanspolitiske hjælpepakker for i alt 34.000 mia. kroner de sidste uger. Den danske regering har alene indtil nu udstedt 13 hjælpepakker på omkring 300 milliarder kr. Ingen kender det nøjagtige beløb endnu.

300.000.000.000 kr. har regeringen og Folketinget på bare 2 uger delt ud til finanskapitalen og erhvervslivet. Ingen spørgsmål om der er råd til det.

Nej, for når vi hjælper kapitalen, hjælper vi samfundet og os selv. Bullshit!

Hvorfor er arbejdsløsheden allerede den største siden depressionen i 1930’erne – 44.000 arbejdsløse i sidste uge? Hvorfor sender store virksomheder som ISS folk hjem uden løn? Hvorfor skal ansatte i SAS gå ned i løn, når SAS lige har fået over 3 milliarder kr. af den danske og svenske stat? Hvem er det der redder hvem, når det det kommer til stykket?

Hvorfor skal sundheds-og omsorgspersonale arbejde blandt smittede og ikke smittede syge patienter og borgere uden værnemidler? Er deres liv, der dermed bringes i fare, så lidt værd, at der ikke er råd?

Det er hverken et etisk eller samfundsøkonomisk spørgsmål om vi har råd til at redde alle liv. Det er et rendyrket kapitalisk spørgsmål, menneskesyn og måde at indrette samfundssystemet på. For selvfølgelig skal have vi råd til, at der kan blive gjort alt, hvad der er muligt at gøre for at redde alle liv.

Det der forhindrer, at det sker, er et udsultet offentligt sundhedsvæsen, der styres efter markedsøkonomi og cost-benefit regler. Det har skulle betale regningen fra de sidste store hjælpepakker til bankerne og de mange tilskud til den private sundhedsindustri. Det der forhindrer er den totale mangel på elementære værnemidler, testkapacitet, sengepladser, personale og udstyr som denne krise har afsløret.

Det der forhindrer det er en så basal ting, som når al tilgængelig håndsprit er revet ned af hylderne, så sættes en produktion først i gang mange uger efter myndigheder og regering viste det ville ske. Og først da virksomheders samfundssind blev krydret med penge i kassen og udsigten til en god profit på prisen, der øjeblikkelig fløj i vejret, kom en omstilling af produktion komme i gang.

Det er ikke et spørgsmål, om vi har råd til at redde liv. Det vi ikke har råd til, er fortsat at lade de rige og de store virksomheder løbe med pengene og sende regningen til befolkningen. Vi har i sidste ende overhovedet ikke råd til at opretholde et kapitalistisk samfundssystem, der for øjnene af os afslører sig i al sin grådighed, utilstrækkelighed og profithamstring.

Det er et system der snylter på solidaritet, hjælpsomhed, bekymring for hinanden. I kampen for at ændre det, stilles der her og nu en række kontante krav til at sikre at liv kan reddes, at liv kan leves med social og økonomisk sikring, og ikke mindst at det må ske på de riges og profittens bekostning.

Hvis ikke du har læst APKs bud på hvad der må gøres, så læs her:
De rige må betale – krav om økonomisk og social sikring


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne