Tyrkiet krænker folkeretten – og NATO-pagten

Det Nordatlantiske Råd demonstrerer sin ”fulde solidaritet” med Tyrkiet, efter at godt tredive tyrkiske invasionssoldater er dræbt i kamp inde i Syrien. Dermed bryder NATO den første artikel i sin egen pagt.

Af E. Holemast, Revolusjon,Norge

Stoltenberg og Erdogan

Den 28. februar afholdt NATO en ”høring” efter tyrkisk anmodning. Sådanne høringer er nedfældet i Atlanterhavspagtens artikel 4 og er et forberedende skridt, som eventuelt kan udløse artikel 5-bestemmelsen om kollektivt forsvar af et medlemsland, der er udsat for angreb.

Det lille problem er, at Tyrkiet ikke er ”udsat for angreb”, men derimod at tyrkiske hærenheder befinder sig på et andet lands territorium efter at have invaderet det nordlige Syrien i strid med folkeretten. I New York mindede den syriske FN-ambassadør Al-Jaafari 29. februar om, at Syrien bekæmper terrorisme i eget land, ikke andres, og at landet vil fortsætte med at forsvare sit folk og sin suverænitet mod tyrkisk aggression.

Tyrkiet har haft et dobbeltmotiv for interventionskrigen, som startede i oktober 2019. Det ene var at knuse kurderne i Rojava, det andet var at hindre den syriske hærs fremrykning, som varslede, at udryddelsen af de islamiske terroristers sidste rotterede i Idlib-provinsen var nært forestående. Det er ikke længere nogen nyhed, at den tyrkiske hær opererer sammen med jihadistiske militser i området, hvoraf flere er tilknyttet al Qaida. Jihadistgrupperne bliver brugt til at fremme Tyrkiets regionale ambitioner, ikke kun i Syrien, men nu også i Libyen.

Ethvert land har folkeretten på sin side, når det forsvarer eget territorium mod militære indtrængere. Den syriske hær har med russisk luftstøtte forsvaret sig mod tyrkiske troppeforflytninger uden for zoner, som midlertidigt har været fredet efter aftale mellem Moskva og Ankara.

Det er ikke syriske tropper, der står på tyrkisk jord, men omvendt. Ikke desto mindre præsterer NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg at bede syriske og russiske styrker, som forsvarer Syriens suverænitet, om at ”respektere folkeretten” og afslutte deres ”offensiv”! Jihadisterne i Idlib er omdøbt til civile ”oprørere”. Efter Sotsji-aftalen fra 2018 skulle Tyrkiet tilbagekalde flere af disse militsgrupper og afvæbne dem. I stedet er flere kommet til.

Med sit forsvar af Tyrkiet opererer NATO som logistisk bagtrop og direkte støtte for al Qaida, det vil sige terroristerne, som NATO påstår, at alliancen bekæmper. Mens Israel med sine stadige luftangreb mod Syrien reelt udgør al Qaidas luftvåben, påtager NATO sig jobbet som materielleverandør og garant for Tyrkiet.

Folkeretten, som NATO siden felttoget mod Jugoslavien i 1999 har tilsidesat er vendt på hovedet.

Men hvad med Atlanterhavspagten – NATO-alliancens eget mellemstatslige fundament?

Allerede i pagtens første artikel forpligter medlemsstaterne i NATO sig til at ”løse enhver international konflikt, de måtte blive involveret i med fredelige midler på en sådan måde, at international fred og sikkerhed og retfærdighed ikke sættes i fare og at afstå fra trusler om eller brug af magt i deres internationale forhold på enhver måde, som ikke er i overensstemmelse med FN’s formål”.

”… at løse enhver international konflikt, de måtte blive involveret i med fredelige midler på en sådan måde, at international fred og sikkerhed og retfærdighed ikke bringes i fare” (Pagtens artikel 1)

Det er indlysende for enhver, at den tyrkiske intervention i nabolandet Syrien fuldstændigt bryder med FN’s formål, og at den i højeste grad har sat den internationale fred og sikkerhed i fare.

Vi ved, at NATO-medløberen Norge aldrig opponerer mod brud på folkeretten, når det sker i NATO-regi. Men måske kan udenrigsminister Ine Eriksen Søreide og forsvarsminister Frank Bakke-Jensen hviske til Stoltenberg, at han og NATO med deres støtte til Tyrkiets offensiv bryder NATO-pagtens egne ord?

Oversat fra
Tyrkia bryter NATO-pakten i tillegg til folkeretten
Revolusjon d. 29. februar 2020


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne