EU dikterer forholdene for arbejdsmarkedet

EU griber ind overalt og dikterer og presser på for smadring af arbejderklassens rettigheder. En billig og fleksibel arbejdskraft uden kampkraft er EUs mål. EU gør således en stærk organisering endnu mere nødvendig end nogensinde, og som en del af denne også kampen for at komme ud af EU.

Det er EU’s mål, at indrette samfundet i medlemslandene med de bedst mulige forhold for kapital og arbejdsgivere. Det gælder på alle samfundsområder, men ikke mindst når det kommer til arbejderklassens forhold. En billig og fleksibel arbejdskraft uden organisering fra vugge til grav er EU’s største ønske. Vi ser hvordan EU griber ind og kræver reformer som beskæring af dagpengeretten, pensioner, afskaffelse af efterlønnen osv.

EU ønsker at kunne diktere en fast og lav mindsteløn, og på alle måder svække den faglige kamp for løn, arbejdstid og miljø. Arbejderrettigheder sættes under pres gennem licitationer og sparepolitik og EU-beslutninger luskes ind i overenskomsterne.

Woorking poor og konsekvent løndumping er tætte følgesvende til EU, og gør en stærk og selvstændig organisering mere vigtig end nogensinde. Når arbejdsgiverne kræver løntilbageholdenhed og fleksibel arbejdstid og åbner for uorganiseret arbejdskraft på EU’s indre marked gør de det med EU i ryggen. Det er derfor en vigtig del af den faglige kamp at slås for at komme ud af EU- ligesom de faglige spørgsmål og arbejderklassens levevilkår er helt centrale i EU-modstanden.

EU DIKTERER FORHOLDENE PÅ ARBEJDSMARKEDET

Af Franz Krejbjerg, ArbejderPartiet Kommunisterne, APK
Artiklen har været bragt i APK’s teoretiske magasin Enhed og Kamp 1,2020

EU-medlemskabet betyder et konstant direkte og indirekte angreb på nationale aftalesystemer og kollektive overenskomster, og arbejderklassens organisering i det hele taget.

Velfærd, arbejderrettigheder og rent miljø fremstilles, som om det er blevet EU-projektets kerneværdier. Skønmaleriet kan dog ikke fjerne virkeligheden på og uden for arbejdspladserne. De sidste mange år har fattigdom og usikkerhed om fremtiden været en tro følgesvend til EU’s diktater.

Det Europæiske Semester og de økonomiske doktriner, som EU-landene har gennemtrumfet, har konstant skabt en negativ spiral på arbejdsforholdene og lønudviklingen. Det er også erfaringen fra en lang række af de privatiseringer og udliciteringer, som EU dikterer, senest fra kampen om privatiseringen af DSB.

Det, der forlanges, er altid i retning af større fleksibilitet, længere arbejdstid, senere pensionsalder og forringelse af socialhjælp. Alt skal bidrage til at øge ”arbejdsudbuddet”, samfundet har brug for, at flere kommer i arbejde, så alle kan blive rigere, siger EU-politikerne. Men det, der sker, er, at de rigeste bliver rigere, mens fattigste bliver forarmede.

Voksende ulighed mellem EU’s regioner

Alle vegne i EU er det kun i storbyerne, hvor der er fremgang i økonomien, mens store dele af tidligere industriområder må set langt efter investeringer og fast arbejde. Den økonomiske ulighed er voksende på alle planer: mellem rige og fattige i de enkelte lande, og mellem rige og fattige regioner i de enkelte lande, men i EU i særdeleshed også mellem rige og fattige lande indbyrdes. Det meste af Øst- og Sydeuropa er endnu knap kommet ovenpå efter finanskrisen i 2009, mens Nordeuropa med dele af Norditalien, Nordfrankrig og det gamle Vesttyskland har suget investeringer til.

Syditalien er et af de områder, der ikke er kommet ovenpå efter de seneste økonomiske kriser, og i 2019 begyndte arbejdsløsheden igen at vokse. Der er faldende industriproduktion i alle sektorer fra stålindustrien til bilindustrien og elektronik. De, der er tilbage, oplever et højere tempo og lavere løn. Samtidig stiger antallet af arbejdsrelaterede skader og dødsfald.

EU påstår ellers ved enhver festlig lejlighed, at en stadig tættere union er garanti for fred og økonomisk udvikling af alle regionerne. I stedet er de fattigste lande blevet fattigere, de underudviklede regioner ladt i stikken, og en ganske lille elite af rigmænd har profiteret. Det er også internationale tendenser, men EU har været med til at skærpe angrebene på kollektive rettigheder og det offentlige.

Den offentlige sektor og offentlig transport lider i alle EU-lande under nedskæringer og udliciteringer. Nedskæringerne gennemføres som en direkte følge af EU’s direktiver og er udtryk for en politik, der er formuleret hos de største virksomheder. Det sælges også gerne med en borgerlig ideologisk økonomisk tænkning, der kræver mere fleksibel arbejdskraft og forklarer, at værdierne kun skabes hos det private erhvervsliv. Den tænkning gennemsyrer både traktater og hele EU’s lag af teknokrater.

Fagbevægelsens top i Danmark omfavner også EU’s fortælling om, at kun private virksomheder skaber værdi, og derfor handler både regeringens politik og overenskomsterne om at skabe de bedste betingelser herfor. Det kunne senest læses i den fælles nytårskommentar af Simon Kollerup, erhvervsminister, og Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), i Berlingske under overskriften ’Lad os gøre 2020’erne til årtiet for ansvarlig erhvervspolitik’. Her skriver de: ”Et stærkt erhvervsliv med dygtige, ordentlige virksomheder er nemlig fundamentet for danske arbejdspladser og for vores velfærd.”

Ude i Europa vokser protesterne

Arbejderne på tværs af EU-landene protesterer mod de samme arbejdsmarkedsreformer og -forringelser. Såsom de franske arbejdere, der gennemførte generalstrejke mod den påtænkte pensionsreform, der skal sætte pensionsalderen op. Såsom de tyske arbejdere, der kæmper for 30 timers arbejdsuge som OK-krav, de italienske der kæmper mod fleksibilitet og for højere løn, havnearbejdere, jernbane- og øvrige transportarbejdere fra Norge i nord til Grækenland i syd, der kæmper mod privatiseringens konsekvenser.

Løndumping skjules med statistik

I Danmark lever mange i den vildfarelse, at der er et fortsat opsving og generelle lønstigninger. Et af problemerne er, at virksomheder og fagbevægelsen er meget selektiv, når der laves lønstatistik. Der medtages f.eks. ikke, at 100.000 arbejdspladser er forsvundet i industrien de seneste ti år. Og selvom der er skabt mange nye arbejdspladser, er ufaglærte industriarbejdere ikke skiftet til et arbejde med en højere løn, men til et arbejde med samme eller lavere løn.

Lønstatistikken dækker ansatte i et fagområde, men ikke når folk fyres og skifter til et job uden for industrien. Samme problem opstår, når dele af arbejdet udliciteres; så kan det godt være, at den lille gruppe af fastansatte faglærte, der står tilbage på en arbejdsplads, kan opretholde en løn, der nogenlunde følger med i inflationen og stigende leveomkostninger. Men hvis man ser på arbejdspladsen under ét, inklusive transportkæden, kan det påvises, at de samlede lønomkostninger pr. time er gået ned.

Tvangsarbejdere indgår heller ikke i lønstatistikken, de glemmes behændigt.

Denne type af statistik afspejler en generel svaghed i fagbevægelsen, der traditionelt har skyklapper på og begrænser sig til at se snævert på egne medlemmers forhold.

Der findes heller ikke et sandfærdigt billede af, hvor mange der er på arbejdsmarkedet. Der findes kun nogle løse tal, der ikke giver en ordentlig forståelse af, hvor mange timer der rent faktisk præsteres, og hvad der reelt bliver udbetalt, både i timer og pr. måned og årsløn. Uden et reelt billede af løn- og arbejdsforholdene bliver arbejdskampe ført med bind for øjnene.

Tvangsarbejde er statscertificeret løndumping

Et andet eksempel er den danske integrationsminister Mattias Tesfaye (S), der vil gennemtvinge, at alle flygtninge skal arbejde, men nægter at sige, hvad det er for et arbejde, han kan trylle frem. Det har de seneste årtier været ”umuligt” for kommunerne at stille med et rigtigt stykke arbejde med fuld løn og fulde rettigheder.

Hver eneste flygtning, langtidssyge eller arbejdsløse kender den absurde tur gennem systemerne, der altid ender ud i, at man er tvangsudskrevet til at arbejde for sin offentlige forsørgelse. Det er ikke en hjælp at blive sat til at udføre et arbejde uden at få løn. Når staten står med pistolen for panden og siger, man skal arbejde for mindre end andre ansatte, og ellers er der ingen ret til ”hjælp”, så er det statscertificeret løndumping.

– Det er et klart lovbrud, når nyttejobberne tager arbejde fra de fastansatte, skrev 3F i 2016: Opgaverne for nyttejob skal ligge “ud over det normerede niveau”. Men ingen tror jo på, at det sker i praksis. Tværtimod bliver der systematisk pumpet titusindvis af arbejdsløse ud i diverse ordninger, både i det offentlige og private.

Tilsyn fungerer ikke

En anden ting er, at politikerne kronisk fornægter virkeligheden og nægter de nødvendige bevillinger til kontrol af arbejdsforhold.

Der er omkring 100.000 ufaglærte eller håndværkere fra udlandet, der arbejder i Danmark, fordelt på omkring 8.000 forskelige arbejdspladser i hele landet. Stikprøver fra fagbevægelsen har vist, at langt over halvdelen er udsat for eller indgår i en eller anden form for svindel og bedrag med løn, arbejdstid, arbejdsforhold, moms og skat og sikkerhedskurser osv.

Alene at opretholde et overblik er en kæmpe opgave. Regeringen har afsat midler til 80 nye ansatte i Arbejdstilsynet i 2020, så det samlede antal kommer op på 680 medarbejdere. Det forslår stadig langtfra til den udfordring, der er. Men når man ikke udfører kontrol, er problemerne ude af syne, og politikerne kan vaske hænder. Det er en elegant måde at holde hånden over svindlere og bedragere.

ELA – EU’s arbejdsmarkedsmyndighed

I efteråret 2019 etablerede EU en ny arbejdsmarkedsmyndighed, ELA, der skal føre kontrol med forholdene på EU’s arbejdsmarked. Den er etableret, uden at noget national parlament behøvede at gennemføre ny lovgivning. Den overnationale kontrolmyndighed var nemlig allerede overdraget til EU i Lissabontraktaten, vedtaget tilbage i 2007. En traktat, der i øvrigt ikke blev afholdt folkeafstemning om i Danmark.

ELA blev kaldt juvelen, der kronede værket for EU’s nyeste stribe af initiativer og lovgivning, der bevæger sig ind på områder, som i Danmark tidligere var indeholdt i Hovedaftalen, Arbejdsretten, overenskomster og national arbejdsmarkedslovgivning.

Der er ingen tvivl om, at EU har et kæmpe problem med dårlige løn- og arbejdsforhold, ikke mindst for immigrantarbejdere. Vi ser det i utallige sager i Danmark med udenlandske ansatte, der må leve under kummerlige forhold til polske lønninger. Men at oprette en ny myndighed i EU er som at sætte ulven til at vogte får, det vil aldrig komme til at fungere i praksis.

I praksis er løndumping systematiseret, og indført gennem lov fra EU. Hver eneste gang der bliver sagt til offentlige institutioner, at der skal spares på udgifterne, og opgaver skal sendes i udbud, så er følgen, at der kommer virksomheder ind, der bruger løndumping som en helt afgørende og central del af deres virksomhedsstrategi.

EU står som godfather og faciliterer alle dele af processen. Mens overenskomster bliver både overløbet og underløbet.

Og det bliver ikke bedre i fremtiden, fordi EU grundlæggende handler om at styrke EU-kapitalen og arbejdsgivernes ret til udbytning og eliminere medlemslandenes nationale regler og traditioner, der betragtes som forhindringer for kapitalens frie bevægelighed.

EU’s traktater og overnationale lovgivning fører altid meget mere med sig, og her ligger den konstante kilde til skærpede modsætninger mellem arbejderklassens interesser og EU’s retning mod at danne en overnational supermagt. For EU handler det slet ikke om åbne grænser og muligheden for at søge arbejde i andre lande, det handler om målet: at centralisere den politiske og økonomiske magt i hos monopolernes EU-stat.

Lovbestemt mindsteløn på vej i EU

Det står derfor på sigt i modsætning til EU-medlemskabet, at fagbevægelsen har retten til at forhandle nationale overenskomster. Uanset hvor dygtigt og dydigt man løber efter at implementere EU’s direktiver.

I den udstrækning som EU i fremtiden vil anerkende fagbevægelsen som fænomen, er det udelukkende på paneuropæisk plan og i en form for trepartsamtaler med EU-kommissionen og en paneuropæisk arbejdsgiverforening. Hvor lønmodtagersiden naturligvis først skal have sværget troskab til Unionens traktater. Det er stykke for stykke, bid for bid den vej, som det er gået gennem snart 50 års medlemskab af EU.

EU fremmer en udvikling, hvor arbejdere og ansatte forvandles til moderne daglejere, uden fastansættelse og rettigheder. Masser af immigranter er i praksis løsarbejdere med status som ”eget firma”, hvor den eneste vare, der sælges, er personens arbejdskraft. Så kan alle konkurrere mod hinanden om de kontrakter, der bliver sendt i udbud, i stedet for at organisere sig og stå samlet som klasse.

De seneste eksempler på, at EU hele tiden kommer på nye områder, de kan blande sig i, er det seneste års lovgivning om ferielovgivning og barselsorlov m.v. Og selvom det lyder som uskyldige spørgsmål, så ændrer det intet ved, at EU fungerer som redskab for de europæiske stormagter og storkapitalen. Det kan f.eks. ses i praksis, ved at forslaget om mindsteløn i første omgang er 60 % af den nationale medianindkomst. Det vil sige ca. 75 kr. i timen i Danmark efter skat. Det er et stykke under de ellers beskedne 100 kr., som lavtlønsgrupper står tilbage med i dag.

En beregning fra Fagbladet 3F viste, at stort set ingen lavtlønslande vil få gavn af EU’s forslag. I mange af de fattigste medlemslande vil minimumslønnen fortsat ligge under 30 kr. i timen. Det er EU’s sociale politik i praksis. De fattige landes rolle er reduceret til konstant at levere deres relativt bedst udannede arbejdskraft til de rigeste lande, mens deres egne hjemlande sygner hen.

EU vil bestemme over arbejdsløse

EU er allerede begyndt at bevæge sig langt ind på regler for arbejdsløse og arbejdsløshedsunderstøttelse. Det startede som en rettighed til at bevæge sig rundt og søge arbejde. Så kom der et forsøg på at standardisere arbejdsformidling og kategorisering af kvalifikationer. Og nu ønskes det også, at det kan blive et krav, at man skal søge arbejde i flere medlemslande. Det er i dag en ret at kunne tage en uddannelse i andre EU-lande, men der ligger allerede overnationale strategier om at rekruttere til bestemte brancher. Der er heller ikke langt til, at EU vil kræve stærkere sprogkundskaber af unionens borgere, eller til at man kan forestille sig krav om at tage bestemte EU-certificerede kurser i et andet EU-land, hvis man ikke kan finde et arbejde.

EU vil bestemme over uddannelse

EU vil i det hele taget gerne have indflydelse på arbejdsmarkedsuddannelserne. I Danmark er det et område, hvor fagbevægelsen og arbejdsgiverne i dag sidder med i udvalg, er med til at udpege skuemestre til svendeprøven og er med til at give anbefalinger til, hvilke områder en faglært uddannelse skal indeholde. De faglærte områder i de fleste lande har haft traditioner for høj uddannelseskvalitet og regler for autorisation. Alt det er i gang med at forsvinde, i takt med at EU’s standardisering tager over.

EU vil bestemme over sikkerhed

EU er også med til at forringe sikkerheden på arbejdspladserne, ikke kun når uddannelserne og krav om faglighed forringes, men også når regler for mærkning og kontrol med råstoffer og f.eks. byggemateriale er forsvundet til private virksomheder, gerne i helt andre lande. Der ingen garanti for kontrol med mærkning og mængden af sundhedsfarlige kemikalier eller andre giftige stoffer på arbejdspladserne, hverken når det kommer til maling eller ting, der skrues på bygningen. Og det har alt sammen også betydning for de akkorder, der kan indgås. Alle arbejdere på byggepladser kender sager, hvor der er usikkerhed om kvaliteten og sikkerheden, også selvom om EU’s standarder er overholdt.

Danske arbejdsgivere er bestemt ikke kendt for at sikre høje standarder af sig selv. Her er en skrap national lovgivning og national kontrol helt afgørende for, at miljøet behandles ordentligt, at skatten betales, og der er styr på sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. EU med til at skrue tiden tilbage og underløber alle tidligere vundne kampe.

Catch 22

EU’s indblanding kan ikke løses gennem en ”social dimension”, der sætter faglige rettigheder og miljøstandarder over det indre marked, eller lignende krav, som fagbevægelsen og faglige kræfter har forsøgt at rejse. Det kan heller ikke løses gennem national lovgivning der skal forsøge at overtrumfe EU.

Lovgivning om et lønværn på transportområdet for indenrigskørsel i Danmark er et eksempel på, at det er stort set umuligt at finde en god national løsning på de problemer med løndumping, som EU baner vejen for. På den ene side åbner lovgivningen for, at politiet kan få til opgave at kontrollere, om udenlandske chauffører får den rigtige løn. Men de danske virksomheder, som gør brug af de transportvirksomheder, der underbetaler, kan tilsyneladende stadig gå fri.

3F står skulder ved skulder med DTL – Danske Vognmænd om kravet om overenskomsten skal lovsikres som mindsteløn i transportbranchen, med det lønlige håb, at det vil bevare danske arbejdspladser til deres medlemmer. Men samtidig står 3F over for det paradoks, at det kan undergrave deres forhandlingsret på området. De Facto vil det blive en national lovgivning om mindsteløn, og dermed åbne døren på vid gab for EU’s lovbestemte mindsteløn.

Dansk Metal betaler til EU-positiv propaganda

Et spørgsmål, som især trænger sig på, er, hvorfor pokker det accepteres, at fagtoppen i den grad er befolket med begejstrede EU-tilhængere. Dansk Metal bidrager hånd i hånd med arbejdsgiverne i Dansk Industri til såkaldt EU-oplysning i Tænketanken Europa, med mange millioner medlemskroner om året. Her tænkes i tilhængerpropaganda og seminarer om, hvor godt det er, at EU bestemmer. Ambitionen er at ”tale EU op”, efter at den økonomiske krise i 2009 fik EU’s stjerne til at blegne i mange lande. At lyve om EU er en tradition, der går helt tilbage til folkeafstemningen i 1972, med Thomas Nielsens ”Nødderne knækker vi stadig selv”-propaganda.

Dansk Metal er stadig toneangivende i overenskomstkartellet CO-Industri, og deres EU-begejstring og omsorg for arbejdsgiverne går hånd i hånd. Begge dele er opskriften på forræderi mod arbejderklassens interesser.

EU’s arbejdsmarkedsmyndighed og direktiver, der taler om balance i arbejds- og familielivet osv., er også en del af imageplejen, der skal sikre fornyet positiv omtale uden egentlig at ændre noget. Det er ikke kun en reaktion på den økonomiske krise og den massive ungdomsarbejdsløshed, men også en reaktion på den britiske folkeafstemning og Brexit.

EU-modstanden på rygraden

Det gælder helt generelt, at når det er EU, der har overtaget kompetencen over et område, findes der ingen gode løsninger. Og EU har allerede stykke for stykke sat sig på langt over halvdelen af den politik, der føres i Danmark, og en central del af den daglige dosis af propaganda er, at Danmark aldrig kommer ud og derfor lige så godt kan prøve at få det bedste ud af det.

Elitens bedste våben er splittelse og nederlagsstemning. Det eliten frygter, er arbejderklassens kampvilje.

Kampen mod EU er ikke anderledes end at kæmpe for danske arbejdspladser, gode skoler og ordentlige normeringer, de syge og fattiges rettigheder. De politiske spørgsmål er forbundne, ligesom kampene, vi ser i mange EU-lande, er forbundne af, at det er kampe mod EU’s politik.

At tage kampen mod EU alvorligt er derfor også en arbejdskamp for at organisere en enhed på den vrede og det håb, der findes, og formulere landenes selvstændighed som en solidarisk vej frem.

Det er værd at gentage, at EU ene og alene er stormagternes og storkapitalens redskab. Retten til at organisere sig og kæmpe for ordnede forhold er derfor en kamp både mod EU og for at komme ud af EU, og mod de rådne pamperforhandlere, der har sat sig tungt på toppen af dansk fagbevægelse. Ordnede og fair forhold er en konstant kamp under kapitalismen, mod både statsmagten og kapitalen.

Læs også:

Revolutionære vitaminer – Enhed og Kamp nr. 1 – februar 2020


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne