At kæmpe i stedet for at bøje sig

Denne artikel om faglig kamp i Frankrig og Tyskland giver vigtige erfaringer til den danske nutid og de helt aktuelle spørgsmål i OK20. Hvad skal der til for at få resultater – hvilke kampmidler har arbejderklassen. 

Af Organisationen til genopbygningen af Tysklands kommunistiske parti, Tyskland
Artiklen er bragt i APK’s teoretiske magasin Enhed og Kamp 1,2020

I mere end to uger har arbejderne i Frankrig strejket mod Macrons pensionsreform, der betyder massive pensionsnedskæringer. Studerende, lærere, gule veste og mange andre deltager. Nogle arbejdere i Tyskland gnider deres øjne af forbløffelse.

Kampen i Frankrig viser også nogle store svagheder ved de tyske arbejderes og fagforeningers bevægelser. I Tyskland har fagforeningerne i vid udstrækning givet afkald på dette kampvåben og er blevet slået tilbage. De følger normalt et klassesamarbejdsforløb og forhandler med arbejdsgiverne om, hvordan de skal øge fortjenesten og dermed angiveligt bevare arbejdspladser. Således bliver der flere og flere indrømmelser, for at virksomhederne skal forblive ”konkurrencedygtige”, fordi de regner som kapitalister i stedet for at tage klart stilling for arbejderne.

Generalstrejke forbudt i Tyskland

I Frankrig er generalstrejker en selvfølge, ligesom i de fleste af de stater, der tilhører EU. De franske arbejdere ville forsvare sig energisk, hvis denne demokratiske rettighed blev taget fra dem.

I Tyskland er generalstrejke en dans på en knivsæg. Det er ikke forbudt i grundloven, men det er heller ikke tilladt. Men i en afgørelse i Den Nationale Arbejdsret i 1955, hvor den gamle nazist Carl Nipperdey var formand, blev den erklæret ulovlig. Hovedforbundene og fagforeningerne har efterlevet dette lige siden og har begrænset sig til strejker i forbindelse med overenskomster. De har i vid udstrækning dømt sig selv og især arbejderne til en tilskuerrolle og undladt at mobilisere dem politisk, undtagen når klassekampskræfterne internt i fagforeningen skulle bringes til ro.

Politiske og spontane strejker forbudt

Strejken i Frankrig er en politisk strejke med stor intensitet. Den er rettet mod regeringens planer for pensionsnedskæringer. I Frankrig, Italien, Spanien og mange andre lande er dette en ubestridelig rettighed.

I en rapport fra Forbundsdagens Videnskabelige Institut 2006 hedder det, at ”strejker rettet mod opfyldelsen af politiske mål (ud over dem der er rettet mod lovgivende organer) skal afvises i henhold til gældende offentlige mening.” Det betyder, at uanset hvad Forbundsdagen og Forbundsrådet beslutter, må arbejdere og ansatte ikke forsvare sig ved at strejke. Både ved generalstrejke og politiske strejker kan de ansvarlige og de enkelte deltagere drages til ansvar og pålægges at betale bod, der kan ruinere den enkelte. Dette er en massiv trussel mod kæmpende arbejdere og ansatte.

Selv om det er lovligt i mange lande at strejke spontant, findes denne ret ikke i Tyskland. Selv i de få tilfælde, hvor strejker er tilladt, kan dette kun ske i forbindelse med overenskomstkampe, efter fredspligten er overholdt, efter urafstemning, efter godkendelse fra den kompetente fagforeningsledelse, og kun så længe denne ønsker det. Strejker uden om fagforeningen er ikke lovlige. De ansvarlige og de strejkende kan idømmes en millionstor bod. Fagforeningerne har således en monopolstilling i Tyskland. Det er ikke lovligt for arbejdere og ansatte at strejke uden deres tilladelse, og kun inden for de snævre rammer.

Med en lemlæstet strejkeret som i Tyskland er arbejderne og de ansatte i vid udstrækning bundet.

Det er vigtigt med en alsidig og politisk strejkeret, herunder ret til generalstrejke, hvilket også historien viser. Da arbejderbevægelsen begyndte, var enhver strejke forbudt, og politiet bankede dem ned. Strejkelederne endte i fængsel.

Med politiske strejker i hele Europa blev strejkeretten vundet i første omgang. Uden at bryde loven ville der aldrig have været fagforeninger, fagforeningsarbejde og strejkeret. Det er kun ved at tilsidesætte gældende lov, at fagforeningerne er blevet så stærke, som de er i dag. Når de giver afkald på det og bliver ”lovlydige”, vil de blive de stadig mere stækkede og begrænset i deres rettigheder.

Også i første verdenskrig kæmpede arbejderne mod den imperialistiske krig med flere generalstrejker og sikrede dermed, at den kunne bringes til ophør. Og i 1920 opfordrede selv SPD-kansler Ebert til generalstrejke mod det fascistiske Kapp-kup, der blev en succes. Da Hitler blev overdraget magten på foranledning af storindustrien og finanskapitalen, nægtede lederne af ADGB en generalstrejke, og derefter var det kun KPD (Tysklands Kommunistiske Parti) der opfordrede til dette. En mulighed for at standse fascismen var således spildt. Dette viser betydningen af politiske strejker og generalstrejker, og hvor meget denne demokratiske rettighed er blevet ødelagt i Tyskland.

Og igen og igen overtræder arbejderne og ansatte forbuddene. Da Kohl-regeringen ønskede drastiske nedskæringer i løn under sygdom i 1996, var der utallige spontane strejker. Blandt andet besatte 7.000 bygningsarbejdere i Berlin byggepladsen på Potsdamer Platz. Strejkerne var vellykkede og forhindrede loven.

Yderligere begrænsning af strejkeretten

På forslag af den daværende arbejdsminister Andrea Nahles (SPD) vedtog Forbundsdagen i maj 2015 den såkaldte ”lov om kollektive overenskomster” med 480 stemmer mod 126. Den var primært rettet mod små fagforeninger. Samtidig begrænsedes den forkrøblede tyske ret til at strejke endnu mere. SPD-arbejdsministerens erklærede hensigt var at forhindre fagforeninger i at ”lamme landet”. Arbejdsgiverne var tilfredse, fordi retten til at strejke blev endnu mere formaliseret. Uden for de snævre rammer blev det mere risikabelt at strejke.

Af alle fagforeningerne i DGB var det kun Ver.di1 , der gik imod denne lov, med argumentet om, at den svækkede fagforeningernes arbejde og gjorde dem til en slags borgerlige domstole. Mange andre fagforeningsledere, på den anden side, var glade for at slippe af med en sådan irriterende ”konkurrence”.

Som kommunister er vi i Tyskland fortalere for en enhedsfagforening. Men dette skal opnås gennem et godt fagforeningsarbejde, gennem en offensiv kamp for arbejdernes og de ansattes rettigheder. Vi afviser en begrænsning af strejkeretten, statslig magt og høje straffe for strejkende. Dette styrker ikke enheden, men begrænser og ødelægger den.

Ansvar for profit

Den nye krise viser forskellen mellem Tyskland og Frankrig, men også i forhold til andre lande.

I Frankrig er hårde slag i øjeblikket ved at blive udkæmpet. Et stort flertal af de strejkende ønsker komme af med præsident Macrons regering. De har allerede opnået deres første succeser. Det oprindelige lovforslag blev ”afbødet.”

I Tyskland finder der derimod i vid udstrækning forhandlinger sted. Her hersker princippet ”Må den hellige Sankt Florian skåne mit hus, mens de andres brænder!” Aftalen med arbejdsgiverne om fleksibel arbejdstid i samarbejdsudvalget i Daimler i Untertürkheim fremhæves som en succes. Med denne aftale er produktionen af EATS (Electronic Powertrain) på fabrikken er blevet så profitabel, at ZF i Friedrichshafen og andre konkurrenter halter bagefter. Den siges at skabe 300 arbejdspladser. Til gengæld vil kollegaerne i Friedrichshafen løbe tør for penge, når de mister deres job. Og hos Daimler forsvinder mere end 10.000 arbejdspladser på samme tid på verdensplan. Hvad kommer efter denne dispensation for arbejdsgiverne? Den næste dispensation!

Hos Bosch Feuerbach og Schwieberdingen blev der indgået en virksomhedsaftale om at nedsætte arbejdstiden uden nogen form for lønkompensation. Dette formodes at ”spare” 500 job, men 1100 job vil stadig forsvinde. Tidligere havde Bosch i Bamberg allerede indvilliget i at nedsætte arbejdstiden på bekostning af de ansatte. Nu sker det flere steder. Og med henvisning til de tidligere lønnedgange.

Sådan fyres der op under konkurrencen mellem de forskellige steder. Med hjælp af klassesamarbejde splitter kapitalen arbejdsstyrken, spiller dem ud mod hinanden. Arbejderklassen betaler. Solidariteten ødelægges.

Arbejderne derimod har brug for større solidaritet i lyset af den nye krise.

Det er grotesk, at digitalisering, skiftet til elbiler, vil producere mere værdi end før med mindre nødvendigt arbejde. Svaret på denne udvikling burde være en drastisk nedsættelse af arbejdstiden med fuld løn- og personalekompensation. 30-timers-uge er det minimum, der i øjeblikket er nødvendigt. Hvis man kan skabe mere social rigdom med mindre arbejde, er der ingen grund til lønnedgang og fyringer, men til en nedsættelse af arbejdstiden med ligeløn. Men sådan fungerer kapitalismen ikke. Stigningen i profit på bekostning af arbejderne og de ansatte går forud.

Klassesamarbejdslederne tænker og handler inden for kapitalismens rammer. Profitten er hellig. Intet arbejde uden profit, selv om samfundet har brug for dette arbejde, og der er en arbejdsstyrke til rådighed. Det er netop med den bølge af rationalisering, vi ser med ”den fjerde industrielle revolution”2, at det bliver klart, hvor ødelæggende og asocial kapitalismen er. Rigdommen vokser, mens der på samme tid er flere og flere, der lever under Hartz IV-reformen. Fattigdommen i samfundet vokser.

Fattigdomspensioner i Tyskland

Den gennemsnitlige pension i Tyskland er 900 euro; i Østrig er den over 1400 euro. I Spanien, Frankrig og Italien har den gennemsnitlige pensionist højere løn end den gennemsnitlige arbejder. I Tyskland falder pensionisterne normalt i et dybt hul. Ifølge en undersøgelse foretaget af ”Deutschen Sozialversicherung Arbeitsgemeinschaft Europa e.V.” er Tyskland i den nederste tredjedel i forhold til pensionsniveauerne i Europa. Pensionen er kun på 56,2 % af indkomstniveauet; i Østrig er dette tal 86,1 % og i Nederlandene 102 %. Desuden arbejder ansatte i Tyskland i gennemsnit 38,1 år indtil pensioneringen; gennemsnittet i EU er kun på 35,6 år.

Macron i Frankrig ønsker at tage ”den tyske vej” med uhæmmet nedskæring i pensionerne. I Frankrig har dette mobiliseret folk og bragt dem på gaderne med deres vrede.

I Tyskland har klassesamarbejdslederne bremset dette og er i stedet henrykte over ”produkter” såsom Riester Pension. Du må selv betale. Kapitalen og dens stat sparer sin andel, og i sidste ende får du kun lidt ud af det på grund af det beskedne afkast. Forsikringsselskaberne profiterer på denne privatisering af pensionen. Klassesamarbejde er til skade for arbejderne og til gavn for kapitalen.

En uddannelse til kompromis og legalisme

Klassesamarbejdspolitikken uddanner arbejderklassen i en negativ forstand. Det en kompromis følger det andet. Ethvert kompromis betyder et tilbageskridt, som regel små. Alt i alt er arbejderklassen gået baglæns i årenes løb.

For eksempel:

Med en masse indrømmelser, især med fleksibel arbejdstid, blev 35-timers-ugen engang vundet, dog kun i metalsektoren. Men kun en del af dem fik 35-timers-ugen; andre kollegaer fortsatte med at arbejde i 40-timers-uger. Desuden havde samarbejdsudvalgene til opgave at gennemføre en lokal aftale om indførelse af 35-timers-ugen i virksomheden.

Så i dag er der ikke længere en ensartet arbejdstid i metalindustrien. Det er et uoverskueligt kludetæppe. Derfor er der heller ikke længere enhed om de samme krav omkring arbejdstiden. Alle må klare sig selv på deres arbejdsplads: anti-solidaritet og individualisering! En masse kampkraft er gået tabt.

I den nuværende begyndende krise fortsættes der ud ad denne vej. Under sloganet ”omstilling” eller mere enkelt sagt ”omvæltning” forpligter fagforeningstoppen sig til endnu mere ”operationelle løsninger”, fleksibilitet og individualisering.

I stedet for at forene alles kræfter og kæmpe sammen står hver virksomhed alene. Selv inden for Bosch, Daimler og VW kæmper alle for ”sin” placering og dermed mod de andre: anti-solidaritet og individualisering!

Denne holdning er ideel for kapitalen. På denne måde kan de sætte arbejdspladserne op mod hinanden, øge presset og klemme yderligere og flere indrømmelser igennem. En uendelig cyklus med stadigt stigende kompromiser, som reelt må betragtes som tilbageskridt. Opdelingen svækker arbejderne.

Fælles kamp er nødvendig!

I stedet for at gennemføre kapitalens rationaliseringer må arbejderne slutte sig sammen og udvikle fælles krav, der gavner alle og tillader fremskridt, i stedet for altid at forhindre det værste, og endnu værre, acceptere det værste.

Vi har brug for klassekampsfagforeninger, der ser fremad og kæmper seriøst. Det gamle ordsprog fra arbejderbevægelsen gælder endnu: ”Enhver, som kæmper, kan tabe! Hvis du ikke kæmper, har du allerede tabt!” Ingen kan forudse afslutningen på kampen i Frankrig. Men selv nu har arbejderne opnået mere, end vores fagforeningstop har opnået i mange år. Dens kompromis-krummer er støv i forhold til, hvad der bliver opnået i Frankrig gennem kamp. De franske arbejdere føler deres egen styrke, får modet og lader sig ikke skræmme så hurtigt. Fælles kamp og solidaritet giver styrke!

En forenet kamp er mulig og også nødvendig for at opnå en radikal nedsættelse i arbejdstiden. Derfor opfordrer vi til 30-timers-uge med fuld løn- og personalekompensation. Det er alternativet til at nedsætte arbejdstiden uden lønkompensation.

Kapitalen skal betale for sin egen krise. De taler om deres risiko hele tiden, men når tingene bliver alvorlige, er det altid arbejderne, der må bære risikoen, mens kapitalen selv under kriserne gør alt, hvad de kan, for at øge deres profit.

Kampene i fagforeningerne!

For at opnå en samlet kamp skal de holdninger, som klassesamarbejdsledere har, fejes ud af fagforeningerne, hvor det er muligt. De har en masse magt og indflydelse og vil ikke gå frivilligt. Progressive og kampvillige arbejdere må søge indflydelse, stille op, mobilisere og højlydt forsvare deres krav som tillidsmænd og delegerede i den lokale DGB-fagforening.

At arbejde for og sammen med kollegaerne er langt vigtigere end magt. For det er kun sammen med dem, at man kan skabe en magt, der er forankret i arbejderklassen. Man får intet forærende. Kun hvis fagforeningerne virkelig repræsenterer arbejdernes interesser, vil de være til nytte. Som tænketanke for kapitalen er de meningsløse for arbejderne.

Derfor vil vi arbejde hårdt i fagforeningerne. At give op eller melde sig ud hjælper dem, der gør fagforeningerne med deres klassesamarbejde til et vedhæng til kapitalen. Vi har brug for stærke og kæmpende fagforeninger. Det er derfor, at passivitet eller endda opdeling er den forkerte vej at gå. Den svære vej, at bekæmpe dette og organisere så mange kollegaer som muligt og udvikle dem til selvsikker og uafhængig handling, er den rigtige vej.

22. december 2019.

Oversat fra www.arbeit-zukunft.de

Noter

1 Fagforening for servicearbejdere. Medlem af Det tyske fagforeningsforbund (DGB). Næststørste fagforening efter IG Metall.

2 Den nuværende teknologiske og digitale udvikling.

Læs mere om APK’s teoretiske magasin Enhed og Kamp 1,2020

Revolutionære vitaminer – Enhed og Kamp nr. 1 – februar 2020


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne