Om den nye regering i Spanien mellem PSOE og Podemos

I Spanien er der efter 10 måneder uden en valgt regering dannet regering i koalition mellem det socialdemokratiske PSOE og venstrefløjspartiet Podemos; i en situation hvor det yderste højre er i offensiven og grundloven stadig bærer præg af Franco-tidens diktatur

Udtalelse fra Spaniens Kommunistiske Parti (marxister-leninister), PCE(ml)

Efter ugers lukkede forhandlinger, omgivet af råben fra det francoistiske højre og dommedagsagtige advarsler fra disses medier har Pedro Sánchez langt om længe afsluttet processen frem mod at blive den første præsident for en koalitionsregering under 1978-grundloven.

Det er værd at bemærke hvordan den intense mediekampagne fra PP, Vox og C har haft en ekstrem og fascistisk tone – aggressiv, katastrofevarslende og bedragerisk, med opbakning fra arbejdsgivere, kirken og militærrelaterede sektorer.

Intentionerne hos de deltagende partier er ikke alene blevet overdrevet ud i det karikaturagtige, men der er helt åbenlyst blevet løjet selv om ’kommunisternes’ porteføljer og deres egentlige betydning.

Særlig alvorlig var opfordringen til at gribe ind med hæren, som kom fra rækken af Vox fascister. Den kom som deres fælles reaktion på alvorlige trusler mod sikkerheden for adskillige af de valgte.
De er ikke desto mindre repræsentative for højrefløjshysteriet fra Pablo Casado, der anklager den nye regering for mangel på legitimitet, såvel som hans advarsler om at fjerne den med andre midler end parlamentariske.

På denne måde kaster (ultra)højre åbent det diktatoriske alternativ på bordet, og fjerner det borgerlige demokratis sidste demokratiske klæder, for en gang for alle at vise, at de institutionelle mekanismer og undertrykkelsesapparatet ikke er tilstrækkeligt til at sikre at de lovgivningsmæssige anliggender styres fuldstændigt i storkapitalens interesse.

Som udviklingen i den politiske situation gennem de seneste år viser, må oligarkiet i Spanien såvel som på verdensplan tune deres instrumenter til det yderste for at kunne disciplinere arbejderklassen og sammen med de øvrige fraktioner i det nationale borgerskab, sikre sig en stærk stilling i den globale kamp for markeder og ressourcer.

Denne støj og nervøsitet står uden tvivl i kontrast til den enighed om ministerposter, der er opnået for UP’s (Unidas Podemos o.a.) repræsentanter, med det begrænsede indhold af PSOE-UP aftalen og med en insisteren på at holde sig indenfor ’konstitutionens rammer’ ifht at forhandle en løsning om den politiske konflikt om uafhængighed. Faktisk truer kortsynetheden hos den etablerede venstrefløj med at skabe større frustrationer i arbejderklassen og hos venstrebevægelsen i det hele taget, som kan ende med at give ny luft til fascismen.

Uanset hvor forståelig den lettelse og optimisme er, der i brede folkelige sektorer ses over dannelsen af regeringskoalitionen, så vil det ikke være muligt, at give et svar på hovedproblemerne for vores klasse med det snævre korset der er påført gennem ”overgangen”: Det er nødvendigt at bryde med dets legale og institutionelle rammer, startende med monarkiet.

Der kan bestemt ikke ses bort fra, at kapitalen og dens hovedrepræsentanter, trods støjen der er skabt af reaktionen i kongressen, seriøst overvejer om det at sætte spørgsmålstegn ved de formelle aspekter ved regeringen, kan fremkalde en periode med kontraproduktivt ustabilitet for deres forretninger.

Men selv i så fald er der ingen tvivl om, at spansk nationalismes styrke og tumulten skabt omkring ERC’s (Det republikanske Venstre i Catalonien o.a.) og andre pro-uafhængighedspartiers rolle som EH Bildu under dannelsen af den ny regering truer med at styrke højrebevægelsen i dele af befolkningen og en radikalisering i reaktionær retning og stramme oligarkiets politiske og økonomiske magt.

Uanset hvad, er det nødvendigt, at proletariatet ikke slækker på sin modstand eller overgiver sig til illusioner om det borgerlige demokrati, eller ser bort fra hvilken klasse det tjener. Situationen kræver det modsatte, at øge debatten, organiseringen og mobiliseringen af vores klasse indenfor alle områder, for at kunne stå op mod reaktionen og tvinge den nye regering til at holde sine løfter og tage nye initiativer til gavn for de folkelige lag. Kun på denne måde vil vi kunne opbygge en sammenhængende kraft i vores klasses interesse, der tillader os at foreslå nye opgaver frem mod mere demokrati – republikken – på vejen frem mod socialisme.

Debatter og organiser i alle boligområder, arbejdspladser og uddannelsessteder!

På gaden for at stoppe fascisterne!

No pasaran! For den demokratiske, folkelige og føderative republik!

For socialisme!

Spaniens Kommunistiske Parti (marxister-leninister), PCE(ml) 8. januar 2020

Se PCE(ml)s hjemmeside
PCE(ml) er som APK medlem afCIPOML

 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne