Krise for EU’s økonomiske doktrin – EU sætter kurs mod politisk union

Hele fortællingen om at EU skaber ‘stabilitet og vækst’ er åbenlyst en løgn.Kun monopolerne i de største industrinationer har profiteret, og på det seneste topmøde i december 2019 lagde EU op til at tage nye skridt for endnu mere centralisering og arbejdsgiverpolitik. I denne artikel fra APKs magasin Enhed og Kamp beskrives det hvordan og hvorfor EU’s økonomiske doktrin har været ødelæggende for medlemslandenes økonomi.

Af Franz Krejbjerg, APK, Arbejderpartiet kommunisterne

Arbejderne på Amazons logistikcentre i Tyskland i strejke for bedre løn- og arbejdsforhold

EU valgte i sommers den franske politiker Christine Lagarde som ny direktør for centralbanken1 (ECB). Det må tolkes som et meget klart signal om, at EU gør sig klar til en politisk reform af de økonomiske og finansielle værktøjer. Nogle ændringer har været i støbeskeen i længere tid og skal øge beføjelser og centralisere mere magt i Bruxelles, med flere værktøjer til at læsse den næste overproduktions krise over på skuldrene af arbejderklassen. Men lige så vigtigt er at gøre EU-staten klar til at investere direkte i teknologiudvikling, og transformationen af energiproduktionen og metalindustrien.

Som medlemmer af EU afgiver landene mere eller mindre frivilligt deres økonomiske selvstændighed. Det sker både indirekte, gennem at det indre marked giver et konstant pres på at sænke skatter og afgifter og lønninger og sociale ordninger til laveste fællesnævner. Og det sker direkte med den fælles valuta og fælles centrallovgivning for statsgæld og underskud på finansloven osv.

I praksis har EU de sidste 20 år vist sig at være en katastrofe for medlemslandene med de relativt svageste økonomier, mens monopolerne i de største industrinationer har profiteret på eurozonen.

Eurozonen blev i første omgang bygget med nogle relativt enkle principper, beskrevet i Stabilitets- og Vækstpagten i 1999, foruden naturligvis implementeringen af det indre marked. Til gengæld lovede EU’s centralbank en stabil rentepolitik, en valuta med international styrke og en inflation på 2 procent.

Gradvist har EU så udvidet bestemmelserne til at omfatte en detailstyring af alle nationale beslutninger på finansloven. Det foregår på den måde, at alle landene hvert semester (seks måneder) modtager en henstilling til, hvilke politiske og økonomiske spørgsmål der skal arbejdes med i forhold til de svagheder, som EU ser med hensyn til at skabe en villig og billig arbejderklasse.

Henstillingerne kan dog hurtigt forvandles til diktat, hvis et land ryger ved siden af målsætningen i Stabilitets- og Vækstpagten. Og det var netop, hvad alle landene oplevede i kølvandet på finanskrisen i 2008. Også Danmark fik et par år at vide, at et underskud er et underskud, uanset om der var krise og der stod arbejdsløse på gaden. Og det danske folketing rettede lydigt ind og vedtog den ene spareplan efter den anden.

Ti år med lav vækst

Men som det måske er faldet nogle i øjnene, har den politik ikke ført til ”stabilitet og vækst”. Hele fortællingen omkring eurozonen er derfor totalt afsløret som løgn. Og endnu være bliver det, når man kigger på det, som EU selv siger er målet med de halvårlige anbefalinger til landenes finanslove: Her bruger EU ofte udtrykket ”konvergens”, der udtrykker en forestilling om, at blot der er ”lige vilkår”, så vil det i praksis betyde en styrkelse af de svageste økonomier i unionen. I virkeligheden er de fattigste smidt på gaden, og det står klart for alle, at EU’s bærende teori om konvergens er et falsum. Det er monopolerne, der har glæde af at forbyde statsstøtte til industriarbejdspladser i fattige regioner.

Hvis man lytter til den danske EU-kommissær Margrethe Vestager, er det slet ikke et problem, fordi det jo blot er fri konkurrence, der betyder, at ”de dygtigste” overlever. At bagsiden naturligvis er en katastrofe, er jo blot ”sådan det er, hvis man ikke er dygtig nok”.

Kommissær Vestagers egen portefølje har været den fri konkurrence, og det har f.eks. betydet muligheden for at give store bøder til amerikanske IT-giganter. Men uanset alle EU’s regler og bøder, der på papiret skulle sikre alle lige muligheder, så er monopolerne jo ikke forsvundet. Amazon, Apple, Google, Microsoft og de andre giganter sider stadig på kontrollen. Vestager har på den måde, imod sine egne forestillinger, blot bekræftet, at EU’s politik betyder al magt til de i forvejen stærkeste.

Heller ikke euroens løfter om at blive en stærk international valuta er indfriet endnu. Alle banker skal have massive beholdninger af dollars for at kunne facilitere international handel. Centralbanken har til gengæld heller ikke sikret en inflation på de lovede to procent, og renterne kan knap sendes længere ned og er de seneste måneder direkte negative i flere lande.

Det indre marked

Vender man sig mod det indre marked, den anden centrale del af EU’s økonomiske politik, er problemerne mindst lige så katastrofale for medlemslandene som i valuta-, økonomi- og finanspolitikken.

EU har siden indførelsen af det indre marked gennemtrumfet et økonomisk regime i medlemslandene, der på den ene side har betydet massive privatiseringer i hele den offentlige sektor og i al offentlig forsyning og transport, og på den anden side har forbudt statens direkte deltagelse i fremstillingssektoren. Undtaget er f.eks. infrastruktur og forskning. Indirekte støtte og incitamenter eller afgifter til en bestemt forbrugeradfærd tillades også; f.eks. kan gives en statsfinansieret skrotpræmie på din gamle bil, der skal sætte gang i salget af nye modeller.

Visdommen, de herskende udbreder, er, at den private sektor er alene om at skabe værdi, mens den offentlige sektor betragtes som en udgift. Dette betyder, at ingen medlemsstat i EU har lov til at eje en fremstillingsvirksomhed. Al industri skal være helt fri af offentlig involvering, ellers vil det være konkurrenceforvridende.

Kun enkelte lande har fået lov til at slippe for dette regime, herunder Tyskland, der i en periode efter murens fald fik lov til at støtte opkøbet af østtyske industrivirksomheder. En anden undtagelse er, når virksomheder flytter arbejdspladser rundt mellem EU-landene. Her træder EU villigt til med støtte.

Regulering af de kommercielle banker

Det samme skulle i princippet også gælde bankerne. Det var en henstilling, at medlemslandene trak sig ud af alle typer af bankvirksomhed, som i Danmark, hvor staten solgte Girobank til Bikuben, som siden blev opkøbt af Danske Bank. Men principperne om de private banker gælder kun, så længe millionerne ruller ind hos ejerne. I samme øjeblik de store banker står over for at miste nogle af de penge, de har udlånt til spekulanter i forventning om et evigt opsving, og evigt stigende priser på bolig, olie, korn osv., så går den kapitalistiske stat ind og redder dem.

Dette er senest set i perioden omkring finanskrisen og frem til nu, hvor staten oprettede ”Finansiel Stabilitet”, en såkaldt skraldespandsbank til opkøb af ”nærved og næsten”-konkurser. Navnet er tydeligvis lånt fra EU’s jargon.

På hemmelige møder i Folketinget blev det også besluttet at sende flere hundrede milliarder kr. i spil som forstærkning af Danske Bank. Det blev til en hel stribe bankpakker, før panikken blandt eliten stilnede hen. De store banker har dog langtfra genvundet fordums stråleglans, og det har ikke hjulpet, at de største banker har stået i spidsen for de største svindelnumre, bl.a. med hvidvaskning og skattely.

EU – To Big To Fail

”To big to fail”-problemet er kun blevet værre siden krisen i 2009, og spørgsmålet, som regeringerne i eurozonen stiller sig, er, hvordan gælden skal fordeles, næste gang der skal ryddes op efter en krise.

Belært af erfaringen er EU nu klar med deres egen centrale mekanisme til uddeling af kommende bankpakker. Det skal ikke længere kun være skattekassen i et enkelt land, der skal udfri bankernes råddenskab, det skal naturligvis være alle EU-borgerne. Solidaritet er jo det fineste, vi ved i EU, så derfor bliver det især brugt, når vi skal være solidariske med de allerrigeste i samfundet, når de har svindlet og bedraget.

En af de ting, som EU har lovet, er at implementere den internationale Basel 3-aftale om ”sund bankdrift”. Men Basel 3 bygger på erfaringer og havde ikke forudset en ti år lang periode med meget lav inflation og meget lave renter. Der i virkeligheden betyder, at der er behov for endnu større sikkerhed, end der stilles krav om.

Selvom EU gerne omtaler sig selv som opbygget på lovgivning og reguleringer af markedet, så tales der kun om regulering af de kommercielle banker, mens der slet ikke er taget hul på regulering af det voksende kapitalmarked i skyggebankerne, et område, der i EU er vokset støt til at udgøre næsten 40 procent af al kapital i lånemarkedet.

Der er heller ikke gennemsigtighed i forhold til, hvordan reguleringen af bankerne virker samlet set. Eneste redskab er en såkaldt stresstest, en computermodel, der afprøver kvaliteten af en banks lån mod forskellige krisescenarier. Disse regnemodeller er mere eller mindre uigennemskuelige, og ingen ved, om de giver et reelt billede af, hvordan bankerne vil klare sig.

De private virksomheder, som stiller sig mellem køber og sælger i værdipapirhandler for at sikre handlens gennemførelse (CCP), er heller ikke reguleret. Det samme kan til dels siges om kreditratingbureauer. Alle de risikofaktorer, som der blev kritiseret efter krisen i 2009, findes altså stadig.

Dieselgate

Den venlighed, der blev vist over for bankerne, hverken kunne eller ville EU udvise over for industrien i 2008, selvom mange millioner arbejdere mistede jobbet i kølvandet på krisen. Særligt i Tyskland, der er førende i verden inden for automatisering af industrianlæg, formåede man nemlig ret hurtigt at få gang i fabrikkerne igen. Og Tyskland har som Danmark oplevet et relativt stabilt opsving siden 2011, bl.a. båret af eksport til resten af EU, USA og Kina.

Uanset EU’s indre marked så udviklede hver eneste udvidelse af EU sig reelt til at blive Tysklands indre marked. Landet formåede at holde sig oven vande efter finanskrisen og har nogle af verdens mest produktive fabrikker, og ligger lunt beskyttet i centrum af EU, med rigelig adgang til veluddannet immigrant-arbejdskraft. Og allerede før krisen havde Tyskland gennemtrumfet arbejdsgivernes diktat til arbejdsmarkedspolitik i de såkaldte Hartz-reformer i 2002-2005. På trods af alt dette så faldt kæden af for EU’s mønsterland med Dieselgate.

Det, der åbenbarede sig med Dieselgate, er, at EU ikke blot er i en overproduktionskrise i normal forstand, hvor markedet for en tid er mættet med f.eks. biler, som er en normal cyklisk stagnationsperiode i industrien, hvor monopolerne konsoliderer sig og de mindste bliver spist eller bare mast.

Det, som Tysklands industri uforvarende afslørede, var, at de ikke længere var i stand til at udvikle effektivitet og brændstoføkonomi i deres mest sælgende komponent, dieselmotorer, og at de i stedet over en bred kam havde udviklet et helt sæt af snydemetoder, der skulle dække over, hvor grelt det stod til. Ikke blot kunne industrien ikke levere de kilometer pr. liter, som de havde lovet, og begrænsning af diverse farlige partikler. De fik også politikerne til at give bilejere en økonomisk godtgørelse for at skrotte deres gamle bil, så de kunne få en ny og mere miljøvenlig, selvom sandheden var, at den nye ikke var renere. Løgnen om de rene dieselbiler havde faktisk i en periode fået salget til at vokse, og dermed også fået antal af livsfarlige partikler til at stige i byerne.

Samtidig er klimakrisen for alvor kommet på dagsordenen, og den er ikke mindst kommet i form af ny teknologi, der slet ikke bruger Tysklands elskede dieselmotorer. Derfor står industrien både over for en almindelig recession og over for en gigantisk teknologisk transformation, som den tilsyneladende ikke selv evner at levere. Samtidig står EU i økonomisk kviksand pga. den traktatfæstede politik, der udelukkende har været til gavn for en tysk industri, der nu ikke længere kan levere fremgang.

Der er mange flere ingredienser i historien, end der kan rulles op her. Det vigtige er at forstå, at EU’s økonomiske politik har været på en katastrofekurs siden oprettelsen af det indre marked, og at der hos EU’s elite er en gryende erkendelse af, at man bliver nødt til at fravige principperne bag euroen og udvide de få tekniske muligheder, man har lagt i hånden på ECB, hvis de vil forsøge at overleve. Derfor bliver de også nødt til at udbygge med en egentlig politisk union, f.eks. med mulighed for til at give lån fra centralbanken til EU’s største industrivirksomheder. At man vil fravige nedskæringsregimet, er der ikke tale om, pengene vil som altid blive taget fra arbejderklassen.

Christine Lagarde, der kommer fra IMF, er personen, der kommer til at stå i spidsen for dette kursskifte til en stærk central styring. Hendes politik er forankret i IMF’s lån mod kontrol, som hun også viste, da Troikaen ”reddede” Grækenland.

Planen har allerede været lagt frem i skitseform som en del af formandskabernes overvejelser om EU’s fremtid. Tilbage står forhandlingerne om, hvordan den politiske magt skal deles mellem lobbyisterne og EU’s institutioner. EU’s retning mod mere union er det eneste sikre. Så endnu en grund til at få Danmark ud af EU i en fart.

Note:

1) Centralbankerne i de enkelte lande er en uafhængig del af statsmagten, mere eller mindre afkoblet fra demokratisk styring. De er meget kort sagt blot underlagt en lovgivning om at tilstræbe et mål for inflation og adgang til likviditet. Det gælder i endnu højere grad for EU’s centralbank, der styres af et panel af nationale centralbankdirektører.

Læs også
I ly af Brexit og klimadagsordenen vedtog EU næste skridt frem mod EU-staten
KPnet 20. december 2019

Læs mere om APK’s teoretiske magasin Enhed og Kamp

 Artiklen blev første gang bragt i Enhed og Kamp 4,2019


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne