Bolværket rundt om det borgerlige demokrati

Venstrefløjen taler ofte om at ”udvide demokratiet”. Den forstår ikke, at borgerskabet dagligt indskrænker demokratiet og forbereder sig på at afskaffe det helt, om nødvendigt.

Af Jan Steinholt, Revolusjon, Norge
Indlægget har været bragt i APK’s teoretiske magasin Enhed og Kamp 4,2019

Mange tager det norske demokrati for noget nærmest naturgivent. Også den norske venstrefløj. Problemet, ifølge partier som SV og Rødt, er, at der er lidt for lidt økonomisk demokrati, da kapitalen jo har ledelsesretten, og ejendomsretten er hellig.

Da de ikke har forstået den marxistiske analyse hverken af staten eller af demokratiet, kræver denne venstrefløj udvidelse af demokratiet som en strategisk opgave. Ja, som den strategiske opgave i et udviklet kapitalistisk demokrati som vores. Med denne udvidelse af demokratiet skal vi derefter skridt for skridt glide over i en eller anden form for socialisme.

Dette er en grov reformistisk forvrængning. Marxismen lærer os, at kampen for demokratiske rettigheder under kapitalismen højst er et delmål, et redskab for at lette kampen for revolution og socialisme – det eneste, som vil sikre flertallet et virkeligt demokrati. Kampen for faglige og demokratiske rettigheder er permanent, fordi disse rettigheder altid er truet og forsøges indskrænket på tusinde måder. Både i det skjulte og gennem lovgivningen. En rettighed, som vindes i dag, kan forsvinde i morgen, medmindre arbejderklassen og folket viser styrke til at slå en ring om den.

Så hvad er mulighederne for at ”udvide demokratiet” i en situation, hvor arbejderklassen længe har været i defensiven? Er der tegn på, at borgerskabet er indstillet på at åbne op for mere folkelig indflydelse?

Der er få. Derimod er der mange tegn på det modsatte.

Kommunalt selvstyre har præget Norge mere end mange andre borgerlig-demokratiske lande. Man skulle tro, at det lokale demokrati i mindre grad truer magthaverne. Men hvad sker der? Tvangssammenlægninger af kommuner og regioner sker på trods af massiv modstand.

Vindkraft udbygges efter en NVE-plan, som det ikke engang var meningen at forelægge Stortinget. Enorme naturområder raseres for at tilfredsstille energibranchen, selv om næsten alle kommuner, der har udtalt sig om vindkraft på land, er imod (Teknisk Ukeblad 25. juli).

Norge i EØS/EFTA var en drivende kraft for at fremskynde en stramning af sevice-direktivet – i praksis en forhåndscensur af folkevalgte organer på alle niveauer. Forslaget er foreløbig lagt på is takket være stor folkelig modstand inden for EU.

Mange flere eksempler kunne nævnes.

Stat og demokrati

Demokratibegrebet er sammenvævet med spørgsmålet om staten. Staten er en bekræftelse på, at samfundet er i konflikt med sig selv, som Engels og Lenin formulerede det. Staten opstod historisk som den herskende klasses konfliktløser, som en institution, som tilsyneladende står over samfundet. Demokrati vil derfor altid være et klassedemokrati. Staten vil altid være en klassestat. Denne klassestat har til opgave at håndhæve, hvordan demokratiet skal praktiseres, eller om det i det hele taget skal praktiseres.

Demokrati (folkestyre) handler i teorien om, at et mindretal skal bøje sig for et flertal. I virkeligheden er det et mindretal, der skal bøje sig for et flertal på de betingelser, som er fastlagt af den herskende klasse. Mere præcist: Det er (flertallet i) den herskende klasse, som bestemmer, i hvilken grad andre samfundsklasser får lov til at deltage i klassedemokratiets politiske processer; altid på vilkår, der ikke truer den herskende klasse og dens statsmagt.

Slaveejerne i antikken og det gamle Romerrige praktiserede deres demokrati, men dette var et demokrati, som overhovedet ikke gjaldt for slaverne. Det var betingelserne, den herskende klasse satte.

Staten opstod historisk som den herskende klasses konfliktløser.

Med de borgerlige revolutioner, som afskaffede feudalismen, blev hele tredjestanden formelt ligestillet, og gejstligheden og adelen blev opløst eller degraderet.

De mest fremskredne borgerlige demokratier af i dag praktiserer en formel lighed mellem samfundets indbyggere. Men denne lighed er netop formel, og derfor ingen reel lighed. Retten til at opkøbe Orkla-koncernen forudsætter, at du enten har arvet kapital og ejendom, eller at du har tætte bånd til finanskapitalen. At skrive en facebook-kommentar har ikke samme vægt og værdi som at diktere, hvad der skal være tophistorien i VG. Ikke desto mindre er også denne formelt lige ret til at ytre sig vigtig at forsvare.

Altså: Staten i ethvert klassesamfund er redskab for den herskende klasses interesser. Det er denne stat, som er garant for, og som sætter rammerne for demokratiet – så længe den mener, det er hensigtsmæssigt at opretholde det.

En kapitalistisk statstype kan antage forskellige former. Den kan være mere eller mindre demokratisk, eller den kan antage form af åbent diktatur. Kapitalen foretrækker den demokratiske form, fordi den dæmper de mest akutte klassemodsætninger i samfundet og gør produktionsprocessen mere effektiv. Men så snart modsætningerne tårner sig op, lurer den diktatoriske (fascistiske) statsform.

Demokratiske myter

Fordi Norge er en historisk ung nationalstat med en progressiv grundlov for sin tid, råder der en stærk forestilling om, at demokrati og fredelige kompromiser så at sige er indbygget i den norske folkesjæl, helt uafhængig af klassemodsætninger. Det nævnes sjældent, at det kun var mænd med ejendom, som i henhold til grundloven fik stemmeret i 1814. Almen stemmeret kom først i 1898. Fortsat kun for mænd. Kvinder og fattige måtte vente til 1913 og 1919. Illusionen om det harmoniske demokrati næres også af, at kampen for national selvstændighed foregik på relativt fredsommelig vis i to omgange: først fordi Danmark måtte afstå Norge til Sverige efter nederlaget i Napoleonskrigen, og svenskekongen accepterede et kompromis, som stækkede den oprindelige grundlov fra Eidsvoll. Dernæst i 1905 ved at svenske arbejdere sørgede for, at den relativt løse union med Sverige blev opløst uden blodsudgydelse.

Perioden med fem års brutalt nazistisk diktatur bliver forklaret med, at dette diktatur udelukkende skyldtes fremmed besættelse og bogstavelig talt var et fremmedelement i en norsk kontekst, som i hele sin natur er demokratisk.

Arbejderbevægelsen krævede for 150 år siden, at det borgerlige demokrati også skulle gælde for arbejderne. I kraft af sin styrke – og de revolutionære vinde i Europa – lykkedes det at fremtvinge demokratiske reformer. Almindelig stemmeret var et hovedkrav fra Thranitterne, arbejderrådets bevægelse og Arbeiderpartiet. Senere kom kampen for sociale reformer. Alt blev mødt med fængslinger, statspoliti og soldater – fra Thrane til Austmarka og Menstad. Men da kapitalen i 1930’erne følte sig sikker på, at Arbeiderpartiet for alvor mente sit klassesamarbejde og ville give kommunisterne en ordentlig overhaling, ville åben undertrykkelse virke mod sin hensigt.

I stedet fik politichef Jonas Lie fra Nygaardsvold-regeringen i opdrag at kortlægge ”kommunister og andre farlige elementer” i Øst-Finnmark i 1939. Disse lister blev brugt efter den nazi-tyske invasion for at opspore og likvidere antifascister i Nordnorge. Efter nazismens nederlag i 1945 og Sovjetunionens store popularitet blandt befolkningen i Europa var det politisk umuligt at satse på åben fascisme i et land, der netop var befriet for diktaturet. Men netop sympatien med vores socialistiske naboland og befrier var grund nok til at tage forholdsregler.

NATO-medlemskabet i 1949 gav nye muligheder for at forberede en fascistisk plan B i påkommende tilfælde. I 1950 vedtog Stortinget beredskabslovene, der tillader regeringen at suspendere normale demokratiske ledelsesprocesser, ”når krig truer” – ”eller af andre grunde”, som det oprindeligt hed.

Fascisme i baghånden

I mange år fandt det norske borgerskab, at dette var tilstrækkeligt. Efterkrigstiden var præget af stabil vækst og et LO og Ap, som holdt arbejderklassen stramt i tøjlerne. Et tæt samarbejde mellem Ap, LO og det daværende overvågningspoliti POT sørgede for fuld oversigt over ”uroelementer”.

I 1996 afslørede Lund-kommissionen, at de norske myndigheder havde udarbejdet A- og B-lister ”for at internere kommunister i en mobiliseringssituation” (s. 178). A-listen omfattede oprindeligt 100 personer, ”som når som helst kan tages som præventiv foranstaltning”, og B-listen omfattede 300 personer. Statsminister Einar Gerhardsen gav udtryk for, at de, som blev arresteret, ikke skulle sættes i varetægtsarrest: ”Gør man det, vil de kunne lede det hele fra Møllergaten 19. Man skal ikke følge reglerne, når det gælder disse folk” (s. 178). Kommissionens undersøgelser viste, at interneringslister blev ajourført frem til 1972 (her citeret efter artikel på Radikal Portal).1

Kun idioter tror, at overvågningen ophørte med Lund-rapporten. Hvilke organer der i den midterste periode overtog jobbet, da det brændte under fødderne på POT, kan vi kun gætte på. Venstreorienterede organisationer er blevet infiltreret af provokatører og bliver det sandsynligvis fortsat.

Fra krigens slutning og til langt op i 60’erne udeblev de sociale protester. Klassefreden rådede med nogle undtagelser. Gerhardsen-epoken gav løfte om velstand, og folk i Vesten lod sig blænde af troen på krisefri kapitalisme.

Da kriserne vendte tilbage med 1970’erne, blev det igen vigtigt at sikre kapitalens magt mod faren for social protest. Strejkeretten blev amputeret med aktiv hjælp fra LO-toppen. Revolutionære måtte renses ud af fagbevægelse og nøgleindustrier. Vi fik NATO-øvelser, der gik ud på, hvordan man kunne slå strejkende arbejdere ned.

1980’erne og især 1990’erne betød ebbe i klassekampen af mange grunde, som der ikke er tid til at gå ind på her. Den revolutionære bevægelse var i stagnation og krise, dels af indre, men især af ydre årsager. Revisionismens sammenbrud, murens fald, var et stort tilbageslag for den kommunistiske bevægelse. Det var et paradoks i den forstand, at netop marxist-leninisterne i flere årtier havde sagt, at disse regimer restaurerede kapitalismen bag ved det røde scenetæppe.

I 00’erne, med krigen mod terror som vikarierende argument, er nye repressive tiltag kontinuerligt indført. Selv med en meget svag revolutionær bevægelse lyste alle systemets advarselslamper rødt med it-krisen ved årtusindskiftet og det store krak i 2007 (også kendt som ”finanskrisen” og eurokrisen).

Masseovervågning og mediekontrol

Ved hjælp af ny it-teknologi udvides masseovervågning til nye områder og samtlige former for kommunikation. I første omgang er det sket i det skjulte og i strid med eksisterende lovgivning; siden er det ene lovforslag efter det andet vedtaget for at legitimere det, der allerede er etableret praksis. Den nyeste i rækken er E-tjenestens mulighed for at aflytte al kommunikation blandt nordmænd i ind- og udland.

Denne masseovervågning og beredskabslovene er imidlertid ikke nok. Regeringen, som har fået sin egen minister for sikkerhedsberedskab, får nu en ny ”krisefuldmagtslov”, som giver den frie hænder til at handle ”tilstrækkelig hurtigt”, når den mener, at der foreligger en såkaldt ekstraordinær krisesituation. Sikkerhedsventilen består i, at Stortinget – efter at have sat tiltagene i værk – kommer med en udtalelse senest i løbet af ti dage.

Det var Sylvi Listhaug, der i sin korte periode som justitsminister satte det forberedende lovarbejde i gang. Hendes påskud var flygtningekristen i 2015, som hun mente var en ekstraordinær situation i fredstid. Vi kan let forestille os andre ekstraordinære situationer i fredstid, f.eks. at strejkende oliearbejdere lukker produktionen ned og nægter at bøje sig for en beslutning om voldgift.2

Med den teknologiske revolution på kommunikationsfeltet, internetrevolutionen, har borgerskabet mistet sit totale informations- og propagandamonopol. Adgangen til alternative medier, billige og enkle publiceringsmetoder, kollektive informationskilder baseret på frivillig indsats osv. har sået dyb og hurtigt voksende mistro til borgerskabets traditionelle mediekanaler. Sociale medier har også vist sig meget effektive til at mobilisere til modstand og protestaktioner.

For at imødegå denne trussel iværksætter imperialisterne og de enkelte regeringer en lang række censurlove og uofficielle censurinstanser. Første trin er oprettelsen af egne bureauer og kontorer til det, de kalder ”faktatjek” af systemkritiske nyhedskilder (EUvsDisinfo). Facebook og den reaktionære amerikanske tænketank Atlantic Council samarbejder om netcensur og kortlægning af såkaldte femte kolonne-folk. En norsk aflægger er ’faktisk.no’. Virksomheden fremstilles naturligvis som neutral folkeoplysning.

Begrundelsen for at alt dette er nødvendigt var først, at terrorister misbrugte sociale medier, nu er begrundelsen, at russerne og kineserne spreder falske nyheder og desinformation. Det er i og for sig sandt, for det gør alle imperialister. Men det er et påskud. Rusland og Kina gør det samme, som Storbritannien og USA har gjort i flere menneskealdre; det nye er, at digitale platforme har brudt det amerikanske monopol.

Sociale medienetværk pålægges censur og filtrering, bl.a. gennem EU’s nye ophavsretsdirektiv. Sandsynligvis har vi kun set begyndelsen. Regeringer har alle de midler, som skal til for når som helst at lukke net sider og sociale medier ned, sådan som f.eks. Erdogans regime i Tyrkiet har gjort ved flere lejligheder. Det gælder også i Norge, hvor politiet også opererer med falske basestationer.

NATO-medlemskabet giver en kapitalistisk regering mulighed for at tilkalde allieret assistance og indføre undtagelsestilstand ved at fremprovokere en militær konflikt. Dette bliver endnu lettere, nu hvor NATO vil inkludere cyberangreb i det, som kan udløse artikel 4 og 5 i A-pagten. Det er langt enklere at fingere et cyperangreb end at fabrikere en militær krænkelse af eget territorium.

Demokraturet i fremmarch

Rækken med store og små eksempler på trusler mod demokratiske rettigheder er lang. Hver for sig virker de måske tilfældige eller som en ubetænksom overreaktion fra magthaverne. Men hvis vi ser disse og en række andre forslag og tiltag i sammenhæng, er det mere end tydeligt, at borgerskabet ikke er det mindste indstillet på at udvide demokratiet. Vi ser allerede i dag, under meget fredsommelige forhold, at magthaverne omgår deres egne demokratiske spilleregler på tusind forskellige måder, når det passer dem.

I en verden, hvor de imperialistiske modsætninger vokser for hver dag, og hvor en forestående økonomisk og politisk krise kan ramme hårdt og brutalt herhjemme, forbereder kapitalen sig hellere på at indskrænke og om nødvendigt afskaffe demokratiet. Over natten, hvis det er formålstjenligt.

Er dette krisemaksimering og trusler? Havde det kun været så vel. Alle tegn i tiden viser, at handelskrigene, som griber om sig mellem stormagterne, er nødt til at eskalere til nye, militære sammenstød. Spørgsmålet er ikke, om sammenstødene kommer, men kun om, hvor de kommer, og om de vil foregå regionalt og via stedfortrædere eller som en altomfattende imperialistisk krig.

Spørgsmålet er heller ikke, om Norge vil blive delagtig i nye krige, kun om graden – og om norsk imperialisme tvinges til at vælge side mellem USA og EU.

Vil arbejderklassen og folket i en sådan situation lade sig bedøve af krigstrommerne og samles bag den norske imperialisme, eller vil den modsætte sig krigen og vende sig mod magthaverne, som fører folket ind i et krigshelvede? Det bliver afgørende. Konsekvenserne for økonomi og arbejdspladser vil blive store, allerede før krigen bryder ud. Vil arbejdsfolk i Norge affinde sig med nye lønnedskæringer og beskæringer i velfærden for at finansiere borgerskabets krigsmaskine? Det er langtfra givet.

En ny fascisme kan have andre udtryk end strækmarch og heilråb. Borgerskabet forbereder sig på at møde alt dette på forhånd med massiv propaganda og med mere eller mindre diktatoriske foranstaltninger. Denne nye form for fascisme vil antagelig arte sig anderledes end den fascisme, vi kender fra tidligere. Den har slet ikke behov for at tage form af strækmarch og heilråb, og den behøver ikke at indebære noget statskup.

Mere sandsynligt er, at nye, diktatoriske styreformer vil blive lanceret ”til folkets eget bedste”, ja, som nødvendige foranstaltninger til forsvar for demokratiet mod indre eller ydre trusler.

Klima som et nyt NATO-spørgsmål?

Den vestlige imperialisme bruger stadig oftere ”demokrati” som direkte påskud for krig. Energi og klima er også kommet til. I Afghanistan skulle USA og NATO ”frigøre kvinderne”. Libyen skulle bombes til ’demokrati’, direkte støtte til jihadistiske terrorgrupper i Syrien (Hayat Tahrir al-Sham, tidligere Al Nusra, og IS) bliver markedsført som kampen for en ”demokratisk opposition” mod et despotisk regime. NATO-doktrinen R2P handler om retten til at blande sig hvor som helst med demokrati og menneskerettigheder som påskud.

Hvem er vel ikke for demokrati! Altså må du efter denne logik støtte vores krige og militarisering af samfundet. Så kan vi naturligvis heller ikke have en offentlig debat, som sætter ’vores’ operationer og vores soldater i fare!

Også en eller anden form for det, vi kan kalde økofascisme, dukker op som en mulig variant. Stadig oftere kommer der alarmopkald fra miljø- og klimabevægelsen, fra enkeltpartier – og også fra akademikere og forskere, som får hurtig berømmelse – om, at situationen for kloden er usikker, og apokalypsen er nær. Vi må derfor ty til drastiske og ekstraordinære foranstaltninger, hvis menneskeheden overhovedet skal overleve, siger de. En ny såkaldt forskningsrapport3 fra tænketanken Breakthough hævder, at der kun er 30 år igen til en total samfundskollaps.4 Ikke på grund af imperialismen, ikke på grund af krige og miljøødelæggelser, men på grund af klimaændringer.

Modargumenter bliver stigmatiseret, latterliggjort eller bragt til tavshed. Skræmmepropagandaen er blevet så voldsom, at psykologer bliver overrendt af folk med klimaangst. Børn er livsangste og pådrager sig psykiske lidelser.

Budskabet i medierne er, at folk er for dumme til at forstå deres eget bedste, så vi har derfor brug for handlekraftige og beslutsomme myndigheder – måske allerhelst en verdensregering. Eller i det mindste et overnationalt EU, som fejer national modstand til side og viser os et ”handlekraftigt Europa”. Dette tankesæt går hånd i hånd med postulatet om, at national suverænitet er gammeldags og forstyrrende, hvis vi ”skal handle globalt” og møde udfordringerne effektivt. Hvis vi ikke ofrer friheden og levestandarden, går planeten den sikre død i møde!

En tilfældig debattør har sammenfattet det således: ”Prioriteten må være, at vi redder os selv, ikke hvilken metode der bruges til at opnå det.”

Sådanne ideer er en gavepakke til et stadig mere presset borgerskab. Hvis du tror, at valget står mellem demokrati eller overlevelse for dig og dine, hvad vælger du så? Tager du virkelig chancen for fuld samfundskollaps, eller er det bedre at overlade al styring til ”eksperterne” og opgive levestandard og rettigheder?

Fremtidspessimismen og enigheden om, at vækst og bedre materielle forhold er et onde, har inficeret det, der normalt kaldes venstrefløjen, og præger den miljøbevidste ungdoms tænkning. Ungdommen forsøges at blive frataget håbet til fremtiden – det bedste, de kan håbe på er, en kapitalisme, der ikke er værre end den, vi allerede har. Miljø- og klimaengagementet bliver forsøgt vendt mod ungdommen selv. Klimaændringer bruges som argument for at hindre folks bevægelsesfrihed, for benhård beskatning, der bliver rejst krav om, at folketallet skal ned i de fattige lande, at lønninger og levestandarden skal skæres ned osv.

Såkaldte forskere mener, at normale demokratiske processer er en hæmsko, som ”sinker klimakampen”. Og da Stoltenberg blev indsat som generalsekretær i NATO i 2014, mente Terje Osmundsen, tidligere NHO og Energi & Klima, at Jens skulle gøre energi og klima til et NATO-spørgsmål som et led i Vestens sikkerhedsstrategi.5

Magthaverne er ligeglade med deres egne demokratiske regler. Grundloven og Stortinget bliver stadig oftere negligeret og regelmæssigt trampet på. Selv lederen af Stortingets kontrol- og konstitutionskomité klager over, at regeringen ikke gider efterkomme i hundredvis af såkaldte anmodningsbeslutninger, den er blevet pålagt af stortingsflertallet.6

Krigen mod Libyen i 2011 blev sat i gang efter en sms-runde i Stoltenberg-regeringen. Aftalen mellem det norske og amerikanske forsvarsministerium om satellitsamarbejde af største betydning for militær krigsførelse overalt på kloden7 blev indgået uden nogen form for politisk debat.

Suverænitetsafståelser til EU sker løbende med mindst mulig debat og gennem nytolkning af grundloven for at omgå kravet om tre fjerdedeles flertal. Listen er lang og bliver stadig længere.

Flertalsdemokrati er socialisme

Intet af dette tyder på specielt demokratisk sindelag hos den norske magtelite. Det er et korrupt, imperialistisk borgerskab, der er rede til at sælge nationens interesser for dollars eller euro. Det er tilsvarende rede til at lukke sit eget demokrati ned for at sikre profitterne og afværge socialt oprør.

Denne virkelighed skal kommunisterne formidle sådan, at arbejderklassen kan organisere sig og forsvare de demokratiske friheder, vi endnu har. Samtidig skal kommunisterne forklare, at et virkeligt demokrati for det arbejdende flertal er en umulighed under kapitalismen. Kun en socialistisk revolution og en ny slags stat – proletariatets diktatur – giver håb om varige og fuldgyldige demokratiske rettigheder, denne gang for flertallet. På mellemlang sigt skal dette være målet for alle revolutionære demokrater.

Det langsigtede mål er, at også denne statsmaskine havner på museum, for at citere Engels. Når klasserne er afskaffet, behøves hverken staten eller det ufuldkomne demokrati, der følger af det. Så vil staten visne bort.

I mellemtiden handler det om at forsvare de tilbageværende demokratiske rettigheder og bruge dem til at bevidstgøre arbejderklassen om, hvad der står på spil. Ideologisk kamp mod reformistiske illusioner om borgerskabets demokratiske sindelag er en del af denne klassekamp mellem arbejde og kapital.

Fra Revolusjon 18. august 2019

Noter

1 Her citeret efter Aslak Storaker, Radikal portal 19.12.2018: Atlantic Councils liste over femtekolonister og Beredskapslovene av 1950.

2 Det kan være værd at bemærke, at Norge har ratificeret den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle menneskerettigheder, men har taget forbehold om brugen af tvungen voldgift som brud på disse rettigheder.

3 Se Existential climate-related security risk.

4 En af medforfatterne er Ian Dunlop, som har en fortid i Shell og Det Australske Kulforbund. Han er også medlem af den Rockefeller-initierede globale tanketank Club of Rome, som består af tidligere statsledere, topbureaukrater, forskere og erhvervsledere.

5 Stoltenberg kan gjøre energi og klima til NATO-sak. Energi & Klima 31. marts 2014.

6 Se Aftenposten 6. juni 2019.

7 Se pressemeddelelse fra regeringen 21.06.2019: «Etablerer bredbåndskommunikasjon i nord.»

Se indholdet i Enhed og kamp 4,2019
En vej til at forstå og ændre verden: Magasinet Enhed og Kamp nr. 4, 2019

Læs også

Fascisering af det danske samfund
Enhed og Kamp 2,2019


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne