I ly af Brexit og klimadagsordenen vedtog EU næste skridt frem mod EU-staten

EU-topmødet i december stod totalt i skyggen af det britiske valg, og klimatopmødet i Spanien, men flere punkter på dagsordenen kan få stor betydning for fremtidens EU; det blev bl.a. vedtaget at man vil forsøge at sætte den næste store traktatdiskussion i gang.

Ursula von der Leyen, formand for EU-kommissionen: For en centraliseret EU-stat med EU-militær

I denne uge markerede EU, at det er 10 år siden at Lissabontraktaten trådte i kraft. Ikke at det blev fejret som en stor fest, man vil jo nødig minde om at traktaten blev til i et kompromis i 2007 efter at Forfatningstraktaten blev stemt ned ved en Folkeafstemning i Frankrig og Holland. På 10-årsdagen lægger man så op til en ny traktat frem mod Europas forenede stater.

Gemte nyheder fra sidste uges EU-topmøde

På topmødets første dag blev der brugt en del tid på at formulere en virkelig luftig tekst om ”en konference om Europas fremtid” (se boks), det der i virkeligheden blev talt om er hvornår, og hvordan, man kan komme i gang med at diskutere den næste traktat frem mod EU-staten. Det er et projekt der har været på tegnebrættet nogen tid, og det handler først og fremmest om at samle og implementere alle de bilaterale aftale der er indgået det seneste årti på det økonomiske og finansielle område, i EU’s traktattekster.

Det er også planen at give EU ret til at harmonisere f.eks. indtægter som skatter, moms og afgifter, og udgifter som overførselsindkomster og fradrag. Men det handler også om at banke de dumme borgere på plads så de kan lære at elske ideen om den Europæisk føderation.
Læs om fremtidsplanerne her:
EU-monopolernes Union sætter kursen mod EU staten
KPnet 22. juni 2019

Den næste dag var der møde i eurozonen og de gav centralbanken og kommissionen godkendelse til at arbejde med at ændre EU’s politik i retning af at styrke EU’s største virksomheder. EU har hele tiden prioriteret virksomheders interesser, ikke mindst i forhold til det indre marked. Det nye er, at nu skal forholdet til den globale økonomiske konkurrence have forrang. Det vil i praksis sige at EU’s danske konkurrencekommissær i fremtiden vil kunne tillade kæmpe fusioner, f.eks. mellem Tyske Siemens og Franske Alstom. Ambitionen skal ikke være fri konkurrence, men EU monopoler der er så store at de ikke behøver at bekymre sig om konkurrenter i andre EU lande. For der skal ingen være tilbage. EU’s nye industrielle strategi forventes først at blive lanceret formelt i begyndelsen af marts.

Og i forlængelse er der også en opblødning på vej i forhold til direkte statsstøtte til bestemte industri-produktionsvirksomheder. Det er den nye direktør for den europæiske centralbank, der har været med til at slå til lyd for at EU skal understøtte skabelsen af industriarbejdspladser indenfor områder, hvor det private erhvervsliv åbenlyst er sakket bagud i forhold til USA og Kina, mens milliarderne er udbetalt til aktionærer i stedet for at blive investeret i ny teknologi.

Og sidst, men ikke mindst er det tydeligt at udvidelsen af EU’s territorium er ved at nå sit endemål, med Ukraine og de sidste Balkanlande som de sidste brikker der mangler at komme på plads. Til gengæld blev der på topmødet brugt tid på at diskutere det strategiske samarbejde med Afrika. Eller rettere den strategiske udbygning af militære støttepunkter og baser og kontrol med handel og råstoffer osv., mens man vil forsøge at trænge kinesisk indflydelse og teknologi tilbage.

Alle modstandere af EU og EU’s politiske plan må begynde at forberede sig på den næste store unionsafstemning.

Om Lissabontraktaten

Lissabontraktaten blev presset igennem næsten uden at nogen befolkninger fik lov til at blive hørt.
Kun Irland sendte traktaten til folkeafstemning i 2008, og svaret var ingen overraskelse: De stemte Nej tak. Men fik naturligvis en ny mulighed for at ”stemme rigtigt” året efter i 2009. Og her var den økonomiske verdenskrise brudt igennem og det var med til at sikre et ja.

Siden Lissabontraktaten er der sket mange nye udbygninger af Unionen, ikke mindst mere styring af medlemslandenes økonomi- og finanspolitik. Men meget af dette er foregået bag lukkede døre, gennemført som såkaldt bilaterale aftaler. Det vi sige at landene frivilligt underordner sig de anbefalinger som EU’s embedsfolk sender hvert halve år, ligesom Danmark frivilligt sender forslaget til finanslov til ”gennemsyn og godkendelse” hos embedsfolk i EU, før den overhovedet bliver fremlagt for det danske folketing. Aftalerne er knap så frivillige for lande der er medlemmer af eurozonen, hvilket bl.a. Italien har mærket.

Det er mere eller mindre sådan, at uanset hvilken regering et medlemsland vælger, så vil den økonomiske ramme blive sat af EU’s embedsfolk. De nationale politikere kan måske godt fylde valgkampen op med løfter om at lempe lidt på finanspolitikken og investere i bedre skoler og sundhed, uanset er nedskæringer og stramme budgetter altid svaret fra EU.

INFOBOKS

Uddrag fra konklusion fra EU-topmødet den 12. december 2019

Det Europæiske Råd overvejede idéen om en konference om Europas fremtid, som skal begynde i 2020 og slutte i 2022. Det anmoder det kroatiske rådsformandskab om at arbejde hen imod fastlæggelse af Rådets holdning til en sådan konferences indhold, omfang, sammensætning og funktion og om på dette grundlag at tage kontakt til Europa-Parlamentet og Kommissionen.

Det Europæiske Råd minder om, at det bør prioriteres at gennemføre den strategiske dagsorden, der blev vedtaget i juni, og levere konkrete resultater til gavn for vores borgere. Konferencen bør bidrage til udvikling af vores politikker på mellemlang og lang sigt, så vi bedre kan håndtere aktuelle og fremtidige udfordringer.

Konferencen bør bygge på den vellykkede afholdelse af borgerdialoger i de seneste to år og omfatte bred borgerhøring i løbet af processen. Den skal inddrage Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen med fuld respekt for den interinstitutionelle balance og deres respektive roller som fastlagt i traktaterne. Det Europæiske Råd understreger behovet for en inklusiv proces, hvor alle medlemsstaterne inddrages på lige fod. EU-institutionerne og medlemsstaterne, herunder deres parlamenter, bør have fælles ejerskab.

Note:
En ny strategisk dagsorden 2019-2024
Rådet for Den Europæiske Union 20. juni 2019


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne