Kominterns betydning for det kommunistiske parti i Danmark

Indlægget blev holdt på APK’s November Konference 2019. En konference partiet afholder hvert år omkring årsdagen for Oktoberrevolutionen i Rusland, der efter den Julianske kalender fandt sted d. 7. november. På november konferencerne tages aktuelle spørgsmål angående gennemførelse af en socialistisk revolution i Danmark op til debat.

Af Dorte Grenaa, APK, Arbejderpartiet kommunisterne

Marx’ og Engels’ store parole ”Arbejdere i alle lande, forén jer!” er i dag mere åbenlys end nogensinde. Arbejderklassens kamp er international, og arbejderbevægelsen har fra sin start organiseret sig både i de enkelte lande og som en international bevægelse.

Tredje Internationale, Komintern, fik overalt, også i Danmark, stor betydning i arbejderklassens og de revolutionæres kamp for stiftelsen af det kommunistiske parti og den videre kamp for at styrke opbygningen af dette. Netop i oprettelsen af kommunistiske partier, som fuldstændig brød med den ideologiske, politiske og organisatoriske indflydelse fra de rådne reformistiske socialdemokratiske partier, ligger en afgørende og væsentlig del af Kominterns indsats.

I en sammenfatning af det historiske forløb af den internationale arbejderklasses organisering på grundlag af Marx’ store parole: Proletarer i alle lande, forén jer! og af den videnskabelige socialisme fremhævede Lenin, at:

Første Internationale (1884-72) lagde grunden til en proletarisk, international kamp for socialisme.

Anden Internationale (1889-1914) dækkede en epoke, hvor jordbunden for en vid masseudbredelse af bevægelsen i en række lande blev forberedt.

Tredje Internationale (1919-43) overtog frugterne af Anden Internationales arbejde, fjernede dens opportunistiske, socialchauvinistiske, borgerlige og småborgerlige udskud og forvanskning af socialismen og begyndte at virkeliggøre proletariatets diktatur. 1

Den 1. verdenskrig var en imperialistisk krig mellem imperialistiske stormagter for at nyopdele verden, for at slavebinde og undertrykke folkene og nationerne. Den var en uretfærdig krig, en røverkrig fra alle de krigsførende parters side, en krig, som førtes på folkenes bekostning og med arbejderne som kanonføde i monopolkapitalisternes spil. Det er almindelig kendt, at den Anden Internationales ledere åbent gik over på deres eget borgerskabs side, forrådte alt, hvad arbejderbevægelsen havde stået for, og bragte desorganisering og spaltning ind i verdens arbejderbevægelse.

Men resultatet af denne krig blev noget helt andet, end dets imperialistiske anstiftere havde forestillet sig. Krigen skabte den revolutionære situation i det kejserlige Rusland, i det besejrede Tyskland og i en række andre lande. Under ledelse af Lenin og bolsjevikpartiet, som aldrig havde opgivet den revolutionære vej, gennemførtes den socialistiske Oktoberrevolution, arbejderklassens første sejrrige revolution.

Disse begivenheder illustrerer det almindelige indhold af den historiske epoke, som vi lever i: imperialismens og den proletariske revolutions epoke.

Spørgsmålet om stillingtagen til Oktoberrevolutionen blev i 1917 hovedspørgsmålet for den internationale arbejderbevægelse, der var trådt ind i en periode med store revolutionære opsving. Anden Internationales ledere optrådte fra Oktoberrevolutionens første dage som dens værste fjender. Over for parolen om proletariatets diktatur stillede de parolen om ”det rene demokrati” hævet over klasserne og de uforenelige klassemodsætninger og forkastede marxismens lære om statens klassekarakter.

Tredje Internationale eller Kommunistisk Internationale blev stiftet i 1919 på et tidspunkt, hvor det var absolut nødvendigt, at marxismen-leninismens teori forandrede sig dybt i den revolutionære arbejderklasse, at arbejderklassen i alle lande ideologisk og organisatorisk sluttede sig sammen og dannede virkelige kommunistiske partier og fuldstændig brød med den socialdemokratiske reformisme og al den opportunisme, som Anden Internationale havde udviklet sig til.

Til trods for Anden Internationales forræderi trådte arbejderklassen og den brede befolkning under indflydelse af Oktoberrevolutionen overalt ud i store strejker, demonstrationer, hungeropstande, hær- og flådemytterier, i opstande, i overtagelsen af magten. De organiserede sig, og man opbyggede sovjetter som arbejderråd. Under disse kampe blev der i en række lande dannet kommunistiske partier. Hvilket også skete herhjemme i Danmark.

Baggrunden for stiftelsen af DKP i Danmark

Baggrunden for stiftelsen af DKP var Socialdemokratiets fuldstændige forræderi over for arbejderklassens sag. Tilbage fra 1870’erne og de næste årtier organiseres den socialistiske arbejderbevægelse i Danmark med fagforeninger, den kooperative bevægelse og det socialdemokratiske arbejderparti. Socialdemokratiet stillede sig på Anden Internationales reformistiske positioner. På det tidspunkt, hvor Lenin og bolsjevikpartiet og de revolutionære kræfter i en række lande forberedte revolutionen under den revolutionære krise, som modnedes i forbindelse med 1. Verdenskrig, trådte Socialdemokratiet ind i en national samlingsregering med Stauning som minister. Og Socialdemokratiet indstillede sig på den rolle, det har spillet lige siden, som monopolborgerskabets fortrukne forvalter af den kapitalistiske stat, det parti, der bedst kan sikre ”ro” i arbejderklassen.

Stiftelsen af Kommunistisk Internationale på det klare revolutionære grundlag sikrede, at tre forskellige grupper, der havde brudt med Socialdemokratiet, den 9. november 1919 gik sammen og tilsluttede sig denne Tredje Internationale. Forud var gået en række enhedsbestræbelser mellem de tre, der kom fra forskellige politiske og ideologiske strømninger og med hver sin baggrund og ledelse.

1) Fra det venstreoppositionelle, pacifistisk prægede socialdemokratiske ungdomsforbund, SUF. 2) En gruppe fra Socialistisk Arbejderparti. 3) Og fra den syndikalistiske fagopposition, FS.

Året efter, i forbindelse med Tredje Internationales 2. kongres i 1920, tog det nye parti, navnet Danmark Kommunistiske parti.

Statskup og skærpet klassekamp

Klassekampen var på dette tidspunkt uhyre skærpet. Arbejderklassen havde i kølvandet på Oktoberrevolutionen gennem store kampe og fået bl.a. 8 timers-arbejdsdagen gennemført, og borgerskabet og arbejdsgiverne samlede sig til en modoffensiv. Som modtræk til den omfattende strejkebevægelse etableres den såkaldte ”Samfundshjælpen”, et stort skruebrækkerkorps under militærbeskyttelse, og der varsledes storlockout. 1920 begik kongen og landets største kapitalister, såsom ØK’s stifter og ejer H.N. Andersen, statskup og afsatte ulovligt den valgte Zahle-Stauning-regering. Overalt i landet gik arbejderne og befolkningen på gaden og protesterede. På Fælleden i København samledes op mod 100.000 mennesker. På Amalienborg Slotsplads krævedes republikken indført. Tropper blev hentet ind fra provinsen, da magthaverne ikke var sikre på, om det lokale politi vil være loyale, hvis de for alvor blev beordret til at gå løs på arbejderne. Socialdemokratiet kaldte til generalstrejke for at få Stauning genindsat, mens det kommende DKP opfordrede til samfundsforandring og republik.

Det klassekampen var allermest skærpet, forhindrede det reformistiske Socialdemokrati, at kongemagten blev afsat, ved at indgå et såkaldt nationalt kompromis med valg af en ny regering, og fik således lagt generalstrejken ned.

Kominterns 2. kongres og ”Moskvateserne”

Kommunistisk Internationales vigtige beslutninger fra kongresser og eksekutivkomiteen fik navn og form af teser. Udtrykket ”Moskvateserne” kom i brug i 1920 efter beslutningerne på Kommunistisk Internationales 2. kongres i juli-august samme år. Moskvateserne omfattede alle de vigtige beslutninger fra denne kongres – teser om Kominterns grundlæggende opgaver, om det kommunistiske partis rolle, om kolonispørgsmålet, om fagbevægelsen, om det parlamentariske arbejde, om agrarspørgsmålet, Kominterns vedtægter, og endelig de 21 betingelser for medlemskab af Komintern.

Senere er begrebet ”Moskvateserne” ofte blevet reduceret til kun at omhandle de 21 betingelser for medlemskab. Men disse betingelser er en sammenfattet opsummering af alle den 2. kongres beslutninger og skal forstås i sammenhæng med hinanden.

Om betingelserne for at indgå i Kommunistisk Internationale hedder det i manifestet og teser fra Tredje Internationales 2. kongres, ”Den Kapitalistiske Verden og Den Kommunistiske Internationale”, 1920:

Kommunistisk Internationales første konstituerende kongres udarbejdede ingen faste bestemmelser om betingelser for at indgå i den Tredje Internationale. På det tidspunkt, hvor den første kongres fandt sted, var der i de fleste lande kun kommunistiske retninger og grupper.

Den anden kongres for den Kommunistiske Internationale mødes under helt andre omstændigheder. I de fleste lande er der i dag ikke kun kommunistiske retninger og grupper, men kommunistiske partier og organisationer.

I dag vender partier og grupper, som indtil for nylig hørte til Anden Internationale, sig ofte til den Kommunistiske Internationale med ønske om at tilslutte sig denne, men uden at være virkelig kommunistiske. Den Anden Internationale er hjælpeløst knust. Mellempartierne og centergrupperne, der klart forstår Anden Internationalens fuldstændige håbløshed, bestræber sig på at søge støtte fra Kommunistisk Internationale, som bliver stærkere for hver dag. De håber at beholde en ”Autonomi”, der giver dem mulighed for at fortsætte deres tidligere opportunistiske eller ”center”- politik. Den Kommunistiske Internationale er til en vis grad kommet på mode.

(….) Den Kommunistiske Internationale trues af faren for at blive udvandet af tøvende og vankelmodige elementer, som endnu ikke har formået at bryde med Anden Internationales ideologi.”

Den Kommunistiske Internationales klare revolutionære program, dets krav i teserne om at opbygge et kommunistisk parti af leninistisk karakter, om at gøre op med opportunismen i praksis og ideologisk, blev af stor betydning for det unge danske kommunistiske parti, ligesom Internationalens opbygning med sektioner for de forskellige kontinenter blev det. DKP bestod af ledende folk fra forskellige strømninger og ideologier, der skulle gennemføre en kamp for enhed på marxistisk-leninistisk grund og stod midt i en skærpet klassekampssituation og et stort tryk fra et samfund, hvor arbejderklassen så at sige blev opflasket med socialdemokratismen, klassesamarbejde og reformisme fra vugge til grav.

I optagelsesbetingelserne til Komintern fremgår det at:

De partier, som ønsker at tilhøre den Kommunistiske Internationale, skal anerkende nødvendigheden af et fuldstændigt og definitivt brud med reformismen og centristisk politik og propagandere for denne opfattelse i de bredeste kredse af organisationernes medlemmer. Uden dette er en konsekvent kommunistisk politik ikke mulig.”

Og ikke bare som et generelt krav, men konkret, som det f.eks. siges i de to første teser i betingelserne for optagelse:

1 Al propaganda og agitation må have et virkeligt kommunistisk præg og modsvare Den Tredje Internationales beslutninger og program. Alle partiaviserne skal redigeres af sikre kommunister, der har bevist deres hengivenhed for arbejderklassens sag. Det duer ikke at tale om proletariatets diktatur som en udenadslære og formel. Propagandaen må derimod være på en måde, så nødvendigheden af proletariatets diktatur står klart for hver eneste arbejder og arbejderske, hver soldat, hver bonde. Eksempler bør hentes fra det levende livs hverdagshændelser, som nøje bør iagttages og dagligt udnyttes i pressen.

(….) I pressens spalter, på offentlige møder, i fagforeninger, i kooperative foreninger, overalt hvor Tredje Internationales tilhængere er til stede, må de systematisk og ubarmhjertigt brændemærke ikke kun borgerskabet, men også dets medhjælpere, reformisterne af alle nuancer.

2 Enhver organisation, der ønsker at tilslutte sig Den Kommunistiske Internationale, må regelret og systematisk afsætte reformisterne og centristerne fra alle mere eller mindre ansvarlige poster i arbejderbevægelsen (partiorganisationer, avisredaktioner, fagforeninger, parlamentsgrupper, kooperative foreninger, kommunale institutioner) og erstatte dem med prøvede kommunister – uden frygt for at bytte ”erfarne” opportunister ud med arbejdere fra egne rækker.”

I det omfang DKP virkelig fulgte og udførte Kominterns linje og anvisninger, udviklede partiet sig også og fik stor fremgang. Kominterns skandinaviske afdeling greb flere gange ind mod alvorlige partistridigheder mellem de forskellige strømninger. I 1929 havde dette udviklet sig til en krise i partiet, og Komintern sendte et åbent brev til DKP og partiets medlemmer. Brevet påpegede et nødvendigt opgør med den højreopportunisme og højreopportunistiske passivitet, der prægede partiets ledelse og arbejde. I brevet opfordredes der samtidig til, at partiets ledelse måtte udvides med revolutionære arbejdere på den følgende kongres.

Den kendsgerning, at DKP fulgte Kominterns anvisninger og tog dette opgør, fik afgørende betydning for partiets videre udvikling og arbejderklassens kamp for socialisme. Partiet blev den ledende kerne i kampen mod fascismen og den væbnede modstandskamp under den nazistiske besættelse i 2. Verdenskrig, og i årene efter mod dansk NATO-medlemskab og faren for en ny krig mod det dengang socialistiske Sovjetunionen.

Kominterns aktive handlinger i forhold til DKP’s udvikling er lige siden blevet angrebet og udlagt af trotskister og antikommunister som ”bevis på Kominterns diktatur” og ikke mindst på Stalins diktatur.

Reformismens fællestræk går igen

I den til tider turbulente kommunistiske partihistorie siden da – internationalt som herhjemme – er kampen gået på at fastholde karakteren af revolutionens og socialismens parti imod revisionistisk og reformistisk udvanding. DKP fulgte i starten af 1950’erne det sovjetiske partis omdannelse til et reformistisk og revisionistisk parti, ligesom en lang række andre partier. Og dermed blev opgaven igen at danne et revolutionært kommunistisk parti. APK har udgivet en række dokumenter og artikler, der belyser denne udvikling. Bl.a. ”40 året for stiftelsen af DKP/ML – kampen for det kommunistiske parti”. 2

Igennem de forskellige udformninger af reformismen og revisionismen i Danmark er følgende træk altid gået igen:

• Forestillingen om en fredelig og parlamentarisk vej til socialismen – uden revolution og uden at knuse det kapitalistiske statsapparat.

• Forestillingen om et ‘kommunistisk masseparti‘, først og fremmest forstået som et vælgerparti og ikke som arbejderklassens fortropsparti og den revolutionære handlings parti.

• Fagforeningslegalismen, den illusoriske og opportunistiske bestræbelse på at presse den socialdemokratiske fagtop og LO-apparatet til at føre kamp for arbejderklassens interesser – der afløser linjen for udvikling af en kæmpende og revolutionær fagbevægelse ved at fremme arbejderklassens løsrivelse fra arbejderaristokratiet og nedtoner kampen mod LO-toppen og LO-apparatet som redskaber for kapitalens interesser i arbejderbevægelsen.

Arbejderpartiet Kommunisterne, APK, viderefører i dag bestræbelserne og bygger på erfaringerne fra og har sine rødder i den internationale kommunistiske bevægelse. APK er medlem af den internationale marxistisk-leninistiske bevægelse, CIPOML.

Noter:

1) Kommunistisk Internationales program, forordet.

2) Indlæg af Klaus Riis på APK’s Novemberkonference 2018, bragt i Enhed og kamp nr. 4, 2018.

Indlægget er bragt i APK’s teoretiske magasin Enhed og Kamp 4,2019
Se artiklen En vej til at forstå og ændre verden: Magasinet Enhed og Kamp nr. 4, 2019

Læs også de tidligere artikler fra Enhed og Kamp om Kominterns betydning

100 år for den kommunistiske internationale og perspektiverne i dag
Af CIPOML

Den kommunistiske Internationale og kampen for arbejderklassens revolution i Latinamerika
Af Pablo Miranda, Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti, PCMLE

Kommunistisk Internationale og den arabiske verden
Af Tunesiens Arbejderparti

Læs også
Om Oktoberrevolutionen – Artikler af V.I. Lenin og J.V. Stalin


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne